Søgeresultater: 39

EBBA VAR 18 ÅR, da hun i 1943 meldte sig som frivillig sygeplejerske til Tysk Røde Kors. De næste to år kom hun til at gøre tjeneste på lazaretter i det nuværende Polen og Tjekkiet, inden den russiske vinteroffensiv i 1945 tvang hende til Berlin. Her blev hun til den bitre ende – på en primitiv forbindingsplads i en bunker i hjertet af Det Tredje Rige og kun et par hundrede meter fra Hitlers sidste hovedkvarter. Bogen er ikke blot fortællingen om en sygeplejerskes oplevelser under 2. verdenskrig, men også om datteren af en dansk nazist i en lille vestjysk by. Således følger bogen hende fra den tyske besættelse af Danmark i 1940 over hendes to år som ung pige i huset i Kassel og to år som sygeplejerske på lazaretter i Breslau, Deutsch-Brod og Berlin til hendes tilfangetagelse af russerne, internering i Moskva og hjemkomst til Danmark. Det er en fortælling om krig og idealisme, had og kærlighed, erindring og fortrængning, angst og håb – dansk, tysk og europæisk historie oplevet af en ung pige fra Tarm.

Håbet dør aldrig begynder med at fortælle en biografisk tidshistorie. Jo mere forfatteren beskæftiger sig med at fortælle sin egen livshistorie, jo mere kan læseren følge med i, at forfatteren er et tidsvidne. Historien bliver spændende, da det hele foregår i et lille hjem, hvor livet bliver mere og mere besværligt, da hele familien er statsløse. De lever som udsatte, da de ikke har et tysk pas, ganske enkelt har de ikke penge til at købe det tyske statsborgerskab, alle og enhver kan sende dem ud af landet. Faderen arbejder for en lille løn i sin fætters slagteri. Da moderen er meget syg, ender det på tragisk vis, hun dør som 34-årig. Børnene Erika og Irma flytter for en kort tid til Oma Stein i Hagenerstrasse. Knap tre måneder efter moderens død gifter faderen sig med en meget yngre kvinde. Hun bryder sig slet ikke om de to børn, og en mishandling på brutal vis begynder. Faderen begår selvmord, og børnene finder ham hængende i sit eget slips. De to børn blev vajsenhusbørn og kommer et år i et katolsk børnehjem i Gerresheim, som er en forstad til Düsseldorf.

Ellef Henry Rasmussen var blandt de allerførste danskere, der frivilligt lod sig indrullere i Waffen-SS. Allerede i sommeren 1940 blev han sendt til uddannelse i Østrig, og i juni 1941 tog han del i operation Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Herefter var han i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og en videreuddannelse til officer. I krigens sidste fase – tilbagetrækningen fra Estland og kampene omkring Berlin – stod han i direkte kontakt til højtrangerede tyske generaler og varetog stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment "Danmark". II. bataljon blev adskilt fra det øvrige regiment omkring Berlin i krigens sidste dage, og denne del af historien fortælles her for første gang. Den enestående beretning bidrager endvidere med en lang række nye detaljer om de danske frivilliges indsats og gerninger på østfronten.

Ellef Rasmussens krigserindringer er fortalt til historiker Peter Møller Hansen, som i indledning, efterskrift og noter bidrager med historisk perspektiv til fortællingen. Bogen er illustreret med mange unikke billeder, som ikke tidligere har været offentliggjort.

Flemming Helweg-Larsen var frivillig i SS - ikke som frontsoldat, men som Kriegsberichter, altså krigskorrespondent. Han blev som den første dansker efter krigen henrettet den 5. januar 1946, ikke for sin "indsats" på Østfronten, men som en del af det trekløver, der myrdede redaktør Clemmensen. Det er det samme mord, som SS'eren Søren Kam også blev tiltalt for, og som Søren Fauli i 2004 lavede filmen Min morfars morder om.

Da Flemming Helweg-Larsen sad i Vestre Fængsel under retssagen imod ham, skrev han sin beretning om sin tid på Østfronten, drabet på redaktør Clemmensen og retssagen imod ham. Denne beretning er spektakulær af flere årsager:

• Han var den første, der blev henrettet i retsopgøret efter 2. Verdenskrig efter lange principielle diskussioner i Højesteret. Sagen var fra første færd stærkt kontroversiel, fordi man frygtede, hvordan retsopgøret kunne udvikle sig, hvis han kunne henrettes for et enkelt mord, der måske oven i købet var et affektmord.
• Fordi han som krigskorrespondent kom rundt overalt på Østfronten fra den finske vinter til Stalingrad osv. og kan berette om dette, så man får et levende indtryk af krigen.
• Fordi han var en trænet forfatter, og bogen derfor er velskrevet.
• Fordi vi får beretningen om Clemmensens drab.
• Fordi vi her hører om retsopgøret fra tabernes side.
• Fordi dette manuskript har ligget gemt hos familien og aldrig har været offentliggjort før - heller ikke i bidder.

En beretning som denne er forståeligt nok et forsvarsskrift. Flemming Helweg-Larsen underspiller sin egen skyld, og specielt hans beretning om tiden efter 5. maj 1945 er stærkt apologetisk og aggressiv. Derfor er bogen udstyret med to forord og et noteapparat ved:

• Professor i retshistorie Ditlev Tamm, der gennemgår retssagen imod FHL og kommer med en del nyt stof, han ikke kunne publicere i sin egen bog om Retsopgøret, da materialet dengang var klassificeret. Det drejer sig om diskussionerne i Højesteret om dødsstraf. FHL's sag ville jo - som den første - give præcedens. og der var langtfra enighed dommerne imellem. Hans forord bliver altså både en gennemgang af den specifikke sag, en diskussion om Retsopgøret generelt og ikke mindst dødsstraf i det hele taget.
• Historiker og leder af Frøslevlejren Henrik Skov Kristensen, der gennemgår den historiske baggrund for beretningen (Frikorps Danmark osv.) og laver noter til bogen, så man kan skelne løgn fra sandhed.

Den 19. september 1944 opløste tyskerne det danske politi, og næsten 2000 danske betjente blev anholdt.

DET MÅ ALDRIG SKE IGEN er den unge betjent Anton Guldbæks beretning om det, der begyndte med at være en almindelig dag på kontoret og endte med otte måneder i helvede. Om turen fra Aalborg til Frøslevlejren, fra koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald og videre til krigsfangelejren Mühlberg. Og tilbage igen med "de hvide busser" til Sverige, hvor han opholdt sig frem til Befrielsen.

En velskrevet, usentimental og gribende personlig fortælling, der giver et enestående indblik i et stykke Danmarkshistorie, vi aldrig må glemme. En øjenvidneberetning, som familien først nu, 70 år efter, har ønsket at udgive til minde om det danske politis sværeste periode.

Den tyske diplomat Georg Ferdinand Duckwitz fik sin plads i Danmarkshistorien, da han i efteråret 1943 advarede de danske jøder mod den kommende deportation. Duckwitz var ingen gennemsnitsdiplomat, forfatteren følger ham gennem besættelsesårene og skildrer bl.a. forløbet omkring jødeaktionen i oktober 1943, det tætte og kontroversielle forhold til den rigsbefuldmægtigede, SS-generalen Werner Best og det store dilemma, det rejste for ”en god tysker” at være en del af Hitlers terrorstat i det besatte Danmark.

DEN KIRKELIGE GENFORENING I 1920 fortæller en vigtig integrationshistorie, hvor kirken og dens præster spillede en afgørende rolle for det nye samliv mellem Danmark og Tyskland i mellemkrigsårene.

I ca. 90 breve til og fra Asta Nielsen oprulles den europæiske stumfilmstjernes private liv og verden. Vi møder den unge og selvbevidste diva i korrespondance med den tidlige veninde Clara Pontoppidan, den sene veninde Elsa Gress og de tyske skuespillerkolleger i Berlin, som hun måtte forlade i 1936. Vi hører om det nazistiske Tyskland og besættelsen i Danmark, som Asta Nielsen kommenterer med sin levende og hvasse pen. Som 88-årig giftede hun sig i 1970, for tredje gang, med kunsthandler Chr. Theede, og fra deres brevveksling strømmer den store hengivenhed, som også var en del af hendes temperament. Blandt brevskriverne optræder i øvrigt nogle af Asta Nielsens store samtidige, blandt andre Georg Brandes, Johannes V. Jensen og Ernst Lubitch.

Luther og Grundtvig ses her som personligheder, der har haft indflydelse på historiens gang, og som personer, der er barn af hver deres tid.

Som komponist rager Ludwig van Beethoven op over stort set alle andre i musikhistorien, og flere af hans værker har opnået nærmest mytologisk status, fx Skæbnesymfonien, Måneskinssonaten og Den Niende. Som menneske fascinerer han ikke mindst på grund af sin karakter, herunder sit berømte temperament, og sin tragiske skæbne: Allerede som 26-årig begyndte hans problemer med hørelsen og med tiden blev hans døvhed næsten total, således at han både blev afskåret fra sin omverden og hæmmet voldsomt i udøvelsen af sin kunst. At han alligevel, selv i de sidste år, formåede at skabe store og vigtige værker, vidner om den overmenneskelige vilje, der boede i ham. I denne første større biografi på dansk fortæller Lewis Lockwood historien om dette unikke menneske. Om hans liv og virke, og om den musik, han frembragte. Og om den tid han levede i, en epoke, hvor napoleonskrigene satte sit voldsomme præg på Europa, og hvor den fremblomstrende romantik satte nye standarder for filosofien, litteraturen og, ja, musikken. Lockwood fortæller bredt, indlevet og vidende, og selv der, hvor emnet bliver mere teknisk, nemlig når musikken skal analyseres, formår han at gøre stoffet tilgængeligt, så almindelige læsere kan være med. Som en anmelder af den tyske udgave skrev i Die Welt: »Man behøver ikke kunne læse noder for at forstå Lockwoods nodeeksempler og synspunkter.«

Bogen er den første danske biografi om Werner Best, der var rigsbefuldmægtiget i Danmark fra 1942-45 og politisk set den mest betydningsfulde person i besættelsesmagtens ledelse under krigen. Fra Werner Bests tid i Danmark huskes især hans iværksættelse af jødeaktionen i 1943 og hans efterfølgende accept af, at næsten alle jøderne fik mulighed for at flygte til Sverige. Hans besættelsespolitik var forholdsvis moderat, bl.a. sørgede han for, at der aldrig blev tvangsudskrevet arbejdskraft fra Danmark, at levefoden var den ubetinget højeste blandt de tysk-kontrollerede lande, og at landet undgik ødelæggelse i maj 1945. Men Werner Best var topnazist en af de helt store skikkelser i Det Tredje Rige. I 1930’erne blev den unge jurist og SS-mand den organisatioriske hjerne bag opbygningen af Gestapo – kernen i nazi-statens terrorapparat og han var blandt pionererne i KZ-lejr-konceptet. Bogen fortæller om Best både før, under og efter hans ophold i Danmark og går også helt tæt på personen Werner Best. Blandt andet har forfatteren fået adgang til hidtil ukendte breve mellem Werner og hans kone Hilde Best og deres nærmeste danske familievenner. Og kan bringe interviews med Werner Bests børn.