”Mit fædreland er en æblekerne, man flakker om mellem segl og stjerne”. Det rim messede Herta Müller for sig selv, hver gang hun var på vej til endnu et forhør hos den forhadte rumænske sikkerhedstjeneste Securitate. Det poetiske blev hendes redning. I en samtale med lektor og publicist Angelika Klammer fortæller Herta Müller for første gang om, hvad der fik hende til at skrive, og hvad der definerer hende som forfatter. Vi får et helt liv målt ud mellem barndommen i en landsby i den tysksprogede del af Rumænien og den dag, hun modtager Nobelprisen i Litteratur i 2009. Samtalen er også en dyster rejse tilbage til Rumænien efter murens fald. Om at opsøge de nu tomme kældre, hvor forhørene fandt sted, om tilfældigt at møde den efterretningsofficer, der forestod ydmygelserne, følge efter ham, og måtte lade ham slippe. Det er en stærk beretning om venskaber, der skal kunne holde til svig og overvågning, og om opdagelser, som vender alting på hovedet, da hun efter flere års forgæves forsøg endelig får lov at kigge i sin egen sagsmappe.
