Søgeresultater: 21

Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880). Efter Brandes' tilbagevenden til København kom det til en åben konfrontation over Gjellerups roman Romulus, som Brandes i sin anmeldelse kritiserede for at have et usikkert forhold til genren, fordi den både rummer stof til en roman, idet den giver „et sammentrængt Billede af den hele Verdenstilstand, som Digteren forestiller sig den“, og til en novelle, idet den giver „et interessant Enkelttilfælde, et fængslende Unicum“. Romanstoffet handler om mishandlingen af hesten Romulus som symbol på samfundsmæssig uret, mens novellestoffet er en kærlighedshistorie, og forfatteren har ikke kunnet beslutte sig til, hvilken af de to historier han ville fortælle. Brandes fremhævede i øvrigt den gode moralske balance, eftersom de samfundsmæssige misforhold straffes af en „ædel ung Pige“, der repræsenterer retsfølelsen, men kritiserede, at Romulus for sent etableres som tekstens centralsymbol, og den episke teknik, hvor der forekommer direkte forfatterkommentarer. En måned senere skrev Bang i „Teknik i vor nye Litteratur. Nogle Bemærkninger i anledning af Dr. Brandes' sidste Anmeldelse“, at hele Brandes' kritiske metode var forældet. Efter først at have hyldet Brandes som den store lærer noterede han på sin generations vegne: „Vi [unge] ere blevne forfærdede over at læse Ord som 'Symbol paa Samfundets Uret' eller som: 'En ædel ung Pige repræsenterer Retsfølelsen og Barmhjertigheden'“. De unge tænker i helt andre baner. De taler ikke om romaner og noveller, men om 'brudstykker af et livs historie' eller 'en følelses historie', hvor stoffet komponerer værket. De skriver enten en psykologisk roman om en enkelt følelse, eller som Zola en social roman, men i ingen af de to tilfælde er der tale om at skabe symboler. Man aftegner „en Krog af Samfundet“ eller „en Krog af Følelseslivet“. Brandes svarede, at kunsten gennem de realistiske enkeltskildringer dog udtrykker en større sammenhæng. (Dansk Litteraturs Historie)

”I denne bog jeg har prøvet fra en fremmedsprogforfatters synsvinkel komme ind på emner som: de danske værdier, den danske kulturarv. Hvad er typisk dansk? Hvad er Danish Design? Hvad er Made in Denmark? Hvordan ser fremtidens Danmark ud? Og om de fremmede i Danmark.” Nicolae Matei

Jeg ville være enke, og jeg ville være digter er en samling af Tove Ditlevsens glemte tekster. Hendes klummer og kommentarer, essays og brevkassesvar. Hun skriver om alkoholen, de fattige og kernefamilien, om barndommen, bøgerne, berømmelsen, nostalgien og de indlagte på hospitalet. Om børnene og ensomheden, om weekend-drankerne og døden.

Bogen er illustreret af kunstnergruppen Sort Samvittighed.

Bogen indeholder en samling breve skrevet af fru Z til Prinsen af Mogadonien, gift med regenten i riget, der har navn efter det gamle, stærke sovemiddel. Fruen selv, der er placeret uden for tiden, betegner sig som skribløse og offentligt fruentimmer, og fra hendes skrivebord udgår med jævne mellemrum en epistel, der rummer en kommentar til tingenes tilstand. Hun er en dame, der ud fra et 'gammeldags' humanistisk grundsyn går i rette med tiden, og hun har sine meningers mod: Vi lever i en forfaldskultur, i en medialiseringens tidsalder med pøbelvælde, i et samfund uden en kulturel overklasse, uden intellegentsia, elitær kunst og kritik. Fru Z beskriver tidens middelmådighed, men hun gør det uden vrede og afsky, men i stor undren og med den medlidenhed, hun mener den fortjener. Hun ønsker en bedre verden, og forbedringen skal ske ved politiske reformer, økonomisk ansvarlighed, litterær dannelse og gode manerer.

Brevene er ét langt forsvar for kunsten, der taler til den indre prins i enhver læser, og som meget gerne skal stå i modsætning til den mediekommunikation, der taler til de laveste instinkter.

LÆSEHEST MED TEATERKIKKERT er en samling af Johannes Møllehaves dejligste oplevelser med Shakespeare, Molière, Holberg, Ibsen, Strindberg, Tennessee Williams, Ingmar Bergman, Samuel Beckett og Markus-evangeliet.

Der findes yderligere tre Læsehest-bøger: LÆSEHEST MED GÅSEØJNE – om gode oplevelser med verdenslitteraturen og LÆSEHEST MED VERSEFØDDER - om gode oplevelser med poesien og LÆSEHEST MED ÆSELØRER – om oplevelser med dansk litteratur.

Johannes Møllehave (f. 1937) har siden debuten i 1975 med PÅ MYRENS FODSTI udgivet over 60 bøger: erindringer, romaner, prædikensamlinger, børnebøger, læsninger med meget mere.

"Han er den bedste litterære formidler i dette land. Ingen kan som han tilegne sig et værk og sende det videre til læseren, så denne læser dels frydes, dels sporenstregs iler af sted for at tilegne sig værket i original ... Hvilken appetit, hvilken oplagthed på ånd og passion" – Ulrik Høy, Weekendavisen

"Johannes Møllehave genskaber teatrets aktive fortryllelse og mening." – Bettina Heltberg, Politiken

"Humoren, paradokset, er her som ofte før Møllehaves vejviser ind i kunsten og tilværelsen." – Marie-Louise Kjølbye, Information

"De første otte sider klukker man og ler, så tårerne triller ned ad kinderne ... Det er en forrygende morsom optakt for en bog, der henvender sig til alle, som elsker Møllehaves tryllerier og leg med ord – og til alle teater-interesserede, hvad enten de er enige med Møllehave eller ej." – Holger Ruppert, B.T.

Essays. Et langdigt samler tre tidligere essaysamlinger – Lys og luft, Spejl og spor, Bål og brand – med nye essays. Dermed fuldender denne kreds af tekster den storform, der fra begyndelsen har været Schnacks sigte, og deraf undertitlen Et langdigt.
I Essays. Et langdigt finder man en sirlig, grundigt reflekterende og poetisk skrift, hvori Schnack insisterer på at standse tiden for en stund – og give tanken og sproget et pusterum. Eller, som han skriver i et essay om Mikkel Kessler: Den største hyldest er en hyldest til livet, til begyndelsen, til vejrtrækningen, til bevægelsen. Den begynder i begyndelsen, i vejrtrækningen, i bevægelsen.
Ved hjælp af Schnacks særlige poetiske sensibilitet transporteres vi i denne samling essays fra Rimbauds håndskrift til Vesterhavet som billede. Der er essays om 1960’erne. Om møder med Dan Turèll, Inger Christensen, Michael Strunge, Per Kirkeby og Jørgen Gustava Brandt. Alkoholisme, døden og: Hvad det vil sige at gøre sig kunstneriske erfaringer, hvad det vil sige at leve.

I 2011 bekendtgjorde Karl Ove Knausgård, at han med sjette og sidste bind af sit værk "Min kamp" satte punktum for sin forfatterkarriere. Det kom ikke til at holde stik. ‘Om efteråret’ er første bind af fire essaysamlinger, der udkommer i løbet af 2016.
Udgangspunktet for bogen er et brev, som forfatteren skriver til sit fjerde og ufødt barn for at fortælle hende, hvad der venter hende i den verden, hun snart skal fødes ind i.
Knausgårds omdrejningspunkt er, som i de seks "Min kamp"-bøger, personlige refleksioner, interesser og erfaringer. Han skriver om og beskriver alt mellem himmel og jord: Stjernerne, gummistøvler, lus, van Gogh, ambulancer og øjne for blot at nævne nogle få af de ting, der findes i vores verden.
Bogen er illustret med værker af den norske kunstner Vanessa Baird (f. 1963).

Oplevelsen af at blive trængt uden for verden og selv sætte sig uden for den, skildrer Brøgger i KVÆLSTOF som en grundoplevelse, hun har med sig fra barndommen.

Alle historierne beskrives med forkærlighed for mennesker, der befinder sig i outsider-positioner, eller som har erfaringer, der er grænseoverskridende eller oprivende.

KVÆLSTOF er en samling essays som Suzanne Brøgger udgav i 1990.

Udgives i anledning af journalist og politisk kommentator Ejvind Larsens 50 års jubilæum som skrivende på Dagbladet Information. Ejvind Larsen er en levende legende i dansk politisk journalistik og i Dagbladet Informations historie, som han i det sidste halve århundrede har præget fra så forskellige positioner på avisen som fra politi-redaktionen, som skole- og ulandsmedarbejder, leder- og klummeskribent og chefredaktør - i perioder har Ejvind Larsen endda været gift med Information, siges det.

En del af Suzanne Brøggers journalistiske freelancetekster fra midt 1960'erne er genoptrykt i antologien BRØG 1965-1980 fra 1980. BRØG 1965-1980 er et fremragende eksempel på den unge forfatters gehør for personligheder i eksistentielle outsiderpositioner, hendes optagethed af udenrigspolitiske brændpunkter og en aldrig svigtende sans for en god provokation.

Henrik Nordbrandts essaysamling BREVE FRA EN OTTOMAN er en dansk rejsebog og en digters eksistentielle bekendelser. Artiklerne fra Tyrkiet og det græske øhav er kærlighedserklæringer til disse steder, velskrevne og morsomme skildringer fra den rejsendes perspektiv.

Fra bogens indledning:

“Jeg har altid haft helte. Den første var min far. Senere cykelryttere som Reg Harris, Joseph Scherens, Børge Gissel. Så jazzmusikere som Duke Ellington, Monk, Bud Powell. Og mange flere. Jeg har altid haft et bredt felt af helte. Også en ældre mand som Ove Brusendorff. Ham kunne jeg jo lære god smag af, ro, langsomhed, kræsenhed. En ældre kvinde som Katherine Dunham, jeg kunne se alt det, hun havde levet og kunnet, når jeg betragtede hende hvile sig på sin divan.

Jeg bryder mig ikke om ordet rollemodel. Det er et dumt pædagogisk begreb. Jeg har ingen rollemodeller. Og jeg er ikke selv en rollemodel. Jeg roder bare rundt med det, jeg kan lide, og det, jeg ikke kan lide. Det er rigeligt, det giver god mening. Jeg synes, helte er godt. En helt, det er en, der står og lyser i nattemørket. En, der kan noget særligt, og som gør indtryk på mig. Som får mig til at forstå noget, der forekom kompliceret. En helt kan også være en skurk, en særlig slem person, som spreder ondskab om sig. Han lyser op på en mere dæmonisk måde.”