Søgeresultater: 21

Det var en mørk og stormfuld nat er nok den mest klichéfyldte sætning i litteraturen, men det er også titlen på det første essay i denne samling, og dermed er tonen slået an: Essayet er en lang lovsang til litteraturen og fantasien, og denne hyldest ligger under alle de følgende artikler, der handler om forfattere og skuespillere og dermed om bøger og dramatik.

Niels Birger Wamberg har et uhyre stort kendskab til kultur i allerbredeste forstand, men noget elsker han højere end andet, deraf samlingens titel. Og hvad elsker han så? – han elsker fx Oehlenschläger, H.C. Andersen, Jonas Collin, Karen Blixen, ”Flagermusen”, Stefan Zweig og den gamle verden, Clara Pontoppidan, Poul Reumert, Ebbe Rode og Storm P.   Artiklerne har alle været offentliggjort før og er kun ganske let revideret.

I Niels Birger Wambergs helt særlige sprogtone og med hans eminente iagttagelsesevne, store litterære indsigt og humoriske glimt i øjet kommer han i denne essaysamling omkring så forskellige personer og emner som bl.a. H.C. Andersen, E.T.A. Hoffmann, Karen Blixen, Søren Kierkegaard, Holger Drachmann, jødisk digtning og barndommen på Frederiksberg - alt under det brede tema, der hedder sprog, tid og erindring.

”Ingen skrev bedre om den engelske karakter end Orwell” – New York Review of Books

I dette essay fra 1947 kaster George Orwell sit eminente undersøgende og analytiske blik på sit eget folk, Det engelske folk. Han skriver indsigtsfuldt om det særegent engelske, om politik, kultur og ikke mindst om det engelske sprog.

“Uforlignelig skarp og frisk … Den klareste og mest overbevisende engelske prosastil i dette århundrede.” – Sunday Times

“En forfatter som man kan – og skal – genopdage i hver en ny tidsalder.” – Irish Times

“Orwell forbliver guldstandarden, som alle andres indsats skal bedømmes efter.” – Telegraph

Astronomer kalder ubestemmelige og mystisk aktive himmellegemer for begivenhedshorisonter. Jeg har skrevet denne bog som en personlig begivenhedshorisont. Ambitionen er, at intet lys må undslippe beskrivelsen af indre cirkler, familie, kvinder og andre urocentre. Jeg ønsker, at mine tekster rummer aktion. Altså at de er til stede, at de ånder i bestræbelserne. Helst med tændsatser, med humor. De er forsøg på selvforståelse og undersøgelser af min virkelighed, men de må ikke være flugtforsøg. For jeg er distræt, jeg er fjern, og det prøver jeg netop at skrive mig væk fra. Jeg vil gerne reagere hurtigt på en impuls, på en indskydelse, der kræver handling lige nu. Jeg vil så nødig stene helt til, sådan som det nemt kan ske, for eksempel når intellektuelle skal ud af en bil. Uddrag af bogen Men foreløbig er jeg min egen forfatterskole. En institution uden halsbrand eller fyringer. Det er kontraproduktivt at påføre den uddannelse etisk fordring og kammertone. Kunstnerisk magma kan ikke nedkøles i fryseposer fra Fakta. Hvordan ville Charles Bukowski passe ind på den skole? Eller Rimbaud og Verlaine? De ville ikke løbe skrigende væk. Nej, det ville være at udvande deres mod og mordinstinkt. De ville tværtimod jage skrankepaverne til jordens ende og skrive digte om det imens. Skal forfattere lære at være antirynkecreme og kastratsangere? En whistleblower på forfatterskolen?! Det er ensretning og personforfølgelse. Det er infiltration på et diktatorisk niveau. Kontaktbesvær og koldkrig; Søndagsskole og spejderære. Kunst er det modsatte, det er smadrede vinterhaver og atmosfærisk voldtægt, det er jordskred og knuste kirker. Om forfatteren Thomas Wivel er efter 30 år i underholdningsbranchen endnu konstant optrædende standupkomiker, men arbejder også intenst som forfatter og har efterhånden adskillige udgivelser i alle genrer i sit kalejdoskopiske bagkatalog. Hans gnistrende og dramatiske familie har i de senere år været omdrejningspunkt for bøgerne, og det er den ikke mindst i indeværende udgivelse. Thomas skriver om tab, nærkontakt og dagenes stjerner. Han er fra 1967 og er far til fire børn.

Paris er amerikaniseret, Wien er for-buda-pestet. Overalt danser man den samme foxtrot, overalt ser man de samme film, overalt taler man om de samme politiske begivenheder, skriver den østrigske forfatter Stefan Zweig i 1925 i sit essay Monotoniseringen af verden. Men monotoniseringen er ikke kun et onde. Måske kan den føre til større mellemfolkelig forståelse. Mens nationalistiske diktatorer oprustede, og verdenskrigen rykkede stadig nærmere, rejste pacifisten Stefan Zweig i 1920’erne og 1930’erne fra land til land og talte fredens sag. Og på den måde ligner Stefan Zweigs hektiske 'verden af i går' næsten til forveksling vores egen lige så hektiske verden af i dag. Det er oversætterne Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, der har sammensat bogens  spændende udvalg af Zweig-tekster, der generelt ikke tidligere har været oversat til dansk.

Pressen skriver:

»… en fornemt nyoversat samling essays, taler og interviews af og med Stefan Zweig. «
*****– Berlinske

»Man mærker det. Det er ikke bare masseturismen, men også sel?en og den intetforlangende all inclusive-ferie, Stefan Zweig sporer oprindelsen til her i et par veloplagte essays… «
– Information

»Essays, taler og interviews om en tid, hvor Wien ”forbudapestes”, Paris ”amerikaniseres”, hvor man ”overalt danser den samme foxtrot”, fordi teknikken har muliggjort det: Hvem vil ikke gerne høre Zweig begræde den europæiske kulturs udjævning?«
****– Kristelig Dagblad

»Lige så lykkelig, man kan blive ved dette møde med Zweig, lige så uhyggelig er hans essays aktualitet. «
– Weekendavisen

Forfatteren om bogen: Denne bog er erindringsmotiver, jeg igennem livet altid har haft lyst til at fortælle. Jeg har fordelt de forskellige flashbacks i et broget perspektiv af lyriske optegnelser, analyser, digte, humor, noveller og filosoferende, essayistiske enkeltdele, der tilsammen viser et helhedsbillede af undertegnede. Jeg har eksperimenteret med form og fortælling i en mikstur, der både er syret, mystisk, men i sidste instans forhåbentlig oplysende og underholdende. God fornøjelse.

Denne antologi giver et bredt, repræsentativt udvalg af Poul Henningsens kulturkritik på alle felter. Bogen, som er redigeret og kommenteret af professor Hans Hertel, præsenterer desuden hidtil ukendt materiale. Det hele fremtræder med en forbløffende friskhed, også sprogligt, der forsat vil kunne provokere vores kæreste fordomme.

I Kunsten at gå på gaden samler forfatter og kulturjournalist Lars Movin op på Jørgen Leths tekster fra 60’erne om film, musik, ballet, litteratur, rejser … alle de lethske fascinationer, der finder deres første udtryk her.
 

Læs mere om forfatteren, Jørgen Leth.

En rejseskildring af en helt særlig slags. En uophørlig blanding af fiktion selvbiografi og historie. En rejse til fods gennem det engelske grevskab Suffolk et tyndt befolket stribe land langs den engelske østkyst men samtidig en opdagelsesrejse gennem Englands imperiale fortid. I august en måned der siden tidernes morgen skal have været under indflydelse af Saturn vandrer Sebald gennem det violette hedelandskab. Han besøger forfaldne landslotte taler med gamle godsejere og kommer på sin vej igen og igen på sporet af højst underfundige og sælsomme historier. Saturns ringe transporterer læseren vidt omkring og gennem mange tider. Forfatteren fortæller om de victorianske slottes storhedstid beretter om rovdriften på Congo bevidnet af Joseph Conrad sporer den europæiske silkehandel tilbage til Kina. Sebald følger også i fodsporene på den ødelæggelse som mennesket har bragt over sig selv. Klart og præcist fører han protokol over de stille katastrofer som menneskets voldsomme indgriben har forrettet i disse afsidesliggende egne. I sidste instans forvandler fodrejsen sig til en rejse gennem kulturens og naturens forfaldshistorie. W.G. Sebald (1944-2001) var krigsbarn født i Bayern. Efter studier i Schweiz og England valgte Sebald at bosætte sig fast i England hvor han underviste i sprog og litteratur ved universitetet i Norwich. Fra 1990 begyndte hans bøger at udkomme på såvel tysk som engelsk. Ved sin død (i en trafikulykke) som 57-årig blev han af mange betragtet som en mulig kandidat til nobelprisen i litteratur. På dansk er hidtil udgivet De udvandrede (1995) og Austerlitz (2003). Saturns ringe efterfølges i foråret 2012 af endnu et mesterværk af W.G. Sebald på dansk: Højde.Skræk (Schwindel.Gefühle).

I 'Kina i ti ord' er pennen hvæsset, for at give et særdeles skarpt indblik i det store land i midten – fra Kulturrevolutionen til i dag. Med indsigt, kløgt, masser af humor og ikke mindst mod skildrer Yu Hua 'det kinesiske mirakel' og dets konsekvenser.

I "Sparegris og julemand" giver forfatter og digter Lise Sørensen sit besyv med i diskussionen omkring nedskæringerne i kulturlivet i slutningen af 1960'erne og midt 1970'erne. Nedskæringer, der både ramte Danmarks Radio, folkebibliotekerne, kunsten og daginstitutionerne.

I værket stiller Lise Sørensen spørgsmålstegn ved, om denne frigørelse af midler vil resultere i et mere fattigt samfund på længere sigt.

Lise Sørensen (1926-2004), født Louise Nathalie Sørensen, var en dansk forfatter. Hun havde sin digteriske debut allerede som 17-årig, da hun fik optaget et enkelt digt i poesitidsskriftet "Vild Hvede". I 1946 udkom hendes første digtsamling "Rodløs", og i 1948 debuterede hun som prosaist med novellesamlingen "Goddag, Lisbeth."

Fra 1956 fulgte en række bøger og digtsamlinger, hvor kvindesag og søstersolidaritet er genkommende temaer.