Søgeresultater: 3

Ovenpå er fjerde og sidste bind i Ritt Bjerregaards anmelderroste erindringer.

Karen: Du er en Super Carla, Hella.
Hella: Og du er Pippi Langstrømpe, Karen.
Karen: Det her bliver en samtale mellem Super Carla og Pippi Langstrømpe. Det kan kun blive godt.
Hella: Men ved du hvorfor? Fordi vi er Pippi og Super Carla med rigtig mange tårer i os. For det er vi jo, Karen. Vi har begge to været helt nede og spise op, og der er så meget gråd i os også. Dem med de store armbevægelser og dem, der buldrer og råber højest, er jo også meget ofte dem, der er mest ulykkelige.
Karen: Det er rigtigt. Og alt det skal vi i hvert fald også snakke om. Vi må turde at dele ud af arvesølvet.
Hella: Ja – af alt det kiksede og det forfærdelige. Ellers er der ingen, der får noget ud af det. Og det vil vi jo gerne, Karen. At en masse mennesker kan læse den her bog og genkende noget af det, vi snakker om. Det er altid sådan en trøst, når man genkender sig selv og alt sit lort i andre mennesker. Så tænker man: ’Ah, jeg er ikke alene.’ Det vil jeg gerne med den her bog.
-------------
Kom med indenfor, når Hella Joof og Karen Thisted tager livet op til overvejelse i en sommerlang samtale. En åbenhjertig bog om det svære, men også fantastiske, morsomme, vigtige og finurlige i tilværelsen. Vi garanterer: Det bliver ikke kedeligt.

Tredje bind af Ritt Bjerregaards erindringer er en beretning om bureaukrati, magt og alliancer, men også med personlige overvejelser om livet som politiker.
Udenfor begynder med formandsopgøret i Socialdemokratiet, hvor Poul Nyrup Rasmussen tog over efter Svend Auken. Med skiftet ændredes også Ritt Bjerregaards position i partiet, og da Nyrup dannede regering efter ti år i opposition, måtte hun konstatere, at hun trods et højt personligt stemmetal ikke kom med på ministerholdet.
I stedet blev hun udpeget som EU-kommissær, og fortællingen om de knap fem år i Bruxelles fra 1994 til 1999 er en øjenåbnende og aktuel insider-beretning om bureaukrati, magt og alliancer – og om vigtigheden af at værne om det fællesskab, der giver lille Danmark muligheder i en stor og kompleks verden. Vi hører selvfølgelig også om forløbet omkring Kommissærens dagbog, der endnu en gang bragte hende i modvind. Men først og fremmest handler det om kampen for miljøet – et område, hun havde været optaget af gennem 1980’erne, og som hun kom til at arbejde videre med som fødevareminister, da hun vendte tilbage. Hvorfor blev jeg aldrig statsminister? lyder det provokerende spørgsmål, Ritt stiller sig selv, og svaret rummer selvindsigt og refleksioner over magtens væsen og kvinders stilling i politik.
Ritt slutter sin fortælling med tanker om det at blive gammel – om at holde af sin 78-årige krop, som den ser ud, og om have det godt, selvom man er syg.