Søgeresultater: 19

"En mængde skadevirkninger af en ensidig kultur der bygger på ensidig projektion af den logiske hjernehalvdels struktur registreres overalt under forskellige navne og (bort)forklaringer. Det forekommer (i al fald mig) nærliggende at antage, at der er en levende forbindelse mellem på den ene side sygdom og lidelse i psykisk/fysisk forstand og på den anden side oplevelse af og frembringelse af kunst."

En malerisk essaysamling fra forfatter Henrik Bjelke om samfund, kunst og kultur. Ikke mindst om kunstens nødvendighed og den rene fornufts svaghed.

Henrik Bjelke (1937-1993) var en dansk forfatter. Henrik Bjelke debutrede i 1968 med bogen "Første person ental". Han var lidt af en enfant terrible, der nægtede at ligger under for de gængse fortællinger om verdens logiske opbygning og tilværelsens meningsbestemte løbebane. Ifølge Henrik Bjelke var dette et falsum, og hans bøger kredser igen og igen om dette emne. Hans strenge opdragelse i barndommen har også fundet plads i forfatterskabet, og hans karakterer er ofte blinde for den skade de forvolder i anstændighedens eller meningens navn.

Henrik Bjelke blev tildelt Herman Bangs Mindelegat i 1979 og Beatrice Prisen i 1984.

Med disse syv essays træder Villy Sørensen ind i en diskussion der i lige grad omfatter kunstens og demokratiets problemer. Og da ingen af elementerne i vor tid kan tænkes fra hinanden, er spændingen på forhånd givet. I sin art kan man kalde kunsten elitær, på den anden side er en af kunstens hovedopgaver at være demokratiets talerør. At både kunsten og demokratiet vånder sig under den fælles tilstedeværelse, kan der ikke være tvivl om, hvilket kommer til udtryk i kunstens ofte meget kritiske indstilling til det politiske og politikernes hyppige afstandstagen fra den kritiske eller vanskeligt tilgængelige kunst. At diskussionen er aktuel aflæses dagligt i pressen, her får den sin kunstneriske og filosofiske uddybning.

Jeg er på vedvarende opdagelsesrejse i min families fæstninger og kollisioner. Jeg ryster stamtræet, og der falder altid noget vildt og overraskende ned. Jeg ser helst tilbage. Det er i tilbageblikket, at løsningerne opstår. Tilbageblikket viser mig muligheder. I den granskning forstår jeg mine opture, og den forklarer min private lockdown endnu bedre. Jeg griber ud i dramaer fra verdenshistorien. Jeg genfortæller historier om altomstyrtende heltemod. Jeg vil gerne hylde den storhed, jeg selv har været fascineret af. Og især vil jeg gerne duellere med de kræfter, der vil ensrette mine valg. Jeg nærlytter kunst, litteratur og hjertelyd. Uddøende fænomener. Men det får de ikke lov at være i min bog, på min vagt! Men i bund og grund ønsker jeg at skrive mig frem til en underholdende oplevelse. Det er hermed forsøgt. Mit kampråb er i gang.

En ung kvindelig lyriker drager ud for at se værkerne efter tretten arkitekter, der begik selvmord på grund af et mislykket værk, den manglende anerkendelse, græs der ikke vil gro m.m.: En rejse fra en svømmehal, der sank i jorden, til en ugleset skulpturpark i et velhaverkvarter. Tretten både selvironiske, humoristiske og sørgelige essayistiske kapitler om kunstnerens stræben og skæbne. Om arkitektur, litteratur og billedkunst. Charlotte Van den Broeck (f. 1991) er flamsk lyriker og forfatter. Vovestykker er hendes prosadebut og er allerede udkommet i ikke mindre end otte oplag i hendes hjemland samt solgt til udgivelse i bl.a. Danmark, Tyskland og England.

Er det overhovedet muligt at finde en fællesnævner mellem Sokrates, Jesus, Martin Luther, Karen Blixen, Henrik Stangerup, François Truffaut, Sartre, Camus, Bob Dylan, David Bowie, Prince og Iggy Pop? Thomas Wivel giver flere svarmuligheder på spørgsmålet i sin kulturelle essaysamling, De visionære provokatører, der ligeledes kan læses som en utvetydig hyldest til det frie ord, den frie tanke og kunstnerisk skaberkraft i almindelighed. Wivel vover pelsen i de personligt vinklede analyser samt kommentarer, der kredser om, hvad det vil sige at være en visionær provokatør. Tanker om den menneskelige eksistens, politisk og religiøst opgør med magthaverne, iscenesættelse af dekadent levemåde og skarp kritik af tidsånden har gennem historien ofte virket provokerende, men samtidig plantet kimen til nye visioner. Sat på spidsen er De visionære provokatører Wivels bud på et kulturpolitisk kampskrift båret frem af hans dybe fascination af enerne inden for filosofiens, litteraturens, filmens og musikkens verden.

FØRSTE PERSON, ANDEN PERSON indeholder 101 korte og længere kapitler. Så at sige alle genrer er repræsenteret: brudstykker af en fiktiv og virkelig selvbiografi, digte, essays om billedkunst og litteratur, optegnelser, polemik, rejsebeskrivelser m.m. Nyskrevne tekster og omskrevne tekster fra tidligere udgivelser side om side.

Umiddelbart kan det synes at være en mærkelig hybrid, men i sin helhed kan bogen læses som et storstilet forsøg på at samle forfatteren og forfatterskabet – det personlige liv og udviklinger i de seneste årtiers fælles liv – i én stor bevægelse.

Som titlen antyder en endog meget personlig bog, men samtidig en bog, der ikke opererer med personligheden som én fast størrelse.

Niels Frank, født 1963, debuterede 1985 med digtsamlingen Øjeblikket, der senere er fulgt op af Digte i kim (1986), Genfortryllelsen (1988) og Tabernakel (1996). Niels Frank har også udgivet essays, Yucatán (1993), og en bog, der blander genrerne, Livet i troperne (1998), foruden fotobogen CV (2001). Flere tekster fra disse udgivelser optræder i foreliggende bog, oftest i reviderede udgaver.

I Kunsten at gå på gaden samler forfatter og kulturjournalist Lars Movin op på Jørgen Leths tekster fra 60’erne om film, musik, ballet, litteratur, rejser … alle de lethske fascinationer, der finder deres første udtryk her.
 

Læs mere om forfatteren, Jørgen Leth.

Hvad er kunstens rolle i den digitale globaliserings æra? Hvordan kan vi overhovedet lave og nyde kunst i dag? De spørgsmål stiller og besvarer kunstneren Hito Steyerl på svimlende vis i Toldfri Kunst. Hun udforsker alt fra computerspil over WikiLeaks-lækket til politisk aktivisme og udbredelsen af kunst-frihavne og blotlægger derved globaliseringens og den visuelle kulturs paradokser. Hito Steyerl (f. 1966) er tysk kunstner, filmskaber, forfatter og fornyer af essayfilmen. Steyerl er professor i mediekunst ved Universität der Künste i Berlin, og hendes værker udstilles over hele verden

"Denne bog diskuterer fornuft, fornuftens former og uformer, og beskæftiger sig derfor med kunst – maleri, skulptur, film, video, poesi – og med kritik, der forholder sig til kunstens værker eller arbejdsmåder; dette område forekommer mig at vise direkte ind til den sansende tankes elementære laboratorium, dens brændende hjemsøgelser og ikke desto mindre strømmende, flydende kølige ’water music’. Ingen fornuft uden skønhed..."

I essaysamlingen "Den brændende fornuft" undersøger Per Aage Brandt betydninger og ytringer i kunstens mange former og de forskellige måder, man kan forholde sig til den på. Bogen består af en lang række essays om blandt andet kultur, natur, kvindens væsen, tale og æstetik. Per Aage Brandt (f. 1944) er en dansk sprogforsker og digter. Han er uddannet i romansk filologi ved Københavns Universitet og Sorbonne Universitet i Frankrig. Per Aage Brandt har været med til at grundlægge Forfatterskolen og har både været professor ved Aarhus Universitet og Case Western Reserve University i Ohio, USA.

"De tolv essays i denne bog beskriver alle en form for kunstneriske frigørelse og selvbevidsthed. Fra den tidlige renæssance og frem til den sene modernitet. De forsøger at fortolke den kunstneriske skabelsesproces; hvordan et værk bliver til – og dermed også hvordan et liv bliver til, så det kan bære sig selv og en mening med tilværelsen."

Henrik Wivel har samlet en række af sine essays og artikler om kunst og digtning fra renæssancen til modernismen. Teksterne er skrevet over en femtenårig periode og giver til sammen et spændende indblik i forskellige ismer og perioder i kunst- og kulturhistorien. Teksterne fortæller blandt andre om Selma Lagerlöf, Bertel Thorvaldsen, Sigmund Freud, Johannes V. Jensen og Andy Warhol. Henrik Wivel (f. 1954) er dansk journalist og forfatter. Han er dr.phil. og mag.art. fra Københavns Universitet, hvor han i mange år også har fungeret som underviser. Wivel har desuden skrevet en lang række kulturbøger, været kulturredaktør på Berlingske Tidende og sidder i bestyrelsen i en række danske kulturinstitutioner.

I essaysamlingen Modkørende væver forfatter og dramatiker Jokum Rohde en tekstmosaik ud af den geografi og kultur, der har været med til at forme hans virke. Geografien er selvfølgelig 80’erne og 90'ernes København med beværtninger, drukkenbolte, stripklubber og avantgardeteater. Kulturen er Rohdes egen dramatik kombineret med en smittende analytisk begejstring for alt fra amerikanske tegneserier til danske sengekantsfilm. Og så er der musikken: Jokum Rohde tager læseren ved hånden, når han går rundt i Bowies Berlin og den danske hovedstad, som Nick Cave besøgte flere gange i århundredets sidste årtier, og som er så forskellig fra København af i dag.

I sin nye essaysamling kombinerer Siri Hustvedt stærke personlige erindringer om sin familie med sit altid skarpe feministiske mindset. Hun beskrives som det 21. århundredes Virginia Woolf af the Literary Review, og den Man Booker-longlistede forfatter udstiller sit intellekt og sin store spændvidde på tværs af videnskabelige discipliner i denne samling, der bevæger sig ubesværet mellem essays om hendes mor, hendes bedstemor og hendes datter, til kunstner-mødre som Jane Austen, Emily Brontë og Louise Bourgeois. Hun beskriver og analyserer det kvindelige, skabt i en kultur, hvor kvindehad og fantasier om den mandlige autoritet er absolut fremherskende.

Mødre, fædre og andre er en bevægende, kraftfuld og ofte ganske morsom bog, og den stiller relevante spørgsmål om den kærlighed og det had, der bor i familien, menneskers fordomme og ondskab og den helende kraft, man kan finde i kunsten.