Søgeresultater: 3

Brevvekslingen Kære Victor, samlet og kommenteret af Victor Andreasen, stammer fra de sidste år Tove Ditlevsen levede, da bøger som bla. „Tove Ditlevsen om sig selv“ og „Vilhelms værelse“ blev til.

Størstedelen af brevene er fra Tove Ditlevsen. De er tragiske, galgenhumoristiske, hårdkogte, hudløse. Der er nødråb imellem, men også stærke signaler fra ukueligheden midt i en balanceakt mellem spiritus og piller, skilsmisse og selvmordsforsøg, hvor man samtidig aner forfatterens kamp med sig selv som materiale. Et stof der til stadighed blev vendt og prøvet midt i mediernes heftigste tumult, og som endte med at rive pennen ud af hånden der skrev.

E-bogsudgaven af Tove Ditlevsens Tove Ditlevsen om sig selv fra 1975. Digt og virkelighed bindes sammen til et nøgternt og barokt humoristisk selvportræt.

»Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den og læste, skrev og drømte mig væk fra den, når jeg kunne se mit snit til det. Når jeg alligevel ikke så få gange i min tilværelse har kastet mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde, skyldes det måske, at min storebror, hvis ord jeg aldrig tvivlede på, lærte mig, at man altid skal gøre det, man frygter allermest. Det er en udmærket leveregel, hvis det da ikke lige drejer sig om at springe ud fra femte sal. Nu var min barndoms virkelighed også temmelig barsk, men min drøm om engang at blive digter fik mig til at overvinde min sjælelige sårbarhed og bestandig søge at forstå andre mennesker i stedet for at anklage dem. Ingen senere erfaringer kan nogen sinde udslette barndommens påvirkninger. Dem vender jeg gang på gang tilbage til i mine bøger.«
Fra forordet.

Jeg ville være enke, og jeg ville være digter er en samling af Tove Ditlevsens glemte tekster. Hendes klummer og kommentarer, essays og brevkassesvar. Hun skriver om alkoholen, de fattige og kernefamilien, om barndommen, bøgerne, berømmelsen, nostalgien og de indlagte på hospitalet. Om børnene og ensomheden, om weekend-drankerne og døden.

Bogen er illustreret af kunstnergruppen Sort Samvittighed.