Søgeresultater: 17

Marina Allemano er litteraturforsker, født i Danmark, men har levet det meste af sit liv i Canada, hvor hun også har taget sin universitetsuddannelse. Hun har undervist i skandinavisk litteratur i en årrække og taget bl.a. Henrik Ibsen, August Strindberg, H-C. Andersen, Karen Blixen, Agnes Henningsen og Suzanne Brøgger under behandling. 2004 udgav Gyldendal hendes introduktion til sidstnævntes forfatterskab.

I Hav-frue er det blevet Hanne Marie Svendsens tur. Bogen udkom oprindeligt i 2010. Og det er en yderst grundig og indsigtsfuld gennemgang af forfatterskabet, Allemano præsenterer. Hun kommer ind på den biografiske baggrund for forfatterskabet, men det er værkerne, der står i centrum, lige fra Mathildes drømmebog over Guldkuglen og Under solen til Nilaus under isen og Rudimenter af R.

Allemano påviser påvirkninger og slægtskaber og demonstrerer, hvordan de forskellige temaer – havet, spejlet, forholdet mellem kønnene før og nu, rejsen som udviklingsmulighed, drifter og fortrængninger - og demonstrerer, gennemspilles og udvikler sig i romaner, noveller, børnebøger, radiospil m.m. 

Karen Blixen er en af de mest markante personligheder i dansk litteratur- og kulturhistorie. Både hendes bøger og fortællinger og hendes egen livshistorie vakte opsigt verden over og gjorde hende til en feteret stjerne på sin tid. Hun skrev bl.a. Den afrikanske farm og Babettes gæstebud.

Biografien om Karen Blixen er en del af en ny serie med korte biografier om kendte danskere. Serien har fået titlen Danske legender.

Anne-Sofie Strom Wesche (f.1973), er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Hun har skrevet biografier om bl.a. Helle Virkner, Poul Reichhardt og Kirsten Walther.

Den verdensberømte forfatter Oscar Wilde levede et liv, der i det victorianske England var både anderledes og risikofyldt. Med en genialitet og humor, der var langt forud for sin tid oplevede Oscar Wilde stor succes, især som forfatter af skuespil som "The Importance of Being Earnest", både i London, Paris og USA. Hans tilværelse endte alligevel tragisk, da Oscar Wilde blev fængslet for sin homoseksualitet og offentligt ydmyget i aviserne. I sit portræt kaster litteraturforsker Elias Bredsdroff et kritisk og varmt blik på Oscar Wildes liv og forfatterskab i en svunden tid. Elias Bredsdorff (1912-2002) var en dansk forfatter, litteraturhistoriker og modstandsmand. I sine unge år gjorde han sig bemærket som studenterpolitiker udi kommunismen, som han var meget optaget af. Under krigen tog han imidlertid afstand til DKP og blev i stedet aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark. Som cand.mag. skrev han en lang række værker om dansk litteratur og underviste i mange år om emnet på Cambridge University.

Ingemann er en af vore fire store, danske salmedigtere. Han var ikke som Kingo, Brorson og Grundtvig teolog, men en digter, der skrev salmer. Salmerne er på én gang båret af den tro, han havde med sig fra en tryg barndom i en præstegård, og af hans urolige hjerte, spændt ud mellem himmellængsel og forundret kærlig sans for det mindste og det største i naturen. Niels Thomsen, tidligere rektor på Præstehøjskolen, viser i sine tolkninger, hvorledes salmerne giver ord til folkelig religiøs kristendom i Danmark.

I 1969 besluttede Tove Ditlevsen at skifte forlag. Hun henvendte sig til Mogens Knudsen, der i disse år var litterær direktør på Gyldendal. Han tog imod hende med åbne arme, han blev hendes redaktør, han læste og redigerede hendes manuskripter; og de to fik i løbet af kort tid et fortroligt forhold, der rakte langt ud over det litterære felt.

Med sit skrøbelige sind var Tove Ditlevsen ustandselig i vanskeligheder og bad Mogens Knudsen om råd og dåd i forbindelse med sine økonomiske forhold, skattebetaling, den sindsoprivende skilsmisse fra Victor Andreasen, som blev realiseret i disse år, irriterende fans og besværlige veninder, ansættelsesforhold, alkohol, børn og svigerbørn, kolleger, konflikter med læger og tandlæger og psykiatere, konfrontationer i og med pressen og meget, meget mere.

Brevsamlingen, der er dateret fra 1969 til 1975, er et eksempel på det samarbejde, det forhold, der kan opstå mellem en forfatter og hendes redaktør; men det er også en rørende beretning om et sårbart, begavet menneskes måde at håndtere sit indre og ydre kaos på.

Brevene, der ikke har været offentliggjort før, blev fundet under oprydning i Gyldendals skønlitterære redaktions mandshøje pengeskab, hvor forlaget opbevarer manuskripter, billedmateriale m.m. fra mange år. Efter Tove Ditlevsens arvingers ønske er der udeladt to-tre sætninger, og der er blevet rettet åbenlyse slåfejl og inkonsekvenser i stavemåder; men ellers fremstår brevene i deres oprindelige form. 

Finn Slumstrups bog er en skildring af, hvorledes tilværelsen brat ændrer sig når man anskaffer sig en hund. Den såkaldte sunde fornuft fortæller dig, at den mærkelige følelse af samhørighed mellem menneske og dyr er noget vi finder på, og at hunden ikke har det på samme måde, men holder sig til os, fordi den får mad og en varm kurv. Sådan ser kalkylen ud i et samfund som det danske. Problemet er bare, at den ikke holder. Hundens adfærd har i hvert fald vist Slumstrup, at det er forkert. Samhørigheden er gensidig. I forordet hedder det, at "samlivet med Liva har udviklet sig til en sådan rigdom, at jeg har fået behov for at fortælle om det".



Hunde- og menneskepsykologi fylder i bogen, det samme gør de erindringsrefleksioner, som samværet i øvrigt giver anledning til: om bedste venner, om forfattere, musikere og øboere. Beskrivelsen af Ærø og Ærøskøbing fylder rammerne ud og giver læseren et signalement af et tilpas overskueligt samfund for både mand og hund. I en række af bogens kapitler er det hunden, der fører ordet og ser verden – i knæhøjde. Det er bogen i det hele taget: en skildring i knæhøjde. Finn Slumstrup (1941-2018) var forfatter, foredragsholder og højskoleforstander. Han gjorde sig især bemærket som formand for Grænseforeningen, informationschef for Dansk Flygtningehjælp og kanalchef på P1. Han var en væsentlig dansk kulturperson, blandt andet som drivkraft i bevægelsen "Oprør fra Udkanten".

" Spørgsmålet om hvorfor jeg skriver forekommer simpelt, men simpelheden er et bedrag."

Således indledes Hvorfor skriver jeg? af Karl Ove Knausgård. I denne tekst beskriver han, hvordan og hvorfor han begyndte at skrive, om hvordan det at skrive for ham handler om at stå åben for øjeblikket og stedet, om at se på verden med et uvidende og forsvarsløst blik. Det at vide noget om noget står ofte i vejen for at skrive om det:: " Jeg er nødt til at  komme uforvarende til det, eller det må komme uforvarende over mig," skriver han.

Hvorfor skriver jeg?  er et personligt essay om skrivning og den kreative proces af forfatteren til det autofiktive værk Min kamp.

Karl Ove Knausgård (f.1968) debuterede som forfatter i 1998. Hans værker er oversat til 30 sprog, og han har modtaget en række litterære priser.

"En skribent skal ikke være ret gammel før folk begynder å spørre til hans erindringer. Da det første gang hændte míg var jeg endnu kun i begyndelsen af 40’rne. En kendt skuespiller og instruktør lagde en arm rundt om mig og bemærkede:
"Nu må du snart komme med dine memoirer!"
Siden har den udtalelse været fast replik på mine omgivelsers repertoire. Ikke mindst i dag hvor jeg nærmer mig de 70. Hver gang jeg fortæller venner og bekendte at jeg føler mig udskrevet får jeg dét fortrinlige råd: skriv dit livs historie."

Selvom Soya kun blev visere med årene, så mistede han aldrig sin ungdoms vildskab og humor. Her møder vi ham i slutningen af hans liv, hvor han deler ud af brudstykker af sine minder og meninger om stort og småt. Carl Erik Martin Soya (1896-1983) var en dansk forfatter og dramatiker, der skrev en perlerække af skuespil og romaner, som vandt stor popularitet hos publikum såvel som anmeldere. Soya var en stor satiriker og samfundsrevser, og med sin revykomedie "Umbabumba skrifter forfatning" fra 1935 udstillede han gennem det fiktive afrikanske land Umbabumba nazisternes angreb på demokratiet i 1930‘erne. Stykkets egen skæbne kom til at understrege, at også den danske ytringsfrihed var under pres, da den danske regering under pres fra Tyskland tog stykket af plakaten, inden det nåede at få premiere. Soya var en af de største og mest produktive danske forfattere i det tyvende århundrede, og han blev i løbet af sit liv hædret med en lang række priser og legater.

Den franske forfatter Antoine de Saint-Exupéry, der har skrevet klassikeren "Den lille prins", levede ligesom den unge prins selv et forunderligt liv. I en række breve fra 1923-1931, skriver han til sin veninde Renée de Saussine om livet både før og efter han opnåede sin store drøm om at blive flyver og digter. Det er fortællingen om en ung og sensitiv mand, der navigerer i tilværelsen og bliver konfronteret både med de små og store spørgsmål livet. Antoine de Saint-Exupéry blev født i 1900. Han var blandt flyvningens pionerer i Frankrig og gjorde fra 1926 tjeneste som pilot på de franske luftpostlinjer og var senere chef for en nordafrikansk flyveplads. I 1929 kom hans første bog, "Postflyveren", der fulgtes af "Flyveren i natten", "Blæsten, sandet og stjernerne", samt "Krigsflyveren", "Breve til et gidsel" og det beåndede poetiske eventyr "Den lille prins". Han deltog aktivt som krigsflyver i Anden verdenskrig, hvorunder han styrtede ned og blev dræbt i 1944. efter hans død udkom "Brev til en general" og den store, tankevækkende roman "Citadellet". Han er blevet kaldt "Luftens Joseph Conrad" og sammenlignet med Hemingway, T. E. Lawrence og Lin Yutang, men indtager sin helt selvstændige plads i samtidens moderne litteratur.

”Glemsel er den største frihed, et menneske kan opleve. Fængslet, cellen, væggene, dørene, låsene, problemerne og de mennesker, som sætter grænser for mit liv og siger: 'Hertil og ikke længere', udraderes. Den handling at skrive indeholder et magisk paradoks, for du kan ikke kun søge tilflugt i den og skjule dig i den, men også udbrede dine ord til hele verden. Den gør det muligt både at glemme og at blive husket.” I juli 2016 forsøgte militærfolk at gennemføre et kup mod Tyrkiets præsident Recep Teyyip Erdoğans regering. Forsøget mislykkedes, men konsekvenserne for titusindvis af uskyldige intellektuelle, journalister og forfattere har været og er fortsat enorme. De tyrkiske retssale og fængsler har siden kupforsøget været fyldt med folk, der påstås at have støttet kupmagerne, eller som blot ikke at har udtrykt tilstrækkeligt med opbakning til præsidenten. I februar 2018 blev forfatter og journalist Ahmet Altan dømt til fængsel på livstid. Denne samling af bevægende, hårrejsende og til tider morsomme essays er skrevet i fængslet. De handler om dagligliv, om savn, om inspiration og om at holde fast i, hvem man er, selvom omgivelserne gør, hvad de kan, for at nedbryde en. Kort sagt: de handler om at overleve. Det er korte, gribende beretninger fra en absurd virkelighed, der udspiller sig i dette nu, mens du læser. Ahmet Altan har arbejdet for flere af de store tyrkiske aviser, som Hürriyet, Milliyet og Radikal. I 2007 etablerede han avisen Taraf, som støttede, at Tyrkiet knyttede tættere bånd til Europa. Altan har skrevet om det armenske folkemord, og talt for forsoning med landets kurdiske befolkning. Avisen blev lukket af myndighederne i 2016. Ahmet Altan har skrevet syv romaner, der alle er udkommet i Tyrkiet, og hvoraf flere er oversat til andre sprog, herunder engelsk, tysk og norsk. ”Jeg kommer aldrig til at se verden igen” er Altans første udgivelse på dansk. "Læs den. Og læs den så igen!" - The Guardian

Argonauterne er en bevægende, original og tankevækkende erindringsbog, Forfatteren lader gennem bogen sin egen personlige historie gå i dialog med, hvad andre tænkere og filosoffer har sagt om emner som kærlighed, begær, identitet, køn, seksualitet, ægteskab og moderskab, og udvider på den måde grænserne for, hvad kærlighed er og kan være.

Centralt står forfatterens kærlighedsforhold til til kunstneren Harry Dodge, som er 'gender-fluid' og i løbet af bogen gennemgår en kønsskifteoperation. Undervejs bliver forfatteren gravid og føder deres fælles barn. Som argonauternes skib, Argo, der i den græske mytologi skiftes ud bid for bid, men alligevel beholder sit navn og sin identitet, ændrer Nelsons personer sig, alt imens det bliver klart, hvordan kærligheden kræver forandring – og hvordan al forandring kræver kærlighed.

Resultatet er en genre-blandende, krompomisløs og dybt personlig erindringsbog, som er blevet sammenlignet med Roland Barthes og Susan Sontags mest banebrydende værker.

Pressen skriver:

››Maggie Nelsons erindringer er på samme tid saftige og luftige, blander akademiske noter og personligt, levet familieliv ubesværet og originalt… Argonauterne er både autofiktion og autoteori, den hyperlærde Nelson bruger sit personlige, akademiske pensum til at fortolke de områder af sin tilværelse, der netop ikke traditionelt har berøring med en universitær, tænksom sfære: sin krop, sit hjemlige liv, sin moderrolle.‹‹ 
— Weekendavisen

››Bogen har gjort mig klogere på moderskab, transkønnethed, kærlighed og kunst - og så bliver jeg fuld af beundring og håb, når jeg læser om familiens ukuelige forsøg på at forstå og samtidig vriste sig fri fra normens snævre rammer. Argonauterne er vigtig, rørende og usædvanligt perspektivrig. Hvor er det vidunderligt, at den nu findes på dansk.‹‹ 
 ?  Information

››Et litterært mixtape, der både udfordrer og bevæger… ’Argonauterne’ opfører sig både som en queerteoretisk ph.d.-afhandling, et essay, en kærlighedshistorie og som Maggie Nelsons memoirer.‹‹ 
*****—Politiken

I Afrika kaldte de hende "The Lioness". Hun ankom i januar 1914 med store drømme om et nyt og frit liv, og forlod kontinentet ribbet for alt i 1931. I de 17 år, hun boede i Kenya, var hun gift med - og skilt fra - den svenske baron Bror Blixen-Finecke, der smittede hende med syfilis. Hun havde en lidenskabelig affære med den engelske adelsmand Denys Finch Hatton, og i ti år var hun direktør for Karen Coffee Company, en stor kaffefarm med flere hundrede ansatte.

Med sin medrivende og store fortælleglæde og på baggrund af en omfattende, nylig offentliggjort brevkorrespondance, der gør det muligt at tegne et nyt og frisk portræt af LØVINDEN, skildrer Tom Buk-Swienty Blixens liv i Kenya, præget af økonomiske trængsler, storslåede safarier, fejlslagen høst, verdenskrig, faldende konjunkturer, skilsmisse, forelskelse, grænseløs kærlighed til landet og dets sorte befolkning – og tabet af det alt sammen. Farmen gik konkurs, Denys blev dræbt i et flystyrt, hun var dybt fortvivlet, forsøgte selvmord, men begyndte samtidig for alvor at skrive. Tilbage i Danmark skabte hun sig et verdensnavn som "story-teller".