Søgeresultater: 9

Et selvoplevet dokumentarisk drama, som giver stof til eftertanke. My blev ”kendt” af offentligheden for små tre år siden, da hun som 18-årig med vilje kastede sig ud af en bil, der kom kørende med høj hastighed ad Frederikssundsmotorvejen midt i myldretiden – med hendes mor bag rattet. My havde igennem en årrække været en del af det psykiatriske system og havde mistet lysten til at leve. Mens Mys krop blev voldsomt smadret i ulykken, overlevede hun mirakuløst og indledte en hård fysisk genoptræning, som samtidig blev startskuddet på en ny indsigt og tro på fremtiden. Den unge kvindes historie er en fortælling om usunde relationer, om at mangle selvværd, have præstationsangst, svært ved at leve op til egne forventninger og gøre fysisk skade på sig selv for at dæmpe den mentale smerte. Det er i høj grad også en bog om håb og identitet. Om at gå fra at være en ung, sårbar pige, som ingen kan forstå eller diagnosticere, til at blive et menneske med en indsigt og viljestyrke,som kan inspirere andre i en lignende situation. I bogen fortæller My sin egen historie, men vi hører også de mennesker, der er tættest på My, fortælle om, hvordan det er at have et barn, en søster eller en veninde, som man kan se har det rigtig dårligt, men som man ikke formår at hjælpe. Det er en kendsgerning, at halvdelen af unge kvinder mellem 18 og 24 år kæmper med psykiske problemer. Hver femte elev i niende klasse har udvist selvskadende adfærd, mens antallet af forsøg på selvmord blandt især piger er tredoblet på 20 år. Udover at tale til de unge læsere og deres pårørende er bogen for enhver, som har med unge mennesker at gøre; ikke mindst i psykiatrien og uddannelsesinstitutioner.

»En utilsigtet hændelse« – således beskrives Luises død på Psykiatrisk Afdeling på Amager Hospital. Luise Hjerming Christensen blev 32 år. Kære Luise er en chokerende, gribende og personlig beretning om en mors kamp for sin psykisk sårbare datters overlevelse i det psykiatriske behandlingssystem. Det er en intens og dokumenterende bog om behandlingssystemets svigt, som det er umuligt at lukke øjnene for. Det er en historie om en mors skæbnesvangre tro på, at »systemet« vil hendes datter det bedste. Fra at være en lille pige med nogle få tilpasningsproblemer ender Luise i en alder af bare 11 år i det psykiatriske behandlingssystem. Tidligt bliver Luise behandlet med kraftig epilepsimedicin med efterfølgende bivirkninger, der herefter forsøges afhjulpet med antipsykotika. Både mor og datter kæmper imod den voldsomme medicinering, men systemet har kun ét svar: Endnu mere medicin. Moren kan intet gøre. Systemet stopper enhver form for reel dialog med hende – og hun kan kun i afmagt se, at hendes datter får det dårligere og dårligere. Luise selv ved, hvad der kommer til at ske: »På min gravsten skal der stå, at medicinen slog mig ihjel.« Kære Luise er en tragisk og langtfra enestående historie fra psykiatrien. Men det er også en fortælling om kærlighed, håb og livets lyse sider. Bogen har forord af Poul Nyrup Rasmussen.

Maiken Svendsen var ved at uddanne sig til pædagog og havde aldrig troet, at hun selv skulle ende som bruger i det psykiatriske system. Men i 2007 blev Maiken indlagt og måtte langsomt vende sig til en ny virkelighed.

Dette er den tredje bog af tre, der alle omhandler mit liv og skildrer mine oplevelser i psykiatrien. Denne bog er, i forhold til de to andre, meget reflektorisk og beskriver med dyb ærlighed, hvordan det er at være indlagt på en retspsykiatrisk afdeling. Bogen er skrevet med det formål at give håb og afhjælpe tabuer. Den er også ment som en støtte til andre i samme situation, så man ikke føler sig helt alene. Bogen forstås bedst, hvis du har læst de to foregående, men kan sagtens læses separat. Uddrag af bogen Jeg har virkelig været langt ude. Jeg har flere gange været tæt på at tage mig selv af dage ved rå selvskade. Det må jeg lige holde op imod de ting, jeg gør nu; de er i det mindste ikke livsfarlige. Mon så ikke det er på tide at få kigget på, hvad det er, der gør mig rastløs og anspændt? Jeg er meget fokuseret på ting i verden, som skal være anderledes, for at jeg kan få fred. Sidst der var krise, var jeg helt ude over kanten. Jeg forsøgte at tage livet af mig. Jeg røg lige tilbage i en gammel adfærd med at sluge ting, der er farlige, og som kan perforere tarmene. Om forfatteren Trine Petersen (f. 1976) har været psykiatrisk patient det meste af sit liv. Hun er således med egne ord professionel patient. Hun tager rundt i landet og holder oplæg, primært om borderline og selvskade.

Line Rosenberg Schmidt fortæller i denne bog sin personlige historie om at leve et liv med angst og depression. Det er et modigt og sårbart indblik i den smertefulde tilstand, man bliver sat i, som psykisk syg.

I det moderne sundhedssystem er det for det meste behandlerne, der har ordet. Patienterne bliver overhørt eller er ude af stand til at tale deres egen sag. I denne bog forsøger jeg at give et unikt indblik i livet bag murene, når psykisk sydom har udviklet sig til kriminalitet. I bogen fortæller jeg åbenhjertigt om min kamp for at komme ud af selvskade og dermed skabe mig et nyt liv. Jeg fortæller om min dagligdag, med mine op- og nedture, og jeg skildrer de forhold, jeg lever under nu – på fjerde år. Bogen er ikke skrevet til hyggelæsning, så man skal være forberedt på, at det er både rørende og barsk læsning. Man kan mene om bogen, hvad man vil, og man kan tage den til sig eller lade være. Men her er beskrivelsen af mit liv i ”længslernes fængsel”.

Nat i april er Caroline Livingstones blottende og intime fortælling om at vokse op med en sindslidelse, at overleve et selvmordsforsøg og at skulle leve med aldrig at vide, hvordan det er ikke at have været på den lukkede. Beretningen trækker læseren med fra den begyndende sårbarhed ned i den dybeste psykose, gennem psykiatriske afdelinger, diagnoser, medicin og forsøg på fornægtelse og erkendelse. Nat i april er ikke en bog, der prøver at give svar eller løsninger, men snarere et unikt indblik i den menneskelige oplevelse, det er at miste forstanden.

Bagsidetekst Camille er en kvinde med mange evner og kompetencer, men som følge af en barndom præget af misrøgt og incest har hun kæmpet med stemmer og selvskade i mange år. Hun er ofte røget ind og ud af psykiatriske sygehuse og har mange langvarige perioder med indlæggelser bag sig. I dag bor hun i et døgndækket psykiatrisk botilbud, Enghuset i Gistrup. Her er det lykkedes for hende at falde til ro. Kombinationen af at bo i et døgndækket tilbud og den faste struktur på dagen, kontakt, gode relationer og arbejdsidentitet som Kildehuset tilbyder har tilsammen gjort, at Camille ikke har været indlagt i tre år. Ved fælles hjælp har Camille nu fået rytme og meningsfuldhed i hverdagen – og nye, gode venskaber.

På forhånd frygtede han elektrochok som sit værste mareridt. Men behandlingen viste sig mirakuløs.

I januar 2018 blev Peter Øvig helbredt fra en svær psykotisk depression på Rigshospitalets lukkede afdeling. Først bagefter gik det op for ham, hvor store omkostninger sygdommen havde haft for ham selv og hans nærmeste. I en lang periode ville hans fjortenårige søn ikke se ham.

I de tre år siden helbredelsen har Peter Øvig gravet i, hvad depression og elektrochok har gjort ved ham. Undersøgelsen fører ham fra hans ungdoms antipsykiatri til tredivernes slagtehaller i Rom og videre over CIA’s eksperimenter med hjernevask frem til den nyeste forskning i erindring. Han opdager, at vi måske selv digter, hvad vi husker.

Under arbejdet med Jeg er hvad jeg husker må Peter Øvig ændre sit syn på ikke bare psykisk sygdom, men også sine nærmeste – og sig selv. ”Jeg er blevet en anden”, konstaterer han i bogen, ”og jeg kan bedre lide ham.”

Jeg er hvad jeg husker er en selvstændig fortsættelse af Min mor var besat.