Søgeresultater: 21

Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880). Efter Brandes' tilbagevenden til København kom det til en åben konfrontation over Gjellerups roman Romulus, som Brandes i sin anmeldelse kritiserede for at have et usikkert forhold til genren, fordi den både rummer stof til en roman, idet den giver „et sammentrængt Billede af den hele Verdenstilstand, som Digteren forestiller sig den“, og til en novelle, idet den giver „et interessant Enkelttilfælde, et fængslende Unicum“. Romanstoffet handler om mishandlingen af hesten Romulus som symbol på samfundsmæssig uret, mens novellestoffet er en kærlighedshistorie, og forfatteren har ikke kunnet beslutte sig til, hvilken af de to historier han ville fortælle. Brandes fremhævede i øvrigt den gode moralske balance, eftersom de samfundsmæssige misforhold straffes af en „ædel ung Pige“, der repræsenterer retsfølelsen, men kritiserede, at Romulus for sent etableres som tekstens centralsymbol, og den episke teknik, hvor der forekommer direkte forfatterkommentarer. En måned senere skrev Bang i „Teknik i vor nye Litteratur. Nogle Bemærkninger i anledning af Dr. Brandes' sidste Anmeldelse“, at hele Brandes' kritiske metode var forældet. Efter først at have hyldet Brandes som den store lærer noterede han på sin generations vegne: „Vi [unge] ere blevne forfærdede over at læse Ord som 'Symbol paa Samfundets Uret' eller som: 'En ædel ung Pige repræsenterer Retsfølelsen og Barmhjertigheden'“. De unge tænker i helt andre baner. De taler ikke om romaner og noveller, men om 'brudstykker af et livs historie' eller 'en følelses historie', hvor stoffet komponerer værket. De skriver enten en psykologisk roman om en enkelt følelse, eller som Zola en social roman, men i ingen af de to tilfælde er der tale om at skabe symboler. Man aftegner „en Krog af Samfundet“ eller „en Krog af Følelseslivet“. Brandes svarede, at kunsten gennem de realistiske enkeltskildringer dog udtrykker en større sammenhæng. (Dansk Litteraturs Historie)

”I denne bog jeg har prøvet fra en fremmedsprogforfatters synsvinkel komme ind på emner som: de danske værdier, den danske kulturarv. Hvad er typisk dansk? Hvad er Danish Design? Hvad er Made in Denmark? Hvordan ser fremtidens Danmark ud? Og om de fremmede i Danmark.” Nicolae Matei

Jeg ville være enke, og jeg ville være digter er en samling af Tove Ditlevsens glemte tekster. Hendes klummer og kommentarer, essays og brevkassesvar. Hun skriver om alkoholen, de fattige og kernefamilien, om barndommen, bøgerne, berømmelsen, nostalgien og de indlagte på hospitalet. Om børnene og ensomheden, om weekend-drankerne og døden.

Bogen er illustreret af kunstnergruppen Sort Samvittighed.

I 2011 bekendtgjorde Karl Ove Knausgård, at han med sjette og sidste bind af sit værk "Min kamp" satte punktum for sin forfatterkarriere. Det kom ikke til at holde stik. ‘Om efteråret’ er første bind af fire essaysamlinger, der udkommer i løbet af 2016.
Udgangspunktet for bogen er et brev, som forfatteren skriver til sit fjerde og ufødt barn for at fortælle hende, hvad der venter hende i den verden, hun snart skal fødes ind i.
Knausgårds omdrejningspunkt er, som i de seks "Min kamp"-bøger, personlige refleksioner, interesser og erfaringer. Han skriver om og beskriver alt mellem himmel og jord: Stjernerne, gummistøvler, lus, van Gogh, ambulancer og øjne for blot at nævne nogle få af de ting, der findes i vores verden.
Bogen er illustret med værker af den norske kunstner Vanessa Baird (f. 1963).

Oplevelsen af at blive trængt uden for verden og selv sætte sig uden for den, skildrer Brøgger i KVÆLSTOF som en grundoplevelse, hun har med sig fra barndommen.

Alle historierne beskrives med forkærlighed for mennesker, der befinder sig i outsider-positioner, eller som har erfaringer, der er grænseoverskridende eller oprivende.

KVÆLSTOF er en samling essays som Suzanne Brøgger udgav i 1990.

Henrik Nordbrandts essaysamling BREVE FRA EN OTTOMAN er en dansk rejsebog og en digters eksistentielle bekendelser. Artiklerne fra Tyrkiet og det græske øhav er kærlighedserklæringer til disse steder, velskrevne og morsomme skildringer fra den rejsendes perspektiv.

Et repræsentativt essayudvalg, der betoner den personlige udviklingshistorie og således kan læses som et supplement til eller et koncentrat af den individuationshistorie, der blev fortalt i 3-binds romanføljetonen Creme Fraiche (1978), Ja (1984) og Transparence (1993). Samlingen afsluttes med et nyskrevet essay - forfatterens seneste kommentar til den evige forvandlingsproces, som hun underkaster sig. "En god introduktion til Suzanne Brøggers forfatterskab." - Berlingske Tidende. "Hendes tonefald og ekshibitionistiske glæde ved den eminent fantasifulde og sensuelle sprogbeherskelse er til stede fra første til sidste side." - Politiken.

Jens Christian Grøndahl har skrevet dette essay i én lang bevægelse, under et ophold på Det Danske Akademi i Rom i april 2014.

Det er en tekst, der bevæger sig frit og suverænt på kryds og tværs af tid og sted, fra kunst og litteratur til politik og samfund, i sin forfatters forsøg på som dansker at se ud over den danske næsetip og indkredse en europæisk identitet, på som dansker at komme til at føle sig hjemme i Europa.

Der er oplevelser fra forfatterens barndom hos bedsteforældrene i Munkerup mellem Dronningmølle og Gilleleje, hvor hans far voksede op, der er vemodige skildringer af hans mors opvækst og indimellem vanskelige forhold til familien, om hendes sygdom og sidste tid, om at rejse ud i verden og gøre opdagelser dér; der er iagttagelser fra Rom og Paris , om kulturelle ligheder og forskelle, om den kolde krig og Murens fald, om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger, om deltagelse i litterære seminarer og konferencer, venskaber, der opstod undervejs, om familierelationer , - kort sagt om at være menneske i den tid, der er vores, med de muligheder, den rummer for at se sig tilbage og forsøge at gøre sig klogere ved at lære af litteraturen, af kunsten, af historien, både den fjerne og den nære.

Bogen indeholder en samling breve skrevet af fru Z til Prinsen af Mogadonien, gift med regenten i riget, der har navn efter det gamle, stærke sovemiddel. Fruen selv, der er placeret uden for tiden, betegner sig som skribløse og offentligt fruentimmer, og fra hendes skrivebord udgår med jævne mellemrum en epistel, der rummer en kommentar til tingenes tilstand. Hun er en dame, der ud fra et 'gammeldags' humanistisk grundsyn går i rette med tiden, og hun har sine meningers mod: Vi lever i en forfaldskultur, i en medialiseringens tidsalder med pøbelvælde, i et samfund uden en kulturel overklasse, uden intellegentsia, elitær kunst og kritik. Fru Z beskriver tidens middelmådighed, men hun gør det uden vrede og afsky, men i stor undren og med den medlidenhed, hun mener den fortjener. Hun ønsker en bedre verden, og forbedringen skal ske ved politiske reformer, økonomisk ansvarlighed, litterær dannelse og gode manerer.

Brevene er ét langt forsvar for kunsten, der taler til den indre prins i enhver læser, og som meget gerne skal stå i modsætning til den mediekommunikation, der taler til de laveste instinkter.

Nobelprismodtageren Herta Müllers nye bog, Altid den samme sne og altid den samme onkel, er en samling af essays, artikler og taler. I den fortæller hun om sin vej fra en rumænsk landsby til litteraturens verden, om politik og skrift, barndom og ungdom.

Herta Müller (f. 1953) er opvokset i en lille landsby tilhørende det tysksprogede mindretal i Rumænien. Hun bor i dag i Berlin.

”Jeg har to guder: Det er mine nerver og min intuition. De er det dyrebareste, jeg har. Holder man dem i live, sker der ting, som ikke sker for andre.” Sådan sammenfatter Morten Sabroe sin journalistiske metode i én af de nyskrevne tekster, der binder denne bog sammen.

I LÆSEHEST MED VERSEFØDDER deler Johannes Møllehave sine oplevelser med vers – fra de danske folkeviser til den folkelige vise. Og fra Emil Aarestrup og Sophus Claussen til Benny Andersen og Halfdan Rasmussen. Der findes yderligere tre Læsehest-bøger: LÆSEHEST MED ÆSELØRER – om gode oplevelser med dansk litteratur, LÆSEHEST MED GÅSEØJNE – om gode oplevelser med poesien og LÆSEHEST MED TEATERKIKKERT – om oplevelser med de største skuespil.

Johannes Møllehave (f. 1937) har siden debuten i 1975 med PÅ MYRENS FODSTI udgivet over 60 bøger: erindringer, romaner, prædikensamlinger, børnebøger, læsninger med meget mere.