Søgeresultater: 10

"Livet med et udviklingshæmmet barn" beskriver de særlige vilkår og udfordringer, man har i en familie med et handicappet barn. Bogen dykker ned i de forskellige dele af barnets opvækst fra fødsel over ungdomsliv og til tidlig voksenalder. Hver alder har sine egne udfordringer, hvor der kan være brug for at høre andres erfaringer eller blive udfordret på egen tænkning. Bogen er derfor krydret med citater og udsagn fra forældre, der selv har børn med udviklingshæmning. Deres bidrag gør bogen nuanceret og levende. Bogen giver svar på nogle af de uendeligt mange spørgsmål, der melder sig, og som man ikke kan gå ét sted hen og få svar på. Nogle af disse spørgsmål er eksistentielle og personlige – andre af mere lavpraktisk art. Bogens kapitler veksler fra letforståelig formidling af faglige emner som kromosomer og syndromer, regler og rettigheder og beskrivelse af barnets funktionsniveau til menneskenære emner som tilknytning, sorg, opdragelse, handicapidentitet og familiedynamik. Bogen indeholder desuden praktiske informationer om merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, hjælpemidler, relevante foreninger, organisationer mv. Bogen kan også bruges som opslagsværk, hvis der er en bestemt problemstilling i livet med dit udviklingshæmmede barn, der kræver særlig opmærksomhed. "Livet med et udviklingshæmmet barn" giver alt i alt et bredt perspektiv på livet med handicap og et samlet billede af, hvordan livet ser ud med udviklingshæmning som en del af hverdagen. Bogen henvender sig især til forældre, bedsteforældre og andre pårørende til børn med udviklingshæmning samt til professionelle, der arbejder med området i kommunalt eller specialpædagogisk regi.

Allerede som 5-årig vidste Pernille Rahbek, at hun måtte klare sig selv, for der ikke var nogen andre til at klare noget for hende. Kan man se, at jeg har grædt? er hendes gribende ærlige fortælling om, hvordan det er at vokse op med en mor, der hellere vil drikke alkohol end være sammen med sine børn - men udadtil har en perfekt facade og et pænt og nydeligt hjem.

Den sande historie om Natascha Kampusch, den østrigske pige der blev kidnappet på åben gade i 1998 og først slap fri efter 8 år, kan få det til at gyse i enhver. Hun var på vej til skole, havde netop skændtes med sin mor og var gået uden at sige farvel, da hun blev grebet af en mand som kastede hende ind i sin varevogn og kørte væk med hende. De næste par år tilbragte hun i et specialkonstrueret rum på få kvadratmeter i mandens kælder, indtil han havde knækket hende så grundigt, at han kunne tage hende op i huset. Her måtte hun arbejde som hans slave. Han sultede hende, tæskede hende og misbrugte hende. Men en sommerdag i 2006, da han havde sat hende til at støvsuge bilen uden for huset, så hun sit snit til at stikke af.
Nu har hun skrevet sin historie, og det er rystende læsning. Men det er også, på en bagvendt facon, opløftende læsning. Der er ingen tvivl om, at Natascha Kampusch er en uhyre begavet kvinde. Hendes beskrivelse af sine prøvelser er aldrig "ulækre" eller hadske, men til gengæld præget af en dyb trang til forståelse, dels af hvad det vil sige for et barn at blive frarøvet sin identitet på den måde, og dels af, hvad det var for et menneske, hun kom i kløerne på - og som var hendes eneste, absolut eneste, menneskelige kontakt mens hun voksede op.
Ikke mindst beretningen om tiden efter hendes flugt er øjenåbnende læsning. Natascha Kampusch opførte sig aldrig som folk forventede af et "offer" - hun har hele tiden forsøgt på at være herre over sin egen historie og ikke lade sig udnytte, og hun har været kontroversiel i sine udtalelser om sin kidnapper og i sin insisteren på, at sandheden aldrig er sort og hvid.
At læse Natascha Kampuschs beretning er en oplevelse, man ikke havde ventet. Den er en enestående personlig historie, men den er også en almengyldig beretning om de sider af den menneskelige natur, vi ikke har lyst til at se i øjnene. I menneskelig indsigt kan den måle sig med de største.

Lisbeth Zornig Andersen har skrevet en ærlig til tider grotesk og ufrivillig morsom fortælling om at navigere i to så forskellige miljøer som middelklasse-København og underklasse-Nakskov, og om at leve med mistillid, skam, angst, søvnbesvær og grænseløshed som tro følgesvende i en verden, hvor karriere og familieliv også skal fungere.Voksne Lisbeth tager et opgør med den unge Lisbeth og de skader, hun forvoldte andre, i kampen for at lande på begge ben i sit voksenliv. I efterskriftet er der henvisninger og tips til at mestre senfølger af seksuelt misbrug og til at være pårørende.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har i 2010 og 2013 udsendt gennemgribende analyser af området anbragte børn og unge.

Den indledende publikation fra 2010 gav først og fremmest en beskrivende gennemgang af feltet. Hvor mange børn, der anbringes, andelen af tvangsanbringelser, varigheden af anbringelser, og hvor ofte børn bliver anbragt, var nogle af de mange temaer, bogen tog op.

I den anden bog fra 2013 blev der analytisk lagt vægt på at udlede årsager til anbringelse samt effekter og konsekvenser af anbringelse. 2013-bogen bevæger sig dermed over i det handlingsanvisende:

Hvad virker – og hvad virker ikke? Hvilke børn har krav på særlig opmærksomhed for at undgå anbringelse uden for hjemmet?

Ambitionen med denne nye bog fra Rockwool Fondens Forskningsenhed er at give en samlet og let tilgængelig fremstilling af resultaterne fra de to bøger, der her suppleres med en helt ny analyse af den sociale arvs betydning for risikoen for anbringelse.

I de seneste 100 år har der vedvarende været en stor folkelig interesse for, at anbragte børn får et godt børneliv. Denne interesse er så yderligere blevet underbygget ved, at samfundet investerer meget store ressourcer i anbringelse af børn samt forebyggelse af anbringelse.

Publikationen er blevet til i et samarbejde mellem projektets centralt placerede forsker, seniorforsker og projektchef Signe Hald Andersen, og formidlingschef i Rockwool Fonden, Bent Jensen.

Unges deling af intime billeder og film fylder meget både i medierne og i det forebyggende arbejde. Og nye ord og begreber har set dagens lys: Sexting. Digital sexmobning. Hævnporno. Shaming. Porno uden samtykke. Hvad betyder de? Og hvilken adfærd dækker de over? Det belyser antologiens syv bidragydere fra hver deres vinkel. Der er fokus på de unge, der mod deres vilje får delt private billeder og film. Der er beskrivelser af, hvordan delingen er sat i system, og hvor udbredt udveksling af intime billeder er blandt unge i almindelighed. Endelig er der masser af input og ideer til det forebyggende arbejde med dette både meget aktuelle og væsentlige tema.

I Ti års frihed fortæller Natascha Kampusch for første gang om tiden efter sin flugt. Det er en modig kvindes bevægende og rystende beretning om kampen for at finde tilbage til en normal hverdag. Ti års frihed er den selvstændige opfølger til 3096 dage, der udkom på dansk i 2011.

Om bogen:

23. august 2006 sluttede en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid, da det lykkedes den dengang 18-årige Natascha Kampusch efter 8,5 års fangenskab at flygte fra bortføreren Walter Priklopils hus i Østrig.

Men det, der skulle have været en ny start for den nu voksne kvinde, blev i stedet en fortsættelse af hendes klaustrofobiske mareridt. For offentligheden krævede svar på alle spørgsmål om hendes 3096 dage i det fem kvadratmeter store kælderrum – selv de mest private – og spekulerede i alt fra medgerningsmænd til børn født i fangenskab, og om hun selv havde planlagt sin bortførelse. En uforstående og chokeret omverden var og er stadig ikke parat til at slippe et nationalt traume og sætte hende fri. Det er derfor, Natascha Kampusch nu fortæller, hvad der videre skete efter befrielsen. Hun ønsker at sætte et punktum.

Denne bog handler om, hvordan man sammen med børnene kan finde nøglen til deres ressourcer og samarbejdsvilje. Emilie Kinge har arbejdet med børn og unge med særlige behov i mange år og har blandt andet stor erfaring med børnesamtaler. I bogen giver hun praktisk og metodisk vejledning i, hvordan man kan komme i gang med at gennemføre anerkendende samtaler med børn.

Da Peter Øvig gravede sig ned i en research om seksuelle overgreb mod børn på danske børnehjem, viste der sig et uhyggeligt billede: Overgrebene var omfattende, velorganiserede og stod ofte på over flere årtier.

Samtidig viste det sig, at både børn og ansatte på børnehjemmene havde forsøgt at råbe ledelse og myndigheder op, alt sammen forgæves.

Gennem otte års arbejde mødte Peter Øvig en række tidligere børnehjemsbørn, som fortalte om organiserede seksuelle overgreb, de havde oplevet på børnehjem rundt i landet, især i 1960’erne og -70’erne. Trods stor modvilje imod at bevæge sig ind i mørket med dem, tænkte han, at det var helt nødvendigt at lade deres stemmer og fortællinger blive hørt.  

De tidligere børnehjemsbørns åbenhed er et lyspunkt sammen med historien om den nu 88-årige psykolog Oskar Plougmand, der i 1970 blev ansat i Børneforsorgen som tilsynsførende med omkring hundrede danske skole- og børnehjem. Som den første nogensinde begyndte han at tale med børnene, når han tog på inspektionsbesøg. Dermed opdagede han nogle af de massive overgreb, eksempelvis de tragiske forhold på det i dag mest kendte af børnehjemmene, Godhavn.

Det var en af BZ’erne fra Peter Øvigs BZ-bog, Hans Horst, der præsenterede ham for Oskar i 2016 og forklarede, at han var en danmarkshistorisk helt, nemlig ”vor tids Peter Sabroe”. Sammen med de tidligere børnehjemsbørn og -ansatte fortæller Peter Øvig historien og giver rum for åbenhjertige og hjerteskærende samtaler, når børnehjemsbørnene mange år efter bryder tavsheden og ofte med store psykiske omkostninger fortæller om det mest skamfulde. 

Peter Øvig har valgt at fokusere på to langvarige og særligt grusomme begivenhedsforløb, som formentlig ikke er så enestående endda: Dels historien om det lutherskmissionske børnehjem Solgården i Tarm, hvor forstanderen i over femten år konsekvent misbrugte pigerne. Dels historien om Det Kongelige Opfostringshus i nordsjællandske Hellebæk, hvor skolens socialrådgiver og flere af lærerne i en tyveårig periode misbrugte drengene, blandt andet under bedøvelse. I begge tilfælde har et stort antal mennesker, dels lokalt, men også i Luthersk Missions landsledelse og i Københavns Kommune kendt til misbruget, idet både børn og ansatte anmeldte det. Men anmeldelserne blev alle afvist eller undertrykt.

"Dem der ikke tier" handler om betydningen af at få talt om det skamfulde og traumatiserende, der er overgået små børn i statens varetægt. 

Fik Dean et bedre liv, da han blev anbragt uden for hjemmet? Dean har aldrig været på forsiden af Ekstra Bladet eller hovedperson i en tv-dokumentar. Han er ‘bare’ et af de flere tusinde børn, der hvert år anbringes uden for hjemmet, uden at vi hører om det. Heller ikke, når anbringelsen bryder sammen, og barnet igen må pakke sit tøj og flytte et nyt sted hen. 15 måneder gammel bliver Dean fjernet fra sin familie for første gang. Bogen følger ham fra barndomshjemmet hos en mor, der er stofmisbruger, over to plejefamilier og en døgninstitution, indtil han ender i netværkspleje hos moderens barndomsveninde. Alle, der arbejder med eller er involverede i udsatte børn og unges liv, kan blive klogere af denne bog. Den viser, hvilken enorm afstand der kan være mellem barnets bagland og ‘systemet’. Bogen bygger på interviews med Dean, hans netværk og de fagprofessionelle i sagen – bl.a. sagsbehandlere, pædagoger og plejefamilier.