Søgeresultater: 48

Det var en mørk og stormfuld nat er nok den mest klichéfyldte sætning i litteraturen, men det er også titlen på det første essay i denne samling, og dermed er tonen slået an: Essayet er en lang lovsang til litteraturen og fantasien, og denne hyldest ligger under alle de følgende artikler, der handler om forfattere og skuespillere og dermed om bøger og dramatik.

Niels Birger Wamberg har et uhyre stort kendskab til kultur i allerbredeste forstand, men noget elsker han højere end andet, deraf samlingens titel. Og hvad elsker han så? – han elsker fx Oehlenschläger, H.C. Andersen, Jonas Collin, Karen Blixen, ”Flagermusen”, Stefan Zweig og den gamle verden, Clara Pontoppidan, Poul Reumert, Ebbe Rode og Storm P.   Artiklerne har alle været offentliggjort før og er kun ganske let revideret.

Svanereden indeholder en samling af litteraturprofessor Aage Henriksens (1921-2012) artikler, essays og foredrag fra 1965 til 1990. Bogen har fået sin titel efter et stort essay om Sophus Claussen. Alle artikler er bearbejdet til denne samling. Enkelte er udvidet.

Svanereden udkom oprindeligt i 1990 på forlaget Amadeus.

Bogen indeholder bl.a. analyser af Karen Blixens forfatterskab, ”det borgerlige oprør,” Goethes ”Faust” og ”Wilhelm Meister,” Grundtvigs ”Nyaars-Morgen,” Jes Bertelsens forfatterskab og begrebet ”Individuation.” Svanereden viser Aage Henriksen, som en forfatter, der hele tiden overskred faglige grænser. Bogen rummer også en litteraturoversigt over og om Aage Henriksens forfatterskab.

I Niels Birger Wambergs helt særlige sprogtone og med hans eminente iagttagelsesevne, store litterære indsigt og humoriske glimt i øjet kommer han i denne essaysamling omkring så forskellige personer og emner som bl.a. H.C. Andersen, E.T.A. Hoffmann, Karen Blixen, Søren Kierkegaard, Holger Drachmann, jødisk digtning og barndommen på Frederiksberg - alt under det brede tema, der hedder sprog, tid og erindring.

I Lise Sørensens essayistiske bog "Mands- og moderhjerte" åbner forfatteren op for nogle refleksioner over køn og kønsroller, over litteratur og kultur og over nogle af de forestillinger om verden og livet, som de fleste af os har med i barndommens rygsæk uden at tænke videre over det.



"Der er ting og begreber som det er så forbudt at pille ved at man næsten ikke kan lade være. Og ukrænkeligst blandt alle jeg kan komme i tanker om er: En Moders Hjerte...

En ung man, som er fattig, forelsker sig i en ung pige, som er hovmodig. Den unge pige forlanger, at han som bevis for sin kærlighed skal bringe sin moders hjerte til pigen hund!

Den unge mand slår beredvilligt moderen ihjel, skærer hendes hjerte ud og iler til pigen med hunden. På vejen snubler han og taber hjertet, der råber til ham fra støvet: "Min dreng, du slog dig vist!"..."
Lise Sørensen (1926 - 2004), født Louise Nathalie Sørensen, var en dansk forfatter.

Lise Sørensen havde sin digteriske debut allerede som 17-årig, da hun fik optaget et enkelt digt i poesitidsskriftet "Vild Hvede". I 1946 udkom hendes første digtsamling "Rodløs", og i 1948 debuterede hun som prosaist med novellesamlingen "Goddag, Lisbeth."

Fra 1956 fulgte en række bøger og digtsamlinger, hvor kvindesag og søstersolidaritet er genkommende temaer.

Hans Boll-Johansen trækker i denne bog "Mellem lykke og moral" på sin viden om økonomi, men især om litteratur og på overbevisningen om, at ”de bedste litteraturværker altid har haft noget interessant at sige om alting,” når han begynder at skrive om pengene og deres væsen og virkning. Det gør han med en gennemgang af typer som ”spekulanten”, ”spilleren”, ”iværksætteren”, og om ”at spare”, ”at bruge”, ”at give” og ”at mangle”, hvilket giver anledning til at bringe såvel forfattere som Dostojevskij, George Eliot, Marcel Proust, St. St. Blicher, Søren Kierkegaard, Kirsten Thorup, Lise Nørgaard som foretagsomme typer som H.N. Andersen, Stein Bagger, Jørgen Poulsen, Knud W. Jensen m.m.fl. i spil.

Egentlig betegner Henrik Bjelke ikke disse tekster som egentlig essays, men snarere som 'divertimenti', der betyder et musikstykke i flere satser af let og underholdende art. Underholdende er de bestemt, men uden en dybere substans er de ikke. Henrik Bjelke slår et slag for kunsten, især for litteraturen som et sted, der lige så længe den har eksisteret, har været skandalens, bogafbrændingens og censurens. Et sted, der har rykket grænser, udfordret konsensus og befamlet kollektive tabuer i ét væk.

I følge Henrik Bjelke har kunsten altid haft hjemme i "Skandalens sted" - og der er sjældent noget mere underholdende end en god skandale.

Henrik Bjelke (1937-1993) var en dansk forfatter. Henrik Bjelke debutrede i 1968 med bogen "Første person ental". Han var lidt af en enfant terrible, der nægtede at ligger under for de gængse fortællinger om verdens logiske opbygning og tilværelsens meningsbestemte løbebane. Ifølge Henrik Bjelke var dette et falsum, og hans bøger kredser igen og igen om dette emne. Hans strenge opdragelse i barndommen har også fundet plads i forfatterskabet, og hans karakterer er ofte blinde for den skade de forvolder i anstændighedens eller meningens navn.

Henrik Bjelke blev tildelt Herman Bangs Mindelegat i 1979 og Beatrice Prisen i 1984.

I LÆSEHEST MED VERSEFØDDER deler Johannes Møllehave sine oplevelser med vers – fra de danske folkeviser til den folkelige vise. Og fra Emil Aarestrup og Sophus Claussen til Benny Andersen og Halfdan Rasmussen. Der findes yderligere tre Læsehest-bøger: LÆSEHEST MED ÆSELØRER – om gode oplevelser med dansk litteratur, LÆSEHEST MED GÅSEØJNE – om gode oplevelser med poesien og LÆSEHEST MED TEATERKIKKERT – om oplevelser med de største skuespil.

Johannes Møllehave (f. 1937) har siden debuten i 1975 med PÅ MYRENS FODSTI udgivet over 60 bøger: erindringer, romaner, prædikensamlinger, børnebøger, læsninger med meget mere.

Der findes forskellige former for totalitarisme. Der findes den, som udvikler sig i ens eget land. Der findes den, der presses ned over en af en besættelsesmagt. Der findes den selvpålagte, intellektuelle totalitarisme. I denne essaysamling undersøger Per Stig Møller disse tre former for totalitarisme. Første del beskriver hvorledes sovjetkommunismen har undertrykt den russiske litteratur. Den præsenterer koncentrationslejr-litteraturen i USSR og forfatternes vilkår fra 1917 og frem. Samtidig leveres nogle indgående introduktioner til flere af de væsentligste, men herhjemme ukendte koncentrationslejr-forfatterskaber.

Anden del viser, hvorledes den nazistiske besættelse prægede Martin A. Hansens, H. C. Branners, Karen Blixens og Kjeld Abells forfatterskaber. Med deres humanisme mødte de det onde, men kunne humanismen overleve dette møde?

Sidste del fremstiller den unge Camus’ udvikling og ser på hans eftermæle. Ikke mindst i lyset af hans strid med Sartre, hvis forskellige engagementer og fejltagelser tages op til indgående vurdering.

I forordet skriver Per Stig Møller bl.a. „Den nat, der i 1940 sænkede sig over Danmark, veg for daggryet i 1945. Den nat, der i 1917 sænkede sig over Rusland, har endnu ikke vist tegn til at vige".

Bogen kan ikke blot læses som en række foruroligende litterære beskrivelser, men også som et memento i en sikkerhedsdebat, der igen synes aktuel.

Doris Ottesen er livsoplyser!

Hjemlængsel er en trefløjet udgivelse bestående af livsfilosofiske, litterære og opbyggelige funderinger, der alle vil bidrage til, at man kan føle sig hjemme på stedet, i sindet og i tiden.



Man kunne og man kan anskue Doris Ottesens virke som led i en folkeligkristen kulturkamp.



"Doris kalder sine overvejelser funderinger. Funderinger har denne dobbelte betydning: Dels betyder det at lægge grunden, at etablere fundamentet, hvorpå en bygning kan stå; dels dækker det over overvejelser, spekulationer og grublerier. At blive fortalt af Doris, hvad ligger der i det? Man kunne kalde det opdragelse. Man kunne også kalde det omsorg. At blive fortalt af Doris, det er at blive draget ind i et åndeligt univers, der indbyder til omhu og fordybelse. Ja, man kunne også kalde det kærlighed." - Fra Viggo Mortensens forord



"Jeg tror, at alle mennesker til alle tider har haft hjemlængsel. Men jeg tror også, at hjemlængselen hos mange nutidsmennesker er blevet ikke blot større, men også et større problem for dem, end den har været for tidligere generationer ... Hjemlængsel er en længsel efter at føle sig hjemme i sindet, i tiden og på stedet, alle tre ting, men først og fremmest om at være hjemme i sindet. Det drejer sig om, at finde hjem til sit eget sind. Det har ikke noget med selvudvikling eller selvrealisation at gøre, men nok med selvindsigt. At få tilfredsstillet sin hjemlængsel er ikke noget man gør alene, det kræver fællesskab for rigtig at lykkes ... Jeg funderer på, om det måske er hjemlængselens egentlige mening og allerdybeste hemmelighed at give os mulighed for at finde det sted i verden, fysisk og åndeligt, hvor vi hører hjemme. Der hvor vi føler, at vi er en del af det fællesskab, som er båret af den ubetingede og ufortjente kærlighed." – Fra bogen Doris Ottesen er teolog og litterat. Født 1946 ind i et grundtvigske valg- og frimenighedsmiljø. I sine fortællinger bevæger hun sig i feltet mellem teologi og litteratur. Navnlig værdsat er hendes genfortællinger af store nordiske romanværker af Sigrid Undset, Kerstin Ekman, Göran Tunström, Herbjørg Wassmo og Tage Skou-Hansen. Har tidligere udgivet bøger om "Børn og Sorg" (1998), "Bordesholmalteret i Slesvig Domkirke" (2004), "Gøran Tunstrøm" (1989), "H.C. Andersen" (2004) og "Kerstin Ekman" (2009). Hun bor på Gammelgaard på Ærø.

En af de mest markante skikkelser i det 20. århundredes danske litteraturforskning vender i disse fem vanligt indsigtsfuldt skrevne essays tilbage til temaer og forfatterskaber, som han har kredset om igennem et langt liv. Det drejer sig om Goethe, om dansk litteratur med udgangspunkt i Baggesen og om Bibelen.

Enogtyve essays om fremmedhed, kunst og forsøget på at være menneske.
Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider?
Fremmedhed er en farlig følelse fordi den reducerer vores fornemmelse af forankring og tilhørsforhold, og dermed også ansvarsbevidstheden og empatien overfor og med hinanden. Det gælder for den flygtning eller indvandrer der kommer udefra, og de blandingsbørn der må vokse op udspændt mellem flere normer, lige såvel som for den gammeldansker der pludselig ser sin egen kultur ændre sig uden selv at have ønsket eller bevirket forandringerne. Det gælder ikke mindst den fremmedhed der rammer os alle, når omdrejningshastigheden i tilværelsen bliver højere end vi kan følge med til, når et ellers udmærket system som markedsøkonomien får lov at blive livets almægtige diktator, og når en større og større del af vores tilværelse finder sted digitalt og virtuelt snarere end i en håndgribelig virkelighed.
Nationalisme og religiøs fundamentalisme, ekstremisme af alskens slags, er ikke løsningen, men et symptom på problemet. Men hvordan gør vi mødet af vidt forskellige normer og kulturer, af det virtuelt abstrakte med realiteternes uomgængelighed, til glæde for os selv som individer såvel som for samfundet som helhed?
Kan kunsten noget der kan hjælpe os at gøre farbare stier af blandingskulturens vilde vover?
AT GÅ NØGEN betyder at leve uden forstillelse, uden eller med en ubetydelig lille menneskelig lakune – dvs afstand mellem den vi er indadtil og den vi præsenterer os som udadtil. Men er det overhovedet muligt? Og hvis ja, hvordan indsnævrer vi så lakunen? Kan kunst bidrage til at udfylde vores tomrum og sætte os i stand til bedre at komme overens med mennesker med vidt forskellige kulturer og livsformer? Med vores vanvittig hastigt vekslende omverden? Med os selv?

Ida Jessen har siden sin barndom været en lidenskabelig læser. Hvad gør Sigrid Undset, Kathrine Mansfield, Alice Munro, St.St. Blicher, Fjodor Dostojevskij og Kerstin Ekman til nogle af verdens bedste forfattere? Hvor henter de deres stof fra, og hvordan former de det, så det bliver alment menneskeligt? Hvor henter hun selv sit stof? Hvordan kan man konstant forny sig? Og det værste af alle spørgsmål: Hvornår er man færdig som forfatter og skal holde op?