Søgeresultater: 27

Allerede som 5-årig vidste Pernille Rahbek, at hun måtte klare sig selv, for der ikke var nogen andre til at klare noget for hende. Kan man se, at jeg har grædt? er hendes gribende ærlige fortælling om, hvordan det er at vokse op med en mor, der hellere vil drikke alkohol end være sammen med sine børn - men udadtil har en perfekt facade og et pænt og nydeligt hjem.

Peer Hultberg var en af Danmarks helt store forfattere i international klasse. Ved sin død i december 2007 efterlod Hultberg sig en selvbiografi beregnet på posthum publicering. Bogen giver et overraskende indblik i det ellers meget private menneske Peer Hultberg og tegner et portræt af kunstneren som ungt menneske: hans familieliv som adoptivbarn og udviklingen af hans seksualitet. I et afsluttende brev til moderen gør Hultberg regnskabet op med forældrene. Der er nok tale om et opgør, men det munder dog ud i en tak til moderen for at have frisat ham som menneske.

Plads til alle – en familie med handicap er en bog om at have et handicappet barn.

Hvert år dør omkring 200 danske børn, før de når at fejre deres 1-års-fødselsdag. Nogle har ikke været stærke nok til livet, fordi de er kommet til verden alt for tidligt. Andre har været født med sygdomme, de ikke har kunnet overvinde. Eller de blev født med misdannelser, som var for svære at leve med. Bag hvert af disse korte liv ligger stærke historier om de etiske dilemmaer, der opstår i feltet mellem liv og død. Teknologi og lægefaglig ekspertise giver i dag vide muligheder for at hjælpe skrøbelige spædbørn. Men hvor langt skal man gå for at redde et menneskeliv? Hvad er et værdigt liv? Og kan sand kærlighed til et barn ikke netop være at lade naturen gå sin barske gang og lade sønnen eller datteren få fred? I "Slip livet, lille skat" kommer læseren helt tæt på en mors tanker om kærlighed, liv og død, når vi følger hende, fra hun finder ud af, at det barn, hun venter, ikke er levedygtigt, til hun sammen med barnets far tager endeligt afsked med deres otte dage gamle datter, Laura. Om forfatteren: Ulla Gunge Hansen (1976) er uddannet journalist og sociolog fra RUC i 2006. Har siden 2008 været ansat på Berlingske, hvor hun i dag skriver om danskernes liv og velfærd fra avisens indlandsredaktion.

Jeg løber er en bevægende fortælling om at finde en form for vej ud af en sorg.
Anders Legarth Schmidt snørede løbeskoene blot ti timer efter, at hans seksårige datter Ellen døde på Rigshospitalet efter to års opslidende kræftsygdom. På det tidspunkt havde han været løber en stor del af sit liv, men opdagede midt i den bundløse sorg, at det fik en ny mening og funktion for ham at løbe.
Han fandt i løbet et rum, hvor han mærkede en snert af frihed fra de sorteste tanker. Og et afløb for den følelse af afmagt og kontroltab, der følger med sorgen. For i løbet findes kun det næste skridt, det næste åndedrag – og det næste hjerteslag.
I en serie dybt personlige og meget rørende tekster i krydsfeltet mellem liv, død, løb, sorg og savn deler forfatteren i denne bog sine følelser og tanker og refleksioner over, hvad løb handler om for ham. Når han løber uden at se sig tilbage på sine tidlige morgenture i København, ad kolde bjergstier i Himalaya og øde landeveje i Marokko.
Jeg løber er oprindeligt udgivet som en blog i Politiken og har opnået stor opmærksomhed, blandt andet fordi Anders Legarth Schmidt med et både rørende og direkte sprog tager favntag om det tabu, som døden er. I efteråret 2017 opsætter Det Kongelige Teater desuden Jeg løber som en teaterforestilling.
Jeg løber handler om at leve – og løbe videre – på trods.

Med afsæt i sin opvækst fortæller Lotus Turèll om barnets oplevelse af at vokse op i en familie med alkoholproblematikker. Ud over en biografisk del rummer bogen også en erfaringsguide, der beskriver processerne med at komme ud af senfølgerne.

Hvad der startede som en dagbog, endte med – efter 8 år – at blive til bogen Stærk som en stridsbaby. Bogen skildrer på både stærk, barsk og rørende vis, hvordan livet som forælder til et kritisk sygt barn kan forme sig. Hvor ufattelig hårdt det er at se sit barn lide, være i den ene narkose efter den anden og løbende få sin rygsæk fyldt med traumatiserende oplevelser – helt uden mulighed for at skærme hende. Men også hvor hårdt det er samtidig at skulle forstå og agere blæksprutte i sit barns sag i et fortravlet sundhedsvæsen. Og oveni at kæmpe med social-, daginstitutions- og skolesystemet. Og nå ja, så lige sørge for at have overskud til det syge barns tvillingesøster, sit arbejde, parforhold, venskaber osv. – alt imens ens egen krop er fyldt til randen af stress, søvnmangel, bekymring og ensomhed. Men kærlighed kan flytte bjerge, og når det handler om ens børn, kan man som løvemor strække sig langt og stædigt holde fast i håbet om, at der er lys forude.

I september 2003 fødte jeg mit første barn, en dejlig dreng, ved akut kejsersnit på Herning sygehus. Læge og jordemoder gav ham straks topkarakterer og erklærede ham sund og rask. Han var en stor, velskabt dreng. Et halvt døgn senere blev han grålig og fik konstateret en alvorlig hjertefejl og blev derefter hurtigt overført til Skejby sygehus. Her blev han døbt og fik navnet Kasper. Denne bog er en oprigtig historie fra det virkelige liv. En bog om mine personlige oplevelser gennem et voldsomt sygdomsforløb og vores sorg over at miste et barn. Det er historien om, hvordan jeg taklede mit livs største udfordring, og hvor jeg fandt styrken, når det var sværest. Om forfatteren Gitte Guldberg (f. 1976) er født og opvokset i Sunds. Hun bor sammen med sin mand Brian og deres to børn.

Hvordan lyder det, når en forælder og hans eller hendes voksne barn sætter sig over for hinanden og giver sig til at tale sammen om ting, de ellers aldrig har haft en særlig lejlighed til? Det viser sig ofte, at de mindes den samme begivenhed på vidt forskellige måder, eller at faren syntes, han så ofte havde fortalt sin søn, at han holdt af ham, mens sønnen næsten ikke kan huske én eneste gang.

Ninka har sat 25 forældre over for deres børn og ladet dem tale ud med varme og med humor. Læs blandt andet samtaler mellem Rita Bjerregaard og Ritt Bjerregaard, Johannes Møllehave og Tomas Møllehave, Fay Weldon og Nick Weldon samt Lis Linnet-Jepsen og Anne Linnet.

Den danske forfatter og journalist Anne Wolden-Ræthinge (1929-2016) – bedre kendt som Ninka – skrev i mange år for Politiken og står i øvrigt bag en lang række interviewbøger og biografier af kendte mennesker lige fra dronning Ingrid til Bille August. Anne Wolden-Ræthinge vandt Cavlingprisen i 1974.

Min grå maske kan ikke tale er en personlig beretning om at møde den eksistentielle meningsløshed. Om at miste sit ønskebarn under graviditeten, om at føle ensomheden og smerten som usynlig mor og far. Om ikke at kunne flygte fra sin egen klaustrofobiske og voksende kvindekrop, når noget går galt indeni, og om at skulle føde sit døde barn. Om at mærke forståelseskløften til omverdenen, sundhedssystemet og dem, der elsker en. Om at møde sorgens had og jalousi og overleve bag en stille maske. Men det er også en beretning om to mennesker, der vælger kærligheden og livet midt i tomheden. Og om, hvordan forestillingen om fairness, forældreskab og meningen med ens eksistens får en ny dimension gennem tabet og igennem erkendelsesglimt af, at livet er utæmmeligt, forgængeligt og enestående. Uddrag af bogen Jeg skulle ikke være med til at slå mit barn ihjel. Jeg skulle ikke være med til at føde mit lille kærlighedsmenneske, hvis ikke det skulle leve. Jeg skulle ikke se mit elskede, lille Tigerdyr ligge stille i mine arme. Jeg insisterede på, at jeg ikke kunne. Hun lyttede. Perler af frygt trillede ned ad mine kinder. Mit hjerte gjorde ondt. Hun talte til mig, og ordene lagde sig som skyer af tåge over mine tanker. Jeg hørte intet. Jeg frøs. Jeg mærkede pludselig kærlige strøg inde fra min mave. Fra en lille fiskehale, der beroligende kærtegnede mit forpinte hjerte. Tårerne svømmede ud. I oceaner af sorg. Om forfatteren Louise Desirée Handberg-Huusfeldt (f. 1987) er uddannet bachelor i Internationale Virksomhedsstudier og kandidat i Service Management fra Copenhagen Business School. Min grå maske kan ikke tale er hendes første non-fiktive udgivelse.

Livet gik i opløsning den dag i november 2011, da Pernille Glavind Olsson fik at vide, at hendes dengang femårige datter lider af en uhelbredelig, arvelig sygdom. Den vil på få år gøre hende handicappet og afhængig af en kørestol. Pernille Glavind Olsson var langt henne i sin anden graviditet og skulle sammen med sorgen også tackle angsten for, om det kommende barn ville lide samme skæbne. Med rå ærlighed, humor og poesi beskriver hun i Tror vi på Gud, mor?, hvordan drømmene om fremtiden viskes ud og langsomt erstattes af en ny forestilling om, hvordan det perfekte liv ser ud. Undervejs på den personlige rejse hudfletter hun alt fra Gud, død, parforhold, handicap og gangstativer til hunde, toiletsnak, yoga og chokoladeboller. Tror vi på Gud, mor? handler om at være udsat og føle sig ensom i en tid, hvor vi ikke skilter med vores svagheder, men også om hvordan man i et livsforandrende kaos finder styrke og indsigt, lærer at leve i nuet og at glædes over de små øjeblikke.

Shahin er otte år gammel, da hans iranske far tager ham med til Iran og beholder ham der i to år. I bogen undersøger Shahin hvad der egentlig skete. For voksne, men måske især også unge læsere.