Søgeresultater: 9

”Når jeg hører folk sige, at vi da har ligestilling i Danmark, og at der ikke er mere at tale om, får jeg altid lyst til at spørge: Hvilken dag eller bare sådan cirka i hvilket år var det, at vi kom i mål?”

Med sin personlige øjenvidneskildring af 1970’ernes kvindebevægelser giver forfatteren Vibeke Vasbo én lang forhistorie og hyldest til den kamp for ret til abort, ligeløn, antivold og minoritetsbeskyttelse, som vi måske først nu for alvor ser udfolde sig bredt i 2020’ernes retsligt skrøbelige demokratier.

Med sit helt særlige talent for at gøre fortiden levende, fortæller Pia Fris Laneth i 1915 historien om, hvordan kvinder og tyende blev borgere. Det er historien om, hvordan det danske folkestyre blev demokratisk, fra Enevældens afskaffelse i 1849 og frem til 1915 - 66 års hårdt arbejde for opnåelsen af retten til at uddanne sig, drive selvstændig virksomhed, organisere sig og deltage i politik samt juridisk ligestilling i ægteskabet. Rigt illustreret.

Valgt er andet, selvstændige bind af Ritt Bjerregaards erindringer, hvor hun tager os med bag kulisserne i dansk politik op gennem 70’erne og frem til begyndelsen af 90’ere. Bogen er et portræt af en af tidens mest populære og indflydelsesrige politikere, der havde sine meningers mod. Det bragte hende i modvind blandt politikerkolleger og i medierne. Vi møder den helt unge politiker, der bliver valgt til Folketinget i 1971 og kun to år senere bliver udnævnt til undervisningsminister af Anker Jørgensen. ”Ankers pinup” stod der dagen efter på Ekstra Bladets spiseseddel – og det var sigende for tiden. Kvinder måtte kæmpe en hård kamp for at blive taget alvorligt. I bogen fortæller Ritt Bjerregaard om arbejdet i Folketinget, om de vigtigste sager – fx kampen om RUC, der dengang var et yderst kontroversielt eksperiment, om Ritz-sagen, der endte med en ministerfyring, om en ny folkeskolereform, om de berømte fodnoter, om arbejdet som minister og gruppeformand og meget mere. Vi får også på tætteste hold en beskrivelse af Anker som politiker, af kaffeklubberne og strikkeklubben, af venner og fjender – og ikke mindst historien om partifællen og vennen Inge Fischer Møller, der blev frosset ud af partiets ledelse, hvilket fik katastrofale følger. Bogen slutter med Ritts historie om den berømte lejlighed på Vesterbrogade, der blev afgørende for hendes position i partiet, og for hendes forhold til Svend Auken og dermed optakten til det dramatiske formandsopgør mellem Auken og Poul Nyrup Rasmussen. Bogen rummer desuden passager om Ritts liv i dag, hvor kræften er tæt inde på livet. Undervejs i fortællingen kommenterer hun den aktuelle udvikling i Danmark. Også Socialdemokratiet får ord med på vejen. Det parti, som Ritt har brændt for, og som har været udgangspunkt for hendes mangeårige politiske arbejde, og som hun fortsat er medlem af.

Tredje bind af Ritt Bjerregaards erindringer er en beretning om bureaukrati, magt og alliancer, men også med personlige overvejelser om livet som politiker.
Udenfor begynder med formandsopgøret i Socialdemokratiet, hvor Poul Nyrup Rasmussen tog over efter Svend Auken. Med skiftet ændredes også Ritt Bjerregaards position i partiet, og da Nyrup dannede regering efter ti år i opposition, måtte hun konstatere, at hun trods et højt personligt stemmetal ikke kom med på ministerholdet.
I stedet blev hun udpeget som EU-kommissær, og fortællingen om de knap fem år i Bruxelles fra 1994 til 1999 er en øjenåbnende og aktuel insider-beretning om bureaukrati, magt og alliancer – og om vigtigheden af at værne om det fællesskab, der giver lille Danmark muligheder i en stor og kompleks verden. Vi hører selvfølgelig også om forløbet omkring Kommissærens dagbog, der endnu en gang bragte hende i modvind. Men først og fremmest handler det om kampen for miljøet – et område, hun havde været optaget af gennem 1980’erne, og som hun kom til at arbejde videre med som fødevareminister, da hun vendte tilbage. Hvorfor blev jeg aldrig statsminister? lyder det provokerende spørgsmål, Ritt stiller sig selv, og svaret rummer selvindsigt og refleksioner over magtens væsen og kvinders stilling i politik.
Ritt slutter sin fortælling med tanker om det at blive gammel – om at holde af sin 78-årige krop, som den ser ud, og om have det godt, selvom man er syg.

Ovenpå er fjerde og sidste bind i Ritt Bjerregaards anmelderroste erindringer.

En af Danmarks mest markante politiske profiler, Ritt Bjerregaard, skriver nu sine erindringer. De er ikke bare et underholdende og tankevækkende selvportræt, men også et billede af de seneste 70 års danmarkshistorie, som den store efterkrigsgeneration har oplevet den og set den gennem et socialdemokratisk temperament.

Zarifa Ghafari er dissident, kvindesagsforekæmper og tidligere borgmester i en provinshovedstad nær Kabul. I denne bog fortæller hun om det afghanske folks kamp gennem fire årtier med undertrykkelse, fra Sovjet til Taleban. Zarifa Ghafari voksede op i Afghanistan i tiden efter 11. september 2001. Som pige oplevede hun sit hjemlands spinkle drøm om kvinderettigheder og demokrati blive holdt i live af vestlige soldater og milliarder af dollars. Hun kom i skole, og hun og elskede det. Men snart var Taleban og terroren tilbage. Efter flere traumatiserende oplevelser og med skader på krop og sjæl afsluttede Zarifa sin skolegang i Indien, inden hun som ung, veluddannet kvinde vendte tilbage til Afghanistan og blev udnævnt til borgmester i Maidan Shahr i provinsen Wardak vest for Kabul. I den rolle kæmpede hun indædt mod korruptionen i Afghanistan, indtil mordet på hendes far tvang hende til at rykke ind i forsvarsministeriet i Kabul af hensyn til familiens sikkerhed. Kort efter tog Taleban magten og tvang Zarifa på flugt, da kaos opslugte landet efter tilbagetrækningen af de sidste amerikanske tropper i sommeren 2021. I dag fortsætter Zarifa kampen mod den brutale undertrykkelse af afghanske kvinder fra Tyskland. ZARIFA er en inspirerende kvindes livshistorie, ligefremt og lidenskabeligt fortalt. Zarifa Ghafari giver et nuanceret portræt af sit smukke land og det rædselsvækkende og ødelæggende mørke, Taleban gennem årtier har spredt over Afghanistan.

Da MONA ELTAHAWY skrev artiklen ”Why Do They Hate Us?” om kvindehadet som grundlæggende problem i den arabiske verden, skabte det voldsom international debat. I JOMFRUHINDER OG HIJAB går Eltahawy et skridt videre. Hun viser, hvordan kvinder i den arabiske verden i kølvandet på det arabiske forår har haft to revolutioner, de skulle udkæmpe – én sammen med mændene mod de undertrykkende regimer, og en anden mod hele det politiske, økonomiske og sociale system, der i lande som Yemen, Saudi-Arabien, Egypten, Libyen og Tunesien behandler kvinder som andenrangsborgere. Eltahawy har rejst i Mellemøsten og Nordafrika og har hørt kvindernes historier. Hendes bog er en bøn om oprør på deres vegne – en opfordring til at konfrontere den giftige sammenblanding af kultur og religion, som kun få tør blande sig i.