Søgeresultater: 17

Denne bog handler om dissociation, som er et helt almindeligt – men ikke desto mindre ret overset – symptom ved traumer. Med udgangspunkt i den nyeste forskning og litteratur på området samt en lang række personlige fortællinger beskriver forfatteren, hvordan mennesker med psykiske problemer oplever det at dissociere. Hele vejen kobles teorien med de væsentlige og hudløst ærlige patientfortællinger.

Forfatter og antropolog Ina Kjøgx Pedersen har været på feltarbejde i sin egen familie. Hendes ide var på nærmeste hold at følge sin mors demenssygdom; den sygdom, som er udråbt til at være en af vor tids største personlige og verdensøkonomiske katastrofer, som i ringe omfang lader sig behandle, og som i sundhedsvæsnet kun kan måles negativt: i form af rask tilbagegang. Men ville det også opleves sådan for hende i virkeligheden?

Hen over fire år har Ina Kjøgx Pedersen opsøgt gerontopsykologer, erindringsforskere, neuropsykologer, antropologer, andre pårørende, morens naboer, familie og venner. Men bogens bærende skelet bliver den logbog, som hun begyndte at føre i efteråret 2013 for at fastholde det, der forsvandt. Ned i detaljer dokumenterer logbogen de bevidsthedsverdener, hendes mor går ud og ind af. Den viser de faser, hun gennemgår, der er fokus på sproget, humoren, afmagten, sorgen – også Inas, når hun som datter kommer til at gøre alt det forkerte, selv om hun ikke vil. Det bliver derfor også en meget konkret bog: en nysgerrig, somme tider rasende famlen, båret af Ina Kjøgx Pedersens personlige trang til at blive klogere på noget, hun – og mange andre med hende – ikke kan undgå at forholde sig til.

Som 12-årig fik Anne Lise Marstrand-Jørgensen diagnosen depression af en psykiater, der satte hende i medicinsk behandling. I en alder af 20 år mente samme psykiater, at hun skulle forberede sig på at tage medicin resten af livet. På det tidspunkt tog hun sagen i egen hånd: Trappede helt ud af medicinen og undersøgte i stedet mulighederne for alternativ behandling og terapi.

Mange mennesker med depression og angst er konstant i tvivl om, hvorvidt de gør det rette. Nogle kan ikke bære, at andre sætter spørgsmålstegn ved deres dispositioner, andre opsøger selv de samtaler. Nogle har været indlagt, andre har ikke. Nogle har været i livsfare på grund af deres depression, andre lever med en mildere, men kronisk forstemthed.

For Anne Lise Marstrand-Jørgensen forekom det indlysende, at noget virker for nogen, men ikke for andre. Stillet overfor andres lidelse og sundhedsvæsenets ret begrænsede tilbud, slog det hende, i hvor høj grad behandling af angst og depression hviler på holdninger og forventninger – hos den lidende og hos behandleren. Holdninger til, hvor meget smerte et liv må indeholde, holdninger til hvad der er afvigende, og hvad der er normalt, holdninger til årsager til sygdommen og vejen til sundhed, holdninger til hvad depressioner i det hele taget er, og holdninger til hvordan de bedst behandles, forebygges og italesættes.

De fleste behandlere er klar over, at den rette behandling må skræddersys til den enkelte. I en ideel verden i hvert fald. Mange fagfolk er optaget af den rolle, samfundsudviklingen spiller for mental sundhed. Nogle er modstandere af medicin, andre er overordnet set tilhængere. Nogle er optaget af barndommen, andre af genetik. Nogle finder væsentlige svar i statistikken, andre i hjernescanninger eller i eksistentielle og åndelige overvejelser.

Marstrand-Jørgensen har gennem årene flere gange skrevet artikler og essays om sine egne depressioner og angstlidelser, og hver gang har det affødt et overraskende antal henvendelser fra mennesker, som har følt sig spejlet. For mange mennesker er psykisk lidelse stadigvæk forbundet med skam. At bruge kræfter på at skjule den virkelighed, man hver dag bakser med, fordi man er fuld af en urimelig følelse af at være forkert, er en tung byrde at bære.

Derfor satte hun sig for at spørge nogle af de forskere og eksperter, som arbejder med evidensforskning inden for angst og depression, for at blive klogere på, hvilke muligheder for behandling der er i dag, og for at få stillet sin nysgerrighed i forhold til, hvordan det psykiatriske og alternative behandlingsmuligheder ser ud i dag og for at blotlægge deres – til tider direkte modstridende - holdningsforskelle. Arbejdet med denne bog har på mange måder været overraskende. Hun er blevet klogere og mindre skråsikker. Hun har stadigvæk sine egne holdninger og strategier. Høstet og afprøvet gennem mange år. Hun håber med denne bog at kunne dele den væsentligste indsigt med andre: At vi hver især er nødt til at finde vores egen vej. At vi kan udveksle erfaringer og finde mod til at eksperimentere ved at vide, at verden er større og rummer langt flere muligheder end dem, vi møder på en given behandlers kontor. At vi hver især er langt mere og langt støre end vores diagnoser og lidelser og kampe.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har det godt i dag. En del af hemmeligheden er, at hun har lært sig selv at kende i alle de år, hvor hun har måttet leve med, at mørket findes som en lurende mulighed og en truende afgrund. Hver dag rummer sin egen disciplin, etableret for at holde sindet i vater. Hendes personlige opskrift lyder i al sin forsimplede enkelthed således: Meditation, åndelig disciplin, fysisk træning, kunst, at rette blikket mod verden i stedet for kun mod sig selv. Og dertil mange, mange år med forskellige former for terapi.

Når et menneske rammes af kræft, er det ikke blot kræftpatienten, der bliver ramt. Det er også de pårørende. Sygdommen får en afgørende indflydelse på hele familien, og mens kræftpatienten kæmper for at komme igennem et langvarigt behandlingsforløb, kæmper de pårørende for at støtte og hjælpe og skjule deres egen sorg. Palle får konstateret cancer i 2012. Både Palle og hans kone Annette er med det samme klar over, at chancen for at overleve er meget lille, men Palle nægter at give op, selv da han i de allermørkeste stunder knap kan holde sig oprejst. Mens han sygner hen, tændes længslen efter at rejse, og Annette forsøger at give ham de sidste oplevelser. Denne bog beskriver rejsen med og gennem canceren. Den handler om mod, både den cancerramtes mod, men også den byrde og det mod, der skal til for at være pårørende. Uddrag af bogen ”Han har cancer,” var beskeden. Jeg vidste det jo godt, men alligevel kom det som et chok. Jeg sad i min klinik og skulle tage mig af patienternes småproblemer. Jeg husker stadig, at jeg sad og græd. Palle sad i Sverige og jeg i Danmark, og jeg anede faktisk ikke mine levende råd. Det første, jeg gjorde, var at gå ind på nettet og søge på den procentuelle overlevelse ved en sådan cancer. Den var nedslående 38 %. Det næste, jeg husker, er, at Palle ringer mig op. “Hvad er overlevelsesprocenten så? Jeg går ud fra, at du har tjekket det allerede!” Hvad siger man til en mand, der ligger ned? Det var på det tidspunkt, at jeg bestemte mig for at lyve. Om forfatterne Palle og Annette Rosted er begge læger. Palle er tidligere overlæge på smerteklinikken i Sheffield, England, og er nu delvist pensioneret, mens Annette stadig arbejder som praktiserende læge. Ud over deres engagement i deres job er deres store passion at rejse og at dele ud af deres rejseoplevelser.

“Jeg hang jo slet ikke sammen!” Sådan beskriver den 18-årige Mathias sig selv, inden han fik diagnosen ADHD. Hans liv var præget af konflikter med familien, vold og misbrug, men under den vrede overflade skjulte sig en frustration og en længsel efter en forklaring.

 I bogen “Konstant uro” fortæller otte unge om deres ADHD. Det er meget forskelligt fra ung til ung, hvordan symptomerne kommer til udtryk. Pernille fortæller, at hun er hyper og i konstant bevægelse. Jess er meget impulsiv og gør ting, han fortryder, mens Annes ører fanger alle lyde. De unges personlige beretninger suppleres i bogen af interviews med fagfolk.

Forfatteren har i sin dagbog skrevet om livsforandringer, om fortvivlelse, vrede, ensomhed, afmagt, efterhånden som demens ændrede hendes og ægtefællen Steens liv. Da Steen flytter på plejehjem, startes en mailkorrespondance med Steens barndomsven om blandt andet livet på plejehjem, uhelbredelig sygdom og værdige levevilkår. Hun fortæller om det nødvendige, til tider udfordrende, men også omsorgsfulde samarbejde med forskellige fagpersoner. Bogen beskriver også kærligheden og om at have mod på livet før, under og efter sygdomsforløbet. "Stoffet er meget vedkommende og velskrevet … Bogen står netop stærkt, fordi det er en øjenvidneberetning, som i første omgang ikke tager hensyn til et publikum …" Edith Kahlke, erhvervspsykolog "Hvor kan jeg genkende det hele … havde jeg bare selv gjort dagbogsnotater til at skrive mig igennem hverdagen, holdepunkt, kronologi … Genialt med mailkorrespondancen, hvor en anden person inddrages direkte i jeres hverdag og går fra det-skal-nok-gå-følelse over til efterhånden en erkendelse af, hvor hårdt det er og stor medfølelse …" Lillan Albeck, pårørende ægtefælle Uddrag af bogen Svedig og udmattet var Steen, da han stod uden for døren med et ungt par, der havde samlet ham op på vejen, hvor han var faldet omkuld. Denne gang bød jeg dem alle ind. I gangen blev Steen straks den belevne vært. ”Kan du ikke byde de to mennesker på kaffe,” sagde han. Jeg var stadig noget rystet uden dog at lade mig mærke med det. De to unge mennesker ville gerne have kaffe, og kvinden fortalte mig, at hun havde en mormor, der led af Alzheimers og derfor kendte til demens. Jeg ringede til afdelingen, som ikke kunne forstå, at han var gået. Om forfatteren Nina Harboe (f.1951) er uddannet socialrådgiver og har arbejdet inden for det sociale område med familier. Efter hendes ægtefælle fik konstateret demens, er fokus flyttet til demens og pårørendes livssituation.

Rikke Schmidt Kjærgaard er 38 år gammel, mor til tre og har godt gang i sin karriere som forsker, da hun 1. januar 2013 pludselig bliver ramt af en aggressiv bakteriel meningitis, og få timer senere får hjertestop og dør. Mirakuløst bliver hun genoplivet, men Rikke er i koma. Da hun vågner, er hun ’fanget’ i sin egen krop – lammet og ude af stand til at signalere til familie og sygehuspersonale, at hun ikke er hjernedød, men kan høre, se og forstå. Først da hendes mand opdager, at hun blinker, begynder en lang, sej kamp tilbage til livet.
Blink – da jeg mistede livet og lærte at leve er en dramatisk fortælling om at tabe alt på et øjeblik og samtidig en stærk kærlighedshistorie om sammenhold i familien og om stædighed og vilje. Rikke er en af de få, der kan berette, hvordan det opleves at blive genoplivet, at vågne fra en koma, og hendes historie er en inspirerende og dybt bevægende fortælling om at prioritere det vigtigste i tilværelsen, når man har været på kanten af livet.
Bogen har forord af den verdensberømte amerikanske bestsellerforfatter Bill Bryson.

”Et af depressionens mest grundlæggende symptomer er, at alt er håbløst.”

Men sådan behøver det ikke blive ved med at være. I Gode grunde til at vælge livet, beskriver Matt Haig ærligt og rørende et liv med depression og angst indefra. Om at være så langt nede, at man er parat til at vælge livet fra. Om derfra at lære sig selv at sætte endnu større pris på det smukke og gode i livet. Om det skrøbelige og nødvendige i at måtte leve med sygdommen på gode og dårlige dage resten af livet. Om at hjælpe sine nærmeste med at hjælpe en. Om der, hvor det gør allermest ondt, og der hvor livet giver allermest mening.

Med stor indsigt og klart udsyn – og også en del humor – deler Matt Haig sin personlige historie med alle, der er i berøring med angst eller depression.

Nr. 1 på Sunday Times’ bestsellerliste

”En af de mindst forudindtagede, mest klarsynede og praktiske bøger om depression, trods sygdommens svimlende ensomhed”

"Det var en bestemt historie, der ledte mig på sporet af den lægelige antropologi, en sygehistorie fra 1826, hvor en dansk læge beskrev et 19 år langt sygdomsforløb hos en patient, der omsider viste sig slet intet at fejle. Patienten hed Rachel Hertz, bedre kendt som synålejomfruen, og historien, der hører til de mærkeligste i den medicinske litteratur, var umiddelbart så fængslende og gådefuld, at jeg fandt de samtidige reaktioner på den frem."



Knud Michelsen tager udgangspunkt i en næsten 200 år gammel sygehistorie, mens han beskriver lægevidenskabens og psykiatriens selvforståelse gennem tiden. Han forsøger at gøre op med tendensen til at gøre alle aspekter af menneskets krop, sind og liv til noget sygeligt, der skal behandles af læger, psykiatere eller psykologer. Bogen henvender sig til alle, der er interesserede i den sundhedspolitiske debat, menneskesyn og etik. Knud Michelsen (f. 1945) er en dansk forfatter. Han er uddannet cand.mag. i dansk og filosofi og arbejdede i flere år som gymnasielærer. Knud Michelsen har udgivet flere bøger og har desuden bidraget til tidsskriftet Kritik.

FRA INDERSIDEN er en uparfumeret selvbiografisk beretning om, hvordan det opleves som menneske, far, ægtefælle og direktør skånselsløst og uden varsel at blive revet ud af sammenhængen og dømt til et liv med en permanent skade i hjernen. I januar 2012 vågnede Simon Fønsbo på hospitalet efter en stor blodprop i hjernen. Tre måneder før havde hans søn fået konstateret leukæmi. Dette er Simons egen rå og galgenhumoristiske fortælling om de første måneder af sit nye liv.

Prostatakræft kan være svært at tale om, selvom der er mange mænd over 50 år, der hvert år bliver ramt af det. Anders Enevig var en af dem. Som 85-årig fik han stillet diagnosen, og han besluttede sig for at gå effektivt, men drastisk til værks: Han lod sig kastrere.

Et år senere udgav han bogen "Velkommen i klubben – noget om prostatakræft", hvor han fortæller om symptomer på sygdommen og de forholdsregler, der kan tages, hvis man tror, man er i farezonen eller har et familiemedlem, der kan være det. Vigtigst af alt understreger bogen, at sygdommen ikke er noget at fortvivle over. Det er muligt at blive helbredt og leve et godt liv bagefter. Anders Enevig (f. 1923-2013) var en dansk forfatter, historiker og modstandsmand. Han er særligt kendt for sine realistiske og hjertevarme skildringer af gøglere, cirkusartister, sigøjnere, sprittere og andre subsistensløse, som han blandt andet mødte som politibetjent på Nørrebro. Anders Enevig var desuden en af drivkræfterne bag kampen for bevaring af Cirkusbygningen, som efter årevis af utrætteligt arbejde blev renoveret i 1983 og fredet i 1988.

I denne nybrydende bog udforsker Kathryn Mannix, en pioner inden for palliativ pleje, det største tabu i vores tid og samtidig det ene vilkår vi alle er fælles om: døden.
Gennem en række smukt, klogt og varsomt fortalte patientfortællinger fra sit snart 40-årige virke som læge besvarer hun de mest intime og følsomme spørgsmål om døden og den døende. Kathryn Mannix skriver med gribende ærlighed og menneskelighed, og viser den terapeutiske kraft , der opstår, når man nærmer sig døden ikke med ængstelse og fortielse, men med åbenhed, klarhed og forståelse.
At gå døden i møde er en bog henvendt til alle. Alle ramte, sørgende, efterladte, pårørende og nærtstående, alle syge og raske, alle, der gerne vil vide mere om livet og om døden. På dens sider møder vi mennesker, der kunne have været vores veninde, søster, far, søn, mormor, onkel, kollega eller nabo. Vi møder Hannah, der danser sin sidste dag væk. Philip den pensionerede skoleleder, der selv om han er ramt af svær sygdom insisterer på at få ting gjort. Elskelige, godhjertede Nelly og Joe, der begge lever i en ensom fornægtelse for at skåne hinanden fra smertelige bekymringer. Og nittenårige Sigrid der er døende af leukæmi og syr på en pude til sin mor, som hun kan kramme efter hendes død.
Blot fire af bogens omkring tredive livsfortællinger om helt almindelige mennesker, der dør en helt almindelig død. Fortællingerne viser med både alvor, humor og varme, hvordan døende omfavner livet – ikke fordi de er særligt tapre eller stærke, men fordi det er et menneskeligt instinkt, når man står over for døden. Og døden er for de allerfleste ikke det ene øjeblik, dødsøjeblikket, men et langt forløb – hvor man ikke skal gå alene.
Med disse eksempler og med al sin professionelle erfaring og sin blide, men uforfærdede tilgang vil Kathryn Mannix lære os helt konkret om dødens forløb og faser, så vi kan være tilstede og gå døden i møde sammen med dem vi elsker og holder af.
Med forord af hospitalspræst ved Rigshospitalet Lotte Blicher Mørk