Søgeresultater: 45

Grethe Heltberg har, i "Skærver af evigheden" samlet en række af sine kronikker og essays og udgivet dem i bogform. I et levende, smukt sprog beskriver hun forskellige situationer og problemstillinger fra dagliglivet og fra den verden, der omgiver hende.

I anledning af Tage Voss‘ 90 års fødselsdag i 2008 blev 52 af denne store forfatter og debattørs skarpe og smukke essays genudgivet under den sigende titel "Stemme i ørkenen".

"Af hoved er hun videnskabsmand, men af sind er hun kunstner, og det er en rig sammensætning. Hendes arrigskab har flere hestekræfter end nogen anden dansk skribents, og det er en glimrende drivkraft. Hun finder sig ikke i noget… Hun kan den kunst som er definitionen på al kunst: at lægge hovedvægten på det væsentlige og være ligeglad med det ligegyldige."

Sådan beskrev Poul Henningsen Elsa Gress som debattør og som menneske. "Det professionelle menneske" er en samling af essays delt op i fire afsnit: ‘socialt‘, ‘kulturkritisk og kulturpolitisk‘, ‘amerikansk‘ og ‘litterært og kunstnerisk‘.

Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

"Som ven med ven" er en række essays af Grethe Heltberg om vinter og sommer, om gamle venner og mennesker man engang har mødt, om det herlige i at kunne høre og i at kunne række andre mennesker sin hånd til hilsen. I "Som ven med ven" kommer Grethe Heltberg omkring stort og småt i livet – både de særlige lejligheder og det der hører hverdagen til.

Grethe Heltberg (1911-1996) debuterede i 1942 med digtsamlingen "Portræt af en pige", og skrev siden en lang række romaner, noveller, digte, essays og erindringer. Et tilbagevendende tema i forfatterskabet er splittelsen mellem at være kvinde og kunstner. Grethe Heltberg var medlem af Dansk Forfatterforenings bestyrelse fra 1957-72 og modtog fra 1946 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Hun er mor til tre børn, deriblandt forfatter og journalist Bettina Heltberg.

Andre farver rummer en række essays fra de seneste 25 år samt en enkelt fortælling. Samlingen spænder fra lyrisk-selvbiografiske tekster til essays om litteratur, arkitektur og kultur, fra humor til politisk analyse, fra sarte stemningsbilleder til provokerende diskussioner om østlig og vestlig kunst.

Orhan Pamuk fortæller om sin første rejse til Europa, sin fars død og jordskælvet i Istanbul, om kærligheden til forfattere som Dostojevskij, Nabokov og Laurence Sterne, om at bo i Istanbul og New York og om arbejdet med sine romaner.

ANDRE FARVER er Orhan Pamuks første udgivelse, siden han modtog Nobelprisen i litteratur i 2006, og med den giver en af vor tids største fortællere og intellektuelle sit syn på livet, kunsten og litteraturen.

Kronik og polemik, indfald og udfald gennem 40 år samlet af Niels Birger Wamberg.

Indhold: Indgangsbønnen, Jeg takker Gud for vellysten, Vi der har vort seksualliv i orden, Han ynkedes inderligt, Vi trækker streger, Min fordom, Og det var hyrderne ..., Tolderen og farisæeren, La vær, Kærlighed, Himmelspejlet og de falske spejle, Selvmord, Selvmordet og friheden, Tale og tavshed, Mod, tro og håb, Lyset i mørket, Jævnt, muntert, virksomt, En salme man kan leve og dø på, Mellem kriterium og krummetærium, Om vinkendere, Den verdenskloge humor, Det uvirkelige liv, Simpel, enfoldig, trolig og naturlig, Lær os, Kunstværket og makværket, Børnenes levende øjne, Derfra min verden går, Daisys dag, En Beta-blokering, Prolog til danske bedemænd, Da alting blev anderledes, Påske

Bogen er en tekstsamling, bestående af anmeldelser, essays, kronikker og foredrag m.m. Teksterne handler om religion eller om ikke-religiøse livsopfattelser og om undervisning i religionsfaget.

Emnerne spænder vidt – fra nordisk mytologi og afroamerikansk religion til maorierne i New Zealand og shinto i Japan. Fra folkereligion og nye religioner til verdensreligioner som kristendom, islam og buddhisme. Fra ateisme og humanisme til fundamentalisme og folkekirkelig fideisme, dvs. troen som frelse og gave fra Gud.

Forfatteren diskuterer de forskellige religioner og livssyns kvaliteter. Han hylder de religiøse myter og tekster, som i nogle tilfælde har høj litterær kvalitet og rummer dyb indsigt i menneskesindet. Andre, især nyere religioner kalder han makværk. Sidst i bogen erklærer forfatteren sig som ikke-troende – en kulturkristen uden gudstro. Finn Stefánsson (1942-2020), cand.mag. i dansk og religion. Har udgivet en lang række fagbøger, opslagsværker og essaysamlinger, især med fokus på religion. Desuden har han bidraget til en række leksika og Den Store Danske Encyklopædi.

Mange kender Anne Wolden-Ræthinge – Politikens Ninka – som en fremragende interviewer af alt fra kongelige til kunstnere. Farvel min varme ven er en samling af Ninkas allerbedste reportager og artikler. Reportager fra Halmtorvet i en svunden tid, om Frelsens Hær, den berømte Brems-sag i 70’erne om mishandling af adoptivbørn, fiskere ved Vesterhavet, Folketingets åbning – kort sagt: Punktnedslag fra en svunden tid, som mærkeligt nok slet ikke er så langt væk.

Suzanne Brøgger, der er en vigtig stemme i køns- og samfundsdebatten, har aldrig været bange for at ændre mening, fordi hun er blevet klogere. Her går hun i dialog med sine gamle bøger og opdaterer, nuancerer og diskuterer de emner, der altid har optaget hende, fx privatlivet, kernefamilien og parforholdet, voldtægt, skyld og skam, datter-,  mor- og kvinderolle. Alt kommer til udtryk i Brøggers veloplagte og provokerende stil.

Astronomer kalder ubestemmelige og mystisk aktive himmellegemer for begivenhedshorisonter. Jeg har skrevet denne bog som en personlig begivenhedshorisont. Ambitionen er, at intet lys må undslippe beskrivelsen af indre cirkler, familie, kvinder og andre urocentre. Jeg ønsker, at mine tekster rummer aktion. Altså at de er til stede, at de ånder i bestræbelserne. Helst med tændsatser, med humor. De er forsøg på selvforståelse og undersøgelser af min virkelighed, men de må ikke være flugtforsøg. For jeg er distræt, jeg er fjern, og det prøver jeg netop at skrive mig væk fra. Jeg vil gerne reagere hurtigt på en impuls, på en indskydelse, der kræver handling lige nu. Jeg vil så nødig stene helt til, sådan som det nemt kan ske, for eksempel når intellektuelle skal ud af en bil. Uddrag af bogen Men foreløbig er jeg min egen forfatterskole. En institution uden halsbrand eller fyringer. Det er kontraproduktivt at påføre den uddannelse etisk fordring og kammertone. Kunstnerisk magma kan ikke nedkøles i fryseposer fra Fakta. Hvordan ville Charles Bukowski passe ind på den skole? Eller Rimbaud og Verlaine? De ville ikke løbe skrigende væk. Nej, det ville være at udvande deres mod og mordinstinkt. De ville tværtimod jage skrankepaverne til jordens ende og skrive digte om det imens. Skal forfattere lære at være antirynkecreme og kastratsangere? En whistleblower på forfatterskolen?! Det er ensretning og personforfølgelse. Det er infiltration på et diktatorisk niveau. Kontaktbesvær og koldkrig; Søndagsskole og spejderære. Kunst er det modsatte, det er smadrede vinterhaver og atmosfærisk voldtægt, det er jordskred og knuste kirker. Om forfatteren Thomas Wivel er efter 30 år i underholdningsbranchen endnu konstant optrædende standupkomiker, men arbejder også intenst som forfatter og har efterhånden adskillige udgivelser i alle genrer i sit kalejdoskopiske bagkatalog. Hans gnistrende og dramatiske familie har i de senere år været omdrejningspunkt for bøgerne, og det er den ikke mindst i indeværende udgivelse. Thomas skriver om tab, nærkontakt og dagenes stjerner. Han er fra 1967 og er far til fire børn.

Enogtyve essays om fremmedhed, kunst og forsøget på at være menneske.
Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider?
Fremmedhed er en farlig følelse fordi den reducerer vores fornemmelse af forankring og tilhørsforhold, og dermed også ansvarsbevidstheden og empatien overfor og med hinanden. Det gælder for den flygtning eller indvandrer der kommer udefra, og de blandingsbørn der må vokse op udspændt mellem flere normer, lige såvel som for den gammeldansker der pludselig ser sin egen kultur ændre sig uden selv at have ønsket eller bevirket forandringerne. Det gælder ikke mindst den fremmedhed der rammer os alle, når omdrejningshastigheden i tilværelsen bliver højere end vi kan følge med til, når et ellers udmærket system som markedsøkonomien får lov at blive livets almægtige diktator, og når en større og større del af vores tilværelse finder sted digitalt og virtuelt snarere end i en håndgribelig virkelighed.
Nationalisme og religiøs fundamentalisme, ekstremisme af alskens slags, er ikke løsningen, men et symptom på problemet. Men hvordan gør vi mødet af vidt forskellige normer og kulturer, af det virtuelt abstrakte med realiteternes uomgængelighed, til glæde for os selv som individer såvel som for samfundet som helhed?
Kan kunsten noget der kan hjælpe os at gøre farbare stier af blandingskulturens vilde vover?
AT GÅ NØGEN betyder at leve uden forstillelse, uden eller med en ubetydelig lille menneskelig lakune – dvs afstand mellem den vi er indadtil og den vi præsenterer os som udadtil. Men er det overhovedet muligt? Og hvis ja, hvordan indsnævrer vi så lakunen? Kan kunst bidrage til at udfylde vores tomrum og sætte os i stand til bedre at komme overens med mennesker med vidt forskellige kulturer og livsformer? Med vores vanvittig hastigt vekslende omverden? Med os selv?

„Til styrkelsen af det truede fællesskab er det i dag

nødvendigt at mobilisere både hele sin politiske bevidsthed,

hele sin tro og al sin evne til at elske.

Kun ved en sådan mobilisering kan masselinien og den rette tro

komme klart til syne igen.

Og hvis den ikke gør det, truer vores kulturs undergang i

svindelagtig, defaitistisk, materialistisk, grådig

meningsløshed, så vidt jeg kan se."

EBBE KLØVEDAL REICH