Søgeresultater: 144

Løgstrups monografi om Martin Heideggers 'Væren og tid' ledsaget af en mindre tekst om Heideggers kunstfilosofi.

Når man har arbejdet 30 år som domina i Tysklands mest berygtede gade, har man mange gode historier at fortælle, og de fleste vil nok blive overraskede over, hvad der forgår i Manuelas studie. Selvbevidst og alligevel sårbart fortæller hun med indlevelsesevne om dominaens fascinerende verden og tegner et imponerende billede af de besøgende mænds behov, længsler og mørke sider. Mit liv som domina en overraskende hjertelig og personlig beretning om og af en usædvanlig kvinde, der efterhånden er blevet lidt af en legende i Tyskland, hvor hun er en hyppig gæst i pressen.

EBBA VAR 18 ÅR, da hun i 1943 meldte sig som frivillig sygeplejerske til Tysk Røde Kors. De næste to år kom hun til at gøre tjeneste på lazaretter i det nuværende Polen og Tjekkiet, inden den russiske vinteroffensiv i 1945 tvang hende til Berlin. Her blev hun til den bitre ende – på en primitiv forbindingsplads i en bunker i hjertet af Det Tredje Rige og kun et par hundrede meter fra Hitlers sidste hovedkvarter. Bogen er ikke blot fortællingen om en sygeplejerskes oplevelser under 2. verdenskrig, men også om datteren af en dansk nazist i en lille vestjysk by. Således følger bogen hende fra den tyske besættelse af Danmark i 1940 over hendes to år som ung pige i huset i Kassel og to år som sygeplejerske på lazaretter i Breslau, Deutsch-Brod og Berlin til hendes tilfangetagelse af russerne, internering i Moskva og hjemkomst til Danmark. Det er en fortælling om krig og idealisme, had og kærlighed, erindring og fortrængning, angst og håb – dansk, tysk og europæisk historie oplevet af en ung pige fra Tarm.

Redigeret af Kurt Møller Pedersen og Peter de Clercq Astronomen Thomas Bugge (1740-1815) blev udnævnt til professor i matematik og astronomi ved Københavns Universitet i 1777. Han så det som en vigtig opgave at modernisere observatoriet på toppen af Rundetårn, og derfor foretog han en studietur gennem Tyskland og Holland til England for ved selvsyn at sætte sig ind i, hvordan man der studerede astronomi og byggede instrumenter. Han førte dagbog under hele sin rejse, og heri nedskrev han, hvad han så, hvem han mødte, og hvilke bøger og instrumenter han købte. Den er desuden fuld af skitser og tegninger, som gør den til en vigtig historisk kilde. Dokumentet befandt sig på Det Kongelige Bibliotek i København, hvor Kurt Møller Pedersen i 1969 fandt det og udarbejdede en foreløbig transskription. Nu fyrre år senere er denne dagbog tilgængelig, og er foruden Bugges originale tegninger forsynet med portrætter af videnskabsmænd og instrumentmagere og billeder af bygninger og instrumenter, hvoraf mange stadigvæk findes på museer. Denne rigt illustrerede og kommenterede udgave af Bugges rejsedagbog vil være interessant for enhver, der interesserer sig for videnskabernes og teknologiens historie i det 18. århundrede.

Dietrich Bonhoeffer var en af de mest markante og vedholdende stemmer i den kirkelige opposition imod det tyske naziregime. Han både talte, skrev og handlede i opposition til nazismen, og han blev som konsekvens heraf fængslet og senere kort før krigens afslutning henrettet.

Håbet dør aldrig begynder med at fortælle en biografisk tidshistorie. Jo mere forfatteren beskæftiger sig med at fortælle sin egen livshistorie, jo mere kan læseren følge med i, at forfatteren er et tidsvidne. Historien bliver spændende, da det hele foregår i et lille hjem, hvor livet bliver mere og mere besværligt, da hele familien er statsløse. De lever som udsatte, da de ikke har et tysk pas, ganske enkelt har de ikke penge til at købe det tyske statsborgerskab, alle og enhver kan sende dem ud af landet. Faderen arbejder for en lille løn i sin fætters slagteri. Da moderen er meget syg, ender det på tragisk vis, hun dør som 34-årig. Børnene Erika og Irma flytter for en kort tid til Oma Stein i Hagenerstrasse. Knap tre måneder efter moderens død gifter faderen sig med en meget yngre kvinde. Hun bryder sig slet ikke om de to børn, og en mishandling på brutal vis begynder. Faderen begår selvmord, og børnene finder ham hængende i sit eget slips. De to børn blev vajsenhusbørn og kommer et år i et katolsk børnehjem i Gerresheim, som er en forstad til Düsseldorf.

Ellef Henry Rasmussen var blandt de allerførste danskere, der frivilligt lod sig indrullere i Waffen-SS. Allerede i sommeren 1940 blev han sendt til uddannelse i Østrig, og i juni 1941 tog han del i operation Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Herefter var han i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og en videreuddannelse til officer. I krigens sidste fase – tilbagetrækningen fra Estland og kampene omkring Berlin – stod han i direkte kontakt til højtrangerede tyske generaler og varetog stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment "Danmark". II. bataljon blev adskilt fra det øvrige regiment omkring Berlin i krigens sidste dage, og denne del af historien fortælles her for første gang. Den enestående beretning bidrager endvidere med en lang række nye detaljer om de danske frivilliges indsats og gerninger på østfronten.

Ellef Rasmussens krigserindringer er fortalt til historiker Peter Møller Hansen, som i indledning, efterskrift og noter bidrager med historisk perspektiv til fortællingen. Bogen er illustreret med mange unikke billeder, som ikke tidligere har været offentliggjort.

Volker Weidermann (Oostende 1936, Drømmere) skriver i denne dobbeltbiografi om forholdet mellem Tysklands store efterkrigsforfatter, Günther Grass, og Tysklands mest berømte litteraturkritiker, Marcel Reich-Ranicki. De to havde en meget ens opvækst, men da Anden Verdenskrig kom, stod de på hver sin side af historien: Jødiske Reich-Ranicki oplevede krigen fra Warszawas ghetto, Grass var i Wehrmacht, og han forsøgte desperat at komme til fronten, troede på Hitler og på tysk sejr. Næsten hele Reich-Ranickis familie døde i Holocaust.

Under Anden Verdenskrig sad den tyske jøde Eddie Jaku i kz-lejre, og han mistede sin familie, sine venner, sit land. Alligevel kaldte han sig Jordens lykkeligste mand, kort inden sin død som 101-årig i 2021.

I Danmark kender de fleste ekspressionisten Emil Nolde som et offer for nazismen. I virkeligheden var han selv nazist, og hans malerier skal derfor ses i et helt nyt lys.
Emil Nolde er kendt som kunstneren, der af de tyske nazistister i 1941 fik forbud mod at male, og hvis malerier blev fjernet fra tyske museer. Han var selv medvirkende til, at det er den historie, vi har hørt, og en velvillig skare af tyske politikere, forfattere og kunstkritikere og understøttede efter Anden Verdenskrig den udlægning. Også ledelsen på Nolde-museet lige syd for den dansk-tyske grænse var bevidst med til at skabe en usand fortælling.
Hans Christian Davidsen har i 20 år været på sporet af Noldes antisemitiske holdninger og hans fascination af nazismen, og han har i mange år forsøgt at få adgang til arkiverne på Nolde-museet. Det blev først for alvor muligt, da museets nuværende leder tiltrådte. I museets arkiver fandtes en omfattende korrespondance mellem Nolde og hans kone, Ada, som viser, at de begge beundrede Adolf Hitler.
Der er gennem tiden skabt myter om mange af Noldes billeder, der ikke holder længere. Andre værker skal ses i et helt nyt lys. For selv om han aldrig tilpassede sin kunst til nazisternes smag, så tog hans motivvalg en drejning efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Nolde malede værker for at indynde sig i toppen af nazistpartiet. I bogen gennemgås det, hvilke malerier der er der tale om, og hvordan de kan tolkes i dag.
Nolde blev født i 1867 som Hans Emil Hansen i byen Nolde, der siden 1920 har været en del af Danmark. Hans familiebaggrund var sønderjysk-tysk-frisisk, og han beholdt sit danske statsborgerskab fra 1920 og til sin død.

”Eichmann satte mig ind i metoden med motorgasning i lastvogne, som man hidtil havde benyttet den østpå. Men det kunne der slet ikke være tale om med de massetransporter, man kunne vente i Auschwitz. Henrettelse ved hjælp af kuloxyd fra bruser i et baderum, som man havde benyttet det ved udryddelse af de sindssyge nogle steder i Tyskland, ville kræve for store bygningskomplekser, og det var højst problematisk, om man var i stand til at fremskaffe gas til så store masser.”

Rudolf Höss var den første kommandant i nazisternes frygtede koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig. Selvom han i selvbiografien fremstiller sig selv som en soldat, der blot fulgte sine overordnede i beslutningen om masseudryddelsen af jøderne, var han personligt ansvarlig for at føre ordren ud i livet og stod direkte bag massedrab på millioner af mennesker. I bogen beskriver Rudolf Höss med uhyggelig nøgternhed og kulde de lavpraktiske problemer ved at skulle udrydde så mange mennesker ad gangen og skille sig af med ligene.

Rudolf Höss beretter om livet som frivillig soldat under Første Verdenskrig, årene i Brandenburg Tugthus, hvor han sad fængslet for drab, og hvordan det lykkedes ham at stige i graderne, da nazisterne tog magten. Höss selv tegner et billede af en almindelig mand og familiefar, der gennem lydighed og pligt, uden anger, udfører massemord på effektiviseret industrielt plan, og det gør læsningen desto mere rystende og gruopvækkende. Höss skrev bogen i fangenskab i 1946, inden han blev henrettet i 1947, og den er et vigtigt historisk vidneudsagn om forbrydelserne under holocaust.

Bogen er forsynet med den oprindelige danske udgaves forord af den norske forfatter og lyriker Arnulf Øverland, der sad i KZ-lejren Sachsenhausen fra 1942-1945, og bringes som den udkom første gang i 1959.

Rudolf Höss (1900-1947) var en tysk topnazist, der var kommandant i den frygtede polske koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig og ansvarlig på mordet på millioner af mennesker. Han trådte ind i SS i 1934 og arbejdede sig hurtigt op til toppen af nazistpartiet. Efter krigen vidnede han mod andre nazister under Nürnbergprocessen, hvorefter han blev udleveret til Polen. I 1947 blev han dømt til døden og hængt foran indgangen til krematoriet i Auschwitz.

Flemming Helweg-Larsen var frivillig i SS - ikke som frontsoldat, men som Kriegsberichter, altså krigskorrespondent. Han blev som den første dansker efter krigen henrettet den 5. januar 1946, ikke for sin "indsats" på Østfronten, men som en del af det trekløver, der myrdede redaktør Clemmensen. Det er det samme mord, som SS'eren Søren Kam også blev tiltalt for, og som Søren Fauli i 2004 lavede filmen Min morfars morder om.

Da Flemming Helweg-Larsen sad i Vestre Fængsel under retssagen imod ham, skrev han sin beretning om sin tid på Østfronten, drabet på redaktør Clemmensen og retssagen imod ham. Denne beretning er spektakulær af flere årsager:

• Han var den første, der blev henrettet i retsopgøret efter 2. Verdenskrig efter lange principielle diskussioner i Højesteret. Sagen var fra første færd stærkt kontroversiel, fordi man frygtede, hvordan retsopgøret kunne udvikle sig, hvis han kunne henrettes for et enkelt mord, der måske oven i købet var et affektmord.
• Fordi han som krigskorrespondent kom rundt overalt på Østfronten fra den finske vinter til Stalingrad osv. og kan berette om dette, så man får et levende indtryk af krigen.
• Fordi han var en trænet forfatter, og bogen derfor er velskrevet.
• Fordi vi får beretningen om Clemmensens drab.
• Fordi vi her hører om retsopgøret fra tabernes side.
• Fordi dette manuskript har ligget gemt hos familien og aldrig har været offentliggjort før - heller ikke i bidder.

En beretning som denne er forståeligt nok et forsvarsskrift. Flemming Helweg-Larsen underspiller sin egen skyld, og specielt hans beretning om tiden efter 5. maj 1945 er stærkt apologetisk og aggressiv. Derfor er bogen udstyret med to forord og et noteapparat ved:

• Professor i retshistorie Ditlev Tamm, der gennemgår retssagen imod FHL og kommer med en del nyt stof, han ikke kunne publicere i sin egen bog om Retsopgøret, da materialet dengang var klassificeret. Det drejer sig om diskussionerne i Højesteret om dødsstraf. FHL's sag ville jo - som den første - give præcedens. og der var langtfra enighed dommerne imellem. Hans forord bliver altså både en gennemgang af den specifikke sag, en diskussion om Retsopgøret generelt og ikke mindst dødsstraf i det hele taget.
• Historiker og leder af Frøslevlejren Henrik Skov Kristensen, der gennemgår den historiske baggrund for beretningen (Frikorps Danmark osv.) og laver noter til bogen, så man kan skelne løgn fra sandhed.