Søgeresultater: 15

De udvalgte – på flugt for livet er to unge menneskers personlige beretning om deres tilværelse før, under og efter deres flugt til Danmark – fortalt til journalist og forfatter Lene Møller Jørgensen.

16-årige Anna fra Tjetjenien og 19-årige Mansour fra Afghanistan har begge oplevet at komme til Danmark med livet i hænderne. På flugt fra tortur, terror, krig og undertrykkelse i deres hjemlande. I krydsklip mellem de to unges beretninger, får vi et autentisk indblik i deres tanker og overvejelser omkring deres kamp for overlevelse – en kamp der sådan set ikke er slut, da de den dag i dag stadig kæmper med at forstå, hvad der skete, hvorfor det skulle ske for dem, og hvad der skal ske i fremtiden.

Det er årene fra besættelsens ophør til i dag, Mogens Fog skildrer i dette andet bind af sine erindringer, og få har vel været så aktiv og dybt engageret i såvel politik som universitetsforhold som netop han.

Det er derfor kun naturligt, at hans Efterskrift falder i flere afsnit, for hans bevægede liv har i højere grad end de flestes været inddelt i skiftende perioder.

Den første var knyttet til politik. Det er folketingsårene fra 45 til 50, hvor Fog sad som minister for særlige anliggender. Det er retsopgøret og øst-vest-konflikterne og optakten til den kolde krig, der bragte splittelse mellem de tidligere modstandskammerater, det er den bevægede polemik om »Fredens Tilhængere« og hans eget forhold til DKP, som han gør nøje rede for.

De senere år er viet universitetet og hans tid som rektor. Han lægger ikke skjul på vanskelighederne grundet den store tilgang og beskæftiger sig indgående med studenteroprøret og de demonstrationer og episoder, som dengang var et særsyn og som krævede den ro og det kølige overlæg, som vel kun han var i besiddelse af.

Det sidste kapitel er viet otiets år. Det er en klog mand, der ser tilbage på et begivenhedsrigt liv, og som nøgternt videregiver sine førstehåndsoplevelser til læseren.

Nu er det endelig sket. Frem med Othellolagkagen! Min mor er blevet førtidspensionist (…) Jeg lider, derfor er jeg. Der er identitet i lidelse, og det er der mange, der glemmer. I hvert fald er min mor glad for sin nye titel, og hun fortæller det til alle, som gider lytte:-)

Helt ude i hampen er Karina Pedersens personlige rapport fra den danske ghetto-underklasse – der, hvor alle har det til fælles, at de iflg. forfatteren skal bruge en erfaren slægtsforsker for at finde frem til et familiemedlem, der har haft et almindeligt lønarbejde.

Forfatteren skåner ingen, heller ikke sin egen dysfunktionelle familie. Hun skriver om brødrenes endeløse fiaskoer, den pillemisbrugende mor og den fraværende far. En fortælling, hvor det eneste mønster, der brydes, er underklassens evne til at synke dybere, end den burde, fordi de mennesker, vi møder, vælger at gøre sig afhængige af ydelser fra det offentlige, og kun ser sig selv som ofre for tilfældigheder. Skrevet så råt og så sjovt, at man ikke aner, om man skal græde eller grine.

Danmarks første kvindelige partiformand, vicestatsminister, generalsekretær og kommandør af 1. grad. Det er ikke fine titler, der har manglet i Mimi Jakobsens liv. Bag det imponerende CV gemmer der sig et varmt, karismatisk og resultatorienteret menneske med en usædvanlig politisk tæft, men også med en usvigelig manglende selvtillid, som hun har formået at skjule for offentligheden. Et menneske, der har oplevet store vendepunkter, både privat og karrieremæssigt. Mimi Jakobsen har med lige stor naturlighed færdedes på de bonede gulve og blandt folk, der kender til livets bagsider, og hun har først og fremmest søgt at holde fast i nogle grundlæggende værdier som ligefremhed og menneskekærlighed; også selvom det til tider har kostet dyrt. Her er hendes egen fortælling om det politiske liv bag kulisserne, om de mange op- og nedture både arbejdsmæssigt og privat, om hendes opvækst i Gladsaxe med en kendt far, og hvad den kom til at betyde livet igennem. Alt sammen i bedste Mimi-stil berettet med humor og selvironi, men også med den ærlighed, der gjorde hende kendt og beundret igennem flere årtier.

I Fædreland åbner sangeren Isam B for første gang for sin samlede familiefortælling, der begynder med farens liv i en bjerglandsby i efterkrigstidens Marokko, tager os igennem Europas fabrikker som papirløs arbejder og derfra videre til sommeren 1967, hvor en ung mand ankommer til Hovedbanegården i København for at søge arbejde.

Fædreland er fortællingen om denne gæstearbejders søn, en genert og indadvendt dreng, der var med til at skabe en af de mest populære rap-grupper i Danmarkshistorien fra 90´ernes Vestegn, hvis sange rakte langt ud over landets grænser med sange som Aicha. Det er en fortælling om fædre og sønner, om at finde sin plads i dobbeltheden og om at give dette forhold videre til sin egen søn.

En af Danmarks mest markante politiske profiler, Ritt Bjerregaard, skriver nu sine erindringer. De er ikke bare et underholdende og tankevækkende selvportræt, men også et billede af de seneste 70 års danmarkshistorie, som den store efterkrigsgeneration har oplevet den og set den gennem et socialdemokratisk temperament.

Da Kaare Scheuer Pedersen blev født i 1935, havde hans mor ønsket sig en pige. Derfor klædte og opdrog hun sin søn som en pige. Hun lod ham forstå, at lægerne snildt kunne opfylde hans drøm om at blive forvandlet til den pige, han var indeni, så snart han fyldte 18 år. Men sådan var virkeligheden ikke, og i næsten en hel menneskealder har Kaare Scheuer Pedersen levet i medgang og modgang med sit kvindelige alter ego.

Alter Ego er en modig, utrolig og horisontudvidende beretning om det livslange arbejde at komme overens med sin skæbne og sit køn.

Lonnie blev som lille pige gennem længere tid systematisk misbrugt seksuelt af sin far. Som det så ofte er, var hun flov over det, men på et tidspunkt tog hun mod til at fortælle om misbruget. Faren blev dømt og kom i fængsel, men hermed var Lonnies mareridt ikke ovre. De næste mange år røg hun ind i stofmisbrug, hun blev luder, rockertøs og ganske enkelt et rigtig dårligt liv. Men med imponerende viljestyrke valgte hun at rette op på sit liv, tage en uddannelse og sørge ordentlig for sine to døtre. "Pigen i spejlet" er en så hudløst ærlig og sine steder næsten så ubærlig en bog, at det ikke er til at fatte. Men samtidig er den så livsbekræftende, at man mere end én gang kniber en tåre.

Omkring ti procent af alle børn i Danmark oplever seksuelle krænkelser fra voksne eller andre børn.I denne håndbog kommer livseksperterne – dem, der har oplevet overgreb – selv til orde med deres oplevelser og anbefalinger. Livseksperternes råd suppleres af fageksperters vejledninger.

Den 13. er Maria Hirses fødselsdato - og datoen, hvor hun forsøgte at begå selvmord.

Hvert fjerde danske skolebarn har været udsat for mobning, og hvert femte danske barn eller ung under 16 år har på et tidspunkt overvejet at begå selvmord - især mange piger forsøger at begå selvmord på grund af lavt selvværd.

Maira Hirse har prøvet begge dele. Dette er hendes personlige historie om mobning og selvmordstanker. Men det er også en beretning om at komme ud på den anden side med styrke og livsmod.

I Den 13. fortæller Maria Hirse forhistorien til Æblekinder, hendes bog om anoreksiens helvede.

Maria Hirse, (1971), er forfatter, foredragsholder, psykoterapeut og studievært. Hun har tidligere bl.a. skrevet tre selvbiografiske bestsellers.

Se mor, jeg danser er en hyldest til livet. Det er også fortællingen om en ukuelig tro på, at man kan vælge sin egen vej på trods af en udfordrende barndom. Puk Elgård fortæller historien om at komme til verden som erstatningsbarn, om at kæmpe med angst og om den livsvigtige beslutning om at bryde tavsheden.

Da Puk Elgårds forældre mistede deres syvårige datter Pia var lægernes eneste råd: "Få et andet barn med det samme." Lige efter begravelsen blev Puk undfanget og kom til verden som det, hun selv kalder et erstatningsbarn. Selvom Puk kun var seks år, da hun opdagede sandheden om sin søster, forstod hun langsomt familiens tab og påtog sig opgaven med at forsøge at holde forældrene på fode. Men sorgen havde slået dybe revner i fundamentet. Opvæksten var præget af forældrenes store forbrug af alkohol og piller og af farens ludomani og morens skrøbelige psyke - og den tavshed, sorgen havde lagt over familien.

Puk Elgård har gennem hele sit liv været fast besluttet på at være en mønsterbryder. På en rejse til New Mexico får hun muligheden for at gennemgå nogle ældgamle og hemmelighedsfulde indianerritualer. Under trommedans og fuldmåne kommer minderne krybende frem, og pludselig er hun tættere på tragedien end nogensinde før.

Hvordan opdrager man sit barn, når man ikke har noget godt forbillede at kigge på fra sin egen barndom? Og hvordan gør man op med fortiden, hvis man ønsker et mere nært forhold til sine børn, end man har haft til sin egen far? Fædre er en universel fortælling om fædre og sønner, og den arv og de værdier, vi ønsker at give videre til vores børn – og til det større fællesskab. Bogen giver samtidig et indblik i den del af det stadig mere multietniske samfund, som er allermest privat og svært tilgængelig: forholdet til vores børn. Fortællingerne i bogen illustrerer forskellene i opdragelse mellem forskellige generationer og dermed også, hvilket fremtidens Danmark vi bevæger os hen imod. Fem markante fædre beretter i bogen om skilsmisser, arv, forbilleder, tilhørsforhold, død og udødeliggørelse i familien. Tilsammen tegner de et portræt af den første generation med etnisk minoritetsbaggrund, som for alvor er rundet af Danmark. Som nogle af de første journalister, skuespillere, foreningsledere og markante debattører med minoritetsbaggrund herhjemme har de på hver deres måde betrådt nye veje og været frontløbere i samfundet. På ærlig og modig vis deler de historien om deres fædres rolle og betydning for, hvordan livet har formet sig for dem på godt og ondt – og deres egen tvivl og ønsker angående deres egne børn, som vokser op med markant andre forudsætninger, end de selv gjorde.