Søgeresultater: 36

Vil du være politibetjent? fortæller om, hvad en politibetjent skal bruge for at passe sit arbejde. Bag i bogen er der spørgsmål, der lægger op til samtale. Der er også et afsnit der fortæller mere om arbejdet som politibetjent. Vil du være politibetjent? er tilrettelagt til de første læseaktiviteter fra ca. 5 år. 60 ord, lettal 9.

Må en politi-hest stikke af? Hvem kan den stole på? Og må du klappe en politi-hest? Det får du svar på her i bogen. Du får også svar på, hvad en politi-hest spiser, og hvorfor den skal være stærk. Og du finder ud af, om en politi-hest er bange for noget.

Vicekriminalinspektør Niels Kjøller, der var en af Danmarks dygtigste efterforskere, beskriver i sine erindringer et liv i politiets tjeneste, omgivet af svindlere, røvere, voldsmænd og mordere. Niels Kjøller fortæller også åbenhjertigt om den sag, der i 1973 fik ham selv og en kollega suspenderet fra tjenesten i ni måneder. Han var en mand, der turde sige sin mening, og det gør han også i denne bog, når han beskriver, hvordan politiets arbejde har været gennem fire årtier, og hvordan kriminaliteten i samme periode har forandret sig drastisk.

Politiet fortæller igen og igen, at korpset har brug for flere ressourcer selvom kriminalitetsraten falder. Men måske har politiet brug for flere penge. For som der bliver sparet mere og mere i social- og sundhedssektoren, får politiet en ny rolle som socialrådgiver og psykolog for samfundets udsatte. Spørgsmålet er, om det er en udvikling, vi ønsker? Det moderne politikorps er det hele og lidt til. Politikorpset er socialarbejdere med våben. Revolvermænd i socialt arbejde. De skal sørge for fred og bekæmpe forbrydere. De skal være blinde håndhævere af loven og arbejde efter eget skøn. De skal tage sig af samfundets skraldespand, levere et socialt tilflugtssted efter almindelig lukketid – og være vagthunde for industri- og finansverdenen. Det betyder, at betjenten befinder sig i en udefineret og umulig rolle i et ængsteligt samfund, præget af hurtige lovændringer, og flere bevillinger og magtbeføjelser til korpset. Samtidig bliver der i stigende grad stillet krav til korpset om effektivitet og resultater. Faren er, at effektiviteten bliver det primære mål, for så bliver retsstaten langsomt, men sikkert til en politistat. Bogen analyserer og diskuterer politiets paradoksale og prekære rolle som både statens og borgernes beskytter, og det centrale omdrejningspunkt er det nye trendord 'tryghed', der siden 2004 har indfundet sig i politiloven.

Tidligere politikommissær ­Bjarne Christensen – bedre kendt som "Store Bjarne" eller "Bjarne Benlås" – fortæller om sit ekstraordinære politiliv i København gennem tre årtier. Om sin rolle i spektakulære og ­voldsomme begivenheder som rydningen af Ungdomshuset, om kampen mod Pusher Street, om ulykken på Roskilde Festival – og ikke mindst om indsatsen mod narko på gadeplan.

De fleste af os har vores kendskab til politiafhøringer fra tv-serier og film, hvor barske og højtråbende politibetjente med alle midler presser den sigtede til at tilstå. Men hvordan foregår en afhøring hos politiet egentlig? Hvordan når man ind til benet på de mest hårdhudede? Hvordan skaber man sammenhæng i et skrøbelig vidnesbyrd? Det ved Hans Jørgen Bonnichsen. I løbet af sine 41 år ved politiet, heraf de 20 ved Rejseholdet, har han afhørt vidner og sigtede i alle typer sager: fra tyveri og valutasvindel over drab og sexovergreb på børn og til terrormistænkte som den danske fange på Guantanamo.

Edderkopsagen var Danmarks største kriminalsag. Den drejer sig om om korruption, tyveri, falskspil, sortbørsaffærer og uopklarede mord i Danmark i årene under og efter 2. Verdenskrig.

Under politiets efterforskning udviklede sagen sig til et vidtforgrenet kompleks og kom til at omfatte 950 enkeltsager. Oprulningen afslørede, at medlemmer af politietaten havde ladet sig bestikke. 15 politimænd blev dømt, og 15 andre kom for en tjenestemandsdomstol.

Bogen Edderkopsagen blev oprindeligt udgivet i 1953 med titlen Københavns Underverden. Den blev genudgivet 2000 på forlaget Branner og Korch og 2017 som ebog på Gyldendal.

Det var journalisterne Anders B. Nørgaard (1905-84) og Poul Dalgaard, der i avisen Social-Demokraten (senere Aktuelt) skrev om sagen. De fik Cavling-prisen i 1949 for deres artikler.

Mogens Lauridsen har prøvet det hele som politimand: undercover-betjent, bandeopgør, anholdt småsvindlere, jagtet narkobagmænd samt deltaget i de store indsatser ved klimatopmødet COP15 og rydningen af Ungdomshuset. I bogen her fortæller han om 40 år i politiet. Mogens Lauridsen er i dag ledende politiinspektør. I bogen fortæller han om sin lange karriere i politiet, lige fra den første opgave som undercoverbetjent på Christiania over rockeropgør til indsatsen ved internationale, politiske topmøder. Det er også historien om, hvordan politikorpset har ændret sig dramatisk gennem fire årtier. Lauridsen reflekterer over jobbet som betjent, og trods den alvor og det ansvar, der præger politiets daglige arbejde, har han også blik for humoren i opgaverne. Med et glimt i øjet fortæller han om det arbejde, han elsker: Jobbet som politimand. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist Preben Lund. Den henvender sig til alle, der vil vide mere om arbejdet som politibetjent, og hvad det indebærer, samt til alle, der holder af virkelighedens kriminalfortællinger.

Kan man håndhæve loven og samtidig bryde den i den gode sags tjeneste? René Dahl Andersen var politiets wonder boy, indtil det gik galt. Hærdet er et unikt og ærligt indblik i, hvordan uropatruljen og dens arvtager arbejdede. Hvordan lovene på et tidspunkt gled i baggrunden, da en flosset moral og indbildsk retfærdighedssans blev ledetråden. I Hærdet følger vi René, den unge nordjyske politibetjent, der tager til København med en drøm om at komme ind i den mest berømte og berygtede patrulje. Da drømmen bliver til virkelighed, kastes han på dag ét ind i en gråzone mellem samfundets bund og toppen af dansk politi. René giver et unikt indblik i, hvordan han og kollegerne arbejdede i et hårdt miljø blandt pushere, narkomaner, hemmelige kilder og meddelere. Indimellem på kant med både retsplejelov og straffeloven, for ude på gaden var det vigtigst, at det var de rigtige forbrydere, der kom i fængsel. Efter års arbejde som urobetjent, kildefører og undercoveragent for PET kunne René ikke længere selv navigere i rigtigt og forkert. Efter 20 år i politiet og i en blanding af magtesløshed og storhedsvanvid blev han selv kriminel. Han stjal et par dyre designerlamper fra sin arbejdsplads på Politigården og beseglede dermed sin egen skæbne. René Dahl Andersen, født 1972 i Hørby, Nordjylland. Sergent ved Prinsens Livregiment i Viborg 1992-1994. 20 år i Københavns Politi (1998-2018). Uddannet undercoveragent ved FBI i 2006 og har arbejdet som UC-agent i en årrække. Narkotikabetjent i en årrække med højeste danske uddannelse som kildefører. Casper Fauerholdt, født 1989. Uddannet journalist fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Arbejder som freelance-journalist på aviser, magasiner og TV 2. Har skrevet bøgerne Bag låste døre, Store drømme og Huset vinder altid.

JØRN MOOS BLEV SOM UNG BETJENT ansat i den nu hedengangne narkoenhed Afdeling N under Københavns Politi. Det var en tid, hvor narkobekæmpelse havde lav prioritet, og hvor handlen med hash og stoffer eksploderede. Moos fortæller om, hvordan politiarbejdet på ti år gik fra at handle om nogle få morfinister og unge, der tog ”paki-piller” og røg lidt lommetjald, til pushere og hårdkogte kriminelle. Læseren kommer med Jørn Moos ind bag facaden på Politigården, hvor han kæmper for at fange de skruppelløse bagmænd, der står bag internationale smuglerringe, som omsætter for millioner på narkomanernes forfald. Han tager os med ind til afhøringer, aflytninger og nogle af de første agentsager i danmarkshistorien, mens Afdeling N tager skrappere og skrappere metoder i brug.

"Det fjerde skud" er Annie Mai Nielsens personlige beretning om skuddrabet på hendes søn og hendes oplevelser af den efterfølgende retssag. Bogen rummer også en kritik af retssystemet og anklagemyndighedens dobbeltrolle.

Den 1. december 2009 blev Annie Mai Nielsens søn, Michael "Mio" Nielsen, dræbt af skud på en parkeringsplads. Skuddene blev affyret af en politibetjent, der var på patrulje, og som havde fået en indberetning om, at der foregik noget mærkelig på parkeringspladsen. Men i stedet for at affyre et varselsskud, blev pistolen rettet mod Michael.


Betjenten blev efterfølgende frikendt for dødsvold. Annie Mai Nielsen stiller dog spørgsmålstegn ved måden det danske retssystem er bygget op på, hvor politimyndigheden både er anklager og undersøger. Er det overhovedet muligt for myndighederne at lave en nøgtern og objektiv undersøgelse, når de har dobbeltkasket på. Og blev betjenten frikendt, fordi Michael havde en mildest talt broget fortid. En fortid i det kriminelle miljø, der startede kort efter han havde mistet sin far.

Den definitive historie om den mest berømte og berygtede enhed i dansk politi. Uropatruljen opstod i 1966, da politiledelsen i København besluttede at holde bedre øje med hippierne, der røg hash og skabte uro i området omkring Storkespringvandet på Strøget. Betjentene kom fra ordenspolitiet, men optrådte i civil for at komme tættere på narkomiljøet, hvilket fra starten gav anledning til kritik både internt og eksternt. Uropatruljen skulle observere og samle information - og gribe ind, hvis der forekom ulovligheder. Denne løse definition, hvad angik arbejdsopgaver og struktur i det hele taget, skulle - på godt og ondt - blive definerende for Uropatruljens udvikling helt frem til nedlukningen i 2001.

Uropatruljen fik med tiden ry for at være politiets hårde halse, der blev sat ind, hvor det gik hårdest til. Det gjaldt i forhold til Verdensbankurolighederne, Slaget om Byggeren samt hashhandlen på Christiania og den vildtvoksende narkotikakriminalitet på Vesterbro i området omkring Istedgade og Halmtorvet - ligesom de var involveret i håndteringen af BZ-aktioner og rockerrelaterede sager. Den sidste store begivenhed var Nørrebro-urolighederne 18. maj 1993, hvor billederne af stenkastende urobetjente var dråben, der fik bægeret til at løbe over, og førte til afviklingen af patruljen i årene efter. I både sam- og eftertiden var der en heftig diskussion omkring Uropatruljens metoder. Gik de over stregen i deres hårdhændede arbejde på gadeplan eller var de blot dygtige betjente, der udførte et politiarbejde i den spidse ende?