Søgeresultater: 6

OMRIDS-trilogien gjorde Rachel Cusk verdenskendt som en blændende observatør og stilist. I denne bog vender hun blikket indad og beskriver sine oplevelser med at blive mor – på godt og ondt. I ET LIVSVÆRK følger vi forfatteren gennem sit første år som mor, fra de sidste måneder af graviditeten til datteren er et år gammel. Resultatet er en slags dagbog fra fronten; en usentimental, dramatisk og smerteligt ærlig fortælling om at sige farvel til søvn, personlig frihed og tid til at skrive, og om at få en lektion i ydmyghed, hårdt arbejde og afgrundsdyb kærlighed.

Moderskab er en fremadskridende beretning om, hvilke vilkår forskellige tiders samfund har skabt for kvinder og deres moderskab. Vi hører om den græske familie i antikken, om ammer, ægteskab og skilsmisse i romerriget, om børnedødelighed, uvidenhed og overtro i middelalderen. Og om heksejagt og jordemødre.

Veloplagt fortæller Suzanne Giese om 1700-tallets, og oplysningstidens, opfindelse af det nye begreb “moderkærlighed” og om det efterfølgende århundredes restriktive pigeopdragelse og uddannelse. Og endelig om hele 1900-tallet, hvor mødrene går hjemmefra og ud på arbejdsmarkedet. En omfattende og stofmættet rejse, hvis afslutning beretter om 70’ernes rødstrømpegeneration som mødre – og siden om den moderskabsdyrkelse der blomstrer op fra 1990’erne, hvor ønskebørn bliver statussymboler, og det igen bliver et ideal for unge kvinder at blive hjemme hos deres børn.

Ærlige tanker fra en af landets skarpeste skribenter. HOLDER DU LIGE ØJE MED MIT DIADEM? er en samling af Julia Lahmes allerbedste tekster.

HOLDER DU LIGE ØJE MED MIT DIADEM? handler om ligestilling og kønsroller og om, hvordan vi får vores hverdag til at gå op, helt nede blandt nullermænd, cykelhjelme, bleer, indkøbslister og kalenderplanlægning. Den handler om de krav, der stilles til en, der forventes at være voksen. Om de idealer, vi synes, vi skal leve op til – for hvis idealer er det egentlig? Er det vores egne? Vores veninders? Vores mænds? Julia skriver også om at holde op med at ryge. Og om en periode, hvor hun var så stresset, at hun blev diktator i sin elskede familie, fordi hun ikke havde overskud til at lade ting tage den tid, de tager.
 

Mere end hver tiende kvinde får ikke børn. For nogle er det forbundet med sorg, for andre er det ganske frivilligt. De har simpelthen bare ikke lyst. I "Er du ikke bange for at fortryde?" fortæller Sanne, Line, Rebecca, Kathrine, Jette, Pia, Brita og Nelle om deres ­oplevelser med at vælge et liv uden børn. Samtidig belyser en række eksperter emnet set fra deres stol.

Vuggestue, børnehave, SFO og klub. Sådan ser hverdagen ud for danske børn, fra de er under et år. Siden kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 1970’erne er børnene blevet institutionaliseret i en grad som ingen andre steder i verden. Det er en del af samfundskontrakten mellem borgere og stat for at opretholde den dyre velfærdsstat. Men det har en menneskelig pris. Mange børn og mødre lider under at blive adskilt fra hinanden så massivt og så tidligt. Måske lider hele samfundet under, at børn ikke får den omsorg, de har brug for. Det sætter Anne Kirstine Sørensen spot på i bogen Moderland. Med baggrund i egne oplevelser som mor til tre samt vinkler fra forskning, eksperter og den politiske debat udstiller hun de mange myter, der findes: At man da bare kan passe sine børn selv og leve af én indtægt i en børnefamilie. At pædagogisk faglighed er det vigtigste, og at børn har bedst af at komme i vuggestue. At man ikke bidrager til samfundet, når man passer sine egne børn, og at alle kvinder helst vil arbejde. Alt sammen myter, som den nuværende samfundsindretning bygger på.

Ifølge forfatteren Susanne Staun har medierne – bevidst eller ubevidst – i årevis misinformeret den offentlighed, de er sat i verden for at informere – fordi de kan, fordi de ikke kan lade være. De elsker en god historie, hellere god end sand. I Mediernes møgkællinger viser Susanne Staun, hvordan medievirkeligheden skabes med alle propagandaens virkemidler, så det ligner et karaktermord på et helt køn, eftersom medierne efterviseligt har haft held til at forme den offentlige bevidsthed ved konsekvent misinformation i tæt samarbejde med interesseorganisationer: Mødre er onde kvinder, der fremsætter falske anklager og bruger alle de væmmelige tricks med det formål at monopolisere deres børn og efterlade en hale af grædende fædre i deres kølvand. Men hverken statistikker eller den aktuelt bedste viden fra nationale og internationale forskere kan levere dokumentation for den virkelighed, medierne præsenterer.