Søgeresultater: 12

"Af hoved er hun videnskabsmand, men af sind er hun kunstner, og det er en rig sammensætning. Hendes arrigskab har flere hestekræfter end nogen anden dansk skribents, og det er en glimrende drivkraft. Hun finder sig ikke i noget… Hun kan den kunst som er definitionen på al kunst: at lægge hovedvægten på det væsentlige og være ligeglad med det ligegyldige."

Sådan beskrev Poul Henningsen Elsa Gress som debattør og som menneske. "Det professionelle menneske" er en samling af essays delt op i fire afsnit: ‘socialt‘, ‘kulturkritisk og kulturpolitisk‘, ‘amerikansk‘ og ‘litterært og kunstnerisk‘.

Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

"Fugle og frøer: Afsnit og epistler" tilhører rækken af Elsa Gress’ debatskabende bøger om samfund, kunst og køn. Elsa Gress fremhævede rejsen til og i det fremmede som stedet, hvor middelmådighed og selvtilstrækkelighed viger til fordel for nysgerrighed og åbenhed. I denne essaysamling beskriver hun, hvorfor netop rejsen og mødet med andre er så nødvendig for udviklingen af ens personlighed.

De epistler og essays, der gemmer sig i "Blykuglen", er skrevet på ‘De-centret‘ i Marienborg, en slags kunstnerkollektiv, som Elsa Gress skabte sammen med sin mand, den amerikanske kunstner Clifford Wright. Elsa Gress udbreder sig vidt og bredt om alskens emner lige fra psykoanalyse til nazisme, Ulysses til PH og Asger Jorn, alt sammen med den karakteristiske knivskarpe pen og kontroversielle holdninger.

Bør anmeldere skydes? Er der tale om masseunderholdning eller religionserstatning? Det er blot et par af de spørgsmål, Elsa Gress stiller sig selv og sin læser i essaysamlingen "Nye strejftog". Med sin enorme erfaring som forfatter, kritiker, kulturformidler og menneske i det hele taget udfolder Elsa Gress sig bredt og dybsindigt om det litterære klima, massekulturen, kritikerens rolle og myndighedernes adfærd.

"Moderne kunst er alt for ofte et spørgsmål om at tælle på fingre og tæer og stave sig frem til yderst elementære budskaber, hvor den ikke er ren formalisme. Det er ikke større enkelhed, umiddelbarhed og forståelighed, vi savner i kunsten i dag, men mere komplicerethed, flere forudsætninger, både hos kunstnere og kunstmodtagere, mindre ‘individualisme‘ og mere personlighed.

Det er et af denne bogs hovedmotiver. Men hvis læseren får det indtryk, at den er rettet mod megen moderne kunst, en del samtidig litteratur og så godt som al kunstkritik ud fra go‘ gammeldags traditionalisme, snusfornuft eller ‘engagementskrav‘ – for siden at opdage, at bogens hovedanker er af en gangske anden natur, ja, så er det erklærede formål nået: at forvirre i håb om at forvirre frugtbart."

Således starter Elsa Gress "Prometheus på flugt", en samling af essays om kunstens tilstand, og hvad der skal gøres ved den.

Ja, der er som regel en del, der hører efter, hvad Elsa Gress har at sige. I denne essaysamling filosoferer Elsa Gress over modernismens klimaks, det moderne menneske, velfærdsstaten, kulturskizofreni og afdøde helte som Karen Blixen, Graham Greene og Aldous Huxley. Hun afsætter i øvrigt en stor del af bogen til tanker om USA‘s racekamp, mordet på John F. Kennedy og begrebet succes set med amerikanske øjne.

"Det er afgjort ikke fashionabelt i disse tider at tale om standpunkter, endsige at have dem. I stedet skal man have fornemmelser for ‘det nære’ … At have en fornemmelse af misforholdet mellem det, der er, og det, der bør eller kunne være, forekommer dem latterligt."

Dette synspunkt gør Elsa Gress op med i "Elysisk aften – at være kætter", og som hun også bemærker, er det ikke bare forbigående tendens, at man ikke må udtale sig kritisk eller i store vendinger. Det har altid været ildeset på den måde ‘at være kætter’, som hun kalder det.

Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

"Når jeg har valgt at betitle denne bog "Det uopdagede køn", er det dels for at antyde kønnets mange uopdagede ressourcer og muligheder, dels for at angive, at jeg helst vil begynde, hvor den hidtidige drøftelse af sagerne er hørt op… Om der er brug for flere kvindeord om situationen? Vistså."

Sådan indleder Elsa Gress sin samling af essays om de mange problemer, der florerede i forhold til kvindens position i samfundet i 1960‘erne. Var abort virkelig noget, man som samfund kunne bakke op om? Skulle kvinden have lov at realisere sig selv på arbejdsmarkedet, eller var det bedst for alle – inklusiv hende selv – at hun gik hjemme med børnene? Var homoseksualitet noget, man skulle finde sig i?

I dag er de fleste enige om svarene på disse spørgsmål, men da "Det uopdagede køn" udkom i 1964, var disse emner stadig kontroversielle, og det kaster et interessant lys over den debat, der stadig står på, at det, der i dag virker så åbenlyst, engang var meget kontroversielt.

"På den skitserede baggrund kan det måske tage sig verdensfjernt, ja, letfærdigt, ud at udgive shop talk om sprog, kunst og samfund og andet sligt. Men det skulle fremgå, at det netop er prioriteringen og overlevelsen, der kredses om i disse stykker."

I denne samling af essays og epistler efterlyser Elsa Gress engagement fra danskerne, idet hun stiller skarpt på evigtgyldige temaer som kunst, sex, hykleri, kønskamp og demokrati.

"Fælles for dem skulle imidlertid gerne være, hvad man kunne kalde den kritiske idealisme: troen på det negatives ret side om side med det positive og forvisningen om, at respekt for de ‘upraktiske‘ ideer og studier er en nødvendig forudsætning for al kultur i højere forstand."



Sådan beskriver Elsa Gress essaysne i "Strejftog", som hurtigt blev fulgt op af en lang række romaner og essaysamlinger, der har fastslået hende som en skelsættende kommentator inden for alt fra litteratur, sociologi, psykologi til livets store spørgsmål.
Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

Elsa Gress‘ essaysamling "Om kløfter" handler ikke bare om kløfterne mellem individer og temperamenter og filosofier. Den handler om kløfter mellem den gamle og den nye verden, Europa og Amerika, generationskløfter, kulturkløfter, kløfter mellem fortid og nutid, mellem den reaktionære og radikale tænkemåde.

"Det opstår muligvis på før-sprogligt plan, i underbevidstheden. Men der er i sproget, det først viser sig. Umenneskeliggørelsessyndromet. Og når det først kommer til udtryk der, som sprog- og tankeforurening, bliver det med uhyggelig hast til godtagne ’realiteter’."

Elsa Gress’ essaysamling "Fanden til forskel" kommer vidt og bredt omkring, lige fra atombomben og nazismen til kunst og teater og det, hun kalder antihumanistisk humanisme.

"Hun har det hele, kendt dem alle fra George Orwell til Malraux, fra T.S. Eliot til Carl Dreyer, og det er med ophøjet frygtløshed hun piller idolerne fra hinanden og indsætter talenterne på deres plads."

Jean Lacouture Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.