Søgeresultater: 4

En rejseskildring af en helt særlig slags. En uophørlig blanding af fiktion selvbiografi og historie. En rejse til fods gennem det engelske grevskab Suffolk et tyndt befolket stribe land langs den engelske østkyst men samtidig en opdagelsesrejse gennem Englands imperiale fortid. I august en måned der siden tidernes morgen skal have været under indflydelse af Saturn vandrer Sebald gennem det violette hedelandskab. Han besøger forfaldne landslotte taler med gamle godsejere og kommer på sin vej igen og igen på sporet af højst underfundige og sælsomme historier. Saturns ringe transporterer læseren vidt omkring og gennem mange tider. Forfatteren fortæller om de victorianske slottes storhedstid beretter om rovdriften på Congo bevidnet af Joseph Conrad sporer den europæiske silkehandel tilbage til Kina. Sebald følger også i fodsporene på den ødelæggelse som mennesket har bragt over sig selv. Klart og præcist fører han protokol over de stille katastrofer som menneskets voldsomme indgriben har forrettet i disse afsidesliggende egne. I sidste instans forvandler fodrejsen sig til en rejse gennem kulturens og naturens forfaldshistorie. W.G. Sebald (1944-2001) var krigsbarn født i Bayern. Efter studier i Schweiz og England valgte Sebald at bosætte sig fast i England hvor han underviste i sprog og litteratur ved universitetet i Norwich. Fra 1990 begyndte hans bøger at udkomme på såvel tysk som engelsk. Ved sin død (i en trafikulykke) som 57-årig blev han af mange betragtet som en mulig kandidat til nobelprisen i litteratur. På dansk er hidtil udgivet De udvandrede (1995) og Austerlitz (2003). Saturns ringe efterfølges i foråret 2012 af endnu et mesterværk af W.G. Sebald på dansk: Højde.Skræk (Schwindel.Gefühle).

Bogens 16 essays giver nye, kulturkritiske analyser af og inden for så forskellige emner som blandt andre almengyldig moral, menneskerettighedernes idégrundlag, 12- og 13-karakterskalaerne, humanioras status, det populære værdibegreb, kunstmuseernes rolle, billedkunstværker, skønlitteratur, musik, religion, æstetik og filosofi. Artiklerne er hver især selvstændige, af hinanden uafhængige skrifter, men sammen belyser de hinanden og giver læseren nye vinkler på især den hjemlige og den vestlige kultur, dens idégrundlag og dens frembringelser. En central hensigt med bogen er at give læseren aktuelt, relevant og originalt tænkt stof til egne refleksioner.

Da Sebald påbegyndte det, der skulle blive hans hovedværk, romanen Austerlitz, lagde han et andet projekt til side – den om muligt endnu mere ambitiøse fortælling Campo Santo, som skulle begynde på øen Korsika og derfra forgrene sig ud til hele modernitetens Europa. Han nåede ikke at genoptage projektet før sin død i en bilulykke i 2001, året hvor Austerlitz udkom.

De fire fragmenter af værket, der er samlet her, mere end antyder, hvad vi er gået glip af. Sebalds særegne blanding af vitalitet og melankoli, empati og pessimisme, hans sans for såvel historiens store linjer som den sigende detalje, fornægter sig ikke.

Bogen indeholder desuden en række tekster fra årene 1975-2001, der på forskellig vis tager livtag med hans yndlingsforfattere: Franz Kafka, Vladimir Nabokov, Peter Handke og Bruce Chatwin, m.fl. Teksterne tillader os samtidig at følge Sebalds udvikling fra traditionel akademisk litteraturkritiker til den store lyrisk-melankolske essayist, han endte med at blive.

Er det overhovedet muligt at finde en fællesnævner mellem Sokrates, Jesus, Martin Luther, Karen Blixen, Henrik Stangerup, François Truffaut, Sartre, Camus, Bob Dylan, David Bowie, Prince og Iggy Pop? Thomas Wivel giver flere svarmuligheder på spørgsmålet i sin kulturelle essaysamling, De visionære provokatører, der ligeledes kan læses som en utvetydig hyldest til det frie ord, den frie tanke og kunstnerisk skaberkraft i almindelighed. Wivel vover pelsen i de personligt vinklede analyser samt kommentarer, der kredser om, hvad det vil sige at være en visionær provokatør. Tanker om den menneskelige eksistens, politisk og religiøst opgør med magthaverne, iscenesættelse af dekadent levemåde og skarp kritik af tidsånden har gennem historien ofte virket provokerende, men samtidig plantet kimen til nye visioner. Sat på spidsen er De visionære provokatører Wivels bud på et kulturpolitisk kampskrift båret frem af hans dybe fascination af enerne inden for filosofiens, litteraturens, filmens og musikkens verden.