Søgeresultater: 7

Allerede som 5-årig vidste Pernille Rahbek, at hun måtte klare sig selv, for der ikke var nogen andre til at klare noget for hende. Kan man se, at jeg har grædt? er hendes gribende ærlige fortælling om, hvordan det er at vokse op med en mor, der hellere vil drikke alkohol end være sammen med sine børn - men udadtil har en perfekt facade og et pænt og nydeligt hjem.

Et enestående vidnesbyrd om nogle helt usædvanlige skæbner fortalt af den  engelske journalist og forfatter Wendy Holden, der har samlet dem i en velresearchet ramme om Europa før og efter krigen. Tre unge, nygifte kvinder rives ud af deres gode liv og deporteres til Hitlers rædselslejre. I de sidste uger af 2. Verdenskrig bliver kvinderne, der nærmest er omvandrende skeletter, overført til udryddelseslejren Mauthausen. Det er lykkedes kvinderne at skjule, at de er gravide. Under ufattelige omstændigheder ser tre nye liv dagens lys med få dages mellemrum. På mirakuløs vis overlever både mødrene og spædbørnene, Eva, Hana og Mark, til amerikanske tropper endelig udfrier dem i maj 1945. I et nyhedsbrev i anledning af 65-årsdagen for Mauthausens befrielse beretter nogle US-veteraner om Hana og hendes mor. Historien når Eva og Mark, der hver især har troet, at de var den eneste overlevende baby i Mauthausen. Ved en mindehøjtidelighed i maj 2010 mødes de tre 'mirakler' før første gang. Deres fælles fortid binder dem sammen med et tæt bånd. Trioen indgår et samarbejde med den engelske forfatter Wendy Holden, for at kaste lys over deres mødres barske og umenneskelige tilværelse under krigen.

"Man skal have følt smerte, for at kunne forstå andre menneskers smerte. Jeg føler ikke, at jeg er skadet eller unormal. Jeg ser mig selv som et menneske, der reagerer normalt på en unormal barndom. Min adfærd og reaktion har været et udtryk for et uheldigt samspil mellem et sårbart menneske og meget uheldige livsomstændigheder."



Camille Thellefsen, datter af den berømte Limfjordsmaler Leo Thellefsen, fortæller i sin barske erindringsbog om en familie, der på overfladen simulerede den idylliske kunstnerdrøm, men i stedet var en barndom fyldt med omsorgssvigt; om en umoden og selvoptaget mor, der med skødesløshed og raserianfald vanrøgtede sine børn, og om en beundret kunstnerfar, der interesserede sig for meget for den spæde Camilles krop. Camille fortæller nådesløst om overgrebene i hjemmet der ikke blev standset af de sociale myndigheder, der i stedet så den anden vej; om sin årelange kamp med psykiatrien, om selvmordsforsøgene, og om at miste troen på sig selv og ens medmennesker. Men Camilles erindringer er også fortællingen om et menneske der på ren viljestyrke trækker sig selv op fra dybet, og i kærlighed til sin datter ikke lader sig knægte af fortidens misbrug. Camille Thellefsen (f. 1968). Forfatter til erindringsbogen "Kunstmalerens datter – svigt og misbrug bag bohemelivets facade" der skildrer en opvækst med incest og vanrøgt bag en kunstnerfamilies facade.

»Vi krammer farvel. Jeg har svært ved at slippe min mor og min storesøster. Det er vanskeligt at balancere ned ad de store glatte stentrappetrin, selv om jeg bliver holdt i hånden af en fremmed mand, der skal ro os ud til M/S Disko, og det er nervepirrende at træde ned i den lille robåd, der vipper meget, da jeg stiger ombord. Jeg bliver sat på toften ved siden af Agnethe. Vores små numser kan lige være der. Vi er meget stille og alvorlige, vores mødre står helt fremme ved gelænderet, og jeg kigger intenst op på min mor og tænker på, hvorfor hun lader mig rejse.« Helene er 7 år, da hun sammen med 21 andre grønlandske børn bliver sendt til Danmark i 1951 for at lære dansk. Halvandet år senere vender hun hjem til Godthåb, kun for at opdage, at hun slet ikke skal bo hos sin familie, men på et helt nyt børnehjem, opført af Dansk Røde Kors. Hun har glemt sit modersmål og bliver sammen med sine skæbnesøskende opdraget efter tidens danske normer, samvittighedsfuldt effektueret af Benze, børnehjemmets forstanderinde. Målet er at gøre de grønlandske børn til mønsterborgere og forbilleder for deres landsmænd. Men børnene bliver fremmede i deres eget land. I bogen I den bedste mening har Tine Bryld berettet om dette sociale eksperiment – og senest har spillefilmen Eksperimentet hentet stof i den autentiske historie. Helene Thiesen har været en central kilde i begge tilfælde. Nu får vi hendes egen knivskarpt erindrede beretning om sin barndom – fra faderens død, til der pludselig står en fremmed mand i hjemmet og overtaler hendes mor til at sende hende til Danmark. Fra tilbagekomsten til Grønland og livet på børnehjemmet, til hun kommer på efterskole i 1960 som 16-årig. Som filminstruktør Louise N.D. Friedberg skriver, er man i et NU med den lille Helene, der oplever alt for første gang.

Hendes hud er mørk, og hun har studeret i Israel. Tyske Jennifer Teege vokser op på børnehjem og hos en adoptivfamilie i 1970'erne, så hun opdager først i en alder af 38 ved et tilfælde sin familiehemmelighed: Hun er barnebarn af kz-kommandanten Amon Göth, der kendes fra Steven Spielbergs film SCHINDLERS LISTE.
"Min morfar var psykopat, sadist. Han personificerede alt, som jeg tager afstand fra. Hvad er det for en slags menneske, som får noget ud af at slå andre mennesker ihjel? Jeg må finde forklaringen på, hvorfor han endte sådan. Som barn virkede han normal," siger Jennifer Teege.

I denne bog fortæller Jennifer Teege sin og sin families knudrede historie. En bevægende rejse tilbage til en ikke så fjern fortid, som har sat sine umiskendelige spor hos slægtens efterkommere i anden og tredje generation.

En række fremtrædende danskere, født i årene 1940-1950, fortæller om deres opvækst i halvtredserne - et årti, der var præget af efterkrigstidens vægt på tryghed og faste rammer, mens en ny ungdomskultur så småt begyndte at røre på sig.

Alle bidrag er nyskrevne, og skribenterne er: Margrethe Auken, Leif Davidsen, Uffe Ellemann-Jensen, Daimi Gentle, Gretelise Holm, Bertel Haarder, Birthe Kjær, Samuel Rachlin, Bjarne Reuter, Merethe Stagetorn, Charlotte Strandgaard, Flemming Quist Møller.

OBS: KALAALLISUT! »Vi krammer farvel. Jeg har svært ved at slippe min mor og min storesøster. Det er vanskeligt at balancere ned ad de store glatte stentrappetrin, selv om jeg bliver holdt i hånden af en fremmed mand, der skal ro os ud til M/S Disko, og det er nervepirrende at træde ned i den lille robåd, der vipper meget, da jeg stiger ombord. Jeg bliver sat på toften ved siden af Agnethe. Vores små numser kan lige være der. Vi er meget stille og alvorlige, vores mødre står helt fremme ved gelænderet, og jeg kigger intenst op på min mor og tænker på, hvorfor hun lader mig rejse.« Helene er 7 år, da hun sammen med 21 andre grønlandske børn bliver sendt til Danmark i 1951 for at lære dansk. Halvandet år senere vender hun hjem til Godthåb, kun for at opdage, at hun slet ikke skal bo hos sin familie, men på et helt nyt børnehjem, opført af Dansk Røde Kors. Hun har glemt sit modersmål og bliver sammen med sine skæbnesøskende opdraget efter tidens danske normer, samvittighedsfuldt effektueret af Benze, børnehjemmets forstanderinde. Målet er at gøre de grønlandske børn til mønsterborgere og forbilleder for deres landsmænd. Men børnene bliver fremmede i deres eget land. I bogen I den bedste mening har Tine Bryld berettet om dette sociale eksperiment – og senest har spillefilmen Eksperimentet hentet stof i den autentiske historie. Helene Thiesen har været en central kilde i begge tilfælde. Nu får vi hendes egen knivskarpt erindrede beretning om sin barndom – fra faderens død, til der pludselig står en fremmed mand i hjemmet og overtaler hendes mor til at sende hende til Danmark. Fra tilbagekomsten til Grønland og livet på børnehjemmet, til hun kommer på efterskole i 1960 som 16-årig. Som filminstruktør Louise N.D. Friedberg skriver, er man i et NU med den lille Helene, der oplever alt for første gang.