Søgeresultater: 6

'Det sku´ nødig hedde sig er en fortælling om et barn, der vokser op i 50erne under meget turbulens og med en andelse om, at intet er, hvad det giver sig ud for at være - og at hun selv må finde ud af sandheden om sin herkomst.
Og det er en historie om et barn, som hele livet lider af ulykkelig kærlighed til sin mor - en mor, der har et meget ambivalent forhold til sandheden om sin ungdoms 'forbudte' passion under besættelsen og frugten af den.
Barnet bliver voksen og overlever på sin evne til at tilpasse sig, stor nysgerrigehd og en stadig voksende sans for det absurde i tilværelsen.
'Det sku´ nødig hedde sig' handler om barnets uskyld, de voksens bedrag og småborgerskabets ulidelige tunghed set gennem et par tilgivende og galgenhumoristiske briller.

Elisabeth Møller Jensens ”familiehistorie” handler først og fremmest om hendes mor, Gudrun. Hun var en højtbegavet kvinde, charmerende, udadvendt, men også med et vanskeligt og lidenskabeligt sind, som hun fik sværere og sværere ved at styre. Allerede som ganske ung blev hun indlagt til psykiatrisk behandling, efter et passioneret forhold til en tysk soldat under krigen blev hun gift med den arbejdsomme og retsindige bagersvend, Tage, og med ham fik hun fire børn, hvoraf Elisabeth er det ældste.

Det gik så som så med den bagerforretning i Lemvig, som Tage købte; det endte med at han gik fallit med den. Han fik arbejde på Cheminova, og samtidig blev det værre med Gudruns tilstand, som ikke blev bedre af, at hun udviklede et massivt medicin- og alkoholmisbrug. Det måtte nødvendigvis gå ud over både mand og børn, som med skræk og fortvivlelse var vidner til Gudruns deroute. Hun døde som 53årig, i 1975.

Elisabeth Møller Jensen fortæller denne historie uden formildende omstændigheder, og den får ikke mindst sit stærke og autentiske præg af de citater fra breve og dagbøger, hvori moderen fortæller om sin tilstand, om sin angst, ikke mindst for at gøre sine børn fortræd, om sin kærlighed til sin mand og om sine vanskeligheder ved at leve det helt almindelige liv.

"Nu vil jeg fortælle en kærlighedshistorie, ikke en som jeg har læst eller fundet på, men en som jeg kun har hørt om. Mange gange. Der er mere kærlighed i den end i nogen som helst, jeg har læst om i bøger, og for mig er den både smuk og bevægende." - Sådan fortæller Astrid Lindgren om sine forældre. Bogen indeholder også andre barndomserindringer og interessante essays om bl.a. bogens fremtid og om en svensk pioner i Amerika samt en kærlighedshistorie fra 1700-tallets Tyskland.

AT TRÆDE I KARAKTER er første af to erindringsbind. 

Hvem er personen bag den senere så markante statsmand, og hvad er han påvirket af? Anders Fogh Rasmussen giver et meget personligt portræt af sine forældre. Han skriver om at føle sig som en bondeknold på Viborg Katedralskole, men ender alligevel med at indtage talerstolen. Han fortæller om kærligheden til Anne Mette og om at være ”weekendfar”.

Fogh skriver om sit liberale livssyn, der er formet af bonde- og andelsbevægelsen, modstandsbevægelsen og ender med at formulere sit frihedsbegreb inspireret af Grundtvig og Kierkegaard. Kort sagt er denne bog et erindringsbind om mennesket bag magthaveren.

I dette første bind af sine erindringer fortæller Poul Nyrup Rasmussen åbenhjertigt, indsigtsfuldt og varmt om sin slægt og sine rødder i fiskerbyen Esbjerg. Han beretter om slægtens ydmyge og ofte barske historie med fængselsdomme, emigration, sygdom og stor fattigdom. Især forældrenes omskiftelige og nøjsomme tilværelse skildres kærligt og solidarisk, præget, som den var, af vanskelige opvækstvilkår, sygdom og social uretfærdighed. Ved at skildre sin slægts historie om en by og et land i forandring set fra samfundets nederste lag.

Vi hører desuden om en barndom i 4’ ernes og 50’ ernes Esbjerg - en opvækst fattig på materielle goder, men rig på kærlighed, drengestreger og drømme, og vi følger den unge himmelstormers færd frem til den dag i 1962, da han drager mod hovedstaden til en helt ny tilværelse.