Søgeresultater: 42

Hvad er et menneske, og hvordan forholder vi os til døden? Hvad er kærlighed, og hvordan elsker vi? Hvad er sorg, hvad er glæde, hvorfor er mennesker ikke født gode, og hvem er Johannes Møllehave egentlig? Johannes Møllehave er forfatter, foredragsholder og litteraturformidler, og desuden er han humorist, grafolog og tryllekunstner. Men i denne bogs samtaler med Jakob Kvist handler det mest om mennesket Møllehave. Her fortæller han ærligt og generøst om sit liv - som barn og som ung, som ægtemand og far, som forfatter og debattør, og ikke mindst som præst. For Johannes Møllehave er først og fremmest præst. Og hans egen historie blander sig i bogen med historier om mange af de skæbner og skikkelser, han har truffet på sin vej. Biskopper og statsoverhoveder har nemlig det til fælles med mordere og tyveknægte, at de først og sidst er mennesker, og det er hvad Møllehave lægger vægt på. Derfor fortæller Møllehave om de andre, samtidig med at han fortæller om sig selv, og derfor er bogen om ham især en bog, om det vi alle er - nemlig mennesker på godt og ondt.

Som barn var Jonathan Franzen bange for edderkopper, skolefester, pissoirer, musiklærere, boomeranger, populære piger - og sine forældre. Han havde ikke noget imod nørder, bortset fra at han var panisk ræd for at blive regnet for en af dem. I puberteten begyndte at han sige "shit" hele tiden og forsøgte at skjule, hvor optaget han var af at lave komplicerede udregninger på sin Texas-lommeregner. I Ubekvemmelighedszonen beskriver Franzen sin opvækst: sin langsomme forvandling fra en "lille og grundlæggende latterlig person" til en voksen mand med stærke - og besværlige - lidenskaber. Hvad enten Franzen skriver om sin fascination af Radiserne, om den effekt Kafkas bøger havde på hans forhold til piger, om sin interesse for fugle, om et opslidende ægteskab eller om den globale opvarmning, så er han altid føleligt engageret i den verden, der omgiver os. Hans personlige beretning om en opvækst i Midtvesten og et voksenliv i New York er præget af samme dybdeborende humor og empati, som man finder i hans romaner, og resultatet er en begavet, elementært underholdende beretning om kunstneren som ungt menneske: den unge Franzens genvordigheder.

Organist og forfatter Karl Bjarnhof (1898-1980) fortæller her i første bind af serien "Stjernerne blegner" selvbiografisk om sine barndomsår og om sin opvækst.

Med lune og skarpsindighed skildrer Rita Naabye sin opvækst i et arbejderkvarter i Nakskov i 1920‘erne og 1930‘erne. Hun giver et indblik i hverdagens liv og færdsel i Lollands største by, i skolegangen, i sommerferiernes udflugter til hovedstaden – og i det væld af farverige personligheder, der var en del af det hele.

"Nitterens datter" beskriver et miljø, der ellers sjældent finder vej ind i litteraturen. Bogen er rig på samfunds- og kulturhistorie, og Rita Naabye sikrer, at en lille del af vores fælles baggrund er bevaret for eftertiden.

Rita Naabye (f. 1924) er født i Køge og opvokset i Nakskov, hvor hendes far arbejdede som nitter på Nakskov Skibsværft. Som 16-årig stak hun af hjemmefra, og som 20-årig flyttede hun til Lyngby med en veninde. Efter to forliste ægteskaber debuterede hun som forfatter i 1981, da var hun sidst i 50‘erne. Som forfatter er hun kendt for sin realitetssans, sit sociale engagement og sin humor.

Med tekster af Hanne Richardt Beck, Mogens Blom, Knud Foldschack, Maria Helleberg, Pia Fris Laneth, Lars Lilholt, Camilla Plum, Isabella Smith, Jes Stein Pedersen, Villy Søvndal og Jesper Theilgaard. Bogen er et portræt af et turbulent årti, som de fleste har en mening om. En række fremtrædende danskere, der alle er født i årene 1950-1960, skriver om deres barndom i 1960’erne – et årti, hvor fænomener som ungdomsoprør, kvindebevægelse, hippier, stoffer, rock’n’roll, Beatles, p-piller, månelanding og James Bond ser dagens lys for første gang.

I "Fra min Bitte-tid" fortæller Jeppe Aakjær om sine første år, om at være hyrdedreng og blive sendt ud at tjene, om skolen og om at læse. Jeppe Aakjær fortæller også om sin slægt og sin egn, så vi får en hel kulturhistorisk beskrivelse af livet på landet i det nittende århundrede.

Vesterbro i Mellemkrigstiden og et sensibelt barnesind på stenbroen. Grete Povlsen tegner et stærkt erindringsbillede fra sin barndom og ungdom i bogen "Hvor er du, min glade ven". En bog, der vibrerer af stor følsomhed, forenet med virkelighedssans, faste holdninger – og en voksen, men let, distance til sig selv.

Grete Anna Povlsen (1915-1996) debuterede med romanen Trojka i 1964 og modtog allerede året efter den første af en stribe anerkendelser for sit arbejde som "Forfatterne Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat". Fra 1981 og til sin død modtog hun Statens Kunstfonds livslange ydelse. I 1985 udgav hun romanen Ingeborg, der blev bogen bag tv-serien "To som elsker hinanden" – om Ingeborg og Viggo Stuckenbergs tragiske kærlighedshistorie.

Min barndom er første del af Gorkijs berømte selvbiografiske erindringstrilogi. Den indledes med hans første erindringer fra faderens død og begravelse, hvor han og moderen efterfølgende bosætter sig hos moderens forældre: den elskelige Bábusjka og den strenge, brutale bedstefar. Gorkijs portræt Bábusjka gør dybt indtryk. Hun er evigt mild og positiv, fyldt med alskens gamle sagn og eventyr og præger Gorkij for livet og inspirerer ham til hans senere fortællelyst. Men bortset fra Bábusjka er miljøet råt. Han prygles af sin hidsige bedstefar, familiemedlemmerne skændes og strides indbyrdes, og familien forarmes hen ad vejen i en social deroute. Der gives et sjældent indlevet og autentisk billede af den russiske underklasse og deres dagligdag.

Det er en bog, der hylder ærligheden og rummeligheden. En bog til drømmerne, til synderne og til alle, der engang imellem har brug for, at nogen siger: Det er ok.

Fra min faders skygge er Sebastian Kleins åbenhjertige og rå fortælling om at vokse op i skyggen af sin berømte fars op- og nedture. En universel historie om en far og en søn.

Som seksårig bliver Sapran Hassna og hendes tre søstre anbragt i pleje efter en familietragedie. På en gård ved Skælskør slår et ægtepar dørene op til deres hjem. Han er elektriker, hun er dagplejemor, og gennem seks år foretrækker de fleste at tro, at Gunnar og Lise har skabt et hjertevarmt hjem for fire forældreløse børn. Indtil Retten i Næstved i 2008 sætter et uhyggeligt punktum i pigernes forbandede barndom. Sapran Hassnas selvbiografi er en gribende og grum beretning om et ufatteligt forlis i verdens dyreste socialsystem. Hun fortæller om en barndom fuld af sult, straf og ydmygelser. Om vreden, der sætter sig som en mørk plet i sindet, når ingen vil tro på ens råb om hjælp. Og om skammen, der tager over, når mareridtet hører op. Men Sapran Hassnas fortælling er også fuld af livsmod og vilje. Hun nægter at leve et liv som offer for en plejefar fra helvede. Hun tager sin skæbne på sig og lever med den. I dag er hun 22 år. Gammel nok til at leve sit eget liv, gammel nok til at fortælle sin historie.

Den danske kunstner Lars Bo tegner i "En underlig dreng" et billede af sine barndoms- og ungdomserindringer. Allerede som barn ejer Lars Bo kun i meget ringe grad autoritetstro og ser sine omgivelser med lige dele djævelsk smittende ironi og varme. Da han i 1940 – delvist – får forældrenes accept til en kunstnerbane og begynder på Kunsthåndværkerskolen, træder han ind i en kreds, som deler hans sans for fest og smag på livet. Men i 1943 melder han sig i en modstandsgruppe og lever derefter under jorden.

Ganske uheroisk og med sansen for det barokke i situationerne beretter han om at være modstandsmand nederst i hierarkiet. Alligevel når han med i en del voldsomheder, selvom også sabotageaktioner kan skildres så det ligner et festfyrværkeri – med mørke undertoner.

Lars Bos livfulde erindringer om den kære familie, kunstneren som hvalp og den menige modstandsmand slutter ved befrielsen i 1945, hvor forfatteren fylder 21 år.
Lars Bo – eller Lars Bo Jørgensen – (1924-1999) var dansk maler og grafiker. Han blev uddannet fra Kunsthåndværkerskolen, og bosatte sig i 1947 i Paris. Han er især kendt for sine farveraderinger og for illustrationer til værker af blandt andre Kafka, Voltaire og H.C. Andersen. Lars Bo lavede også teaterdekorationer og skrev flere bøger.