Søgeresultater: 2

RUDOLF VRBAS fangenskab og flugt er en af de mest uafrystelige historier fra Anden Verdenskrig. Det er én mands vidnesbyrd om den største forbrydelse nogensinde, Holocaust, men også en forbløffende fortælling om menneskets ukuelighed og mageløse vilje til at leve. Rudolf Vrba overlevede to år i dødsriget Auschwitz, inden han flygtede; ud gennem SS’ tætmaskede bevogtning, til fods i nattemørket, i skjul om dagen, indtil han efter ufattelige strabadser slap ind over grænsen til Slovakiet. Hvad han der kunne berette, chokerede en hel verden. FLUGTEN FRA AUSCHWITZ er en dramatisk førstehåndsberetning fra civilisationens nulpunkt. Det er samtidig et historisk nøgledokument, forfattet af den ene af mændene bag den såkaldte Vrba-Wetzler-rapport, der i sommeren 1944 blev smuglet ud af det nazistisk besatte Europa og for første gang gav den frie verden fuldt indblik i uhyrlighederne bag kz-lejrenes pigtråd. Rudolf Vrbas erindringer fra 1963, som nu omsider foreligger på dansk, er i denne udgivelse forsynet med en oversættelse af den oprindelige Vrba-Wetzler-rapport, som den blev dikteret af Rudolf Vrba og hans flugtmakker, Alfréd Wetzler, umiddelbart efter at de ankom til Žilina i Slovakiet i april 1944. Rapporten var en vægtig kilde i den internationale presses første gruopvækkende nyhedshistorier om massemordet i Auschwitz, og dens detaljerede oplysninger om dødstal og drabsmetoder indgik siden som bevismateriale i Nürnbergprocessen, de allieredes retsopgør med nazisterne efter Anden Verdenskrig.

500 breve fra Wien, omhyggeligt sorteret efter dato, omviklet med snor og gemt af vejen. Adressaten er Otto Ullmann, en 13-årig jødisk dreng, som i vinteren 1939 ankom til Skåne fra det nazistiske Østrig – uden sine forældre. Josef og Elise Ullmanns 500 længselsfulde breve til deres søn og eneste barn er et vidnesbyrd om et jødisk forældrepars sorg og fornedrelse i Wien og Theresienstadt. Indtil korrespondancen en efterårsdag i 1944 hører op. Det er en tragedie pr. post, skrevet netop så lavmælt og håbløst fuldt af fortrøstning, som man må skrive til en dreng, der er alene i et fremmed land. Elisabeth Åsbrinks bog om familien Ullmann er samtidig et personligt og bevægende opgør med en nation og et folk, som ikke handlede, som man bør over for mennesker i yderste nød. For midt under Holocaust, i det jødiske folks mest desperate stund, blomstrede antisemitismen hele vejen op gennem det svenske samfund og ind i sagsbehandlerkontorerne, hvor jøders ansøgninger om asyl blev forsynet med et »m« for mosaisk – og af den grund oftest afvist.