Søgeresultater: 9

Bogen er bygget op i tre dele. I første del skildres, hvordan faget dansk bliver til i tiden fra 1900 til 1958, hvor der i begyndelsen af 1900-tallet bygges på dannelse og opdragelse. Desuden skildres skolelovenes bestemmelser for faget i samme periode. Den beskriver reformpædagogikkens bestræbelser på at skabe en demokratisk skole efter 1945.
Anden del skildrer tiden fra 1958 til 1976 og kaldes danskfagets åbning, I Den blå betænkning fra 1960 tages der i højere grad udgangspunkt i elevernes udvikling, og der arbejdes med poetisk leg samt forskellige former for undervisning.
Tredje del beskriver danskfaget i opbrud fra 1976 til 1995. I 70‘erne er opbruddet stort med fagkritik, lærebogskritik og kritik af fagets kvalitet, og faget politiseres i stigende grad. Erfaringspædagogikken får stor betydning, og dansklærerens socialpædagogiske arbejde bliver mere omfattende. De skiftende læseplaner Dansk 76, Dansk 84 og Dansk 95 og de tilhørende debatter gennemgås.
Det afsluttende kapitel er en oversigt over de skiftende dannelsesidealer gennem det 20. århundrede og synet på det sproglige arbejde.

I Skolens formål blotlægges det tætte samspil mellem folkeskolens formålsparagraf og skolepolitikken, historisk og i dag. Thomas Aastrup Rømer viser, at der har udviklet sig en splittelse mellem den pædagogiske tradition, som formålsparagraffen udspringer af, og den skolepolitiske anvendelse af selvsamme paragraf. Denne splittelse skal vi være på vagt over for, hvis vi vil bevare den danske folkeskole som en pædagogisk institution.

For omkring 100 år siden satte tre danske pædagoger sig for at undervise og opdrage deres elever til at blive frie og naturlige børn – til barnets og samfundets bedste. Deres ideer stod i skærende kontrast til praksis i tidens strengt disciplinerende folkeskole. De tre var skolebestyrer Thora Constantin-Hansen, lærer Olaf de Hemmer Egeberg og skoleinspektør Asger Rosenstand Schacht, og de var alle inspireret af en international strømning, som de mødte på rejser, kongresser, ved foredrag, i foreninger og tidsskrifter. De tre reformpædagoger, som vi ville kalde dem i dag, udviklede tre vidt forskellige visioner, som fik betydning for form og indhold i den danske folkeskole.

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) gik aldrig i skole, selvom der på den tid hvor han levede, ligefrem var skolepligt for alle børn mellem syv og fjorten år. Grundtvig blev, fordi han i lighed med mange andre bedre folks børn dengang fik hjemmeundervisning, fritaget for at gå i den offentlige almueskole – og havde således ingen vej til skole. Når bogen alligevel hedder Grundtvigs skolevej, er det fordi han efter sin død faktisk fik en vej både til friskolen og til folkeskolen. Hans tanker om undervisning og oplysning fik stor indflydelse på den måde, den danske folkeskole udviklede sig fra omkring år 1900 og frem. Dette skete i forening med den såkaldte reformpædagogik, der kom til Danmark i 1920’erne, og som på flere områder havde fælles træk med grundtvigsk skoletænkning – tilsammen gjorde de den danske folkeskole enestående i international skolesammenhæng. Især blev tiden fra 1930 til 1960 en ’grundtvigsk guldalder’, hvor to folkeskolelove, to skoletilsynslove og to love om læreruddannelse blev gennemført under stærk påvirkning fra Grundtvigs tanker. Bogen behandler disse seks loves vedtagelse og undersøger den skolepolitiske diskurs i såvel folketingets forhandlinger og de centraladministrative love, bekendtgørelser, udvalgsrapporter mv. som blandt de professionelle skolefolk og skoleforskere gennem en analyse af deres udsagn i tidsskrifter, aviser og bøger. Som baggrund for undersøgelserne og analyserne foretager bogen en udredning af begrebet virkningshistorie – og etablerer og gennemfører en metode til undersøgelse af konkret virkningshistorie. I dette tilfælde med særligt henblik på Grundtvigs forhold til folkeskolen. Resultatet er bl.a., at det i virkeligheden ikke er Grundtvig som person, men en fortolket forståelse af personen og hans tanker – eller påståede (!) tanker – som fik en virkningshistorie i folkeskolen. Hvem denne ’Grundtvig’ er, og hvordan vedkommendes virkning udfolder sig, gør bogen grundigt rede for.

Egon Clausen fortæller levende og medrivende om det pædagogiske tidsskrift og foreningen Unge Pædagoger, som han  selv var en del af i slutningen af 1960´erne. Unge Pædagoger fyldte i 2014 75 år og har altid haft skolen og læreren i centrum. De lærerstuderende, der grundlagde tidsskriftet, ønskede en modernisering af læreruddannelsen og var inspireret af de tanker om en reform af samfund og skole, der udgik fra psykoanalysen og kulturradikale kredse.
Clausen begynder sin fortælling i 1940´erne, hvor Unge Pædagoger var et nyt tidsskrift, og med udgangspunkt i hvert årti bevæger han sig kronologisk frem i historien og får belyst den meget skiftende måde, læring og læreren er blevet opfattet og udført på bl.a. afhængig af skiftende regeringer. Bogen afsluttes med en kommentar til den nuværende skolereform.

Debatbog om undervisningen i den danske folkeskole, indeholdende en redegørelse for den danske folkeskoles opståen og udvikling set i forhold til de udgravninger, der fandt sted i starten af 1970’erne i Emdrup Mose og Vor Frue Mose.

Kaj Himmelstrup er født i 1927 i Skive, men opvokset på Nørrebro og Amager. Fik sin studentereksamen i 1945 og siden lærereksamen i 1949. Fik sin litterære debut som dramatiker i 1961 på Århus Teater. Er især kendt for sine skuespil, men har også skrevet blandt andet en redegørelse for den danske folkeskoles opståen.

En grundbog om historieundervisning. Hvilke kompetencer historielæreren skal besidde – pædagogisk, didaktisk, metodisk og organisatorisk – for at besidde faglig identitet.

I denne bog introducerer to erfarne didaktikere til faget historie i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Forfatterne giver deres bud på moderne dansk historiedidaktik. I bogen nedbryder de to forfattere grænserne mellem historieundervisningen i grundskolen og på ungdomsuddannelserne for at skabe en større sammenhæng i elevernes oplevelse af historie og deres udbytte af faget. Forfatterne giver et historisk indblik i fagets udvikling samt dets aktuelle udfordringer og muligheder. Hertil kommer kapitler med konkrete øvelser til henholdsvis 3.-7. klasse og 8. klasse-3. g. Bogen indgår i serien Didaktik, der er målrettet grundskolen og ungdomsuddannelserne. Alle bøger i serien går praktisk til værks, er fyldt med øvelser og baseret på den nyeste forskning inden for området.

Denne bog henvender sig først og fremmest til lærerstuderende, undervisere og forskere inden for uddannelsessektoren, men også til uddannelsesplanlæggere, skolepolitikere og andre, der interesserer sig for, hvordan historieundervisningen i folkeskolen har udviklet sig gennem tiden, set i lyset af samfundsudviklingen og den deraf følgende udvikling i den danske folkeskole.