Søgeresultater: 17

Professor i historie, Claus Bryld, fortæller om den socialdemokratiske bevægelses tidligste år fra midten af 1880‘erne og frem til midten af første verdenskrig. Bogen undersøger bevægelsens selvforståelse og dens syn på det samfund, den havde til formål at ændre. Claus Bryld belyser en spændende brydningstid i den danske politiske historie, som har fået stor betydning helt frem til i dag. Claus Bryld (f. 1940) er en dansk forfatter og professor i historie. I 1961 var Claus Bryld med til at stifte SF‘s studenterorganisation, Socialistiske Studenter, og han har i det hele taget været meget aktiv på den politiske venstrefløj samt i Atomkampagnen i starten af 1960‘erne. Claus Bryld har udgivet en lang række bøger om historie.

POUL SCHLÜTER, den længstsiddende danske statsminister siden 2. verdenskrig og Det konservative Folkepartis største parlamentariker, gør status over sine 75 år som konservativ.

Han fortæller om succeser og fiaskoer. Hvad var det, han gjorde, når det virkelig gik godt? Og når det gik galt? Hvad er det for en konservatisme, han identificerer sig med – og gerne ser, at Det konservative Folkeparti udfolder i dansk politik i fremtiden? Og hvad vil han gerne huskes for? På vej mod de 90 år er Schlüter stadig skarp som i sine velmagtsdage, uanset om det gælder Socialdemokratiet i opposition i 1980’erne, forholdet til Venstres ledere, Tamilsagen eller – aktuelt – Brexit, regeringens mange spindoktorer og sin ottende efterfølger som konservativ partileder, Søren Pape Poulsen.

Der er ikke før skrevet om de danske sysselledere i Danmarks National Socialistiske Arbejder-Parti, DNSAP, i et samlet værk. Bogen giver også et sammenhængende indblik i partiorganisationen DNSAP og disse personers fællesmøde i historien. Hvordan var hverdagen for dem før, under og efter 2. verdenskrig? Hvem var de, og hvad fik disse mænd til at gå ind i DNSAP? Var de politiske idealister, opportunister eller blot aktører, der spillede den rolle, der var dem tildelt af situationen og de begivenheder, hele Europa, ja, hele verden, var kastet ud i. Det er det, denne bog vil forsøge at give et svar på ved hjælp af en omfattende gennemgang af ellers utilgængeligt arkivmateriale. I dette bind fortælles om de 42 sysselledere i Jylland og på Fyn. I bind 2 følger de sidste 33 fra Sjælland og Bornholm. Uddrag af bogen Syssellederens hovedopgave blev indgående beskrevet i DNSAP’s Organisationsplan fra 1936: ”… han har det fulde ansvar overfor partiføreren for organisationens ydre og indre trivsel indenfor sysselet. Han træffer den politiske afgørelse efter partiets program i alle spørgsmål, hvis rækkevidde ikke overskrider sysselets grænser … Syssellederen skal hver måned give partiføreren en indberetning om arbejdet indenfor syslet.” Han skulle også holder stabslederen for partiorganisationen (Th. Larsen) og landslederen for partiorganisationen (Philip Hoffmann-Madsen) underrettet om sit arbejde. Det er muligt, at det er blevet overholdt, men ikke alle rapporter findes i dag i arkiverne. I forbindelse med den første udnævnelse i januar 1936 skrev Frits Clausen på samme tid i DNSAP’s Månedsbreve, at de udpegede sysselledere kun skulle sidde på posten til udgangen af 1936. Men udskiftningerne kom helt af sig selv. Det skulle snart vise sig, at Clausen ingen grund havde til at bekymre sig om, at en sysselleder skulle blive gammel på sin post. Nogle sysler havde flere magtkampe end andre. Fyn og Storkøbenhavns syssel var helt klart i toppen, når det gælder magtkampe og udskiftninger. I alt nåede 75 personer igennem perioden fra 1936 til 1945 at kunne kalde sig sysselleder. Om forfatteren Henrik Asferg (f. 1967) er uddannet cand.mag. i historie og informationsforvaltning i 2018.

SJÆLDENT HAR SOCIALDEMOKRATER næret så store håb til deres formand, som de gør til Mette Frederiksen. Hun er partiformand, statsminister, arbejderklasse i fjerde generation, personificeringen af den socialdemokratiske sjæl og taler lige ind i partifællernes hjerter. Men hvem er kvinden, der er Danmarks yngste statsminister – og har hun det, der skal til? METTE F. er historien om en socialdemokratisk bevægelse i forandring og indre konflikt. Og det er historien om en ung kvinde, der vokser op, mens Danmark bliver et andet. Fra Aalborg SØ til Slotsholmen, fra sluthalvfjerdserne med Anker Jørgensen og til tiden med Helle Thorning-Schmidt. Findes der overhovedet i dag et Socialdemokratiet classic? Bogen beskriver Mette Frederiksens personlige og politiske op- og nedture. Morens død, datteren, der kom på privatskole, kampen med embedsværket og forholdet til partifællerne. Og den spørger, hvad der blev af oprøret – kampen for ligestilling, for et multikulturelt Danmark? I dag er de kompromisløse røde slagord skiftet ud med velforberedte taler. Kan man flytte sig så langt og stadig bevare troværdigheden? Bogen er en opdateret udgave af biografien af samme navn fra 2016.

På 25 år er Enhedslisten gået fra at kæmpe med spærregrænsen til at blive det største parti på venstrefløjen. Hvordan lykkedes denne revolution af det revolutionære parti? Hvordan blev så mange små venstrefløjlsfraktioner samlet til et parti, der skaber resultater og har folkelig opbakning? ‘Det hærdede stål’ går bag kulisserne og de røde paroler og graver dybt i Enhedslistens dramatiske historie. Via samtaler med hovedpersoner, adgang til partiets arkiv samt hemmelige papirer, følger vi udviklingen fra den spæde start i 1994, hvor liste Ø første gang kom i Folketinget, til et moderne indflydelsesrigt parti i 2019. Vi kommer tæt på de store personopgør, og de svære dilemmaer, når principper står i vejen for praktisk politik og kampen for at give venstrefløjen indflydelse.

Tredje bind af Ritt Bjerregaards erindringer er en beretning om bureaukrati, magt og alliancer, men også med personlige overvejelser om livet som politiker.
Udenfor begynder med formandsopgøret i Socialdemokratiet, hvor Poul Nyrup Rasmussen tog over efter Svend Auken. Med skiftet ændredes også Ritt Bjerregaards position i partiet, og da Nyrup dannede regering efter ti år i opposition, måtte hun konstatere, at hun trods et højt personligt stemmetal ikke kom med på ministerholdet.
I stedet blev hun udpeget som EU-kommissær, og fortællingen om de knap fem år i Bruxelles fra 1994 til 1999 er en øjenåbnende og aktuel insider-beretning om bureaukrati, magt og alliancer – og om vigtigheden af at værne om det fællesskab, der giver lille Danmark muligheder i en stor og kompleks verden. Vi hører selvfølgelig også om forløbet omkring Kommissærens dagbog, der endnu en gang bragte hende i modvind. Men først og fremmest handler det om kampen for miljøet – et område, hun havde været optaget af gennem 1980’erne, og som hun kom til at arbejde videre med som fødevareminister, da hun vendte tilbage. Hvorfor blev jeg aldrig statsminister? lyder det provokerende spørgsmål, Ritt stiller sig selv, og svaret rummer selvindsigt og refleksioner over magtens væsen og kvinders stilling i politik.
Ritt slutter sin fortælling med tanker om det at blive gammel – om at holde af sin 78-årige krop, som den ser ud, og om have det godt, selvom man er syg.

11. april 1992 fik Socialdemokratiet ny formand. Ordene i højtaleranlægget var ikke til at tage fejl af: 187 stemmer til den siddende – og 359 til hans udfordrer. Resultatet af det første kampvalg nogensinde om formandsposten i Socialdemokratiet var en kendsgerning.

Svend Aukens evner som forhandler var uomtvistelige. Det samme var hans evner som stemmesluger. Men som formand for Socialdemokratiet havde han to store problemer: Han havde de forkerte meninger og de forkerte venner. Det havde hans næstformand, Poul Nyrup Rasmussen, ikke. Han havde tværtimod de rigtige meninger og de rigtige venner – og i yderste øjeblik ikke mindst Mogens Lykketoft som strateg. Der var mange grunde til, at de delegerede i Vejlehallen stemte, som de gjorde. Blandt Aukens støtter talte man om karaktermord og manglende sammenhold, men Auken selv vidste bedre. 11. april 1992 var en skæbnesvanger dato for alle i Socialdemokratiet. Lasse Ellegaard (f. 1944) er journalist og forfatter. Siden 1965 har han arbejdet på aviser, radio og tv – blandt andet som chefredaktør på Information og korrespondent i Mellemøsten. Han har modtaget flere journalistiske priser og skrevet en række bøger om politik, musik og elitesport.

Gennem fem generationer har Mette Frederiksens familie været socialdemokrater, og hun kan følge partiets historie fra strejker og arbejdskampe til de store folkelige og politiske gennembrud gennem sin egen families historie. Socialdemokratiet er hendes dna.

Men det er også fortællingen om Mette Frederiksens rolle i Socialdemokratiet. Hvordan hun som 27-årig blev opfordret af Mogens Lykketoft til at efterfølge ham som formand efter valget i 2005 – og sagde nej. Om at stå klar med ministerliste og regeringsprogram i 2014, da alle troede, at Helle Thorning-Schmidt ville få en toppost i EU. At blive valgt i 2015 uden modkandidater som den oplagte efterfølger. I bogen fortæller hun for første gang om de erfaringer hun høstede fra regeringssamarbejdet S/SF/R i perioden 2011-2015.

Endelig er det historien om en socialdemokratisk partiformand, der er konfronteret med sværere udfordringer end forgængerne i en tid, hvor globalisering, teknologi, indvandring og ulighed får vælgere til at flygte fra de gamle partier og flokkes om nye bevægelser.

Et portræt af den franske højrefløjspolitiker Jean-Marie Le Pen og partiet Front National, som han grundlagde og ledede fra 1972-2011. Under sin tid som partileder var hans mærkesag at skabe et Frankrig helt uden immigranter. I dag fører datteren Marine Le Pen an, hvor faren slap, som leder af Front National. Lally Hoffmann er både cand.mag. i fransk og russisk fra Københavns Universitet, hvor hun freelancede for DR, Politiken, Information og Weekendavisen. Udover dette har hun en Master of Arts in Broadcasting, som hun tog på San Francisco State University. Efterfølgende fik hun arbejde på DR som rapporter i Frankrig, før hun gik over til TV2, hvor hun nu er korrespondent i Paris. Hun har skrevet seks bøger hvoraf fire omhandler Frankrig.

Efter Svend Auken kom i Folketinget i 1971, var han en central figur i dansk politik. Først som minister i Anker Jørgensens regeringer, siden som partiformand og offer for det socialdemokratiske formandsopgør i 1992 og som magtfuld miljøminister i Nyrup-regeringen. I 2008 fortalte Auken, at han led af kræft, og han døde i august 2009.

I Dét, Svend mener, er udfolder Svend Auken over for Hans Mortensen denne vision og giver sit bud på Socialdemokratiets historiske rolle, partiets grundlæggende idé og dets fremtid. Derudover fortæller han om sit eget livssyn – herunder den kristne tro, der har præget hele hans liv. Og om sin politiske rejse fra barn af borgerlige modstandsfolk over en tid som socialdemokratisk EU-modstander til overbevist internationalist og europæer. Han taler endvidere om prisen for politik – om skuffelser, nederlag og håbet om nye sejre.

Hans Mortensen (1958) er politisk reporter på Weekendavisen. Han skrev i 2005 bogen De fantastiske fire om Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen. Dét, Svend mener, er udkom oprindeligt 2009.

Som landets øverste i rangordenen næst efter dronningen sad i perioden 2003-2007 en bondemand fra Himmerland. Folketingets medlemmer måtte vænne sig til, at deres formand sagde "a", når andre sagde "jeg", og at Christian Mejdahl havde en tolk ved sin side, når han modtog udenlandske gæster. Det nu forhenværende folketingsmedlem taler nemlig hverken engelsk, tysk eller fransk. Til gengæld har Christian Mejdahl så mange andre fortrin, der har været med til at gøre ham til en respekteret formand. Han er venlig og retlinet og styrede Folketinget på en klog og myndig måde.



Bogens forfatter, Jette Hvidtfeldt, fortæller – med formandens tilladelse – om et menneske, som repræsenterer alle de bedste gamle danske værdier som ærlighed, hjælpsomhed og beskedenhed tilsat flid og jysk lune. Men man skal ikke tage fejl og tro, at han er naiv og uvidende. Han ved i høj grad, hvad han har med at gøre, og han har en autoritet, som udspringer af hans evne til hurtigt at sætte sig ind i komplicerede sager, analysere dem og nå ind til det væsentlige. Christian Mejdahl har aldrig gjort oprør mod de kristne normer, han er vokset op med i sit indremissionske barndomshjem. Tværtimod sætter han al sin lid til den Herre, som for ham er højest af alle, og som får mere end en tanke morgen og aften ved bordet. Bogen kommer tæt på personen og politikeren Christian Mejdahl. Jette Hvidtfeldt er en dansk forfatter. Hun har skrevet flere biografier om danske toppolitikere.

Carl Holst var hårdt ramt. I mange måneder var han en fast del af alle danske mediers politiske dækning. Den ene kritiske anklage mod den nye forsvarsminister og tidligere formand for Region Syddanmark afløste den anden. Efter 93 dage måtte han gå af som minister og kort efter tage orlov fra Folketinget. Det var i efteråret 2015. Carl Holst blev efterforsket af politiet, undersøgt af Statsforvaltningen, kulegravet af medierne, og en advokatundersøgelse var sat til at vende hver en sten. Først næsten to år senere blev han renset - frifundet for alle anklager. CARL er Carl Holsts egen beretning om, hvad der skete, da han blev kastet ud i sit livs nedtur, mistede en del af troen på retssamfundet, det politiske system og ikke mindst den frie presse. CARL er også en detaljerig fortælling om et kammeratskab siden ungdommen med Lars Løkke Rasmussen og om den krise, Venstre havnede i, da partifæller i foråret 2014 forsøgte at begå et "kongemord" - en krise, der fem år efter stadig præger Venstre. CARL er historien om højskolebarnet fra Rødding, der altid gik med bare tæer, fulgte i sin fars fodspor, blev lærer, politiker og endte som glad grundtvigianer og "konge af Sønderjylland" efter et biluheld, der nær havde kostet ham livet. Citater fra CARL "Jeg er både bekymret og bange og befinder mig vel i noget, der bedst kan betegnes som en slags 'undtagelsestilstand'. For første gang i mit liv føler jeg, at jeg har tabt kontrollen med mit liv og har svært ved at se lyset". "Jeg forsøgte uden held at ringe til Lars Løkke et par gange, men han ringede ikke tilbage. Og jeg tror ikke, at det var et udtryk for, at han ikke havde mit telefonnummer. Der har i hvert fald været andre tidspunkter i vores indbyrdes relation, hvor han ikke har haft problemer med at huske det". "Jeg kunne med det samme se, at der var tale om alvorlige anklager, men også, at rapporten var fuld af fejl og falske påstande (...) Ting, som jeg slet ikke kunne genkende, og andet, der bare var helt hen i vejret". "Vi kan i Venstre ikke skyde skylden på medierne, for det, der blev sagt og skrevet om motiver og bevæggrunde, var vand ved siden af, hvad vi sagde til hinanden på tomandshånd (...) På den måde er vi i Venstre blevet en dysfunktionel familie, som lever på traumerne af det svigt, der ligger i utroskab"