Søgeresultater: 4

Forfatteren har i sin dagbog skrevet om livsforandringer, om fortvivlelse, vrede, ensomhed, afmagt, efterhånden som demens ændrede hendes og ægtefællen Steens liv. Da Steen flytter på plejehjem, startes en mailkorrespondance med Steens barndomsven om blandt andet livet på plejehjem, uhelbredelig sygdom og værdige levevilkår. Hun fortæller om det nødvendige, til tider udfordrende, men også omsorgsfulde samarbejde med forskellige fagpersoner. Bogen beskriver også kærligheden og om at have mod på livet før, under og efter sygdomsforløbet. "Stoffet er meget vedkommende og velskrevet … Bogen står netop stærkt, fordi det er en øjenvidneberetning, som i første omgang ikke tager hensyn til et publikum …" Edith Kahlke, erhvervspsykolog "Hvor kan jeg genkende det hele … havde jeg bare selv gjort dagbogsnotater til at skrive mig igennem hverdagen, holdepunkt, kronologi … Genialt med mailkorrespondancen, hvor en anden person inddrages direkte i jeres hverdag og går fra det-skal-nok-gå-følelse over til efterhånden en erkendelse af, hvor hårdt det er og stor medfølelse …" Lillan Albeck, pårørende ægtefælle Uddrag af bogen Svedig og udmattet var Steen, da han stod uden for døren med et ungt par, der havde samlet ham op på vejen, hvor han var faldet omkuld. Denne gang bød jeg dem alle ind. I gangen blev Steen straks den belevne vært. ”Kan du ikke byde de to mennesker på kaffe,” sagde han. Jeg var stadig noget rystet uden dog at lade mig mærke med det. De to unge mennesker ville gerne have kaffe, og kvinden fortalte mig, at hun havde en mormor, der led af Alzheimers og derfor kendte til demens. Jeg ringede til afdelingen, som ikke kunne forstå, at han var gået. Om forfatteren Nina Harboe (f.1951) er uddannet socialrådgiver og har arbejdet inden for det sociale område med familier. Efter hendes ægtefælle fik konstateret demens, er fokus flyttet til demens og pårørendes livssituation.

I denne nybrydende bog udforsker Kathryn Mannix, en pioner inden for palliativ pleje, det største tabu i vores tid og samtidig det ene vilkår vi alle er fælles om: døden.
Gennem en række smukt, klogt og varsomt fortalte patientfortællinger fra sit snart 40-årige virke som læge besvarer hun de mest intime og følsomme spørgsmål om døden og den døende. Kathryn Mannix skriver med gribende ærlighed og menneskelighed, og viser den terapeutiske kraft , der opstår, når man nærmer sig døden ikke med ængstelse og fortielse, men med åbenhed, klarhed og forståelse.
At gå døden i møde er en bog henvendt til alle. Alle ramte, sørgende, efterladte, pårørende og nærtstående, alle syge og raske, alle, der gerne vil vide mere om livet og om døden. På dens sider møder vi mennesker, der kunne have været vores veninde, søster, far, søn, mormor, onkel, kollega eller nabo. Vi møder Hannah, der danser sin sidste dag væk. Philip den pensionerede skoleleder, der selv om han er ramt af svær sygdom insisterer på at få ting gjort. Elskelige, godhjertede Nelly og Joe, der begge lever i en ensom fornægtelse for at skåne hinanden fra smertelige bekymringer. Og nittenårige Sigrid der er døende af leukæmi og syr på en pude til sin mor, som hun kan kramme efter hendes død.
Blot fire af bogens omkring tredive livsfortællinger om helt almindelige mennesker, der dør en helt almindelig død. Fortællingerne viser med både alvor, humor og varme, hvordan døende omfavner livet – ikke fordi de er særligt tapre eller stærke, men fordi det er et menneskeligt instinkt, når man står over for døden. Og døden er for de allerfleste ikke det ene øjeblik, dødsøjeblikket, men et langt forløb – hvor man ikke skal gå alene.
Med disse eksempler og med al sin professionelle erfaring og sin blide, men uforfærdede tilgang vil Kathryn Mannix lære os helt konkret om dødens forløb og faser, så vi kan være tilstede og gå døden i møde sammen med dem vi elsker og holder af.
Med forord af hospitalspræst ved Rigshospitalet Lotte Blicher Mørk

Hvordan oplever personer, der er ramt af en hjerneskade, og deres pårørende de professionelles indsatser? Reklamebureaudirektøren Simon Fønsbo, der forulykkede på ski og fik en skade på hjernen i 2012, giver sammen med sin ægtefælle, Elsebeth, et indtryk af de mange udfordringer og dilemmaer, som fulgte. Gennem parrets dagbogsoptegnelser bidrager bogen ikke bare med ét, men to, indefra-perspektiver, fra den januardag blodproppen ændrede deres begges liv og fem turbulente år frem. De samme begivenheder kan opleves vidt forskelligt af den ramte og den pårørende. Derfor suppleres de tos personlige refleksioner af et udefra-perspektiv, hvor Chalotte Glintborg, der forsker i hjerneskaderehabilitering, fokuserer på en række generelle temaer med afsæt i både den ramtes og den pårørendes håndtering af krise, sorg og nye livsvilkår. Håbet er, at bogen vil skabe genkendelighed og inspiration i familier, der er ramt af en lignende hjerneskade, samt give sundhedsprofessionelle nye indsigter i den daglige rehabiliteringsindsats.

Forfatter og antropolog Ina Kjøgx Pedersen har været på feltarbejde i sin egen familie. Hendes ide var på nærmeste hold at følge sin mors demenssygdom; den sygdom, som er udråbt til at være en af vor tids største personlige og verdensøkonomiske katastrofer, som i ringe omfang lader sig behandle, og som i sundhedsvæsnet kun kan måles negativt: i form af rask tilbagegang. Men ville det også opleves sådan for hende i virkeligheden?

Hen over fire år har Ina Kjøgx Pedersen opsøgt gerontopsykologer, erindringsforskere, neuropsykologer, antropologer, andre pårørende, morens naboer, familie og venner. Men bogens bærende skelet bliver den logbog, som hun begyndte at føre i efteråret 2013 for at fastholde det, der forsvandt. Ned i detaljer dokumenterer logbogen de bevidsthedsverdener, hendes mor går ud og ind af. Den viser de faser, hun gennemgår, der er fokus på sproget, humoren, afmagten, sorgen – også Inas, når hun som datter kommer til at gøre alt det forkerte, selv om hun ikke vil. Det bliver derfor også en meget konkret bog: en nysgerrig, somme tider rasende famlen, båret af Ina Kjøgx Pedersens personlige trang til at blive klogere på noget, hun – og mange andre med hende – ikke kan undgå at forholde sig til.