Søgeresultater: 27

På den ene side ville jeg gerne springe de næste år over, så det ikke længere gør så ondt, når jeg tænker på dig. På den anden side vil jeg have lov til at svælge rundt i hvert eneste smertefulde sekund, fordi smerten er alt, hvad jeg har tilbage af dig. Pernille Dam Nielsen (f. 1984) mistede i 2016 sit første barn tre uger før termin. Hun bearbejdede sorgen og angsten i den efterfølgende graviditet ved at skrive dagbog til sin afdøde datter, Neya. Bogen rummer en mors følelser og tanker efter tabet af sin datter. Fortællingen spænder over et helt kalender år, fra hun firede den lille hvide kiste ned i graven, over ventetiden på at blive gravid på ny og gennem en graviditet fyldt med angst for, at hun igen ville ende med et dødt barn i sine arme. Kære Neya er Pernilles debut som forfatter, og bogen skal åbne op for et tabuiseret emne, der kan være svært at tale om, for både andre i samme situation og pårørende.

NÅR MOR DØR er beretningen om otte kvinders tab af deres mor. Kvinderne fortæller om angst, sorg, smerte og af- magt. Om at få sagt de rigtige ting og om ikke at få sagt dem. Om at planlægge den bedste begravelse i verden for den kvinde, der betyder allermest. Om at forstå og tilgive, at hun ikke længere lever. Om at tilgive sig selv. Kvinderne er 15, 19, 26, 34, 42, 52, 59 og 74 år, da de mister deres mor. Deres fortællinger er individuelle, særlige og vidt forskellige, men de er også fælles. De svære ting er svære, uanset om man er 15 eller 74. Og mor vil altid mangle, også selvom man inderst inde godt kan se, at det er bedre for hende at få fred. Selv mange år efter kan en tanke, en duft, en sang, en samtale få tårerne frem i øjenkrogen, og savnet bliver pludseligt nærværende igen.

10. juni 2020 døde Chimamanda Adichies far, James, pludseligt i Nigeria.
I dette fintmærkende og stærke erindringsværk, mindes hans datter, en erklæret ’fars pige’, sin elskede far.
Noter om sorg er en hyldest til et levet liv, en fortælling om en datters uforbeholdne kærlighed til en forælder og et studie i forskellige former for tab, og i sorgens natur. Bogen er en udvidet og bearbejdet version af en tekst bragt i The New Yorker.

Fra hun var helt lille, vidste Helen Macdonald, at hun ville være falkoner, når hun blev stor. Hun lærte alt, hvad der var at lære om at træne falke og læste hele den klassiske litteratur om emnet – inklusiv T.H. Whites mesterværk ’Spurvehøgen’, som skildrer forfatterens kamp med at træne en høg som en åndelig kamp.
Da Helen Macdonalds far pludselig dør, rammes hun af en lammende sorg. Hun bliver besat af tanken om at træne sin egen duehøg. På en øde kaj i Skotland køber hun Mabel og bringer hende med sig hjem til Cambridge. Hun fylder fryseren med mad til høgen og isolerer sig så fuldstændigt for at koncentrere sig om det tålmodighedskrævende og mærkværdige arbejde med at tæmme og træne et vildt dyr.
H for høg er både en fascinerende beskrivelse af relationen mellem menneske og vildt dyr og en hudløst ærlig skildring af sorg. Macdonald bevæger sig ad kringlede omveje rundt omkring hele spektret fra depression, forholdet mellem menneske og natur, død og grusomhed som en uadskillelig del af tilværelsen og til ensomheden som et grundvilkår, ingen undslipper.

Da Mette mistede sin mand Thomas efter 23 års sjælevenskab og kærlighedsforhold, mistede hun også sin fremtid og fortællingen om Den eneste ene. Men hun nægtede at tage enkerollen på sig med alle dens kulturelt indlejrede forventninger. I stedet kastede hun sig med det samme ud i at generobre magten over eget liv og genopfinde den kvinde, hun ønskede at være uden Thomas. I bogen skildrer hun ærligt sin dannelsesrejse gennem de første to år efter Thomas’ død og sit hårdnakkede forsøg på, midt i fortvivlelsen, at lade ny kærlighed give mening og fylde i det eksistentielle tomrum. Hvordan afgør man, hvordan man elsker og ærer de mennesker, der er døde fra os? Må man som efterladt aktivt søge ny kærlighed, eller skal man vente på, at den selv finder én? Og hvad er egentlig børnenes bedste, når de har mistet en forælder, og den anden står tilbage i verden og skal tage hånd om sin egen og deres sorg? Frygt ikke – elsk kun er en bog om at turde følge sin intuition og forholde sig nysgerrigt til kroppens signaler. Om at melde klart ud, hvad man har brug for. Om at lære sig selv at kende gennem mødet med den anden. Og om hvad kærligheden kan give os, hvis vi tør give den lov.

Hvor og hvordan finder man mod til igen at kaste sig ud i livet og kærligheden efter at have mistet sin ægtefælle?

En livsnær bog om forældretab i barndommen, og hvordan mødet med døden og sorgen påvirker et barn livet igennem. Bogen tager udgangspunkt i forfatterens og hendes tre søskendes erindringer om tabet af deres far for over 30 år siden. Med afsæt i teoretiske overvejelser over sorg og sorgreaktioner beskriver den familiens oplevelser omkring dødsfaldet, livet efter tabet, og hvordan deres far lever videre i deres hjerter og livshistorie. I bogen får læseren indblik i, hvordan et forældretab kan forårsage følelser som skyld, afmagt og ensomhed hos barnet. Samtidig viser bogen, at sorgen med tidens, venners og familiens hjælp kan vendes til lys og livslyst. Lysglimt henvender sig til alle, som har mistet en forælder som barn, og til mennesker, som gerne vil have indblik i børns oplevelser af død og sorg.

Hvert år dør omkring 200 danske børn, før de når at fejre deres 1-års-fødselsdag. Nogle har ikke været stærke nok til livet, fordi de er kommet til verden alt for tidligt. Andre har været født med sygdomme, de ikke har kunnet overvinde. Eller de blev født med misdannelser, som var for svære at leve med. Bag hvert af disse korte liv ligger stærke historier om de etiske dilemmaer, der opstår i feltet mellem liv og død. Teknologi og lægefaglig ekspertise giver i dag vide muligheder for at hjælpe skrøbelige spædbørn. Men hvor langt skal man gå for at redde et menneskeliv? Hvad er et værdigt liv? Og kan sand kærlighed til et barn ikke netop være at lade naturen gå sin barske gang og lade sønnen eller datteren få fred? I "Slip livet, lille skat" kommer læseren helt tæt på en mors tanker om kærlighed, liv og død, når vi følger hende, fra hun finder ud af, at det barn, hun venter, ikke er levedygtigt, til hun sammen med barnets far tager endeligt afsked med deres otte dage gamle datter, Laura. Om forfatteren: Ulla Gunge Hansen (1976) er uddannet journalist og sociolog fra RUC i 2006. Har siden 2008 været ansat på Berlingske, hvor hun i dag skriver om danskernes liv og velfærd fra avisens indlandsredaktion.

”Jeg vil ikke have, at du skal dø, far. Du må ikke dø!” På sofaen ligger Sally og græder sammen med Jan. ”Det vil jeg heller ikke, skat. Jeg vil ikke dø.” Kirsten er lykkeligt gift og mor til to, da hendes mand får diagnosen ALS. De skal fortælle Vigga og Sally på 9 og 11 år, at deres far skal dø. Som mor, hustru og nærmeste pårørende bliver det Kirstens allervigtigste opgave at passe på børnene igennem Jans sygdomsforløb. Fortælle dem sandheden om sygdommen og forberede dem på, at deres far skal dø. Men samtidig skal hun beskytte dem mest muligt og fastholde deres barndom og troen på, at livet er godt – også når det ikke er det. NÅR FAR SKAL DØ tager læseren med fra den barske besked til den første periode efter dødsfaldet. Kirsten Wallentin Damgaard fortæller sin families historie med særligt fokus på børnene og giver konkrete råd om det, der kan være svært. Hvordan fortæller du dine børn, at far skal dø? Hvordan samarbejder du med børnenes skole? Og hvad kan andre rundt om dig gøre for at hjælpe og støtte i en svær tid? Bogen er især relevant for dig, der selv har børn, som oplever alvorlig sygdom eller død tæt på. Den er også relevant for dig, der er god ven til en familie, som er ramt af sygdom, eller dig, der måske ikke er så tæt på, men som alligevel gerne vil hjælpe.

I september 2003 fødte jeg mit første barn, en dejlig dreng, ved akut kejsersnit på Herning sygehus. Læge og jordemoder gav ham straks topkarakterer og erklærede ham sund og rask. Han var en stor, velskabt dreng. Et halvt døgn senere blev han grålig og fik konstateret en alvorlig hjertefejl og blev derefter hurtigt overført til Skejby sygehus. Her blev han døbt og fik navnet Kasper. Denne bog er en oprigtig historie fra det virkelige liv. En bog om mine personlige oplevelser gennem et voldsomt sygdomsforløb og vores sorg over at miste et barn. Det er historien om, hvordan jeg taklede mit livs største udfordring, og hvor jeg fandt styrken, når det var sværest. Om forfatteren Gitte Guldberg (f. 1976) er født og opvokset i Sunds. Hun bor sammen med sin mand Brian og deres to børn.

Hvordan ser livet ud, når ens ægtefælle pludselig dør? Karin Feit Almberg beretter i bogen om det første år uden Jørgen.

Ingenmandsland er ikke nogen selvhjælpsbog med konkrete anvisninger på hvordan man tackler livet med et sygt barn bearbejder sorgen og ´kommer videre´. Bogen handler om at leve med og i sorgen om at leve med det sværeste man kan komme ud for her i livet at miste sit barn. »Ingenmandsland er mit vidnesbyrd om den tilstand som jeg både fysisk og psykisk kom i da min datter blev indlagt og som jeg på sin vis stadig befinder mig i efter tabet. Ingen ord ikke tusinder af tårer ikke et skrig kan råbes så højt at det bare tilnærmelsesvis beskriver den smerte vi er i os der har mistet. Mit ønske med bogen er at videregive mine dyrekøbte erfaringer. Dels til det professionelle personale på hospitaler dels til de psykologer og terapeuter jeg har mødt på min vej og dels til alle de mennesker der er tæt på nogen der mister et menneske der står dem nær.« - Anna Kløvedal i bogens forord