Søgeresultater: 9

Rikke er i starten af 40erne, enlig mor til en lille datter og lever et travlt liv som direktør for et stort tv-produktionsselskab. Hendes liv bliver fra den ene dag til den anden vendt på hovedet, da hun opdager en knude i sit ene bryst. Hun indser hurtigt, at hun ikke kan klare det alene og samler en gruppe kvinder omkring sig, som bliver hendes faste støtter gennem hele forløbet. Helt konkret, med vagtplaner og skiftehold, sørger Rikkes cancer-klan for, at hun og hendes datter ikke på noget tidspunkt står alene med noget -det være sig operationer, flytning, kemoterapi og sommerferie. Sammen er vi stærkere, lærer de, og Rikkes læger og sygeplejersker er både meget positive overfor og interesserede i den tilgang til situationen. Det er usædvanligt, at kræftpatienter har så stærkt og etableret et netværk omkring sig, og i deres erfaring giver det gode resultater ikke at stå alene med det.

Med Rikkes nu veloverståede sygdomsforløb som den røde tråd, giver bogen her de gode erfaringer videre. Det handler om livskraft, om sammenhold og om at være fast besluttet på at overleve. Med konkrete råd og interviews med fagpersoner og cancer-klanen sammen med Rikkes egen historie giver bogen et sjældent ærligt indblik i hvordan man kan komme igennem sit liv, når man er ramt af en livstruende sygdom.

Jeg har da tænkt mig at blive 90 er en livsbekræftende fortælling om, hvordan man kan tage lederskab over sin egen tilværelse, hvor vigtigt det er at bevare troen på at kunne besejre kræften, og hvad kærligheden til et lille barn kan betyde for at leve et godt og givende liv – selv med en kronisk og livstruende sygdom.

Hvordan kommer man videre i livet, når man 35 år gammel har haft døden hængende over hovedet, og ens håndboldkarriere er slut? Gennem hele sin håndboldkarriere har Daniel Svensson fulgt sin fars råd: ”Spil bolden, hvor den ligger.” Den stærke københavner har vundet medaljer, spillet på landsholdet og været professionel i Spanien og Tyskland. Men da Daniel Svensson kort inden VM 2013 får beskeden om, at han har kræft, vendes alt på hovedet. Hvordan spiller man bolden, når man ikke ved, hvor den ligger? Kampen mod kræft er ikke en sportsdisciplin. Daniel Svensson overvinder sygdommen og kæmper sig tilbage på topplan – for derefter atter at få konstateret kræft. Og var første gang slem, er anden gang meget værre. I DER ER KUN DAGE fortæller Daniel Svensson om kampen for at overleve, og hvad de to kræftforløb har gjort ved ham som menneske. Om beskidt spil, slagsmål, skader, sejre og svigt. Men også om triumfer, kærlighed og om at kaste sig ud på dybt vand i Vild med dans.

En fin og ærlig beretning om at være voksen datter til en meget syg far og miste ham.

Hvad sker der med én, når ens far bliver alvorligt syg? Hvordan er det at miste en forælder? Julie Top-Nørgaard mistede sin far efter et par års sygdomsforløb. Hun skriver om forløbet fra den pårørendes position – som mor til to mindre børn og midt i livet, travl med arbejde og uddannelse, og nu også travl med møder med hospital, offentlige instanser og pasning af sin syge far, som har behov for både omsorg, tid og hjælp til praktiske ting. Julie Top-Nørgaard skriver usentimentalt om de store følelser og er hudløst ærlig om det at klare at være voksen med en syg forælder uden at bukke under selv.

"Jeg sidder sammen med min far i opholdsstuen på Sankt Lukas Hospice. Han har ikke mere at fortælle, ikke mere at bede om, ikke mere at spørge om. Bare een ting: Hvad med rollingerne, har de det godt? Ikke andet end det. Hans vindue til verden trækker sig sammen, krymper. Han kan se mindre og mindre ud ad det, og jeg kan se mindre og mindre ind ad det." (citat fra bogen)

Pressen skriver:

»En fin og tænksom lille bog.«
– Tine Byrckel, Information

»Julie Top-Nørgaard […] kan den kunst at skrive om noget helt almindeligt som at miste en forælder, uden at det bliver følende og sentimentalt.«
**** – Edel Hildebrandt, Politiken

»Historien er trist og sørgelig, alligevel findes livet på hver eneste side, og Top-Nørgaard beskriver i et finurligt og særligt sprog.«
**** – Julia, Femina

Den 8. juni 2010 faldt Christopher Hitchens om på sit hotelværelse i New York med stærke smerter. Med ét så han sig selv blive bragt fra ”de raskes verden over den skarpt optrukne grænse til sygdommens land”. I løbet af de følgende 18 måneder, frem til sin død af kræft i spiserøret den 15. december 2011, skrev han om sine oplevelser i de døendes rige.

Under hele forløbet insisterer Hitchens på at modsætte sig religionens trøst og møde døden med åbne øjne. I DØDELIGHED beskriver han sygdommens plager, diskuterer dens tabuer og undersøger, hvordan sygdom ændrer vores forhold til omverdenen. I takt med at kræften invaderer Hitchens krop – han opdager pludselig, at han ikke har en krop, men er en krop – tvinges han til at tage livtag med dødens gåde.

DØDELIGHED er en både personlig og filosofisk bog om til det sidste at insistere på fornuften.

”Hvad håber jeg på? Hvis ikke en kur, så i hvert fald en lindring. Og hvad vil jeg have tilbage? Med den smukkest tænkelige sammenstilling af to af de enkleste ord i vores sprog: talefriheden.”
- fra bogen

”Jeg vil ikke have, at du skal dø, far. Du må ikke dø!” På sofaen ligger Sally og græder sammen med Jan. ”Det vil jeg heller ikke, skat. Jeg vil ikke dø.” Kirsten er lykkeligt gift og mor til to, da hendes mand får diagnosen ALS. De skal fortælle Vigga og Sally på 9 og 11 år, at deres far skal dø. Som mor, hustru og nærmeste pårørende bliver det Kirstens allervigtigste opgave at passe på børnene igennem Jans sygdomsforløb. Fortælle dem sandheden om sygdommen og forberede dem på, at deres far skal dø. Men samtidig skal hun beskytte dem mest muligt og fastholde deres barndom og troen på, at livet er godt – også når det ikke er det. NÅR FAR SKAL DØ tager læseren med fra den barske besked til den første periode efter dødsfaldet. Kirsten Wallentin Damgaard fortæller sin families historie med særligt fokus på børnene og giver konkrete råd om det, der kan være svært. Hvordan fortæller du dine børn, at far skal dø? Hvordan samarbejder du med børnenes skole? Og hvad kan andre rundt om dig gøre for at hjælpe og støtte i en svær tid? Bogen er især relevant for dig, der selv har børn, som oplever alvorlig sygdom eller død tæt på. Den er også relevant for dig, der er god ven til en familie, som er ramt af sygdom, eller dig, der måske ikke er så tæt på, men som alligevel gerne vil hjælpe.

Hvad der startede som en dagbog, endte med – efter 8 år – at blive til bogen Stærk som en stridsbaby. Bogen skildrer på både stærk, barsk og rørende vis, hvordan livet som forælder til et kritisk sygt barn kan forme sig. Hvor ufattelig hårdt det er at se sit barn lide, være i den ene narkose efter den anden og løbende få sin rygsæk fyldt med traumatiserende oplevelser – helt uden mulighed for at skærme hende. Men også hvor hårdt det er samtidig at skulle forstå og agere blæksprutte i sit barns sag i et fortravlet sundhedsvæsen. Og oveni at kæmpe med social-, daginstitutions- og skolesystemet. Og nå ja, så lige sørge for at have overskud til det syge barns tvillingesøster, sit arbejde, parforhold, venskaber osv. – alt imens ens egen krop er fyldt til randen af stress, søvnmangel, bekymring og ensomhed. Men kærlighed kan flytte bjerge, og når det handler om ens børn, kan man som løvemor strække sig langt og stædigt holde fast i håbet om, at der er lys forude.

I maj 2019 døde Thomas på 45 år af en knoglemarvskræft, der langsomt havde nedbrudt hans krop. Det tog tre år. Men kræften dræbte aldrig hans evne til at elske livet, udnytte sin krops potentiale og til altid at give kærligheden plads. Som Thomas skrev i sin tale til sin egen begravelse: "Jeg ønsker jer alle en dejlig dag – og et dejligt liv. Husk, at vi ikke gør livet op i de antal år, vi får i lotteriet, men i alle de ting, vi vælger at fylde det med." I månederne op til og i ugerne efter hans død skrev hans hustru Mette bogen Lev stærkt – dø smukt. Ved Thomas' død frygtede Mette at miste sit eget liv og ryge i en afgrund. Men virkeligheden var, at døden gav hende rå og levende kreative kræfter og en hidtil ukendt grundstyrke. Det er den energi, bogen er skrevet på. Det er en fortælling om et helt særligt menneskes sidste år på jorden. Om at gribe de særlige stunder med sine tre sønner. Om som familie at tage sorgen på forskud. Om at sørge og leve sammen som en helende proces. Det er en beretning om levet liv og døet død. Thomas var aktiv til det sidste i begge dele. Bogen handler om troen på det gode og på kærlighedens frisættende kraft. Og om hvordan man sammen kan tage styring over et liv i kaos, så man både før, under og efter døden kan finde mening og livslykke. Bogen viser, at man kan komme overens med det uafvendelige, mens den døende stadig er i verden.

En smuk og barsk beretning om sorg og tab samt lys og kærlighed. Da Alberte er 7 år gammel, får hun diagnosen Metakromatisk Leukodystrofi (MLD), en nervesygdom, der langsomt nedbryder hendes motoriske og kognitive færdigheder. Albertes mor beskriver ærligt og personligt, hvordan Albertes diagnose og sygdomsforløb rammer familien med et hårdt slag og kaster mor, far og storesøster ud i en følelsesmæssig nedtur, hvor de magtesløse lever med visheden om, at Alberte skal dø. Alligevel får dødens tilstedeværelse dem ikke til at opgive at finde en retning og mening med livet og lader lyset og kærligheden dominere i Albertes korte liv.