Søgeresultater: 5

Kant var levende optaget af pædagogiske spørgsmål. I oplysningstiden frigjorde pædagogikken sig mere og mere fra religionen, og mennesket blev forstået som et væsen, der ved egen kraft kunne forme sig selv og sin verden.

Det bliver mere og mere nødvendigt for både forældre, pædagoger og lærere at kunne skelne børns adfærd. Hvad er hvad? Hvornår skal der stilles en diagnose og hvornår skal der opdrages – og hvad gør vi ved det? I dag skal der hele tiden tages stilling til om et barn der foretrækker at lege alene, som ikke forstår legekoder, og som ikke kan finde ud af andre børns signaler – er det en umoden 5 årig eller et barn med Aspergers syndrom. Har knægten som lige har raseret 7. klasse ADHD med for høj hjernestammeaktivitet, eller er det blot en frustreret 14 årig, hvis forældre skal skilles? Generelt er det at kunne skelne mellem børn med opvækstrelaterede problemer og børn med hjernedysfunktioner en stor mundfuld for de fleste uanset om man er forældre eller professionel. Deres adfærd kan for det blotte øje forekomme den samme, men den pædagogik som virker, vil være meget forskellig afhængig af den grundlæggende problemstilling. Derfor er viden om et barns normaludvikling stadigvæk et uvurderligt værktøj for pædagogen, læreren eller forældrene, ellers er man helt uden forudsætning for, at kunne afgøre om et barn er normaludviklet, lidt umodent eller forsinket i udvikling eller om der er tale om en decideret dysfunktion. Bogen præsenterer baggrund og symptomer på de diagnoser, vi støder på hver dag i børnehaven og i skolen. Den giver et bud på, hvordan vi håndterer dem og hvordan vi skelner børn med reelle dysfunktioner fra børn med opvækstrelaterede vanskeligheder. Bogen vil kunne læses af både forældre og fagfolk. Desuden vil bogen også kunne bruges til et hurtigt opslag om f.eks. ADHD, Autisme, Aspergers, Præmature børn, Opdragelse, To sprog, osv. ...

Opdragelse har i mange år været et fy-ord og etik har noget fjernt over sig, velegnet til endeløse debatter i Deadline. Fraværet af en overordnet etik i samfundet, ses at hænge sammen med et fravær af bevidsthed om de traditioner, som det danske samfund baserer sig på. Hvilket ses alle steder, ikke kun på husmurene og i skolernes pædagogiske og faglige problemer.
Tilbage i 1950’erne, i Brita Lønstrups barndom, blev traditioner blandt andet formidlet gennem fortællinger, i havregrynspakkernes billedserier, gennem Statens Filmcentral, Skolescenen, folkebiblioteker, skolens undervisning og gennem opdragelsen derhjemme.
I dag er billedet et andet. Forfald, ovenikøbet et forfald, der også skyldes en kulturel dekonstruktion. Men midt i forfaldet spores overalt i samfundet en voksende vilje og en forunderlig beredvillighed til et opgør og til at genindsætte en række af de værdier, som stadig var levende for en generation eller to siden.
Brita Lønstrup præsenterer et par snese fortællinger fra forskellige verdener - både antikke og mere moderne - og med stor vægt på den kristne tradition. Fortællingerne, og den etik de formidler, er samlet under 15 kapiteloverskrifter og rummer blandt andet en række af dødssynderne og kardinaldyderne. Opbyggelige historier der uanset oprindelse handler om menneskelige grundvilkår på godt og ondt. På den måde reetablerer Brita Lønstrup med usynlige tråde, hvorledes et demokratisk samfund som det danske hænger sammen på de indre linjer. Brita Lønstrup er født i 1946 i Skagen, uddannet ved Aarhus Universitet i russisk og sprogvidenskab, og har arbejdet sammesteds i en længere årrække. Senere var hun virksom i mange år inden for folkeoplysning, herunder aktiv som pædagogisk konsulent i de baltiske lande og Rusland. Hun har i den forbindelse udgivet tre bøger om voksenpædagogik, den første på lettisk, litauisk og russisk, de senere på estisk og lettisk. Hun har i øvrigt været virksom som freelance pædagogisk konsulent og har udgivet to bøger om «dansk med følelse» og en erindringsbog om «den sorte skole».rnBrita Lønstrup bor i Aarhus.

Den schweizisk-franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseaus tanker om børn og opdragelse bliver starten på den moderne pædagogik, som vi kender i dag. Med Rousseau (1712-78) behandles barndommen for første gang systematisk og som selvstændigt fænomen. Barnet opstår, så at sige, som individ. Samtidig rykker Rousseau pædagogen ind som central aktør i opdragelsen af barnet. Selv om Jean-Jacques Rousseaus pædagogik udspringer af den franske oplysningstid, leverer hans antagelser om barnets natur stadig stærke referencer frem til vore dages pædagogiske teori og diskussion. Som sådan forbliver Rousseaus forståelse af barndom og barnets natur vedkommende og aktuel. I Pædagogikkens univers følger vi trin for trin filosoffens idéer om børneopdragelse, dannelse og uddannelse. Bogen kan læses som almindelig introduktion eller af studerende ved de pædagogiske uddannelser, som ønsker at beskæftige sig mere indgående med Rousseaus pædagogiske tankegods.

Henvender sig til alle, som har et ansvar for børns opdragelse og dannelse, privat eller professionelt.