Søgeresultater: 7

Fra Borgens midte, fra rød til blå og hele vejen til Bruxelles er næsten alle enige om Danmarks fremtid. Også selv om de ved, det ender galt. Over halvdelen af befolkningen lever i dag af velfærdsstaten. Enten er de medarbejdere, eller også modtager de en offentlig ydelse. Og i velfærdsstaten er det aldrig godt nok. For efter hver kur kommer en ny lidelse i de utilpasses rige. Men sandheden er – argumenterer Henrik Dahl – at velfærdsideologien producerer ulighed og ufrihed til det danske folk. Vi er kommet til at leve i en lukningstruet klientstat med tre klasser: en underklasse af mennesker på passiv forsørgelse, stadigt fattigere i ånden og koblet af fællesskabet; en svindende klasse af privatansatte, der holder forretningen Danmark i gang; og en voksende og vellønnet klasse af vogtere over velfærdsstaten, hvis fremmeste mission er at fastholde os i overbevisningen om, at livet ikke kan lade sig gøre uden mere … velfærd. HENRIK DAHL har skrevet en kort, karsk og kritisk debatbog om det, som (næsten) ingen danske politikere tør diskutere. Allermindst dem, der drømmer om en plads ved voksenbordet.

I 2011 skrev Ove K. Pedersen Konkurrencestaten, hvori han beskrev, hvordan betingelserne for velfærden har forandret sig. Fra at løfte arbejderklassens levestandard skal velfærdsstaten nu i højere grad optimere alle borgere, så Danmark kan begå sig i den internationale konkurrence. Siden er konkurrencestaten blevet samlebetegnelse for nedskæringer, effektiviseringer og stressede borgere som fodsoldater i vækstens tjeneste, mens Ove K. Pedersens bog er blevet heftigt diskuteret. Nu svarer Ove K. Pedersen igen. I Reaktionens tid – konkurrencestaten mellem reform og reaktion forklarer han, hvorfor konkurrencestaten er en videreudvikling af og ikke en modsætning til velfærdsstaten. Han redegør både for konkurrencestatens opståen og for den værdi- og idékrise, som den har ført med sig. Løser vi ikke den krise, kan vi tabe trygheden og velstanden på gulvet, siger han.

Vi sejler op ad åen og sikke'n fest. Vi danskere er alle i samme båd; få har for meget og færre for lidt, og alle har ret til en fed velfærd. Det er næsten for godt til at være sandt, og det er det også. For glansbilledet af den danske velfærdsstat krakelerer, når Carsten Jensen, skattebetalt velfærdsekspert ved Aarhus Universitet, sætter den under lup: Vi elsker godt nok velfærd og åbner gerne pengepungen for at få endnu mere. Men netop kun af den velfærd, vi selv bruger. Alle dem, der ikke abonnerer på villa, Volvo og vovhund, kan sejle deres egen sø.

Konkurrencestaten Danmark giver en letlæst og overskuelig introduktion til emnet. Bogen henvender sig til den nysgerrige og politisk interesserede læser uden særlige forudsætninger, der ønsker at skabe sig et hurtigt overblik over et af vor tids mest omdiskuterede og udskældte begreber.

Politiske ambitioner og ledelse er afløst af teknokratisk styring af samfundsøkonomien, og bureaukratiske ledelseslag truer med at kvæle den faglige innovation og udvikling i sundhedssektoren og snart også resten af den offentlige sektor. Ralf Hemmingsen fortæller om sine erfaringer med den velfærdsstat, der nu er truet på sin eksistens - fra sin barndom i Brønshøj over lægestudiet og medicinsk forskning til højtplacerede lederstillinger på Bispebjerg Hospital og Københavns Universitet.

Statsministerens Løkkeland er en opdateret udgave af Løkkeland fra 2006, der spænder fra det fri sygehusvalg over velfærds- og uddannelsespolitikken til Lars Løkke Rasmussens eget bud på livets egentlige værdier.

I 1930’erne var Danmark blandt de fem rigeste lande i verden. I dag er de rigeste lande op mod 40 procent mere velstående end os. I Velfærd i det 21. århundrede viser Martin Ågerup, hvordan velfærdsstatens insidere sidder på flæsket og beskytter særinteresser på bekostning af almenvellet. Danmark sander til i regulering og bureaukrati, som blokerer for nytænkning. Værst ser det ud i den offentlige sektor, som er gjort til en iværksætterfri zone uden ret meget innovation, hvor både institutioner og borgere fratages ansvar og dermed også frihed. Martin Ågerup tegner en skitse til et nyt nationalt kompromis, hvor detailregulering og central planlægning af velfærdsstatens institutioner erstattes af øget konkurrence og mere valgfrihed for borgerne. De borgerlige skal acceptere større omfordeling via skatterne, mens socialdemokraterne til gengæld skal acceptere delvis egenbetaling for velfærdsydelser. Den samlede omfordeling forbliver uændret, men både velfærdsstatens institutioner og borgerne vinder øget frihed og ansvar.