Søgeresultater: 8

Jeg har da tænkt mig at blive 90 er en livsbekræftende fortælling om, hvordan man kan tage lederskab over sin egen tilværelse, hvor vigtigt det er at bevare troen på at kunne besejre kræften, og hvad kærligheden til et lille barn kan betyde for at leve et godt og givende liv – selv med en kronisk og livstruende sygdom.

Et af forældres værste mareridt er, at der skal ske noget med deres børn. Det blev virkelighed for Karin Mørch, da hendes ældste datter som 6-årig fik konstateret ti kavernøse hæman-giomer i hjernen – knuder som ikke er ondartede, men kan vokse eller begynde at bløde og på den måde forårsage hjerneskade. Kan jeg dø af det, mor? er Karin Mørchs beretning om, hvordan livet kan forandre sig på et splitsekund, når man får at vide, at ens barn er ramt af en livstruende sygdom, om kampen for helbredelse, om tvivlen og de svære valg – og om at overleve som familie. "Kan jeg dø af det, mor? - Ilyas vej til livet" er en opdateret udgave af bogen "Kan jeg dø af det, mor?" fra 2011. I denne nye udgave har forfatteren skrevet et nyt forord samt et nyt sidste kapitel.

Plads til alle – en familie med handicap er en bog om at have et handicappet barn.

"Hvad stiller man dog op, når ens baby pludselig får konstateret kræft? Jo, man tuder i timevis, råber ad sygeplejersker og læger … alt imens man skriver frustrationerne ud af kroppen. Det er i hvert fald det, jeg gør, da min lille Ella får stillet diagnosen leukæmi i december 2009. Straks efter indlæggelsen åbner jeg min laptop og blogger løs om livet på Rigshospitalets Børnekræft-afdeling (…) Her begynder historien om sorgen over at stå med et alvorligt sygt barn. Om kampen for at føle sig hørt og mødt på en fortravlet afdeling, der er voldsomt præget af nedskæringer og urimelige arbejdsbetingelser for personalet. Om en helt almindelig familie i en helt usædvanlig situation …" Sådan indleder Dorte Falkenberg Rasmussen (f. 1974) sin dagbog om, hvordan det er, når verden med ét ramler sammen. Fortællingen, som forfatteren leverer med både humor og bid, er oplagt at læse for såvel pårørende til alvorligt syge børn som sundhedsfagligt personale. Dorte blogger på kemoland.dk

Hvad der startede som en dagbog, endte med – efter 8 år – at blive til bogen Stærk som en stridsbaby. Bogen skildrer på både stærk, barsk og rørende vis, hvordan livet som forælder til et kritisk sygt barn kan forme sig. Hvor ufattelig hårdt det er at se sit barn lide, være i den ene narkose efter den anden og løbende få sin rygsæk fyldt med traumatiserende oplevelser – helt uden mulighed for at skærme hende. Men også hvor hårdt det er samtidig at skulle forstå og agere blæksprutte i sit barns sag i et fortravlet sundhedsvæsen. Og oveni at kæmpe med social-, daginstitutions- og skolesystemet. Og nå ja, så lige sørge for at have overskud til det syge barns tvillingesøster, sit arbejde, parforhold, venskaber osv. – alt imens ens egen krop er fyldt til randen af stress, søvnmangel, bekymring og ensomhed. Men kærlighed kan flytte bjerge, og når det handler om ens børn, kan man som løvemor strække sig langt og stædigt holde fast i håbet om, at der er lys forude.

"Forklædt som normal – en opvækst med ADHD" er skrevet til unge med ADHD, til familier med børn eller unge, der har tilstanden, til andre pårørende samt til pædagoger, lærere, socialrådgivere og andre professionelle, som får berøring med disse børn og unge.

Bogen følger to spor, der veksler med hinanden. I det ene fortæller Caroline Lilja – en ung kvinde, der som 17-årig blev diagnosticeret med ADHD – om episoder i sit liv, hvor tilstanden har haft afgørende betydning for udfaldet, om diagnosen og behandlingen og om at få kontrol over ADHD’en. Gennem hendes historie får læseren et levende og medrivende indblik i, hvordan ADHD føles indefra.

I det andet spor fortæller nogle af Carolines nærmeste om, hvordan de har oplevet hendes ADHD, om hvad de har lært, og om hvad de gerne ville have vidst. Her møder læseren blandt andre hendes mor, hendes tidligere kæreste og hendes nuværende samt den veninde, som hun deler lejlighed med. Desuden medvirker eksperter og professionelle, som arbejder med ADHD.

Ud over at fortælle om, hvordan ADHD opleves både inde- og udefra, viser "Forklædt som normal – en opvækst med ADHD", at et barn eller en ung trods diagnosen kan få et godt liv med venner, kæreste og uddannelse, og at der er hjælp at og støtte at få.

Når et barn får en livstruende sygdom bliver hele familiens liv forandret. I "Håbets labyrint. Når et barn får en livstruende sygdom" møder vi en række familier med alvorlig sygdom tæt inde på livet, som åbent og ærligt fortæller deres historier. Det er personlige fortællinger om sorg, chok, parforhold på prøve, forholdet til de raske søskende og om livet, når det rives op med rode. Inger Anneberg (f. 1956) er en dansk journalist, antropolog, forsker og foredragsholder. Hun blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og arbejdede efterfølgende på DR i en årrække. I perioden 1997 - 2002 arbejdede Anneberg som freelance journalist, hvor hun især beskæftigede sig med selvmordsforebyggelse, sorg og livstruende sygdom. Sideløbende med sit journalistiske virke tog hun en master i antropologi ved Aarhus Universitet, hvor hun efterfølgende blev ansat som først Phd og siden postdoc. Anneberg forsker i samspillet mellem landmænd, myndigheder, dyr og dyrevelfærd.

En smuk og barsk beretning om sorg og tab samt lys og kærlighed. Da Alberte er 7 år gammel, får hun diagnosen Metakromatisk Leukodystrofi (MLD), en nervesygdom, der langsomt nedbryder hendes motoriske og kognitive færdigheder. Albertes mor beskriver ærligt og personligt, hvordan Albertes diagnose og sygdomsforløb rammer familien med et hårdt slag og kaster mor, far og storesøster ud i en følelsesmæssig nedtur, hvor de magtesløse lever med visheden om, at Alberte skal dø. Alligevel får dødens tilstedeværelse dem ikke til at opgive at finde en retning og mening med livet og lader lyset og kærligheden dominere i Albertes korte liv.