Søgeresultater: 28

"Vi ses i morgen" er en pårørendes beretning om at miste den, man elsker, uden at miste sig selv. Om kaos og kærlighed. Og måske mest af alt om troen på livet. Skrevet af Eva Jørgensen, journalist og nyhedsvært gennem mange år på Danmarks radio.

Eva Jørgensen mistede sin elskede mand efter et års opslidende sygdom. I denne bog fortæller hun ærligt og modigt om al den skyld og alle de tabuer, der er forbundet med at være tæt på et meget sygt menneske.

I bogens begyndelse er Eva og hendes kæreste, Steffen, forelskede og planlægger bryllup. Men Steffens stærke krop begynder at svigte ham. Han snøvler, når han taler, og kæmper med at holde fast om gaflen, når han spiser. Det bliver begyndelsen til Evas sidste år med Steffen. Steffen får diagnosen ALS - en brutal og hurtigt fremadskridende skleroseform - og Eva træder ind i rollen som pårørende, med alt hvad det indebærer af smerte, sorg, frustration og vrede. Deres fælles hjem forvandles til en banegård. Eva bliver kontaktperson for behandlere og offentlige instanser - hun konfronteres med krav og forventninger fra mange sider og skal samtidig håndtere sine egne følelser i et parforhold, hvor magtbalancen forskydes mere og mere. Oven i det hele er Eva nybagt mor. Ti måneder efter deres søns fødsel slutter Steffens liv.

Hvordan får man så mange gode stunder som muligt sammen med et familiemedlem eller en nærtstående ven/veninde, der er ved at blive dement? Det handler ”Momse med demens” om. Her får læseren råd og inspiration til at opnå flere gode og meningsfulde stunder og færre frustrerende og pressede sammen med den demente. For det ER muligt at få noget positivt ud af samværet med et kært og nærtstående menneske, som mentalt langsomt forsvinder. Hvis man tænker konstruktivt og utraditionelt og skruer lidt på nogle knapper for, hvordan man er sammen, er det muligt stadig at få gode og positive oplevelser sammen i de svære år. Det var dog ikke det billede, Dorthe Boss Kyhn og datteren Ida Hinchely Kyhn stod med, da Dorthes mor og Idas mormor blev dement. ”Alle sagde, det kun gik én vej, og det var ned. Men vi ville finde en måde, en anden vej at finde ind i Momses nye verden. Og fra den dag, vi ændrede vores adfærd og den måde, vi kommunikerede med hende på, blev mange ting lettere, og vi ’genså’ en gang imellem den mor og mormor, hun var engang, og som vi savner ubærligt meget”, fortæller Dorthe Boss Kyhn i bogen. Gennem en række hverdagssituationer giver bogen en række konkrete eksempler på, hvordan man kan gribe sine besøg og samværet med den demente an. Bogen indeholder samtidig en række faktabokse og interviews med eksperter, der formidler den nyeste viden om sygdommen.

"Mor, må jeg få din pc, hvis du dør? er ikke en sædvanlig selvhjælpsbog. Jeg tror, jeg har læst de fleste, der er på det danske bogmarked, og også bøger om emnet på andre sprog. Samtlige kræft-bestsellers tror jeg også, jeg har læst. Men denne bog handler om det sværeste; når familien må tage ansvar. For når man bliver kræftpatient, bliver livet anderledes. Man vil både klare sin sygdom bedst muligt og helst have, at alting omkring en skal være, som det var, før man blev syg. Børnene skal blive ved at være glade, og ens ægtefælle skal kunne klare sit job. Ingen har lyst til at blive afhængig af familien, uelsket og til besvær på grund af noget, man ikke kan gøre for.Bogen giver en kræftramt familie stemmer. Børnene fortæller om deres tanker. Venner, veninder, ægtefællen, forældrene, behandlerne, lægerne, healeren. Hele det univers, der pludselig er, når man bevæger sig fra sin almindelige verden ind i det underlige land, som kræftpatienten pludselig befinder sig i, har her fået stemmer. Susan Binaus bog er en realistisk bog, som fortæller, hvad der sker, når sygdommen er i udbrud, om dens forløb, og om hvad der sker, når man overlever eller må se i øjnene, at alle behandlinger er forgæves, og at det er nu lige om et par måneder, eller måske endda et par uger, at man skal dø, forlade sine børn og sine kære." – Jane Aamund

Hvordan finder man tilbage til sig selv, når man har brugt hele sit liv på at lade som om, man intet kunne mærke? Flugten fra det, der gør ondt, præger Dorte Olivarius Koustrups liv, indtil hun endelig favner smerten og tabet. I denne bog følger vi hendes rejse gennem selvkritik og uro til lethed og selvaccept, når hun via mindfulness og self-compassion deler ud og inspirerer til, hvordan man tæmmer frygten og vækker den indre glæde, mens man går mod håbet og lyset. Tag med på en rejse fra den dybeste frygt til healing, styrke og kærlighed. ”Da jeg var 15 år, mistede jeg først min søster. Hun begik selvmord. Godt to måneder senere mistede jeg min far. Også til selvmord”. Jeg taler – som vanligt - med 110 kilometer i timen. Jeg lukker øjnene og fortsætter. Kroppen ryster, som når jeg har badet for længe i havet om vinteren. ”Det pudsige er, at jeg bagefter ufortrødent fortsatte livet i fuldt gear, som om intet var hændt. Jeg flygtede fra smerten. Flygtede ind i at have det sjovt og være social. At glemme. Men jeg kan ikke flygte længere!”

Hvert år rammes over 3.000 mennesker i Danmark af en sproglig funktionsnedsættelse i form af afasi. Det sker som oftest i tilknytning til en blodprop eller blødning i hjernen. Afasi er en erhvervet sprogforstyrrelse, der i varierende grad rammer det at forstå det talte sprog, det at kunne tale samt evnen til at læse, stave og regne. Omkring 25.000 danskere lever med vanskeligheder i form af afasi. Afasi kan ramme alle aldersgrupper, men da kredsløbsproblemer er en hyppig årsag til blodpropper, er det hyppigst ældre, der bliver ramt af afasi.
Er man hårdt ramt af afasi, går det også voldsomt ud over familien. Hvordan er det at leve tæt sammen med en med afasi? Hvilke støttemuligheder findes i Danmark? Hvordan viser afasien sig i hverdagen? Hvordan tackler omgivelserne en med afasi?
Det er noget af det, Joan Dansbergs bog svarer på. Hun er gift med Ole, som fik konstateret en svulst i hjernen. Han gennemgår en operation, der tilsyneladende forløber godt - men der opstår tale- forståelses- og læsevanskeligheder: Ole Har afasi. Ole var tidligere en driftig og udadvendt mand på 60 år, men magtede på grund af svulsten og dens følgevirkninger ikke længere at være leder for den mindre virksomhed, han ejer. Joan, som har kendt Ole i mange år, kan ikke kende sin mand mere. Hun føler sig alene om ansvaret for både Ole og virksomheden men formår alligevel at skrive dagbog om Oles fremskridt - og tilbageskridt gennem et lille års tid.

Hej, mit navn er Oskar. Jeg er 15 år gammel. Da jeg var 11 år, fik min far alzheimer. Min far bliver væk er en meget rørende bog, hvor teenagedrengen Oskar fortæller om hverdagen med sin demente far. Han bliver gradvist mere syg, og den far, som Oskar har kendt og set op til, er ved at forsvinde. Det sætter en masse tanker i gang, og det ændrer livet for Oskar, hans mor og søskende. Men det binder dem også tættere sammen, og i fællesskab forsøger de at fylde de huller ud, som farens sygdom har skabt.

Jeg er også vigtig - Husk dig selv som pårørende sætter fokus på det at være pårørende til en person med en langvarig alvorlig sygdom. Diana Lund Andersen har som pårørende selv savnet et sted at få råd og vejledning, derfor har hun skrevet denne bog. I bogen får du tips, inspiration og gode råd til: · hvordan du kan passe på dig selv · hvilke praktiske ting der kan være vigtige at få styr på som pårørende · hvordan dit netværk kan hjælpe dig som pårørende. I bogen finder du også 15 gribende beretninger fra pårørende, ud over Diana selv, som fortæller om deres oplevelse af at være pårørende. “Det er kommet bag på mig, hvor meget det at være pårørende også slider på en. Fordi man hele tiden er på, uanset om du vil det eller ej”. Berit - Pårørende “Vi har ikke mulighed for at være sure - hvis vi mister vores datter nu, så skal jeg have noget at tage med, også selvom hun har haft det skidt. Vores indstilling til det er vigtig. De tider, vi har haft sammen, det vil være det, jeg har tilbage, hvis vi mister hende, så hvert øjeblik tæller”. Amelia – Pårørende

Over et dusin forskellige døtre har bidraget med hver deres unikke oplevelse af at have en forælder med demens eller som på anden vis er påvirket af alder/sygdom, der kræver ekstra omsorg, nærvær og tilstedeværelse fra de pårørende. Udover de personlige beretninger, er bogen suppleret med viden om aldring og psykologi.

Arno Geiger følger sin fars liv tæt de næste år. For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men også for at lære ham at kende – for tiden er gået, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene går med mange forskellige slags samvær, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortællingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slægtens og hjemstavnens historie.

Forfatteren har i sin dagbog skrevet om livsforandringer, om fortvivlelse, vrede, ensomhed, afmagt, efterhånden som demens ændrede hendes og ægtefællen Steens liv. Da Steen flytter på plejehjem, startes en mailkorrespondance med Steens barndomsven om blandt andet livet på plejehjem, uhelbredelig sygdom og værdige levevilkår. Hun fortæller om det nødvendige, til tider udfordrende, men også omsorgsfulde samarbejde med forskellige fagpersoner. Bogen beskriver også kærligheden og om at have mod på livet før, under og efter sygdomsforløbet. "Stoffet er meget vedkommende og velskrevet … Bogen står netop stærkt, fordi det er en øjenvidneberetning, som i første omgang ikke tager hensyn til et publikum …" Edith Kahlke, erhvervspsykolog "Hvor kan jeg genkende det hele … havde jeg bare selv gjort dagbogsnotater til at skrive mig igennem hverdagen, holdepunkt, kronologi … Genialt med mailkorrespondancen, hvor en anden person inddrages direkte i jeres hverdag og går fra det-skal-nok-gå-følelse over til efterhånden en erkendelse af, hvor hårdt det er og stor medfølelse …" Lillan Albeck, pårørende ægtefælle Uddrag af bogen Svedig og udmattet var Steen, da han stod uden for døren med et ungt par, der havde samlet ham op på vejen, hvor han var faldet omkuld. Denne gang bød jeg dem alle ind. I gangen blev Steen straks den belevne vært. ”Kan du ikke byde de to mennesker på kaffe,” sagde han. Jeg var stadig noget rystet uden dog at lade mig mærke med det. De to unge mennesker ville gerne have kaffe, og kvinden fortalte mig, at hun havde en mormor, der led af Alzheimers og derfor kendte til demens. Jeg ringede til afdelingen, som ikke kunne forstå, at han var gået. Om forfatteren Nina Harboe (f.1951) er uddannet socialrådgiver og har arbejdet inden for det sociale område med familier. Efter hendes ægtefælle fik konstateret demens, er fokus flyttet til demens og pårørendes livssituation.

"Hvad stiller man dog op, når ens baby pludselig får konstateret kræft? Jo, man tuder i timevis, råber ad sygeplejersker og læger … alt imens man skriver frustrationerne ud af kroppen. Det er i hvert fald det, jeg gør, da min lille Ella får stillet diagnosen leukæmi i december 2009. Straks efter indlæggelsen åbner jeg min laptop og blogger løs om livet på Rigshospitalets Børnekræft-afdeling (…) Her begynder historien om sorgen over at stå med et alvorligt sygt barn. Om kampen for at føle sig hørt og mødt på en fortravlet afdeling, der er voldsomt præget af nedskæringer og urimelige arbejdsbetingelser for personalet. Om en helt almindelig familie i en helt usædvanlig situation …" Sådan indleder Dorte Falkenberg Rasmussen (f. 1974) sin dagbog om, hvordan det er, når verden med ét ramler sammen. Fortællingen, som forfatteren leverer med både humor og bid, er oplagt at læse for såvel pårørende til alvorligt syge børn som sundhedsfagligt personale. Dorte blogger på kemoland.dk

Da tidligere biskop Jan Lindhardt i foråret 2012 fik konstateret Alzheimers indvarslede det store forandringer for hele familien. Efter at have levet et meget aktivt og udadvendt liv i berøring med mange mennesker ofte om livets store spørgsmål, måtte Lindhardt indse, at hans verden blev indsnævret. Det blev efterhånden svært at skelne mellem stort og småt, op og ned. Verden var simpelthen ved at falde fra hinanden. Han var ved at falde fra hinanden. I denne nye, lille verden skulle Lindhardts nærmeste familie finde ud af, hvordan de skulle udfylde og leve med rollen som pårørende. Lidt af far er Jan Lindhardts yngste søn Frederiks fortælling om livet sammen med sin syge far. Den handler om sorgen, frustrationerne og håbløsheden. Om minderne, humoren, nærheden og kærligheden. Den handler om, hvad Alzheimers gør ved mennesker. Men først og fremmest handler den om en far og en søn.