Søgeresultater: 22

"Livet med et udviklingshæmmet barn" beskriver de særlige vilkår og udfordringer, man har i en familie med et handicappet barn. Bogen dykker ned i de forskellige dele af barnets opvækst fra fødsel over ungdomsliv og til tidlig voksenalder. Hver alder har sine egne udfordringer, hvor der kan være brug for at høre andres erfaringer eller blive udfordret på egen tænkning. Bogen er derfor krydret med citater og udsagn fra forældre, der selv har børn med udviklingshæmning. Deres bidrag gør bogen nuanceret og levende. Bogen giver svar på nogle af de uendeligt mange spørgsmål, der melder sig, og som man ikke kan gå ét sted hen og få svar på. Nogle af disse spørgsmål er eksistentielle og personlige – andre af mere lavpraktisk art. Bogens kapitler veksler fra letforståelig formidling af faglige emner som kromosomer og syndromer, regler og rettigheder og beskrivelse af barnets funktionsniveau til menneskenære emner som tilknytning, sorg, opdragelse, handicapidentitet og familiedynamik. Bogen indeholder desuden praktiske informationer om merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, hjælpemidler, relevante foreninger, organisationer mv. Bogen kan også bruges som opslagsværk, hvis der er en bestemt problemstilling i livet med dit udviklingshæmmede barn, der kræver særlig opmærksomhed. "Livet med et udviklingshæmmet barn" giver alt i alt et bredt perspektiv på livet med handicap og et samlet billede af, hvordan livet ser ud med udviklingshæmning som en del af hverdagen. Bogen henvender sig især til forældre, bedsteforældre og andre pårørende til børn med udviklingshæmning samt til professionelle, der arbejder med området i kommunalt eller specialpædagogisk regi.

Allerede som 5-årig vidste Pernille Rahbek, at hun måtte klare sig selv, for der ikke var nogen andre til at klare noget for hende. Kan man se, at jeg har grædt? er hendes gribende ærlige fortælling om, hvordan det er at vokse op med en mor, der hellere vil drikke alkohol end være sammen med sine børn - men udadtil har en perfekt facade og et pænt og nydeligt hjem.

Vold fra alle sider ... - sætter fokus på den vold, som unge udøver og udsættes for. Både ofre og gerningsmænd kommer til orde i de interviews, som bogen er bygget op om. - viser, at voldsmændene ofte er usikre inde bag den hårde facade. 'Jeg føler mig svag, når jeg slår', siger én af dem. Og han er ikke den eneste. - beskriver det chok og den smerte, som ofrene udsættes for. Og skildrer deres kamp for at lægge de ubehagelige oplevelser bag sig. - indeholder ikke kun interviews med de unge selv. Forskellige fagpersoner sætter de unges oplevelser i perspektiv og bidrager med væsentlige vinkler på temaet. Det samme gør en gruppe unge, der diskuterer, hvordan man bør forholde sig til billeder af vold. Vold fra alle sider har primært de unge selv som målgruppe, men kan læses af alle med interesse for temaet. Bogen er velegnet til kriminalpræventiv undervisning og projektarbejde i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

“Det var mig, der tævede hende. Jeg ved ikke, hvad der sker i min hjerne, når jeg går igang. Men det er som om, jeg ikke kan stoppe” Cecilie, 16 år. “Seje tøser – stakkels piger” er en interviewbog, hvor forskellige mennesker belyser problemet med pigebander og vold. Bogen indeholder samtaler med politifolk, pædagoger, forskere, gademedarbejdere og sidst – men ikke mindst – de piger, der har udøvet volden og de, der hav været ofre for den. Bogen tager udgangspunkt i de tre pigebander Gangzter Bitch, Ninjapigerne og Tæskeholdet.

Lisbeth Zornig Andersen har skrevet en ærlig til tider grotesk og ufrivillig morsom fortælling om at navigere i to så forskellige miljøer som middelklasse-København og underklasse-Nakskov, og om at leve med mistillid, skam, angst, søvnbesvær og grænseløshed som tro følgesvende i en verden, hvor karriere og familieliv også skal fungere.Voksne Lisbeth tager et opgør med den unge Lisbeth og de skader, hun forvoldte andre, i kampen for at lande på begge ben i sit voksenliv. I efterskriftet er der henvisninger og tips til at mestre senfølger af seksuelt misbrug og til at være pårørende.

“Det er vildt ubehageligt at vide, at alle kan se med, og det er fuldstændig uden for din kontrol, hvem der ser på dig nøgen. Jeg har skammet mig helt vildt.” Ordene kommer fra Simone, der som 17-årig blev delt nøgen på sociale medier af en jaloux ekskæreste. Hun er en af de seks unge, der i bogen “DELT” fortæller, hvordan det kan ødelægge et helt ungdomsliv at blive spredt online til alt og alle imod sin vilje. Ud over de personlige beretninger kan man i bogen læse om unge, der enten med vilje eller uden at tænke over det har været med til at dele intime billeder af andre. Derudover kan man læse om, hvad der er lovligt og ulovligt, og man kan få ideer til, hvad der er vigtigt at tænke over for at passe på sig selv og andre online. “DELT” er en fagbog, der er målrettet de ældste elever i grundskolen og formidler aktuel viden i form af caseinterviews med unge og med eksperter, der sætter det aktuelle og vigtige emne i perspektiv. I bogen er der desuden fokus på handle- og rådgivningsmuligheder, ligesom der er en letforståelig gennemgang af juraen om billeddeling. Bogen er skrevet af Milla Mølgaard, der er journalist og redaktør på Dagbladet Politiken. Derudover er bogen udarbejdet i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet og Center for Digital Pædagogik.

I Ti års frihed fortæller Natascha Kampusch for første gang om tiden efter sin flugt. Det er en modig kvindes bevægende og rystende beretning om kampen for at finde tilbage til en normal hverdag. Ti års frihed er den selvstændige opfølger til 3096 dage, der udkom på dansk i 2011.

Om bogen:

23. august 2006 sluttede en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid, da det lykkedes den dengang 18-årige Natascha Kampusch efter 8,5 års fangenskab at flygte fra bortføreren Walter Priklopils hus i Østrig.

Men det, der skulle have været en ny start for den nu voksne kvinde, blev i stedet en fortsættelse af hendes klaustrofobiske mareridt. For offentligheden krævede svar på alle spørgsmål om hendes 3096 dage i det fem kvadratmeter store kælderrum – selv de mest private – og spekulerede i alt fra medgerningsmænd til børn født i fangenskab, og om hun selv havde planlagt sin bortførelse. En uforstående og chokeret omverden var og er stadig ikke parat til at slippe et nationalt traume og sætte hende fri. Det er derfor, Natascha Kampusch nu fortæller, hvad der videre skete efter befrielsen. Hun ønsker at sætte et punktum.

Da Peter Øvig gravede sig ned i en research om seksuelle overgreb mod børn på danske børnehjem, viste der sig et uhyggeligt billede: Overgrebene var omfattende, velorganiserede og stod ofte på over flere årtier.

Samtidig viste det sig, at både børn og ansatte på børnehjemmene havde forsøgt at råbe ledelse og myndigheder op, alt sammen forgæves.

Gennem otte års arbejde mødte Peter Øvig en række tidligere børnehjemsbørn, som fortalte om organiserede seksuelle overgreb, de havde oplevet på børnehjem rundt i landet, især i 1960’erne og -70’erne. Trods stor modvilje imod at bevæge sig ind i mørket med dem, tænkte han, at det var helt nødvendigt at lade deres stemmer og fortællinger blive hørt.  

De tidligere børnehjemsbørns åbenhed er et lyspunkt sammen med historien om den nu 88-årige psykolog Oskar Plougmand, der i 1970 blev ansat i Børneforsorgen som tilsynsførende med omkring hundrede danske skole- og børnehjem. Som den første nogensinde begyndte han at tale med børnene, når han tog på inspektionsbesøg. Dermed opdagede han nogle af de massive overgreb, eksempelvis de tragiske forhold på det i dag mest kendte af børnehjemmene, Godhavn.

Det var en af BZ’erne fra Peter Øvigs BZ-bog, Hans Horst, der præsenterede ham for Oskar i 2016 og forklarede, at han var en danmarkshistorisk helt, nemlig ”vor tids Peter Sabroe”. Sammen med de tidligere børnehjemsbørn og -ansatte fortæller Peter Øvig historien og giver rum for åbenhjertige og hjerteskærende samtaler, når børnehjemsbørnene mange år efter bryder tavsheden og ofte med store psykiske omkostninger fortæller om det mest skamfulde. 

Peter Øvig har valgt at fokusere på to langvarige og særligt grusomme begivenhedsforløb, som formentlig ikke er så enestående endda: Dels historien om det lutherskmissionske børnehjem Solgården i Tarm, hvor forstanderen i over femten år konsekvent misbrugte pigerne. Dels historien om Det Kongelige Opfostringshus i nordsjællandske Hellebæk, hvor skolens socialrådgiver og flere af lærerne i en tyveårig periode misbrugte drengene, blandt andet under bedøvelse. I begge tilfælde har et stort antal mennesker, dels lokalt, men også i Luthersk Missions landsledelse og i Københavns Kommune kendt til misbruget, idet både børn og ansatte anmeldte det. Men anmeldelserne blev alle afvist eller undertrykt.

"Dem der ikke tier" handler om betydningen af at få talt om det skamfulde og traumatiserende, der er overgået små børn i statens varetægt. 

Denne bog handler om, hvordan man sammen med børnene kan finde nøglen til deres ressourcer og samarbejdsvilje. Emilie Kinge har arbejdet med børn og unge med særlige behov i mange år og har blandt andet stor erfaring med børnesamtaler. I bogen giver hun praktisk og metodisk vejledning i, hvordan man kan komme i gang med at gennemføre anerkendende samtaler med børn.

"Du er ikke alene" er en bog om de psykiske og fysiske reaktioner på voldtægt. Bogen indeholder 8 kvinders egne voldtægtsberetninger, hvor de fortæller, hvilke konsekvenser denne skæbnesvangre oplevelse har haft på deres liv efterfølgende. Ind i mellem beretningerne kan man samtidig finde indlæg af fagpersoner, der til dagligt arbejder med udsatte og voldtægtsofre.

"Du er ikke alene" er dog også en bog om håb. Et håb for den enkelte kan komme på fode igen. Et håb om at det en dag ikke længere er tabuiseret at være offer for en voldtægt. Et håb om, at selv om man har været udsat for noget forfærdeligt, så er man ikke alene…

Blå blink i bakspejlet er Kasper Holtzes dokumentariske fortælling om et liv i kriminalitet.

I næsten elleve år befandt Michelle Knight sig i Ariel Castros verden. Som den første af tre kvinder, blev Michelle bortført og lokket ind i Castros hus i Cleveland, Ohio, i august 2002. På det tidspunkt var hun 21 år. I april 2003 bortførte Castro sit andet offer, den knap 17-årige Amanda Berry, og et år senere blev 14-årige Gina DeJesus også kidnappet. Ni år senere lykkedes det de tre kvinder at komme væk. Fortællingen om de 3.911 dage Michelle var låst inde i Ariel Castros hus er en skræmmende beretning, men skildringen af hendes liv før kidnapningen er også mildest talt gribende. Hendes barndom var langt fra idyllisk. Og om den mishandling hun blev udsat for af Ariel Castro har hun sagt: "Man kan ikke ødelægge det, der allerede er ødelagt - kun gøre det stærkere!"