Søgeresultater: 35

Kirsten Lehfeldt er en af landets store skuespillere. Vi kender hende fra en lang og bred kunstnerisk karriere, der spænder fra teater, revy, film, reklamefilm og tv-serier til at sætte en helt ny dagsorden for humor og satire. Hendes univers af skæve figurer er elsket af de fleste danskere, og de har underholdt høj som lav, rørt os, fået os til at grine, men også fået os til at tænke over, at der var en mening med grinet.

I biografien fortæller Kirsten Lehfeldt generøst om sit arbejde og sit privatliv, og mere end 50 personer blandt familie, venner og kolleger bidrager, når Jacob Wendt Jensen tegner et portræt af en af landets dygtigste og morsomste skuespillere.

Jens Due var barneskuespiller sammen med Elin Reimer, Preben Kaas og Preben Uglebjerg, Ebbe Langberg og Lone Hertz. Og som barn og voksen optrådte han fx sammen med Lily Broberg, Ghita Nørby, Clara Pontoppidan, Osvald Helmuth, Ove Sprogøe, Dirch Passer, Buster Larsen, Johannes Meyer, Henning Moritzen, Poul Reichhardt, Ib Mossin og Jørgen Buckhøj og med Per Pallesen, som var hans elevkammerat på Aalborg Teater. Bogen giver et tidsbillede af filmoptagelser og teaterliv i 1940’erne, 50’erne og 60’erne, bl.a. livet på turnéer og på en elevskole. Uddrag af bogen Hans Rostrup og jeg blev de to studenter i rejseselskabet i Sommer i Tyrol med Dirch Passer i topform. – Leopold! råbte vi. – Jajaja, nu kommer jeg, sang han. Erik Balling krævede, at vi sad bomstille, mens kameraerne blev flyttet gang på gang, og Dirch blev filmet ved hvert af bordene, som om han arbejdede lynhurtigt. Det var visekunst og blev helt poetisk, da han sang: – Et ømt farvel. Et honninghjerte. Ole Monty var vores Rejseleder, som i rivende tempo fortalte om Tyrol og fik nervøse ansigtstrækninger, da han talte om den nerveberoligende natur! Næste morgen sad Dirch helt udslukt. Men snart var han i sit es igen som Leopold. Vi råbte: – Må vi så betale! Men gjorde det faktisk ikke. Det var en af Dirchs allerbedste filmroller. Om forfatteren Jens Due (Vroldby) (f. 1937) er uddannet skuespiller og cand.mag. i historie og engelsk.

Se mor, jeg danser er en hyldest til livet. Det er også fortællingen om en ukuelig tro på, at man kan vælge sin egen vej på trods af en udfordrende barndom. Puk Elgård fortæller historien om at komme til verden som erstatningsbarn, om at kæmpe med angst og om den livsvigtige beslutning om at bryde tavsheden.

Da Puk Elgårds forældre mistede deres syvårige datter Pia var lægernes eneste råd: "Få et andet barn med det samme." Lige efter begravelsen blev Puk undfanget og kom til verden som det, hun selv kalder et erstatningsbarn. Selvom Puk kun var seks år, da hun opdagede sandheden om sin søster, forstod hun langsomt familiens tab og påtog sig opgaven med at forsøge at holde forældrene på fode. Men sorgen havde slået dybe revner i fundamentet. Opvæksten var præget af forældrenes store forbrug af alkohol og piller og af farens ludomani og morens skrøbelige psyke - og den tavshed, sorgen havde lagt over familien.

Puk Elgård har gennem hele sit liv været fast besluttet på at være en mønsterbryder. På en rejse til New Mexico får hun muligheden for at gennemgå nogle ældgamle og hemmelighedsfulde indianerritualer. Under trommedans og fuldmåne kommer minderne krybende frem, og pludselig er hun tættere på tragedien end nogensinde før.

Det var ikke en ønskelig situation for en 16-årig pige at blive gravid. Besøget hos lægen medførte ikke den ønskede abort. Som et uønsket barn kom Jimmy til verden den 13. december 1959. Tidligt i sit liv oplevede han sin fars voldelige temperament i form af fysisk vold. Som 8-årig blev han anbragt med sine to mindre søskende på børnehjem. Moderen overlod forældremyndigheden over Jimmy og hans lillebror til deres far, den voldelige og alkoholiske mand, hun selv var flygtet fra. I kampen for at beskytte sin lillebror blev Jimmy udsat for fysisk og psykisk tortur fra sin far. Det blev så voldsomt, at han som 11-årig forsøgte at tage sit eget liv. Som 11-årig blev han indlagt til observation for eventuelle hjerneskader på grund af den fysiske vold. Volden stoppede først, da han som 15-årig slog sin far for at beskytte sin lillebror. Uddrag af bogen Selv i sine bedste stunder, hvilke der var ufatteligt få af, så var far fuldstændig uberegnelig. Hans iltre temperament gjorde, at han reagerede uden at tænke på konsekvenserne af de skader, han forvoldte på mig eller vores hjem. På et tidspunkt kylede han i raseri sit krystalaskebæger efter mig. Han blev pissesur over ikke at ramme mig, for der kom et stort hul i væggen ved siden af stuedøren. Igen måtte jeg i gang med mine håndværksmæssige evner. Jeg fik dækket hullet til med en forside fra Familie Journalen februar 1957. Om forfatteren Jimmy Gørtz (f. 1959). Flylærling (SAS 1978-81), flymekaniker (SAS 1981-90), miljø- og sikkerhedsleder (SAS 1990-97), forhandlingskonsulent (SAS 1997-2000), personalechef, HR Director (SAS 2000-09), projektchef, adm. dir. (A2Z Turnkey 2010-12), sikkerhedsleder (Banedanmark 2013-), formand Røde Kors Herlev (2013-18).

Jeg er Nauja. En grønlandsdanskers bekendelser er grønlandsdanskeren og græsroden Nauja Lynges selvbiografiske debatbog. Ærligt og usentimentalt beretter Nauja om et spændende, men også udfordrende liv som del af det grønlandske mindretal i Danmark. Vi hører om en munter og tryg barndom i Grønland, et svært ungdomsliv i Danmark og et voksenliv, hvor kampen for at finde sig tilrette med en dansk/grønlandsk baggrund har kostet blod, sved og tårer. Der er hug til kolonimagten Danmark, til selvfede grønlandske politikere, til den dovne danske presse og til de mennesker, der til stadighed holder fast i stereotypen om grønlænderen på bænken. Jeg er Nauja. En grønlandsdanskers bekendelser er samtidig fortællingen om en stærk kvinde, der ikke lader sig kue af hverken fordomme, retssager eller trusler på livet, men som insisterer på retten til både at være grønlænder og dansker. Bogen er forsynet med et forord af Bertel Haarder. … “de fleste danskere kan simpelthen ikke slippe de stereotype billeder af grønlændere. Det er bl.a. derfor, jeg i mange år undlod at tale om Grønland, for det tærede på kræfterne, og jeg endte alt for ofte med at tage afstand til mit grønlandske ophav. Det er uværdigt og deprimerende at blive opfattet som et omvandrende, drikfældigt bloktilskud."

"Det er underligt at begynde at skrive den første side i en dagbog. Hvem skriver man til? Jo, man skriver selvfølgelig til sig selv. Men hvad nu, hvis andre kommer til at læse i den. Skal man skrive sandheden – eller skal man lyve lidt alligevel?
I hvert fald kan jeg fortælle dig, min kære dagbog, så meget, at jeg er glad for dit hvide papir. Det er dejligt at fylde det ud og få skrevet tingene ned."

"Sig mig, hvor du kommer fra..." er en drengs dagbog fra 1950’erne. Åbent og ærligt fortæller han om sin hverdag i en stille dansk provinsby, hvor den store verden ikke får lov at forstyrre livets gang. Familie, venner, barndomsminder og personlige tanker fylder bogens sider, og vi lærer drengen at kende, samtidig med at vi får et indblik i efterkrigstidens Danmark. Flemming Lundahl er født i Nakskov i 1940. Han har udgivet et væld af bøger inden for forskellige genrer blandt andet skønlitteratur og faglitteratur for børn og unge, dagbog fra sin egen barndom og undervisningsmaterialer.

Dr.jur. Bernt Hjejle fortæller om nogle af sine mange barndomserindringer, om opvæksten i et kunstnerhjem, om skoletiden, om rejserne og om nogle af de vigtigste begivenheder i det tyvende århundredes første to årtier – blandt andet Første Verdenskrig og den voldsomme teknologiske udvikling. Bernt Hjejle (1901-1994) var dr.jur. og højesteretssagfører. Han har blandt meget andet været formand for den internationale advokatorganisation, International Bar Association, og formand for Advokatrådet. Bernt Hjejle var ridder af Dannebrog.

Troels Kløvedals erindringer om en barsk opvækst præget af forældrenes skilsmisse. Om faderen, der blev morfinist og kidnappede Troels og hans storesøster, hvilket endte i skudkamp med politiet og om moderen, der blev nødt til at sende børnene i pleje for at kunne tage en uddannelse efter skilsmissen. Han fortæller også om alle de lykkelige stunder; bl.a. om familiens genforening, hans opdagelse af litteraturen efter i mange år ikke at have kunnet stave, om sit forhold til naturen, mødet med kærligheden og om det at blive far for første gang.

"En søndag eftermiddag, da Knud og jeg havde været i skoven og gik hjem over markerne, mødte vi Peter Dam, Tykke Peter, kaldte vi ham, en bulderbasse, som jeg holdt meget af, men aldrig havde snakket med, fordi børn jo normalt ikke snakkede med de voksne.



Vi gik en halv snes meter bag ved ham, og så tænkte jeg, at hvis jeg kastede en sten i ryggen på ham, ville han vel få øje på mig og måske sige noget. Men samtidig måtte han ikke tro, jeg kastede sten efter ham, fordi jeg ikke kunne lide ham, det var tværtimod fordi jeg godt kunne lide ham, at jeg gjorde det.



Jeg tænkte mig derfor om og besluttede, at jeg ikke ville smide en lille sten efter ham, for små sten flyver jo hurtigere gennem luften og slår vel derfor hårdere end store sten. Jeg fandt en ret stor sten, som jeg vidste ville sejle langsommere gennem luften og dermed formentlig ramme blidere. Først bagefter, da jeg tænkte det hele igennem igen, gik det op for mig, at jeg nok havde tænkt forkert, men da var katastrofen sket."



Filminstruktør Christian Braad Thomsen deler ud af sine barndomserindringer. Bogen foregår i landsbyen Bjertrup ved Skanderborg, hvor han voksede op i 1940‘erne og 1950‘erne og kom ud for lidt af hvert. Den danske filminstruktør og filmproducent Christian Braad Thomsen (f. 1940) debuterede som forfatter i 1971. Han er uddannet fra Den Danske Filmskole, har været direktør for Odense Film Festival og medlem af Statens Kunstfonds repræsentantskab. I 1991 kom han på Kulturministeriets livsvarige ydelse.