Søgeresultater: 4

Børns liv og leg med medier handler om, hvorfor vi som voksne er nødt til at forholde os engageret og nuanceret til børns brug af medier. Bogen giver et bud på, hvad det er for nogle børn, man møder i vuggestue, børnehave og fritidstilbud i dag, hvilken rolle medierne spiller for deres leg og læring, og hvordan man som pædagog kan forholde sig åbent og konstruktivt til børns brug af medier.

Ligestilling. Det er et ladet ord. For nogle et prisværdigt ideal, for andre en kilde til frustration og besvær. For vi siger godt nok, at der skal være lighed og gensidig respekt blandt kønnene, men det er desværre langtfra altid den måde, virkeligheden udformer sig på. Det danske samfund og de offentlige instanser er gearede til at se mor som den vigtigste af alle forældre. Mænd reduceres til en flok uansvarlige drengerøve, der ikke gider komme ind i kampen om opdragelsen af den næste generation. Og gud forbyde de prøver. For slaget skal stå på kvindens præmisser. Ellers har far værsgo at blande sig udenom. Med Sidst blandt ligemænd slår Anders Høirup Pedersen et slag for, at engagerede fædre lærer at acceptere, at de er gode nok. At de støtter hinanden. Og at de prøver at vende potentielt hovedløse konflikter til konstruktive dialoger, og gør det klart for mødre, svigerfamilier, pædagoger, sundhedspersonale, undervisningsinstitutioner, arbejdspladser, venindekliker, politikere og mange flere, at far er på banen, og at de i ham har en yderst kompetent og engageret medspiller, der har sin unikke og ligeværdige måde at ordne tilværelsens store og små problemer på.

De umulige børn og det ordentlige menneske handler om etniske minoritetsbørns identitetserfaringer i den danske folkeskole. Den viser, at de etniske minoritetsbørn - stik imod skolens og lærernes intentioner om integration - oplever, at der er et skarpt skel mellem danskere og etniske minoriteter. Børnene føler, at den danske og andre nationale identiteter er hinandens modsætninger, og at de etniske minoritetsbørn laver ballade og er dårlige elever, hvorimod danske børn opfører sig pænt og er dygtige elever. Men hvorfor bliver nationale og religiøse identiteter så vigtige i folkeskolen? Og hvorfor ender især muslimske drenge i kategorien som skolens ballademagere? Disse spørgsmål besvarer bogen gennem en analyse af skoleinstitutionen og børns identitetsopbygning omkring fællesskaber og kulturelle former. Her bliver det tydeligt, hvordan den danske folkeskoles ideal om "det ordentlige menneske" bringer begreberne om køn, nationaliteter og religion ind i samspillet mellem børn og lærere på en måde, som ikke fremmer integration.

Historien om Danmarks og danskernes rolle i 2. verdenskrig er i disse år ved at blive skrevet om. En af de nye historikere er Kirsten Lylloff, som har skrevet ph.d.-afhandling om, hvad der skete med de 250.000 tyske flygtninge, som ankom til Danmark på fire måneder i 1945. Med fokus på de uledsagede tyske flygtningebørn dokumenterer hun her, hvorfor denne flygtningeinvasion må betegnes som den største danske humanitære katastrofe i nyere tid.Tyskerne var i en elendig forfatning, da de ankom; men danskerne var på det tidspunkt så hadefulde mod alt tysk, at man ikke så dem som mennesker i nød, men som fjender, og det blev regnet som 'unational optræden' at hjælpe dem. I 1945 døde i Danmark over 13.000 flygtninge, heraf 7.000 børn under 5 år.Denne afhandling beskæftiger sig med de ca. 10.000 uledsagede børn blandt flygtningene. Behandlingen af disse børn var hård og uden indføling fra den øverste politiske ledelse. Børnene blev totalt isoleret med pigtråd og bevæbnede vagter, og dermed hindredes den empati for børnene, som måske var opstået, hvis 'almindelige' danskere efter 1945 havde fået lejlighed til at se deres usle forhold.