Søgeresultater: 9

Ellef Henry Rasmussen var blandt de allerførste danskere, der frivilligt lod sig indrullere i Waffen-SS. Allerede i sommeren 1940 blev han sendt til uddannelse i Østrig, og i juni 1941 tog han del i operation Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Herefter var han i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og en videreuddannelse til officer. I krigens sidste fase – tilbagetrækningen fra Estland og kampene omkring Berlin – stod han i direkte kontakt til højtrangerede tyske generaler og varetog stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment "Danmark". II. bataljon blev adskilt fra det øvrige regiment omkring Berlin i krigens sidste dage, og denne del af historien fortælles her for første gang. Den enestående beretning bidrager endvidere med en lang række nye detaljer om de danske frivilliges indsats og gerninger på østfronten.

Ellef Rasmussens krigserindringer er fortalt til historiker Peter Møller Hansen, som i indledning, efterskrift og noter bidrager med historisk perspektiv til fortællingen. Bogen er illustreret med mange unikke billeder, som ikke tidligere har været offentliggjort.

Artillerist i Stalingrad er den unge løjtnant Wigand Wüsters enestående personlige øjenvidneberetning om historiens mest brutale militære slag, nemlig slaget om byen Stalingrad i det sydlige Sovjetunionen, som varede fra august 1942 til februar 1943. Stalingrad blev vendepunktet i Anden Verdenskrig. Wüster oplevede sammen med godt 300.000 omringede tyske soldater bykampens brutalitet, den bidende kulde, sulten og senere nederlaget. Sammen med 90.000 kammerater gik han i fangenskab, og han var en af de få tusinde, der overlevede og senere i 1950’erne fik lov til at vende hjem til Tyskland. Wüster havde altid sit fotoapparat hos sig ved fronten og tog talrige billeder. Billederne i bogen er hans egne. Akvarellerne i bogen har han også malet selv ud fra sin erindring om begivenheder, som han ikke kunne fotografere.

Et enestående vidnesbyrd om nogle helt usædvanlige skæbner fortalt af den  engelske journalist og forfatter Wendy Holden, der har samlet dem i en velresearchet ramme om Europa før og efter krigen. Tre unge, nygifte kvinder rives ud af deres gode liv og deporteres til Hitlers rædselslejre. I de sidste uger af 2. Verdenskrig bliver kvinderne, der nærmest er omvandrende skeletter, overført til udryddelseslejren Mauthausen. Det er lykkedes kvinderne at skjule, at de er gravide. Under ufattelige omstændigheder ser tre nye liv dagens lys med få dages mellemrum. På mirakuløs vis overlever både mødrene og spædbørnene, Eva, Hana og Mark, til amerikanske tropper endelig udfrier dem i maj 1945. I et nyhedsbrev i anledning af 65-årsdagen for Mauthausens befrielse beretter nogle US-veteraner om Hana og hendes mor. Historien når Eva og Mark, der hver især har troet, at de var den eneste overlevende baby i Mauthausen. Ved en mindehøjtidelighed i maj 2010 mødes de tre 'mirakler' før første gang. Deres fælles fortid binder dem sammen med et tæt bånd. Trioen indgår et samarbejde med den engelske forfatter Wendy Holden, for at kaste lys over deres mødres barske og umenneskelige tilværelse under krigen.

Morten Nielsen skrev mange breve og en del af dem er senere udgivet i to samlinger. Han skrev især til sine forældre og morfar og til venner som Morten Ruge (R. eller M. i brevene), Mogens Krustrup og Halfdan Rasmussen.Forfatterweb skriver:Disse breve efterlader læseren med indtrykket af et
nuanceret menneske, hvis livssyn var præget af stor alvor, men
også af elementær legesyge og nysgerrighed. Gennem brevene får
man indtryk af et rigt menneske. Et menneske der følte en stor
taknemmelighed over for livet og menneskene i sit liv på trods af
krigens alt for tidlige vielse af ham til grublerier over store
problemer, sygdom hos sig selv og sine venner, angst og frygt for ikke
at slå til som digter og intellektuel. I sin barndom var han flere gange
døden nær i forbindelse med sygdom, men han fjernede sig aldrig fra
livet på trods af, at tanker om døden fyldte meget i hans bevidsthed.
Han nød foråret, og trods sin unge alder forstod han at nyde den
ukrænkelige livsfølelse, som det trods alt giver én at få sit hjerte
knust af en pige. Han kunne skrive naivt, men hans forståelse for
følelseslivet, og hans mod til at kaste sig ud i livet, kunne have gjort
ham til et langt mere erfarent menneske.

For første gang fortælles hele historien om Danmarks mest eftersøgte krigsforbryder, tidligere SS-officer og nazist Søren Kam.

Den 23. marts 2015 døde Søren Kam. Han efterlod sine erindringer nedskrevet i 1986, der først måtte udgives efter hans død. I "Søren Kams erindringer" foreligger erindringerne som en kildeudgivelse med Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsens noter og fyldige indledning.

Erindringerne er Søren Kams udførlige skildring af sit liv fra barndom til alderdom. Han voksede op i et velstillet hjem i Nordsjælland og meldte sig som ganske ung til Waffen-SS. Hans talrige krigsoplevelser på Østfronten beskrives indgående og levende i erindringerne. Som chef for Schalburgskolen deltog Kam senere i mordet på BT-redaktør Carl Henrik Clemmensen.

Efter drabet vendte Kam tilbage til frontlivet, hvor han sent i krigen modtog Jernkorsets Ridderkors og blev takket personligt af Hitler. Siden krigens afslutning opholdte Kam sig i Tyskland under falsk identitet, men 30 år efter blev hans opholdsted i Tyskland kendt, og en af de længste og mest omtalte udleveringssager i danmarkshistorien begyndte.

Den omfattende indledning og noter ved historiker Mikkel Kirkebæk og forskningschef ved Det Kongelige Bibliotek John T. Lauridsen tilføjer en kritisk beskrivelse af mennesket Søren Kam, hans liv og gerninger, udleveringssagen og de dele af Kams liv, der er undladt eller overfladisk beskrevet i Kams eget manuskript.

Indledningen analyserer den såkaldte "modhistorie", som Kams erindringer repræsenterer, samt hans status som ikon og mytebærer for gamle nazister og SS-veteranmiljøet – og fremtrædende fjendebillede for store dele af den danske offentlighed.

I november 1944 bliver 13-årige Harriet og hendes familie tvangsevakueret fra den nordnorske by Hammerfest, sammen med byens øvrige indbyggere.Mens de under store trængsler begiver sig sydover, som flygtninge i eget land, bliver Harriets barndomsby brændt ned til grunden af den tyske besættelsesmagt. ASKEBYEN er Harriets beretning om livet før, under og efter 2. verdenskrig. Det er en fortælling om pige- og kvindeliv, om en families storhed og fald i den slagskygge som krigen kastede, om overgreb og tab, men også om overlevelsestrang og livskraft.

Drømme i krigens tid er en bevægende og usentimental skildring af en afrikansk barndom, hvor drømme, myter og magi blander sig med kolonistyrets brutale virkelighed.

Dengang blev hun kendt som Ernest Hemingways kone. Men gennem de otte år frem til 1945, de to dannede par, skrev Martha Gellhorn sig ud af sin mands skygge. Som hun sagde mange år senere: »Jeg var forfatter, før jeg mødte ham, og jeg var forfatter, efter at jeg forlod ham.« Hun ville ikke være en fodnote i et andet menneskes liv. Som kvindelig krigskorrespondent måtte Martha Gellhorn også kæmpe for sin position i et fag fyldt med mænd, der skrev om mænd i krig. »Jeg fulgte krigen, hvor end jeg kunne komme i nærheden af den,« sagde hun om sit arbejde. Underforstået at det i sig selv var en kamp for én som hende. I juni 1944 gik hun således om bord som blind passager på et hospitalsskib på vej til Normandiet for at komme frem og dække D-dag fra inferno på invasionsstrandene. Hvad hun gjorde som eneste kvindelige journalist. Martha Gellhorns Krigens ansigt er en reportageklassiker om otte års bitter verdenshistorie, indrammet af Madrid under faldende granater i 1937 og Dachau ved München efter befrielsen af de udmarvede kz-fanger i 1945. I øjebliksbilleder fra krigens kaos registrerer Martha Gellhorn mennesket i midten; dets sult, smerte, forvirring og apati, dets forbløffende fejhed og uforklarlige mod. Det er stor fortællekunst og original reportage, der satte standarder i journalistikken og skabte Martha Gellhorn et navn blandt de største krigskorrespondenter i det 20. århundrede.

”Aprilsolen regner jeg ikke med, Majsolen bli’r noget andet” Sådan skrev Kaj Munk – stadig optimistisk – i sit aprildigt til Berlingske Aftenavis 1940 med slet skjult hentydning til besættelsesmagten, der kort forinden havde indtaget landet. Måned for måned blev digtene stadig mere alvorlige og flertydige. Da året var omme, udgav Berlingske Bogtrykkeri digtene i bogform under titlen Navigare necesse. Tolv Digte om Danmark 1940. Landets førende Kaj Munk-kender, Per Stig Møller, har genopdaget digtene og gjort et fund: Nogle af digtene er ændret fra avis til bog, og enkelte er endda skiftet ud.