Søgeresultater: 14

Et selvoplevet dokumentarisk drama, som giver stof til eftertanke. My blev ”kendt” af offentligheden for små tre år siden, da hun som 18-årig med vilje kastede sig ud af en bil, der kom kørende med høj hastighed ad Frederikssundsmotorvejen midt i myldretiden – med hendes mor bag rattet. My havde igennem en årrække været en del af det psykiatriske system og havde mistet lysten til at leve. Mens Mys krop blev voldsomt smadret i ulykken, overlevede hun mirakuløst og indledte en hård fysisk genoptræning, som samtidig blev startskuddet på en ny indsigt og tro på fremtiden. Den unge kvindes historie er en fortælling om usunde relationer, om at mangle selvværd, have præstationsangst, svært ved at leve op til egne forventninger og gøre fysisk skade på sig selv for at dæmpe den mentale smerte. Det er i høj grad også en bog om håb og identitet. Om at gå fra at være en ung, sårbar pige, som ingen kan forstå eller diagnosticere, til at blive et menneske med en indsigt og viljestyrke,som kan inspirere andre i en lignende situation. I bogen fortæller My sin egen historie, men vi hører også de mennesker, der er tættest på My, fortælle om, hvordan det er at have et barn, en søster eller en veninde, som man kan se har det rigtig dårligt, men som man ikke formår at hjælpe. Det er en kendsgerning, at halvdelen af unge kvinder mellem 18 og 24 år kæmper med psykiske problemer. Hver femte elev i niende klasse har udvist selvskadende adfærd, mens antallet af forsøg på selvmord blandt især piger er tredoblet på 20 år. Udover at tale til de unge læsere og deres pårørende er bogen for enhver, som har med unge mennesker at gøre; ikke mindst i psykiatrien og uddannelsesinstitutioner.

»En utilsigtet hændelse« – således beskrives Luises død på Psykiatrisk Afdeling på Amager Hospital. Luise Hjerming Christensen blev 32 år. Kære Luise er en chokerende, gribende og personlig beretning om en mors kamp for sin psykisk sårbare datters overlevelse i det psykiatriske behandlingssystem. Det er en intens og dokumenterende bog om behandlingssystemets svigt, som det er umuligt at lukke øjnene for. Det er en historie om en mors skæbnesvangre tro på, at »systemet« vil hendes datter det bedste. Fra at være en lille pige med nogle få tilpasningsproblemer ender Luise i en alder af bare 11 år i det psykiatriske behandlingssystem. Tidligt bliver Luise behandlet med kraftig epilepsimedicin med efterfølgende bivirkninger, der herefter forsøges afhjulpet med antipsykotika. Både mor og datter kæmper imod den voldsomme medicinering, men systemet har kun ét svar: Endnu mere medicin. Moren kan intet gøre. Systemet stopper enhver form for reel dialog med hende – og hun kan kun i afmagt se, at hendes datter får det dårligere og dårligere. Luise selv ved, hvad der kommer til at ske: »På min gravsten skal der stå, at medicinen slog mig ihjel.« Kære Luise er en tragisk og langtfra enestående historie fra psykiatrien. Men det er også en fortælling om kærlighed, håb og livets lyse sider. Bogen har forord af Poul Nyrup Rasmussen.

Maiken Svendsen var ved at uddanne sig til pædagog og havde aldrig troet, at hun selv skulle ende som bruger i det psykiatriske system. Men i 2007 blev Maiken indlagt og måtte langsomt vende sig til en ny virkelighed.

Dette er den tredje bog af tre, der alle omhandler mit liv og skildrer mine oplevelser i psykiatrien. Denne bog er, i forhold til de to andre, meget reflektorisk og beskriver med dyb ærlighed, hvordan det er at være indlagt på en retspsykiatrisk afdeling. Bogen er skrevet med det formål at give håb og afhjælpe tabuer. Den er også ment som en støtte til andre i samme situation, så man ikke føler sig helt alene. Bogen forstås bedst, hvis du har læst de to foregående, men kan sagtens læses separat. Uddrag af bogen Jeg har virkelig været langt ude. Jeg har flere gange været tæt på at tage mig selv af dage ved rå selvskade. Det må jeg lige holde op imod de ting, jeg gør nu; de er i det mindste ikke livsfarlige. Mon så ikke det er på tide at få kigget på, hvad det er, der gør mig rastløs og anspændt? Jeg er meget fokuseret på ting i verden, som skal være anderledes, for at jeg kan få fred. Sidst der var krise, var jeg helt ude over kanten. Jeg forsøgte at tage livet af mig. Jeg røg lige tilbage i en gammel adfærd med at sluge ting, der er farlige, og som kan perforere tarmene. Om forfatteren Trine Petersen (f. 1976) har været psykiatrisk patient det meste af sit liv. Hun er således med egne ord professionel patient. Hun tager rundt i landet og holder oplæg, primært om borderline og selvskade.

Line Rosenberg Schmidt fortæller i denne bog sin personlige historie om at leve et liv med angst og depression. Det er et modigt og sårbart indblik i den smertefulde tilstand, man bliver sat i, som psykisk syg.

På de gamle sindssygehospitaler var der kroketspil og vandreture i de smukke parker. Der var baller og underholdning. Men der var også bælter, remme og luffer i sengene til de mest urolige patienter. Og madrasser med halm, som hurtigt kunne udskiftes, når det var nødvendigt. Og det var det tit. Bortset fra berømte personer som P. S. Krøyer, Amalie Skram og Tove Ditlevsen har psykiatriske patienter gennem tiden stort set været usynlige i danmarkshistorien. Det prøver denne bog at råde bod på ved også at fortælle om nogle af de mange såkaldt almindelige mennesker, der har været indlagt på et sindssygehospital. Der er mange triste historier og få solskinshistorier. Deres journaler har været bevægende læsning. Hver af dem handler om en menneskeskæbne. Med bogen vil forfatteren gerne bidrage til en større forståelse for mennesker med sindslidelser, både i fortiden og i nutiden. Men bogen er også historien om Københavns sindssygehospital Sct. Hans fra 1816 og de statslige sindssygehospitaler Risskov fra 1852, Oringe fra 1858, Viborg fra 1877, Middelfart fra 1888, Nykøbing Sjælland fra 1915, Vedsted fra 1923 og Augustenborg fra 1932. Hvert af dem har sit eget kapitel sammen med et kapitel om mennesker, der var indlagt der. "Denne rigt illustrerede bog handler om et væsentligt stykke psykiatrihistorie... Bogen minder os om, hvordan vilkårene for psykiatriske patienter har været, og hvor langt vi er kommet. Den er velskrevet og underholdende for alle med interesse for psykiatri og psykiatrihistorie". Anne Lindhardt, Formand for Psykiatrifonden i Ugeskrift for Læger "Spændende læsning om sindssygehospitalernes metoder og betydning og om tiden før hospitalerne blev etableret. Bogen fremstår gennemarbejdet med udgangspunkt i journaler, artikler m.m. og billederne supplerer teksten godt og giver en forståelse for forholdene. Skrevet let tilgængeligt og kan læses bredt men det er også et barsk indblik i den del af Danmarks historie". Frederik Nielsen, Dansk BiblioteksCenter "En værdifuld side af bogen er de mange fotografier. Der er journalfoto og gode billeder fra enkelte hospitaler, som i sig selv er sjældne... Netop det har været en af forfatterens hensigter: at konfrontere det tabu, der hvilede over sindssygdom dengang og fortsat gør det helt op til i dag. Bogen kan bruges som hurtigt opslagsværk og i undervisning om sindssygens historie og de psykiatriske patienters skæbne dengang". Gunilla Svensmark, Sygeplejersken "Korte rids af de enkelte hospitalers historie efterfulgt af en håndfuld patienthistorier og det hele illustreret... både pudsige og interessante punktnedslag i psykiatriens sorthvide historie". Dagens Medicin. "Det er et imponerende værk Jens-Emil Nielsen har skabt. Det er blevet til, efter han har læst eller skimmet flere hundrede patientjournaler. Og så er bogen gennemillustreret med mange sort/hvide fotos". Jannik Lunn, Københavneravisen "Beskriver grundigt en tid, da mennesker blev indlagt på sindssygehospitaler... En lang række menneskeskæbner, som gør stort indtryk på læseren. Der må ligge et enormt researcharbejde til grund for bogen". Birthe Korsbæk, historie-online.dk "Et museumsbesøg åbnede journalist og forfatter Jens-Emil Nielsens øjne for de mange skæbner, der har været i behandling på Augustenborg Sygehus og landets øvrige sindssygehospitaler. Det har han nu skrevet en bog om". Birthe Juul Mathiasen, JydskeVestkysten "Samspillet mellem krønikerne om de enkelte sygehuse, beskrivelsen af behandlingerne gennem tiden og de billeder, beskrivelserne af patienterne planter i læserens hovede, er meget vellykket, og bogen er dertil forsynet med en stærk billedside". Bjarne Hesselbæk, Handicaphistorisk Tidsskrift "Et interessant indblik i den tids heroiske behandlingsforsøg med malariakure, kemiske- og elektriske chokbehandlinger og hjernekirurgi (det hvide snit), behandlinger der ofte gjorde mere skade end gavn. Det fyldige og omhyggeligt udvalgte billedmateriale - med mange patientportrætter - er en særlig attraktion ved bogen... let læst, sproget er flydende og renset for forstyrrende fremmedord. Her aner man forfatterens journalistiske baggrund... en velskrevet populærhistorie, som sætter den ulykkelige, "ukendte" patient i centrum". Per Vendsborg, prof. emer. i psykiatri, Dansk Medicinhistorisk Årbog 2018.

I det moderne sundhedssystem er det for det meste behandlerne, der har ordet. Patienterne bliver overhørt eller er ude af stand til at tale deres egen sag. I denne bog forsøger jeg at give et unikt indblik i livet bag murene, når psykisk sydom har udviklet sig til kriminalitet. I bogen fortæller jeg åbenhjertigt om min kamp for at komme ud af selvskade og dermed skabe mig et nyt liv. Jeg fortæller om min dagligdag, med mine op- og nedture, og jeg skildrer de forhold, jeg lever under nu – på fjerde år. Bogen er ikke skrevet til hyggelæsning, så man skal være forberedt på, at det er både rørende og barsk læsning. Man kan mene om bogen, hvad man vil, og man kan tage den til sig eller lade være. Men her er beskrivelsen af mit liv i ”længslernes fængsel”.

Om danske lægers brug af LSD på psykiatriske patienter i begyndelsen af 1960'erne

"Anstalt og menneske" må betragtes som et af hovedværkerne indenfor sociologisk forskning i livet i lukkede samfund, som vi kender det fra for eksempel fængsler, kaserner, plejehjem, kostskoler og klostre. Bogen skildrer, hvad disse institutioner "får ud af" klienterne, og hvad klienterne "får ud af" tilværelsen inden for murene – på godt og ondt, og måske navnlig det sidste …

Nat i april er Caroline Livingstones blottende og intime fortælling om at vokse op med en sindslidelse, at overleve et selvmordsforsøg og at skulle leve med aldrig at vide, hvordan det er ikke at have været på den lukkede. Beretningen trækker læseren med fra den begyndende sårbarhed ned i den dybeste psykose, gennem psykiatriske afdelinger, diagnoser, medicin og forsøg på fornægtelse og erkendelse. Nat i april er ikke en bog, der prøver at give svar eller løsninger, men snarere et unikt indblik i den menneskelige oplevelse, det er at miste forstanden.

Bagsidetekst Camille er en kvinde med mange evner og kompetencer, men som følge af en barndom præget af misrøgt og incest har hun kæmpet med stemmer og selvskade i mange år. Hun er ofte røget ind og ud af psykiatriske sygehuse og har mange langvarige perioder med indlæggelser bag sig. I dag bor hun i et døgndækket psykiatrisk botilbud, Enghuset i Gistrup. Her er det lykkedes for hende at falde til ro. Kombinationen af at bo i et døgndækket tilbud og den faste struktur på dagen, kontakt, gode relationer og arbejdsidentitet som Kildehuset tilbyder har tilsammen gjort, at Camille ikke har været indlagt i tre år. Ved fælles hjælp har Camille nu fået rytme og meningsfuldhed i hverdagen – og nye, gode venskaber.

Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse forklarer på et evidensbaseret grundlag, hvorfor den måde, vi i øjeblikket bruger psykofarmaka på, gør langt større skade end gavn. Professor, dr. med. Peter C. Gøtzsche, dokumenterer, at psykofarmaka dræber over en halv million mennesker hvert år i USA og Europa blandt personer, der er over 65 år. Det gør psykofarmaka til den tredjehyppigste dødsårsag efter hjertesygdomme og cancer. Gøtzsche forklarer, at vi kunne reducere vort nuværende forbrug af psykofarmaka med 98% og samtidig forbedre patienternes mentale og fysiske sundhed og overlevelse. Det kan imidlertid være svært at stoppe med medicinen, idet mange mennesker bliver afhængige af den. Da abstinenssymptomerne kan være alvorlige, langvarige og endda farlige, er en langsom nedtrapning sædvanligvis nødvendig. I sin bog afliver Gøtzsche de mange myter, førende psykiatere – meget ofte på medicinalindustriens lønningsliste – har skabt og næret gennem årtier for at skjule det faktum, at den biologiske psykiatri i det store og hele har været en fiasko. Den biologiske psykiatri ser psykofarmaka som løsningen på stort set alle problemer, hvilket står i skærende kontrast til patienternes synspunkter. De fleste patienter har ikke gavn af den medicin, de får, men desværre fører psykiaternes frustrationer over de manglende fremskridt ofte til flere diagnoser, flere lægemidler og højere doser, hvilket skader patienterne yderligere.