Søgeresultater: 9

Selvom børn i dag kan overkomme mange ting, kniber det ofte med fokus og selvkontrol, med overskud til at klare små udfordringer og med forståelse for deres egen rolle i fællesskabet. Alt sammen egenskaber, der har med robusthed at gøre. Robusthed læres i barndommen, og en robust karakter er vigtig, når barnet som ung og voksen skal forme sit eget liv og finde mod til egne holdninger. Børn såvel som voksne trives bedst, når vi kan takle svære situationer med overskud og komme godt igennem et nederlag. Derfor skal forældre, pædagoger og lærere turde udfordre og motivere børn til at gå lidt længere, end de selv troede muligt. Samtidig skal børnene hjælpes til at rumme sårbare og svære følelser. Robusthed er ikke det modsatte af sårbarhed, tværtimod.

Klasseværelset er fuld af biologi. Også når dansk og matematik er på skemaet. For elever lærer ikke kun med næsen i en bog. Tværtimod. Når de klipper bogstaver i karton eller tegner hvalarter i sand, sætter de alle sanser i spil. Det er et biologisk kneb til at styrke deres læring. Især når koncentrationen svigter. Så er det godt at kende til læringens DNA.

I bogen Pæne Piger og Dumme Drenge fremhæver forfatteren Ann-E. Knudsen, at der faktisk ind imellem er børn, der får det optimale ud af deres hjernemæssige potentiale. Men ét er, hvad børnene har med sig som neutralt grundlag, noget ganske andet er, hvordan de udvikler sig.

Det er vigtigt at have øje for børns individuelle forskelle og kompetencer, men det er nu oftest sådan, at de mest iøjnefaldende forskelle på børn er kønsforskellene.

Er kønsforskellene ikke bare en forskel på piger og drenge, som altid har været der og altid vil være der? – også uanset hvad vi som forældre og professionelle voksne har som holdning og pædagogisk praksis?

Til dette – og det er hvad denne bog handler om – siger forfatteren: JA, der er forskel på hjerneudvikling og modning hos piger og drenge, og JA, det har betydning for indlæring og skolestart, principielt i pigernes favør.

Men en ting er, hvilken hjerne du er født med, noget ganske andet er, at hjerner udvikler sig, som de bliver påvirket til (– hvilket er, hvad vi kan iagttage i adfærden). Og noget tyder på, at piger ikke får det optimale ud af deres indlæringspotentiale, og at drenge generelt ikke får den hjælp, de har brug for.

Forfatteren Ann-E. Knudsen er Lektor cand. mag. i dansk og psykologi og har i mange år undervist i gymnasiet. Hun har siden 1996 arbejdet med neuropsykologi og hjerneforskning og har mange års erfaring som foredragsholder og konsulent. Ann-E. Knudsen har også deltaget i forskningsprojekter som omhandler børn, unge, hjerner, læring og kønsforskelle og fungerer som konsulent på skoler for at hjælpe lærere med at skelne mellem børn med neurologiske problemer og børn med opvækstrelaterede adfærdsproblemer.

I denne bog stiller hun skarpt på forskellen på hjerne og hjerte, hvad der er vigtigst og hvordan vi forholder os til myten om, at drenge har mest hjerne og piger mest hjerte.

Hun stiller også en lang række andre spørgsmål i relation til denne problemstilling som fx: Hvor bliver alle de søde, dygtige, interesserede og engagerede piger af, der sidder i indskolingen? Inden de når puberteten vil de alle være noget med dyr, børn eller Popstars! Statistisk set skal der vel gemme sig en enkelt atomfysiker, geolog eller matematikprofessor bare en gang imellem, og hvor bliver de af?

For slet ikke at tale om den benhårde sortering af drengene i "duer/duer ikke". Enten er de sorteret fra inden indskolingen er forbi eller også hjælper folkeskolen bevidst eller ubevidst de bedst fungerende af drengene til at få det absolut optimale ud af det, som er deres hjernemæssige potentiale.

Er det godt nok – den benhårde sortering af drengene og pigerne som lander i den pæne ende af det gennemsnitlige? Handler det om hjerner eller miljø?

Det er noget nervepirrende at være både forældre og professionelt voksne i forhold til børn og unge i dag.

Så hvad kan vi gøre for at skubbe lidt flere drenge fra den lave ende af kompetenceskalaen ind i det gennemsnitlige og lidt flere piger fra det gennemsnitlige til det virkeligt gode?

Rutinesituationer i dagtilbud, for eksempel måltider, påklædning og afklædning, bleskift, middagshvil eller aflevering og afhentning, er situationer, hvor personalet skal gennemføre en bestemt, praktisk opgave, men hvor der ud over den praktiske udførelse er plads til kontakt og samspil mellem børn og voksne og mellem børnene indbyrdes. Personalet kan i rutinesituationerne understøtte børnenes emotionelle, sociale, relationelle og sproglige udvikling, hvis personalet har fokus på samspil samtidig med det rent praktiske. Samspilskvaliteten i rutinesituationer er dog ikke nødvendigvis så god, som man kunne ønske, og det kan derfor være en idé at rette større opmærksomhed mod det, der foregår i rutinesituationerne, og reflektere over, om samspilskvaliteten er tilstrækkeligt god, eller om den kan forbedres. Denne bog er ment som en inspiration til at gennemgå de forskellige rutinesituationer i løbet af dagen i et dagtilbud og vurdere, om de har plads til mere og eventuelt bedre samspil.

Det bliver mere og mere nødvendigt for både forældre, pædagoger og lærere at kunne skelne børns adfærd. Hvad er hvad? Hvornår skal der stilles en diagnose og hvornår skal der opdrages – og hvad gør vi ved det? I dag skal der hele tiden tages stilling til om et barn der foretrækker at lege alene, som ikke forstår legekoder, og som ikke kan finde ud af andre børns signaler – er det en umoden 5 årig eller et barn med Aspergers syndrom. Har knægten som lige har raseret 7. klasse ADHD med for høj hjernestammeaktivitet, eller er det blot en frustreret 14 årig, hvis forældre skal skilles? Generelt er det at kunne skelne mellem børn med opvækstrelaterede problemer og børn med hjernedysfunktioner en stor mundfuld for de fleste uanset om man er forældre eller professionel. Deres adfærd kan for det blotte øje forekomme den samme, men den pædagogik som virker, vil være meget forskellig afhængig af den grundlæggende problemstilling. Derfor er viden om et barns normaludvikling stadigvæk et uvurderligt værktøj for pædagogen, læreren eller forældrene, ellers er man helt uden forudsætning for, at kunne afgøre om et barn er normaludviklet, lidt umodent eller forsinket i udvikling eller om der er tale om en decideret dysfunktion. Bogen præsenterer baggrund og symptomer på de diagnoser, vi støder på hver dag i børnehaven og i skolen. Den giver et bud på, hvordan vi håndterer dem og hvordan vi skelner børn med reelle dysfunktioner fra børn med opvækstrelaterede vanskeligheder. Bogen vil kunne læses af både forældre og fagfolk. Desuden vil bogen også kunne bruges til et hurtigt opslag om f.eks. ADHD, Autisme, Aspergers, Præmature børn, Opdragelse, To sprog, osv. ...

Børn er nysgerrige på verden fra det øjeblik, de bliver født. De indsamler information, udforsker, danner sig ideer og holdninger og drager konklusioner på grundlag af deres egne unikke erfaringer. Kimen til udviklingen af tænkefærdigheder er således lagt ganske tidligt. Denne bog ser nærmere på, hvordan fagprofessionelle kan støtte denne naturlige tendens og arbejde på at skabe gode læringsmiljøer, hvor tænkefærdighederne kan blomstre. Bogens DEL 1 handler om, hvad tænkefærdigheder er, og præsenterer metoder til at hjælpe børn til at udvikle disse færdigheder. Her introduceres også begrebet 'vedvarende fælles tænkning' som en måde at tænke og interagere med børn. DEL 1 sætter også fokus på den voksnes rolle i at støtte udviklingen af tænkefærdigheder, samt hvordan man skaber et miljø for tænkning i dagtilbuddet. DEL 2 giver konkrete eksempler på undersøgelser og udfordringer, der kan få små og større børn til at tænke, og som kan bidrage til at udvikle deres tænkefærdigheder. Hver aktivitet er beskrevet trin for trin med forslag til nyttigt ordforråd og tips til at fastholde tænkningen undervejs. Bogen er skrevet af Jenni Clarke, der har arbejdet med børn i almene dagtilbud og med børn med omfattende læringsvanskeligheder på specialinstitutioner. Hun har en stor interesse for kreativ tænkning hos små børn og ønsker at dele disse givende tilgange med så mange mennesker, hun kan.

Hvad er det, der gør, at nogle børn bare har det godt, trives og har overskud til også at være noget for andre? Og hvad kan vi som forældre gøre for, at også vores børn er glade, stærke og omsorgsfulde? Kærlighed er ikke nok giver for første gang indblik i den nyeste viden om, hvordan forældre ruster deres børn til at have det godt med både sig selv og andre i børnehaven, i skolen og i resten af livet. For selvom kærlighed og omsorg naturligvis er en forudsætning for at trives, så er det ikke nok. Børn har også brug for at blive mødt af voksne, der ikke er bange for at opdrage, og som lærer dem at tage ansvar for at løse de udfordringer, de møder i hverdagen. Studie efter studie viser nemlig, at børn, der er rustet til modstand, er gladere, vurderer deres liv mere positivt, har stærkere relationer og har en højere selvfølelse – ikke bare mens de er børn, men også videre i livet. Men hvordan gør man det i praksis – og hvor er det nemmest og vigtigst at sætte ind? Gennem bogen giver Sofie Münster masser af råd, inspiration og værktøjer til bl.a. at: Lære sine børn at tage ansvar for sig selv og for andre. Give sine børn mod på at klare svære situationer, så de kan møde verden med gå-på-mod og tage nederlag med oprejst pande. Lære sine børn at tænke på andre og tage aktiv del i fællesskabet i børnehaven og i skolen. Lære sine børn at rumme, at tingene ikke altid kan være på deres måde, så de også kan forstå, at ’nej’ betyder ’nej’. Bogen henvender sig både til forældre til børnehavebørn og skolebørn, og alle konkrete råd er inddelt efter alder, så de er lette at gå til. Om forfatteren: Sofie Münster (f. 1985) står bag NOPA - Nordic Parenting. NOPA er med op mod 500.000 læsere om måneden Danmarks største magasin for forældre. Sofie var i 2012 den første direktør for LøkkeFonden, hvor hun skabte DrengeAkademiet, som hver eneste sommer har løftet hundredevis af fagligt udfordrede drenge med to års læring i dansk og matematik på blot to uger. Hun er desuden forfatter til bestselleren Klog er noget, man øver sig på (2016) fra Politikens Forlag og er i efteråret 2017 vært på en programserie på TV 2 om børneopdragelse.

"Denne bogs provokerende budskab er: Lad børnene være i fred, de skal nok klare sig!

[...] I dag må børn gerne blive set og hørt. Man forventer heldigvis ikke længere, at de sidder stille og opfører sig pænt, sådan som man gjorde for bare nogle generationer siden. På den måde er der blevet mere plads til børnene end tidligere - på den anden side har familiestrukturen forandret sig meget med begge forældre på arbejdsmarkedet og børnene i institution, at det måske dér kniber med albuerummet. [...] Når vi ser kritisk på tidligere tiders børneopdragelse eller anderledes måder at omgås børn på, er det vigtigt at huske, at børn også kan få for mange valg og for få rammer og for meget opmærksomhed. Og at der kommer fantastiske børn ud af næsten enhver generations børneopdragelse og vidt forskellige børnesyn." - Sigrid Riise