Søgeresultater: 13

Ingenmandsland er ikke nogen selvhjælpsbog med konkrete anvisninger på hvordan man tackler livet med et sygt barn bearbejder sorgen og ´kommer videre´. Bogen handler om at leve med og i sorgen om at leve med det sværeste man kan komme ud for her i livet at miste sit barn. »Ingenmandsland er mit vidnesbyrd om den tilstand som jeg både fysisk og psykisk kom i da min datter blev indlagt og som jeg på sin vis stadig befinder mig i efter tabet. Ingen ord ikke tusinder af tårer ikke et skrig kan råbes så højt at det bare tilnærmelsesvis beskriver den smerte vi er i os der har mistet. Mit ønske med bogen er at videregive mine dyrekøbte erfaringer. Dels til det professionelle personale på hospitaler dels til de psykologer og terapeuter jeg har mødt på min vej og dels til alle de mennesker der er tæt på nogen der mister et menneske der står dem nær.« - Anna Kløvedal i bogens forord

Hvert år dør omkring 200 danske børn, før de når at fejre deres 1-års-fødselsdag. Nogle har ikke været stærke nok til livet, fordi de er kommet til verden alt for tidligt. Andre har været født med sygdomme, de ikke har kunnet overvinde. Eller de blev født med misdannelser, som var for svære at leve med. Bag hvert af disse korte liv ligger stærke historier om de etiske dilemmaer, der opstår i feltet mellem liv og død. Teknologi og lægefaglig ekspertise giver i dag vide muligheder for at hjælpe skrøbelige spædbørn. Men hvor langt skal man gå for at redde et menneskeliv? Hvad er et værdigt liv? Og kan sand kærlighed til et barn ikke netop være at lade naturen gå sin barske gang og lade sønnen eller datteren få fred? I "Slip livet, lille skat" kommer læseren helt tæt på en mors tanker om kærlighed, liv og død, når vi følger hende, fra hun finder ud af, at det barn, hun venter, ikke er levedygtigt, til hun sammen med barnets far tager endeligt afsked med deres otte dage gamle datter, Laura. Om forfatteren: Ulla Gunge Hansen (1976) er uddannet journalist og sociolog fra RUC i 2006. Har siden 2008 været ansat på Berlingske, hvor hun i dag skriver om danskernes liv og velfærd fra avisens indlandsredaktion.

Jeg løber er en bevægende fortælling om at finde en form for vej ud af en sorg.
Anders Legarth Schmidt snørede løbeskoene blot ti timer efter, at hans seksårige datter Ellen døde på Rigshospitalet efter to års opslidende kræftsygdom. På det tidspunkt havde han været løber en stor del af sit liv, men opdagede midt i den bundløse sorg, at det fik en ny mening og funktion for ham at løbe.
Han fandt i løbet et rum, hvor han mærkede en snert af frihed fra de sorteste tanker. Og et afløb for den følelse af afmagt og kontroltab, der følger med sorgen. For i løbet findes kun det næste skridt, det næste åndedrag – og det næste hjerteslag.
I en serie dybt personlige og meget rørende tekster i krydsfeltet mellem liv, død, løb, sorg og savn deler forfatteren i denne bog sine følelser og tanker og refleksioner over, hvad løb handler om for ham. Når han løber uden at se sig tilbage på sine tidlige morgenture i København, ad kolde bjergstier i Himalaya og øde landeveje i Marokko.
Jeg løber er oprindeligt udgivet som en blog i Politiken og har opnået stor opmærksomhed, blandt andet fordi Anders Legarth Schmidt med et både rørende og direkte sprog tager favntag om det tabu, som døden er. I efteråret 2017 opsætter Det Kongelige Teater desuden Jeg løber som en teaterforestilling.
Jeg løber handler om at leve – og løbe videre – på trods.

I september 2003 fødte jeg mit første barn, en dejlig dreng, ved akut kejsersnit på Herning sygehus. Læge og jordemoder gav ham straks topkarakterer og erklærede ham sund og rask. Han var en stor, velskabt dreng. Et halvt døgn senere blev han grålig og fik konstateret en alvorlig hjertefejl og blev derefter hurtigt overført til Skejby sygehus. Her blev han døbt og fik navnet Kasper. Denne bog er en oprigtig historie fra det virkelige liv. En bog om mine personlige oplevelser gennem et voldsomt sygdomsforløb og vores sorg over at miste et barn. Det er historien om, hvordan jeg taklede mit livs største udfordring, og hvor jeg fandt styrken, når det var sværest. Om forfatteren Gitte Guldberg (f. 1976) er født og opvokset i Sunds. Hun bor sammen med sin mand Brian og deres to børn.

Hvert år mister 3.000 danske børn deres far eller mor. I en ny bog fortæller 25 kendte og ukendte danskere om det at miste en forælder, og om hvordan man forholder sig til smerten og tabet. Blandt bidragsyderne er forfatteren og præsten Johannes Møllehave, musikeren Alberte Winding, politikeren Elsebeth Gerner Nielsen, forfatteren Rushy Rashid og sangerinden Karen Busck. Næsten fire pct. af alle danske børn oplever at miste deres far eller mor i løbet af barndommen. Det vil sige, at der statistisk set er mindst et barn i hver dansk skoleklasse, som mister en far eller mor i løbet af skoletiden. "Kender du et barn som har mistet ?" er en helt ny antologi skrevet af både kendte og ukendte danskere. Bogen skal give forældre, familiemedlemmer, skolelærere og andre, der kommer i kontakt med børn, som har mistet, indblik i de tanker og følelser, børn oplever. Bogen giver også konkrete råd til, hvordan man som voksen kan støtte og hjælpe barnet.

Min grå maske kan ikke tale er en personlig beretning om at møde den eksistentielle meningsløshed. Om at miste sit ønskebarn under graviditeten, om at føle ensomheden og smerten som usynlig mor og far. Om ikke at kunne flygte fra sin egen klaustrofobiske og voksende kvindekrop, når noget går galt indeni, og om at skulle føde sit døde barn. Om at mærke forståelseskløften til omverdenen, sundhedssystemet og dem, der elsker en. Om at møde sorgens had og jalousi og overleve bag en stille maske. Men det er også en beretning om to mennesker, der vælger kærligheden og livet midt i tomheden. Og om, hvordan forestillingen om fairness, forældreskab og meningen med ens eksistens får en ny dimension gennem tabet og igennem erkendelsesglimt af, at livet er utæmmeligt, forgængeligt og enestående. Uddrag af bogen Jeg skulle ikke være med til at slå mit barn ihjel. Jeg skulle ikke være med til at føde mit lille kærlighedsmenneske, hvis ikke det skulle leve. Jeg skulle ikke se mit elskede, lille Tigerdyr ligge stille i mine arme. Jeg insisterede på, at jeg ikke kunne. Hun lyttede. Perler af frygt trillede ned ad mine kinder. Mit hjerte gjorde ondt. Hun talte til mig, og ordene lagde sig som skyer af tåge over mine tanker. Jeg hørte intet. Jeg frøs. Jeg mærkede pludselig kærlige strøg inde fra min mave. Fra en lille fiskehale, der beroligende kærtegnede mit forpinte hjerte. Tårerne svømmede ud. I oceaner af sorg. Om forfatteren Louise Desirée Handberg-Huusfeldt (f. 1987) er uddannet bachelor i Internationale Virksomhedsstudier og kandidat i Service Management fra Copenhagen Business School. Min grå maske kan ikke tale er hendes første non-fiktive udgivelse.

En smuk og barsk beretning om sorg og tab samt lys og kærlighed. Da Alberte er 7 år gammel, får hun diagnosen Metakromatisk Leukodystrofi (MLD), en nervesygdom, der langsomt nedbryder hendes motoriske og kognitive færdigheder. Albertes mor beskriver ærligt og personligt, hvordan Albertes diagnose og sygdomsforløb rammer familien med et hårdt slag og kaster mor, far og storesøster ud i en følelsesmæssig nedtur, hvor de magtesløse lever med visheden om, at Alberte skal dø. Alligevel får dødens tilstedeværelse dem ikke til at opgive at finde en retning og mening med livet og lader lyset og kærligheden dominere i Albertes korte liv.

Bogen til efterladte voksne børn, som har brug for at finde trøst og sindsro ved at læse om andres erfaringer fra den svære tid efter deres mors eller fars død. Temaerne omhandler selve dødsfaldet, den akutte sorg og den livslange sorg. Derudover fortæller de interviewede, hvordan de har udviklet sig efter deres forældres død, og de giver gode råd til andre, der mister. Sorgen perspektiveres desuden ud fra en psykologisk og filosofisk vinkel, som giver læseren en dybere forståelse for den proces, vi mennesker gennemgår efter et tab. UDDRAG FRA BOGEN ’I den første tid efter min fars død var jeg konfus og desorienteret. Jeg var sat kognitivt ud af spillet. Jeg kunne ikke træffe en eneste beslutning og havde bare brug for en voksen. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde blev mig selv igen.’ Maries far døde som 66-årig efter flere års alkoholmisbrug. ’’Far er død.’ Da han sagde de ord, forsvandt jorden under mig. Jeg kunne slet ikke forstå det, for min far var altid stærk og fuld af energi.’ Ainuras far var 65 år, da han pludselig døde. ’I forhold til at miste, så er de mest robuste nok dem, der har accepteret, at der er visse ting, man ikke kan styre. Hvis man bliver ved med at tro, at man har herredømmet over noget, man ikke har, så bliver det en umulig kamp, hvor man bare bliver skuffet.’ Sognepræst Jannik Theilgaard fortæller om sin erfaring med at møde efterladte. Om forfatter Louise Lindtner er uddannet cand.ling.merc. i tysk fra CBS og har beskæftiget sig med skriftlig kommunikation og interviews i flere sammenhænge. Ideen til bogen opstod, da hun pludselig mistede sin 71-årige far i efteråret 2020. Dødsfaldet kastede hende ud i en livskrise, og hun læste flere bøger om sorg belyst på forskellig vis. Især fandt hun dog trøst i at tale med andre efterladte. Derfor besluttede hun sig for at skrive en bog, som netop består af samtaler med mennesker, der har mistet en mor eller far, således at andre kan blive klogere af de medvirkendes oplevelser og erfaringer. E-bogen er lavet i fixed format

En livsnær bog om forældretab i barndommen, og hvordan mødet med døden og sorgen påvirker et barn livet igennem. Bogen tager udgangspunkt i forfatterens og hendes tre søskendes erindringer om tabet af deres far for over 30 år siden. Med afsæt i teoretiske overvejelser over sorg og sorgreaktioner beskriver den familiens oplevelser omkring dødsfaldet, livet efter tabet, og hvordan deres far lever videre i deres hjerter og livshistorie. I bogen får læseren indblik i, hvordan et forældretab kan forårsage følelser som skyld, afmagt og ensomhed hos barnet. Samtidig viser bogen, at sorgen med tidens, venners og familiens hjælp kan vendes til lys og livslyst. Lysglimt henvender sig til alle, som har mistet en forælder som barn, og til mennesker, som gerne vil have indblik i børns oplevelser af død og sorg.

”Jeg vil ikke have, at du skal dø, far. Du må ikke dø!” På sofaen ligger Sally og græder sammen med Jan. ”Det vil jeg heller ikke, skat. Jeg vil ikke dø.” Kirsten er lykkeligt gift og mor til to, da hendes mand får diagnosen ALS. De skal fortælle Vigga og Sally på 9 og 11 år, at deres far skal dø. Som mor, hustru og nærmeste pårørende bliver det Kirstens allervigtigste opgave at passe på børnene igennem Jans sygdomsforløb. Fortælle dem sandheden om sygdommen og forberede dem på, at deres far skal dø. Men samtidig skal hun beskytte dem mest muligt og fastholde deres barndom og troen på, at livet er godt – også når det ikke er det. NÅR FAR SKAL DØ tager læseren med fra den barske besked til den første periode efter dødsfaldet. Kirsten Wallentin Damgaard fortæller sin families historie med særligt fokus på børnene og giver konkrete råd om det, der kan være svært. Hvordan fortæller du dine børn, at far skal dø? Hvordan samarbejder du med børnenes skole? Og hvad kan andre rundt om dig gøre for at hjælpe og støtte i en svær tid? Bogen er især relevant for dig, der selv har børn, som oplever alvorlig sygdom eller død tæt på. Den er også relevant for dig, der er god ven til en familie, som er ramt af sygdom, eller dig, der måske ikke er så tæt på, men som alligevel gerne vil hjælpe.

Forfatteren fortæller her åbent og bevægende om, hvordan hun som teenager oplevede morens sygdom og senere måtte sige farvel til moren.

Bertill Nordahls søn Sebastian gjorde selvmord i en alder af 32 år. Denne bog beskriver de første 9 måneder af Bertill Nordahls sorgarbejde som far. Vi citerer fra bogens forord: ”Hvorfor skrive en bog som denne – om et selvmord, er det ikke for privat og personligt? Jo, det er det, og jeg ville aldrig have skrevet en bog som denne, hvis ikke min søn havde gjort selvmord i en alder af 32 år. Denne bog består af mine følelser, overvejelser, refleksioner og tanker efter min søns selvmord. Rent praktisk strækker bogen sig indholdsmæssigt fra den dag Sebastian døde til ni måneder efter. For mig er det at skrive en måde at henvende mig til min søn på, og som du vil erfare, så henvender jeg mig til ham i du-form. For mig er det en central del af min sorgproces og mit sorgarbejde at henvende mig til min søn på denne måde. Samtidig er bogen også blevet til et portræt af min søn. Set fra en fars perspektiv. Og vel også et indirekte portræt af mig selv. Som far. Samt en beskrivelse af en far-søn relation.Jeg håber, at bogen kan bruges i en privat og personlig sammenhæng, i en sorggruppe eller terapeutisk sammenhæng, eller i en undervisningsmæssig sammenhæng.”