Søgeresultater: 4

Historien skrives af sejrherren lyder et gammelt ord. Oftest med vægt på sejr. Det med -herren er jo underforstået! Men i DET BEGYNDTE MED JOMFRU SØRENSEN giver Lisbeth Smedegaard Andersen den traditionelle historieskrivning et vægtigt modspil, når hun lader slægtens kvinder vise, hvordan Danmark udviklede sig i 1800- og 1900-tallet. DET BEGYNDTE MED JOMFRU SØRENSEN trækker tråde. Tråde mellem mennesker, tråde gennem historien. I begyndelsen af 1800-tallet forlod Jomfru Sørensen sit barndomsland i marsken og blev gift med en glasmester på Holmegaard. Samtidigt levede Ane Marie Jespersdatter det meste af sit liv nordenfjords, hvor hun fik otte mere eller mindre uægte børn. I tidens fylde flettedes trådene sammen, og to familier blev til én. Slægtens kvinder og tidens kvinder - forfattere, kunstnere, meningsdannere - mødes i denne bog, så man får fortalt danmarkshistorie og kvindehistorie af både høj og lav. Ved hjælp af breve, debatter, litteratur og kunst fra hele perioden viser Lisbeth Smedegaard Andersen, hvad kvinder var gjort af, stod model til og kæmpede for gennem to århundreder. Det begynder med Jomfru Sørensen, og det ender med forfatterens egen mor, som gjorde næsten hele 1900-tallet med. En personlig, varm, smuk og indsigtsfuld historie om kvindeskæbner gennem 200 år.

Grønlænderinden er fortællingen om et langt liv i Grønland før og nu. Maria Meyer er en mønsterbryder, rundet af de nedarvede dyder i en traditionel fangerfamilie, som kommer til at bane vejen for de grønlandske kvinder. Men hendes egen vej frem har haft en pris. Maria fortæller åbent om de problemer og udfordringer, hun som ung grønlandsk kvinde stod over for, da hun skulle ud i verden og møde drømmene og fordommen. Gennem Marias personlige historie udfoldes et stykke grønlandshistorie om et fangersamfund af i går og et moderne selvstyre af i dag med en ny stor, international interesse for Grønlands rigdomme – noget Maria Meyer, i dag 80 år, også har en mening om.

Lillys danmarkshistorie tager afsæt i Pia Fris Laneths egen slægt; der indledes med oldemødrene Anna, Karen Marie og Johanne, alle født i 1870'erne, fortsættes over mormor Misse og farmor Gudrun til moderen Lilly, og bogens beretning ender i nutiden med Pia Fris Laneths egen tid og historie. Fokus er på kvinderne i Danmarkshistorien i almindelighed - og kvinderne i Laneths slægt i særdeleshed.

Midt i det gamle København ligger stiftelsen Krigsraad Mørks Minde forbeholdt ”Enker og ugifte Fruentimmer af den bedre Klasse, hvis Kaar i Forhold til deres Stilling ere ringe”. Den blev etableret i 1865, og blandt dens tidligste beboere var der fem ugifte søstre, døtre af den kendte maler og professor ved Kunstakademiet, Christoffer Wilhelm Eckersberg. I dag sælges hans billeder for millionbeløb, men da han døde under koleraepidemien i 1853, havde han og hans familie haft store, økonomiske problemer, og han efterlod sig kun sine værker, som der ikke havde været afsætning på de sidste år af hans liv. For at kunne klare et hverdagsliv, hvor det at overleve og undslippe fattiggården blev det primære, måtte døtrene, der da var i alderen 21-36 år, begynde en tiggergang i junglen af de filantropiske muligheder, som fandtes i datidens Danmark. 14 år senere faldt en appelsin imidlertid i deres turban, da de fik tilbud om en fribolig i stiftelsen, hvor de kom til at bo til deres død og efterhånden fik mere ro om deres økonomi. Angsten for fattigdomsspøgelset sad dog stadig i dem, ligesom den fik følgeskab af sorgen over sygdom og død i søstregruppen. Dette er således beretningen om fem guldalderkvinders liv, så vidt det har været muligt at finde oplysninger om dem. Faderens dagbøger har åbnet for deres barndom og ungdom, mens den næstældste og længstlevende søster, Hedevig, har givet et indblik i deres daglige tilværelse i slutningen af 1890´erne i korte notater. Eckersbergs fem døtre havde imidlertid også haft et liv mellem faderens død og deres eget endeligt i stiftelsen, og dokumenter fra offentlige instanser og private arkiver viser hvorledes, de klarede deres kamp for overlevelse i denne periode. Desuden er det lykkedes at identificere kilder, som viser, at de i god tid inden deres død blev enige om at testamentere deres malerier og tegninger, både fra faderens og morfaderen Jens Juels hånd, til Statens Museum for Kunst og andre institutioner. De stridigheder som udfoldede sig i den anledning, kunne de imidlertid ikke vide noget om, men de er skildret som afslutning på fortællingen om de fem frøkener Eckersberg.