Søgeresultater: 5

Nogle opfatter universiteterne som en central drivkraft til at skabe konkurrencedygtige samfund i en globaliseret tidsalder. Andre forstår dem som en væsentlig bastion for fri og kritisk tænkning uden for markedets og statens kontrol. Mange har en mening om universiteternes rolle i det moderne samfund, men der er langt fra enighed om, hvad vi skal med dem. I Hvad vil vi med universiteterne? gentænker Maja Horst og Alan Irwin den fastlåste debat om universiteternes rolle og fremtid. De argumenterer for, at universiteterne skal være en vidensbaseret forandringskraft i det moderne samfund, der sætter det i stand til at håndtere morgendagens udfordringer. OM FORFATTERNE Maja Horst (f. 1969) er professor i Forskningskommunikation og institutleder ved Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Hun er medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og har udgivet bøger og artikler om forholdet mellem videnskab og samfund. Alan Irwin (f. 1955) er professor ved Department of Organization på Copenhagen Business School og Vice-President for Entrepreneurship & Innovation samme sted. Han har tidligere været professor of Science and Technology Policy ved University of Liverpool og har udgivet bøger og artikler om videnskabs- og teknologipolitik.

Når det gælder børns skolegang og unges uddannelse, siger vi ét og gør noget andet. Som når forældre siger, at skolen er vigtig, men alligevel tager deres børn ud, hvis de kan få en billigere skiferie. Eller lærere, der siger, at de gerne vil være sammen med børnene, men skynder sig ind på lærerværelset i frikvarteret. Skoleledere, som taler højstemt om faglighed, men aflyser timer. Eller kommuner som siger, at de prioriterer skole og undervisning højt, mens udgifterne per elev falder. Den store løgn om uddannelse skal være en opfordring til selvransagelse for forældre, lærere, ledere, politikere og administratorer. Og en opfordring til at lade handling følge ord.

I Social ulighed set gennem uddannelse belyser forskere fra Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse blandt andet, hvad familiebaggrund, socioøkonomiske forhold og skolegang betyder for specialklasseeleverne Peter og Jespers videre vej i livet. De undersøger også, om dagtilbud, SU og voksenuddannelse kan være med til at formindske uligheder i skolesystemet og samfundet. På en baggrund af coronapandemi, stigende mistrivsel og digitalisering viser forfatterne, hvorfor det fortsat er vigtigt at bekæmpe social ulighed gennem uddannelse.

Flere skal nå længere i uddannelsessystemet. Siden 2006 har der været bred politisk enighed om to vidtgående mål – at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 50 procent en videregående uddannelse.
Alligevel har tallene ikke for alvor rykket sig. En af de vigtigste årsager er manglende nytænkning omkring uddannelsens kerne: Undervisningen.
I det seneste årti er uddannelserne blevet mere snævert boglige og akademiske. Succes i folkeskolen handler udelukkende om det boglige, mange steder er de praktiske fag reelt smuldret bort. Samtidig er de boglige fag og uddannelser mere akademiske end før. Gymnasieelever skal lære videnskabsteori, og helt ned i folkeskolen afleveres synopser, hvor eleverne redegør for deres metodeovervejelser – undervisningsformer der tidligere var forbeholdt de akademiske uddannelser.
Konsekvensen er, at uddannelsessystemet bliver en fremmed verden for brede lag. Tallene viser da også, at de højtuddannedes unge klarer sig fint, det er frem for alt børn af faglærte og ufaglærte, som ikke når langt nok.

Lars Olsen præsenterer inspirerende eksempler på, hvordan uddannelsesinstitutioner landet over har valgt en mere konkret og praktisk tilgang – og dermed bragt undervisningen tættere på virkeligheden. Samtidig sættes eksemplerne i et bredere perspektiv. Hvis »flere skal nå længere«, må der gøres op med de barrierer, der skaber social og kønsmæssig ulighed. Uddannelsesverden har brug for intet mindre end en kulturrevolution.

Politisk indledning v. Christine Antorini (S) og Nanna Westerby (SF)

Folkeskolereform, læreruddannelsesreform, gymnasiereform og så videre. Det danske skole- og uddannelsessystem er under forvandling. Det samme er pædagogikken. I dag har vi spændt pædagogikken for konkurrencestatens vogn, og vores uddannelsessystem skal reformeres, så flest muligt kan bidrage til at sikre samfundets fortsatte vækst i en globaliseret verden. Konkurrenceevne er pædagogikkens slutmål, og ideerne om almendannelse og skolen for livet er i fare for at blive skyllet ud med badevandet. Konkurrencestatens pædagogik beskriver, hvordan vi i takt med samfundets udvikling fra industrisamfund og velfærdsstat til konkurrencestat er ved at miste vores fælles fortælling om kultur, nationalitet og verdensborgerlighed. Vores børns uddannelse og opdragelse er på vej til at blive løsrevet fra det filosofiske og etiske grundlag, der siden 1700-tallet har kendetegnet pædagogikken. Bogen optegner den store fortælling om pædagogikkens historie og tilbyder med afsæt i Kierkegaards kærlighedsbegreb et normativt alternativ til konkurrencestatens pædagogik.