Din teenager øver sig. Og rent faktisk øver han sig med et mod, som er ufatteligt stort. Han har begivet sig ud på en rejse over et ukendt hav – i en båd han ingen erfaring har i at styre, og som skifter form og indhold efter de indre kræfters rasen. Hans kurs og adfærd bliver kontinuerligt påvirket af faktorer han ikke kan forudse, og endnu mindre kontrollere. Han har intet søkort, intet kompas – ikke engang en sekstant – til sin rådighed. Alle dine tilbud om hjælp afviser han – fordi det er han nødt til. Kun hvis han for alvor kuldsejler, vil han acceptere din lods-hjælp.
Det eneste fællesskab din teenager ubetinget accepterer, er det som kommer fra andre teenagere. Ligesindede. Væsener som forstår og genkender og selv befinder sig midt i kampen. Teenagere i flok udgør en ganske særlig form for selvhjælpsgruppe. Her drøfter de livsvilkår og uretfærdigheder, lægger vidunderlige planer med succesgaranti, og diskuterer de konkrete og fiktive begrænsninger samfundet – og måske i særdeleshed forældrene – skaber for dem. De planlægger revolutioner, beundrer hinandens storhed, muntrer op, støtter og tager i det hele taget opgaven som verdens kommende herskere meget alvorligt. Og der skal ikke smiles! De er faktisk fucking fantastiske. Storslåede, ubesejrede, tillidsfulde, stærke, kreative og endnu ubegrænsede af livets genvordige realiteter.
De har lagt barndommens afhængighed bag sig, og har endnu ikke stiftet bekendtskab med voksenlivets slidsomme krav og forpligtelser. Fra dem kommer de store tanker, og vi kunne vinde meget ved at lytte, uden at kile fornuft, forhindringer og begrænsninger ind imellem os selv og vores teenageres farverige verdenssyn.
