Søgeresultater: 44

"19. april
Får ordnet det med lægeattesten og aflysning af turen til Andalusien. Er begyndt at skrive om mine ture til Lee. Tror, det hjælper mig.
Ringer til Emmy. Hendes stemme er svag og opgivende. Hun er så træt ... har været i bad. Ønsker held med i morgen, hvor hun skal til scanning. Hun skal alene af sted, liggende transport. Får senere at vide, at hun har ligget og ventet i fire timer, inden hun blev kørt hjem.
Det er hårdt for hende!"

Under sin søsters svære kræftforløb begyndte forfatter Lise Andersen at føre dagbog over sine oplevelser og følelser. Først var det kun for at hjælpe sig selv med at klare det, men senere forstod hun, at dagbogen også ville kunne hjælpe andre, der var pårørende til en dødeligt syg person. Hun fortæller ærligt og med stor kærlighed om de svære følelser, der trænger sig på, når man ser en af sine nærmeste gennemleve et frygteligt sygdomsforløb. Den danske forfatter Lise Andersen (f. 1945) har arbejdet som sundhedsplejerske i over 30 år og fik sin litterære debut i 1991 med digtsamlingen "Solpletter". Samme år udgav hun desuden digtsamlingen "Over snegrænsen", og herefter har Andersen bevæget sin inden for adskillige litterære genrer og har både udgivet romaner, noveller, børnebøger, ungdomsbøger og fagbøger – blandt andet om sundhedsplejerskefaget.

Efter et barskt og længerevarende sygdomsforløb dør Joys datter Signe af en hjernetumor, som det viste sig, hun havde levet med siden teenageårene, og som i årenes løb havde været årsag til de personlighedsforstyrrelser, der førte til selvmordstanker og flere nytteløse indlæggelser på psykiatrisk hospital. Først da Signe bliver fundet bevidstløs i sin lejlighed, og en læge ved indlæggelsen observerer nogle mistænkelige trækninger i hendes ene ben, bliver hun scannet. Den scanning forandrer fuldstændig livet for Signe og familien og fører til to operationer med tre års mellemrum og mange behandlinger. Fortællingen beskriver de udfordringer, man støder på i det danske sygehus- og social- og sundhedsvæsen, når alvorlig sygdom bliver et livsvilkår, og om omkostningerne for den nære families relationer. Men også om dejlige stunder med optimisme, glæde og gode oplevelser, som da Signe møder den mand, hun bliver gift med, en måned før hun dør. Signes egne dagbogsnotater fra tiden før den rigtige diagnose og under hele sygeforløbet er anvendt i fortællingen. Bogen er en mors beretning om kampen mod tumoren, om håb og kærlighed, om dejlige stunder med glæde og optimisme. Og den store sorg det er at miste et barn

Rikke er i starten af 40erne, enlig mor til en lille datter og lever et travlt liv som direktør for et stort tv-produktionsselskab. Hendes liv bliver fra den ene dag til den anden vendt på hovedet, da hun opdager en knude i sit ene bryst. Hun indser hurtigt, at hun ikke kan klare det alene og samler en gruppe kvinder omkring sig, som bliver hendes faste støtter gennem hele forløbet. Helt konkret, med vagtplaner og skiftehold, sørger Rikkes cancer-klan for, at hun og hendes datter ikke på noget tidspunkt står alene med noget -det være sig operationer, flytning, kemoterapi og sommerferie. Sammen er vi stærkere, lærer de, og Rikkes læger og sygeplejersker er både meget positive overfor og interesserede i den tilgang til situationen. Det er usædvanligt, at kræftpatienter har så stærkt og etableret et netværk omkring sig, og i deres erfaring giver det gode resultater ikke at stå alene med det.

Med Rikkes nu veloverståede sygdomsforløb som den røde tråd, giver bogen her de gode erfaringer videre. Det handler om livskraft, om sammenhold og om at være fast besluttet på at overleve. Med konkrete råd og interviews med fagpersoner og cancer-klanen sammen med Rikkes egen historie giver bogen et sjældent ærligt indblik i hvordan man kan komme igennem sit liv, når man er ramt af en livstruende sygdom.

En dybt bevægende erindringsbog af en ung neurokirurg, som står ansigt til ansigt med en terminal kræftdiagnose og prøver at finde svar på spørgsmålet: Hvad gør livet værd at leve, når døden pludselig banker på? Paul Kalanithi var 36 år og på nippet til at afslutte ti års uddannelse som neurokirurg, da han fik konstateret lungecancer i stadie 4. Den ene dag var han en læge, der behandlede de døende, den næste var han en patient, der kæmpede for sit liv. Paul Kalanithi døde i marts 2015, mens han skrev på denne bog. Hans efterladte hustru har skrevet bogens efterskrift.

Den 7. maj 2007 klokken 22.15 døde Judith Marlis elskede mand, Kjell. Forud for Kjells død var gået to år med et umenneskeligt hårdt sygdomsforløb, der begyndte, da Kjell fik konstateret kræft i mandlerne. Trods strålebehandling og lægernes efterfølgende gentagne forsikringer om, at kræften var helbredt, fik Kjell det dårligere og dårligere. Desværre var der næsten ingen i det offentlige sundhedsvæsen, der tog Kjells stadig tiltagende smerter alvorligt. Ret hurtigt besluttede Judith, hun ville føre dagbog over Kjells sygdomsforløb, så ikke alle de mange svigt skulle gå i glemmebogen. Dette er Judiths dagbog. Den kan ikke skaffe Kjell tilbage til sin familie, men forhåbentlig kan den hjælpe andre i lignende ulykkelige situationer til at råbe op i tide og ikke altid stole blindt på lægernes ord. Kjell blev 63 år.

"I morges græd vi sammen på badeværelset. Jeg i frustration og angst over alt det, som har ramt os, og som gør mig så afmægtig. Hvem kan forestille sig, hvordan det er på få timer at opleve en af sine kære blive forvandlet fra at være et menneske som alle andre til pludselig at fremstå som et hjælpeløst individ? For ikke at tale om det chok det er, pludselig at mærke at du kan dø fra mig, og samtidig så tydeligt kunne se i dine øjne, at du er der – lige inde bagved. Du mærker, du fornemmer, men du forstår ikke, hvad der sker."

Gennem en lang række breve til sin mand, Henning, fortæller Britta Elisabeth Helbek om livet som pårørende til en senhjerneskadet. Selvom bogen hovedsageligt tegner et billede af de følelsesmæssige aspekter af forløbet, beskriver den også et møde med det danske social- og sundhedssystem. Et system, der ikke altid synes rustet til at håndtere et så kompliceret problem som senhjerneskade, og som ikke har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt livet med en senhjerneskade altid er at for foretrække frem for døden. Britta Elisabeth Helbek (f. 1950) er en dansk forfatter og socialrådgiver. Hun er født i Norge, men opvokset i Silkeborg. Britta Elisabeth Helbek debuterede som forfatter i 2010 med romanen "Billedskabt" og har siden udgivet flere bøger.

På kanten af livet er en personlig beretning om at leve med en alvorlig kræftsygdom. Flemming Flyvholm skildrer præcist og usentimentalt et langt behandlings- og helbredelsesforløb præget af op- og nedture og giver en række tankevækkende råd til, hvordan man kan tage styringen over sit eget liv og gradvist nå frem til en livgivende optimisme.

"Mor, må jeg få din pc, hvis du dør? er ikke en sædvanlig selvhjælpsbog. Jeg tror, jeg har læst de fleste, der er på det danske bogmarked, og også bøger om emnet på andre sprog. Samtlige kræft-bestsellers tror jeg også, jeg har læst. Men denne bog handler om det sværeste; når familien må tage ansvar. For når man bliver kræftpatient, bliver livet anderledes. Man vil både klare sin sygdom bedst muligt og helst have, at alting omkring en skal være, som det var, før man blev syg. Børnene skal blive ved at være glade, og ens ægtefælle skal kunne klare sit job. Ingen har lyst til at blive afhængig af familien, uelsket og til besvær på grund af noget, man ikke kan gøre for.Bogen giver en kræftramt familie stemmer. Børnene fortæller om deres tanker. Venner, veninder, ægtefællen, forældrene, behandlerne, lægerne, healeren. Hele det univers, der pludselig er, når man bevæger sig fra sin almindelige verden ind i det underlige land, som kræftpatienten pludselig befinder sig i, har her fået stemmer. Susan Binaus bog er en realistisk bog, som fortæller, hvad der sker, når sygdommen er i udbrud, om dens forløb, og om hvad der sker, når man overlever eller må se i øjnene, at alle behandlinger er forgæves, og at det er nu lige om et par måneder, eller måske endda et par uger, at man skal dø, forlade sine børn og sine kære." – Jane Aamund

Jeg har da tænkt mig at blive 90 er en livsbekræftende fortælling om, hvordan man kan tage lederskab over sin egen tilværelse, hvor vigtigt det er at bevare troen på at kunne besejre kræften, og hvad kærligheden til et lille barn kan betyde for at leve et godt og givende liv – selv med en kronisk og livstruende sygdom.

I august 2002 fik Tove Hvid konstateret kræft i knoglemarven. En kræftdiagnose giver mange tanker om døden, men for Tove Hvid har den også givet livet en ny dimension. Den bestandige bevidsthed om døden giver livet større fylde, samtidig med at den giver større ensomhed.  Tove Hvid fortæller om sin kamp, som ikke så meget er en kamp for at forlænge livet, men mere en kamp for at bevare livskvalitet og værdighed, indtil døden siger, at nu skal det være nu. Hun kritiserer de hårde nitter inden for lægeverdenen, som ikke altid er hjælpsomme i det projekt, og hun er taknemmelig over, at der også er mange læger og sygeplejersker, der tager hånd om sjælen, samtidig med at de ved noget om krop og kræft. LIVET MOD DØDEN vil uden tvivl vække genklang og inspiration. Hos andre patienter. Hos deres pårørende og forhåbentlig også hos behandlerne.

Dead Man Talking er beretningen om Gunnar Langemarks kamp mod en dødelig cancer i skjoldbruskkirtlen. Bogen er baseret på dagbogsnotater via Facebook, hvor han deler sine oplevelser og tanker med sit netværk. De fortæller om små og store sejre, håb og desillusion og om betydningen af støtten fra familie, netværk og følgere i de sociale medier. Rod, uvidenhed, fejldiagnosticering, dårlig kommunikation mellem afdelinger og hospitaler samt læger, der ikke har læst journalen. Kampen for at overleve er stærkt udfordret af et social- og sundhedssystem præget af bureaukrati, mistro og arrogance. Systemet forventer at styre borgeren og kan ikke rumme, at der stilles krav. Gunnar Langemark er kontant i kritikken og rejser en række spørgsmål om den måde, velfærdsstaten behandler landets borgere på, når de er i krise. Et andet centralt element i bogen er Gunnar Langemarks brug af cannabisolie til at lindre smerter, dæmpe angst og give appetit samt beslutningen om at se stort på loven, da han i en periode ikke kan se andre muligheder for at redde sit liv.

”Der findes to slags eksperter: dem, der har brugt det meste af deres liv på at behandle patienter og forske i sygdommen, og dem, der selv er blevet ramt af kræft. Begge parter kan byde ind med vigtige erfaringer til alle os andre, og i den her bog vælger Lone at lade seks andre kræftpatienter kommer til orde. Det er klogt og giver mange nuancer til det at få en kræftsygdom. Et eller andet sted handler den her bog om håb. Og det har man brug for, når kræft rammer ens liv.” Peter Qvortrup Geisling, læge og vært på en række programmer i tv og som podcast
En sommerdag erklæres Lone rask efter flere års kamp mod livmoderhalskræft. Den dag bliver begyndelsen på et nyt liv – et liv, hvor hun vil hjælpe andre, der står i en livskrise, og som føler sig alene.
KRÆFT – og hva’ så nu? er syv fortællinger om at bevare håbet, når udsigten er mørk, leve med bekymringer og svære tanker om fremtiden, overleve en sygdom og vende tilbage til livet igen med de ar på både kroppen og sjælen, som sådan en oplevelse efterlader. Foruden Lone møder du blandt andre elitehåndbolddommer Mads, der skulle have været til VM, men som pludselig svæver mellem liv og død; Lena, der er på vej mod drømmejobbet som direktør, da hun får brystkræft; Mette, der får knoglekræft som teenager og forsøger at passe gymnasiet oven i kemo og en omfattende operation; og Christian, der har svært ved at tale med sine børn om sygdommen og dratter mentalt af hesten, den dag han bliver rask.
Undervejs supplerer læge og journalist Peter Qvortrup Geisling og overlæge Lars Ulrik Fokdal med faglige indspark. Til sidst i bogen er der et opslagsværk med en oversigt over begreber, som er nyttige at kende til.
Bogen er oplagt for patienter, pårørende og fagpersonale.