Søgeresultater: 5

I 2011 skrev Ove K. Pedersen Konkurrencestaten, hvori han beskrev, hvordan betingelserne for velfærden har forandret sig. Fra at løfte arbejderklassens levestandard skal velfærdsstaten nu i højere grad optimere alle borgere, så Danmark kan begå sig i den internationale konkurrence. Siden er konkurrencestaten blevet samlebetegnelse for nedskæringer, effektiviseringer og stressede borgere som fodsoldater i vækstens tjeneste, mens Ove K. Pedersens bog er blevet heftigt diskuteret. Nu svarer Ove K. Pedersen igen. I Reaktionens tid – konkurrencestaten mellem reform og reaktion forklarer han, hvorfor konkurrencestaten er en videreudvikling af og ikke en modsætning til velfærdsstaten. Han redegør både for konkurrencestatens opståen og for den værdi- og idékrise, som den har ført med sig. Løser vi ikke den krise, kan vi tabe trygheden og velstanden på gulvet, siger han.

Vejen til et lykkeligt Danmark Thorvald Stauning ville gøre Danmark til et lykkeland. Det er vi blevet. I dag er danskerne blandt de lykkeligste folk i verden. Men hvor længe? Vi lever i en opløsningstid. Fundamentet under vores samfund slår revner. Uligheden stiger, mange danskere føler sig utrygge, og stadig flere mister troen på, at politik kan gøre en positiv forskel i deres liv. Sådan var det også i 1930’ernes Danmark – vores tid minder om Staunings. Måske vi kan lære af ham? Det mener Dan Jørgensen. I denne bog blæser han derfor til værdikamp imod det borgerlige Danmark, som er i færd med at undergrave velfærdssamfundet og formøble Staunings arv. Dette er en bog om, at politik gør en forskel. Det er en beretning, der begynder en sen nattetime i januar 1933, da Thorvald Stauning byder en håndfuld af rigets vigtigste mænd på whiskysjusser i sin lejlighed i Kanslergade – selv samme nat, som Adolf Hitler kommer til magten i Tyskland.

Danmark mødte verden, da tyrkere kom til landet i midten af 1960’erne. Og verden mødte den danske velfærdsstat. Skulle velfærdsstaten også beskytte folk fra andre lande? Først var folk fra fjerne egne gæstearbejdere og fremmedarbejdere, så blev de indvandrere og flygtninge. Befolkningen diskuterede de nye. Det gjorde politikerne også, og i 1983 indførte de Europas mest liberale udlændingelov, der med tiden splittede højrefløjen og venstrefløjen. Mens Socialdemokratiet i 1990’erne sadlede om og satsede på integration, diskuterede danskerne juletræer, tørklæder og frikadeller. Det gør vi stadig.

"Den danske velfærdsmodel har ‘sejret ad helvede til‘ og er blevet en klods om benet på velfærden. Den er gået langt ud over, hvad hensynet til ligheden kan begrunde. Den er blevet invaderet af de velbjærgede og deres børn, og den skæmmes af stivhed, spild og velfærdstab, fordi folk ikke selv får lov at administrere velfærden. Den øger tilmed arbejdsløsheden."

Bertel Haarder langer kraftigt ud efter de ting, han mener, er med til at forpurre Danmarks forhold til omverdenen og sin egen stræben efter velfærd. Det er denne stræben, der en dag vil blive velfærdsstatens undergang, hvis ikke der rettes op på tilstanden i det, Bertel Haarder kalder "Tornerose-Danmark". Bertel Haarder (f. 1944) er en dansk politiker og forfatter. Han har siddet i Folketinget og Europa-Parlamentet for Venstre i en lang årrække. Bertel Haarder har af flere omgange været minister blandt andet undervisnings- og forskningsminister og integrationsminister. Han er uddannet cand.scient.pol. og har udgivet flere bøger om dansk politik og samfund.

Den nordiske model har vist sig holdbar og robust. Der er ingen økonomiske argumenter for, at vi ikke også i fremtiden kan opretholde et velfærdssamfund af den type, vi kender i dag. Til gengæld kan man ikke hævde, at diskussionen om velfærdssamfundets fremtid ikke handler om økonomi.

Torben M. Andersen beskriver den økonomiske struktur, der er grundstenen i velfærdssamfundet, og han peger på og diskuterer, hvad der er velstandens dilemma og udfordringer. Den nordiske model er lykkedes med at sikre et veludbygget velfærdssamfund med høj velstand, relativ lige indkomstfordeling, høje skatter, en stor offentlig sektor og stadig en velfungerende økonomi.  Skal velfærdssamfundet opretholdes, er man nødt til at prioritere og forvalte landets økonomiske muligheder og ressourcer. Skal målet om velstand og relativ lighed opretholdes, skal der navigeres i spændet mellem udfordringer, ressourcer og forventninger.