Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880).
Efter Brandes' tilbagevenden til København kom det til en åben konfrontation over Gjellerups roman Romulus, som Brandes i sin anmeldelse kritiserede for at have et usikkert forhold til genren, fordi den både rummer stof til en roman, idet den giver „et sammentrængt Billede af den hele Verdenstilstand, som Digteren forestiller sig den“, og til en novelle, idet den giver „et interessant Enkelttilfælde, et fængslende Unicum“. Romanstoffet handler om mishandlingen af hesten Romulus som symbol på samfundsmæssig uret, mens novellestoffet er en kærlighedshistorie, og forfatteren har ikke kunnet beslutte sig til, hvilken af de to historier han ville fortælle. Brandes fremhævede i øvrigt den gode moralske balance, eftersom de samfundsmæssige misforhold straffes af en „ædel ung Pige“, der repræsenterer retsfølelsen, men kritiserede, at Romulus for sent etableres som tekstens centralsymbol, og den episke teknik, hvor der forekommer direkte forfatterkommentarer.
En måned senere skrev Bang i „Teknik i vor nye Litteratur. Nogle Bemærkninger i anledning af Dr. Brandes' sidste Anmeldelse“, at hele Brandes' kritiske metode var forældet. Efter først at have hyldet Brandes som den store lærer noterede han på sin generations vegne: „Vi [unge] ere blevne forfærdede over at læse Ord som 'Symbol paa Samfundets Uret' eller som: 'En ædel ung Pige repræsenterer Retsfølelsen og Barmhjertigheden'“. De unge tænker i helt andre baner. De taler ikke om romaner og noveller, men om 'brudstykker af et livs historie' eller 'en følelses historie', hvor stoffet komponerer værket. De skriver enten en psykologisk roman om en enkelt følelse, eller som Zola en social roman, men i ingen af de to tilfælde er der tale om at skabe symboler. Man aftegner „en Krog af Samfundet“ eller „en Krog af Følelseslivet“. Brandes svarede, at kunsten gennem de realistiske enkeltskildringer dog udtrykker en større sammenhæng.
(Dansk Litteraturs Historie)
