Søgeresultater: 4

Kan man forestille sig en dansk opfindelse, som har gjort Danmark til et af verdens mest stabile og velstående lande og danskerne til verdens lykkeligste folk? Og hvis en sådan opfindelse findes, kan vi så eksportere den til resten af verden? Opfindelsen findes, og den hedder folkeoplysning. Det var Grundtvig og Kold, der tog den tyske idé om dannelse, Bildung, demokratiserede den i form af højskolen og gjorde den dermed til folkedannelse og folkeoplysning. Norge, Sverige og Finland kopierede konceptet ret hurtigt og fik samme gode resultat. Verden står over for hidtil usete udfordringer, og vi har brug for dannelse globalt. Lene Andersens nye bog gør det håndgribeligt, hvordan vi kan tale om dannelse i global sammenhæng og skabe en klogere og mere meningsfuld verden.

Denne bog er en undersøgelse af højskolepædagogik i et dannelsesperspektiv. Den forsøger at forstå, hvad højskolen er, ved at se på højskolernes opgave og praksis, og den viser, hvordan højskolen som et pædagogisk sted danner rammen om et fælles pædagogisk liv, der bliver afgørende for, hvordan højskolernes dannelsesopgave forstås, og hvordan denne udfoldes i en pædagogisk praksis.

I 1844 plantede verdens første folkehøjskole flaget i Rødding. Snart voksede bevægelsen fra en åndelig sønderjysk grænsefæstning, der skulle styrke unge karle og piger i kampen mod det tyske, til at få fodfæste over hele landet. Det mægtigste våben var tankegodset fra Grundtvig, som blev højskolernes kerne: Folket skulle uddannes og blive bevidst om dansk sprog, samfund og historie, så det kunne deltage aktivt i det nye nationale demokrati. Værdierne har siden ændret sig parallelt med krige og kriser og under indtryk af karismatiske ildsjæle. Frihed, frivillighed og fællesskab fulgtes af vindmøller, yoga og bongotrommer. Alt sammen til tonerne fra Højskolesangbogen.

Denne bog går til spørgsmålet om, hvad en højskole er, ved at tage fat i højskolens pædagogik. Samtidig er det forhåbningen at løfte samtalen ud af højskolens egen verden ved at reflektere det selvoptagede spørgsmål i en almen pædagogik – så det bliver vedkommende og får betydning for andre end højskolerne selv.