Søgeresultater: 55

Som tre-årig blev hun smuglet ud af en polsk koncentrationslejr – som jødisk barn voksede hun op hos kristne plejeforældre under nazisternes besættelse og genfandt sin mor. Den polske forfatter, Janina Katz, der i 1969 emigrerede til Danmark, fortæller i "Mit liv som barbar" om sin barske opvækst i Polen og de fragmenterede erindringer om sin slægt og dennes skæbne. Den polsk-fødte og jødiske oversætter, litteraturanmelder og forfatter Janina Katz (1939-2013) har et omfattende dansk forfatterskab bag sig. Med en magisterkonference i polsk litteraturhistorie og sociologi og oplevelserne fra 2. verdenskrig i bagagen kom hun til Danmark i 1969. Hun debuterede 22 år senere, som 52-årig, med en digtsamling. Temaerne i forfatterskabet spejler hendes tilværelses brud, tab og uforløste drømme, mens traumerne behandles med en sjældent rå humoristisk lethed.

Artillerist i Stalingrad er den unge løjtnant Wigand Wüsters enestående personlige øjenvidneberetning om historiens mest brutale militære slag, nemlig slaget om byen Stalingrad i det sydlige Sovjetunionen, som varede fra august 1942 til februar 1943. Stalingrad blev vendepunktet i Anden Verdenskrig. Wüster oplevede sammen med godt 300.000 omringede tyske soldater bykampens brutalitet, den bidende kulde, sulten og senere nederlaget. Sammen med 90.000 kammerater gik han i fangenskab, og han var en af de få tusinde, der overlevede og senere i 1950’erne fik lov til at vende hjem til Tyskland. Wüster havde altid sit fotoapparat hos sig ved fronten og tog talrige billeder. Billederne i bogen er hans egne. Akvarellerne i bogen har han også malet selv ud fra sin erindring om begivenheder, som han ikke kunne fotografere.

Der har ikke været noget spørgsmål, som har været for lille eller mærkeligt til at få et svar, for der er ikke så mange tilbage, der kan svare og gøre det ubegribelige begribeligt.

Da  Anden Verdenskrig brød ud, blev hundredvis af unge danske mænd fanget på den forkerte side af den dansk-tyske grænse. De var nemlig en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og selv om de følte sig som danskere, var de tyske statsborgere – og skulle dermed indgå i Hitlers erobringstogter.

En af dem var Jens Berg, der 19 år gammel blev indkaldt til tysk krigstjeneste i vinteren 1941. I de følgende fire år blev han tre gange sendt til Østfronten – første gang i forbindelse med erobringen af Moskva, anden gang som forberedelse til slaget ved Stalingrad og tredje gang i forbindelse med tyskernes tilbagetog gennem Ukraine. De to første gange blev han såret – og tredje gang blev han taget til fange og tilbragte mere end et år i fangelejr.

I FANGET PÅ ØSTFRONTEN fortæller han nu selv sin dramatiske historie om modgang, lidelse og fangenskab. Men det er også en fortælling om håb og medmenneskelig respekt og forståelse midt i et inferno af krig og ødelæggelse.
 

"Det var mit held, at fængselsvæsenet i Tyskland fortsat hørte under Justitsministeriet og altså ikke under Himmlers Gestapo. Det var endvidere mit held, at jeg overalt traf funktionærer, der havde været ansat i tugthusene længe før, Hitler kom til. De var medlemmer af hans parti, men det skyldtes, at det var gjort til en betingelse for, at de kunne fortsætte som embedsmænd. Den slags kunne jeg begribeligvis ikke vide på forhånd. Ved synet af et partiemblem, en løftet højre hånd og lyden af "Heil Hitler" troede jeg i begyndelsen at stå over for en fanatisk nazist. Naturligvis var der den slags imellem, men så gjaldt det om hvert sted at finde frem til de andre."

I "Hjælpepræsten" fortæller den danske præst Sophus Boas om sine oplevelser som ung præst i Hamborg under Anden Verdenskrig. Han fik som den eneste dansker lov til at besøge de danske frihedskæmpere, der sad fanget i tyske tugthuse og udekommandoer. Med en kontrabandefyldt kuffert blev han budt indenfor i fængslerne og ydede støtte til de modige danskere, der var blevet taget til fange for deres kamp for Danmark. Sophus Boas (1914-1994) var en dansk præst og forfatter. Gennem sit liv som præst rejste Sophus Boas rundt i verden til de mennesker, der havde brug for hans ord og støtte. Under Anden Verdenskrig besøgte han de danske frihedskæmpere i de tyske fængsler, og efter krigen rejste han blandt andet rejst rundt i Korea, Spanien og Argentina.

Dorthe Emilie Røssell var seks år, da anden verdenskrig brød ud. I flere år var lille Dorthe og hendes dukkevogn kurer for farens modstandsgruppe, indtil faren og moren blev arresteret en lun Sct. Hansaften i 1944 af Gestapobødlen Ib Birkedal Hansen. Grædende spørger den lille pige, hvornår hun vil få sin far at se igen. Hvortil Birkedal svarer: Hvis han ikke er kommet tilbage inden for en time, har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham. "En enestående beretning." Berlingske Tidende 5 ***** "Oplagt til undervisning." Folkeskolen.

BARN AF MIN TID er en erindringsbog og en dagbog fra Hitlertiden. Dens hovedtema er imidlertid ikke nazismens rædsler og grusomheder, men beretningen om en emigration der gik godt og en barndom, hvor truslerne kun usynligt var til stede. Bogen giver et livligt billede af en akademisk og musikalsk dommerfamilie i Hamborg. Alt er tryghed – indtil 1933, hvor Maria er 7 år gammel. Med ét er alt forandret: emigration til Danmark, et nyt sprog, en ny verden. Og socialt en tilværelse i økonomisk afhængighed. Men for pigen Maria betyder emigrationen også alt det spændende og nye: en ny skole, danske salmer, Siegfried og Gøngehøvdingen i én lystig blanding. Efter 9. april 1940 trækker det sammen på ny. Familien Marcus kommer efter en dramatisk men vellykket flugt til Sverige. Et ophold, som kommer til at vare to år og som i bogen beskrives detaljeret gennem faderens og den 17-årige Marias egne dagbogsoptegnelser – en ung piges dagbog om at være dansk flygtning i Sverige, nye venner, ny poesi, det første kys og hvad dermed fulgte.

BARN AF MIN TID er en bog om, hvordan det opleves at blive rykket op med rode i en tidlig alder – og mærke hvordan det er at skyde nye rødder.

En bog om kultursammenstød på godt og ondt. Om at være fremmed.

Men først og fremmest er BARN AF MIN TID et selvportræt af en ung pige, der kæmper stædigt for at finde kærligheden og meningen med livet og sig selv – det store @»J@« i passet: hvad vil det sige at være jøde?

Året er 1943. Tyske soldater marcherer i Danmarks gader, og seksårige Johna oplever for første gang, at hun er forkert. Hun er forkert, fordi hendes mor er jøde. Hun er forkert, fordi hun mangler sin venstre hånd. Og hun er forkert, fordi hun viser frygt og stiller for mange spørgsmål. Snart hober hemmelighederne sig op, og Johna får svært ved at holde styr på, hvad sandheden er – og hvem hun er. Alt dette misterdog sin betydning, da hun må flygte for sit liv, skjule sig i bunden af en fiskerbåd og forlade sit land. Den røde paraply er en sand historie skrevet af en usædvanlig kvinde. Efter krigen flyttede familien til USA, hvor Johna mange år senere forfattede sine erindringer i The Red Umbrella. Bogen har rørt og engageret sine engelsksprogede læsere, som blandt andet har sammenlignet Johnas historie med Anne Franks. Nu kan bogen for første gang læses på dansk.

I 1946 blev topnazisten Hans Frank, generalguvernør i Polen, dømt til døden ved Nürnbergdomstolen. Kort efter blev han hængt af de allierede for sine krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der blandt andet indebar en central rolle i tvangsdeportationerne i Polen. I det autobiografiske værk Faderen – Et opgør hidkalder Franks voksne søn Niklas sin far fra “Helvedes dyb”. Det gør han med det ene mål for øje at føre faderen gennem endnu en domsproces, hvor sønnen spiller rollen som anklager, dommer og bøddel. Faderen – Et opgør er en bog om et bittert, brændende og skamfuldt faderhad; den er et litterært fadermord af dimensioner, men handler samtidig også om en håbløs søgen efter den ene lille gerning, der kan vende hadet til kærlighed. "Niklas Frank forestiller sig Gud, der rækker armen ned fra himlen og simpelthen vender vrangen ud på faren. Igennem værket breder tonen sig ud mellem maliciøs ironi og skamfuldt raseri. Hele denne følelsespalet udfoldes i et effektivt og hårdtslående sprog, der vipper præcist mellem poetisk urkraft og blytung fakta."-Modspor "Den er anbefalelsesværdig og bør læses af alle som har bare en smule interesse for 2. Verdenskrig og den tilbyder læseren en anderledes vinkel på et stykke historie som ellers er meget velbeskrevet. Til de ikke-historieinteresserede læsere har romanen en stærk kvalitet som en lidt ekstrem form for “pappa-roman” – denne højaktuelle tendens i litteraturen, hvor faderforholdet tematiseres." -kulturkulten

Boris var seks år, da det for alvor gik op for ham, at han var en farlig dreng. Så farlig, at nogen ville ham til livs, og at han ikke kunne bruge sit rigtige navn.

Når løget skrælles er den tyske forfatter Günter Grass' stærkt omdiskuterede erindringsbog. Grass levede 1927-2015, og bogen udkom oprindeligt på tysk i 2006 og på dansk i 2007. I en stadig vekslen mellem fortid og nutid, klarhed og tvivl bevæger forfatteren sig fra de smertefulde krigserindringer om bl.a. tiden i Waffen SS over tilblivelsen som billedkunstner, til han bryder igennem som romanforfatter med Bliktrommen.

Nazisternes belejring af Leningrad, det nuværende Skt. Petersborg, begyndte den 8. september 1941 og varede næsten 900 dage. Lena Mukhina er 16 år gammel, da hun i maj måned 1941 begynder at skrive dagbog om sine tanker og sine håb, sin dagligdag med klassekammeraterne og sin frygt for at få dårlige karakterer. Men i september bliver historien en anden. Nazisterne belejrer Leningrad, og den personlige fortællestil bliver til en grufuld beretning om kronisk sult, fortvivlelse og død i den belejrede by. Lena Mukhinas dagbog er en øjenvidneberetning om den rædsel, beboerne i byen måtte overleve – hvilket mange ikke gjorde. Dagbogen blev opdaget i statsarkivet i Skt. Petersborg og er først for nylig blevet offentliggjort i Rusland – 70 år efter blokaden. Den giver et dag-for-dag-billede af, hvordan livet – på randen af døden – var for menneskene i den by, der blev gjort til et strategisk knudepunkt i nazisternes offensiv mod Sovjetunionen.