Søgeresultater: 5

Den tid, den sorg, siger vi. Men den tid kommer altid. For sorg er et grundvilkår for os alle. Engang vil vi miste dem, vi elsker, og de vil miste os. Sorg føler vi dog ikke kun, når et menneske dør. Vi mærker også fortvivlelsen, når vi lider andre af livets mange tab, fra skilsmisser til alvorlig sygdom. Ifølge Mai-Britt Guldin, sorgforsker ved Aarhus Universitet, skal vi ikke tage sorgerne på forskud. Hvis vi til gengæld tør give sorgen en plads i livet, når den dukker op, kan dens smerte ikke bare forvandle sig til erindringens glæde, men også lære os at leve.

"Vi var to om livet indtil for nogle timer siden … Nu ligger min mand på hospitalets intensivafdeling. Død. Telefonsamtalen skærer min tilværelse over i to."
Dette er fortællingen om en rejse, der starter brat for Long Litt Woon, da hendes mand en morgen på vej til arbejde falder død om af hjertestop. De to har været et par siden deres tidlige ungdom, da Long Litt Woon, der er født i Malaysia, kom til Norge som udvekslingsstudent, forelskede sig og blev i det fremmede land. Nu skal hun finde sine egne ben der, men først er alting sort og tungt. Efter et år i lammende sorg husker hun pludselig, at de havde meldt sig til et aftenskolekursus om svampe, og får sig selv meldt til igen. Og fra det øjeblik åbner en helt ny og fascinerende verden sig – og en rejse, der samtidig bliver en sti tilbage til livet.
Long Litt Woon har aldrig helt forstået skandinavernes fornøjelse ved at gå i skoven, men bliver fuldstændig grebet af det – og af glæden ved at finde svampe. Gennem bogen tager hun læseren med på denne svampejagt – og på sin rejse med at lære stadig mere om svampenes forunderlige rige. En art mellem plante- og dyreriget, der har meget større omfang og udbredelse, end vi tror. Hendes forskergen vågner til live, og med stor nysgerrighed og videbegærlighed udforsker hun alt om svampene og svampejægernes verden. I bogen klinger sorgen og savnet stille med, langsomt ledsaget af en spirende ny glæde ved livet.

Hvor og hvordan finder man mod til igen at kaste sig ud i livet og kærligheden efter at have mistet sin ægtefælle?

Jeg løber er en bevægende fortælling om at finde en form for vej ud af en sorg.
Anders Legarth Schmidt snørede løbeskoene blot ti timer efter, at hans seksårige datter Ellen døde på Rigshospitalet efter to års opslidende kræftsygdom. På det tidspunkt havde han været løber en stor del af sit liv, men opdagede midt i den bundløse sorg, at det fik en ny mening og funktion for ham at løbe.
Han fandt i løbet et rum, hvor han mærkede en snert af frihed fra de sorteste tanker. Og et afløb for den følelse af afmagt og kontroltab, der følger med sorgen. For i løbet findes kun det næste skridt, det næste åndedrag – og det næste hjerteslag.
I en serie dybt personlige og meget rørende tekster i krydsfeltet mellem liv, død, løb, sorg og savn deler forfatteren i denne bog sine følelser og tanker og refleksioner over, hvad løb handler om for ham. Når han løber uden at se sig tilbage på sine tidlige morgenture i København, ad kolde bjergstier i Himalaya og øde landeveje i Marokko.
Jeg løber er oprindeligt udgivet som en blog i Politiken og har opnået stor opmærksomhed, blandt andet fordi Anders Legarth Schmidt med et både rørende og direkte sprog tager favntag om det tabu, som døden er. I efteråret 2017 opsætter Det Kongelige Teater desuden Jeg løber som en teaterforestilling.
Jeg løber handler om at leve – og løbe videre – på trods.

Sorgen er kommet i centrum for det moderne menneskes refleksioner over sig selv og over livet. Udbuddet af bøger, tv-programmer, film og musik om sorg er stort. Endvidere er en ny psykiatrisk diagnose for ‘vedvarende sorglidelse’ på vej. Men sorg er ikke en sygdom, som kan overkommes. Den er derimod et livsvilkår for mennesker, der evner at knytte sig til andre i kærlighed.